332 meter skib, motorolie, en runway, propelfly, kampfly og helikoptere. Stillehavet, en besætning på 5.000 mand, Osama Bin-Ladens endeligt, Admirals Suite, en velsignelse og et æble. OLFI har besøgt det amerikanske hangarskib “USS Carl Vinson” i Stillehavet.
Vi flyver over Stillehavet sådan ca. 80 sømil vest for Mexicos kyst. Vinduer er der kun to små af, men bag om sidemandens nakke kan jeg skimte havet komme tættere på. Med hjelme, høreværn og goggles sidder vi baglæns i flyveretningen spændt fast med H-seler over liv og skuldre. Flyvningen fra Naval Air Station North Island i San Diego har varet lidt over en time, da loadmasteren fra sit sæde bagest ved rampen agter vifter med armene og råber:
”Here we go, here we go, here we go!”
Vi ved alle, hvad det betyder. Det lille C-2 Greyhound COD (Carry Onboard Delivery) propelfly er få meter fra at lande, og det er tid til at spænde hele kroppen og presse nakken tilbage. Kort efter bliver vi trykket ned i sæderne med et hårdt bump og bremset op, inden vi når at tænke over det. En ”arrested landing” kalder amerikanerne det, når man lander på et hangarskib og bliver standset med en krog i en af de udspændte wirers på tværs af dækket. Kort efter sænker piloten rampen, og midt i den øredøvende larm fra flyets motorer kan vi se Stillehavet blinke blåt ude over rælingen, mens vi taxier på plads til lugten af dæk, fuel og motorolie. Kommandoerne foregår med arme, fingre og fagter.
Artiklen fortsætter under videoen …
”You guys! Follow me,” signalerer en mand iført hvid vest og hjelm, hvorefter vi træder ud på dækket og bliver ført uden om jagerfly hen til en blå metaldør i ”øen”, som man kalder tårnet på et hangarskib.
”Welcome onboard the USS Carl Vinson!,” siger en venlig mand med gråt hår, som møder os efter en kort gang ned ad nogle trapper og gennem åbne metalskotter.
Commanding Officer Karl Thomas venter iført pilotjakke i sin egen messe midtskibs styrbord med kaffe, kage og frugt for at byde os velkommen. Det er en speciel dag om bord CVN-70, som USS Carl Vinson hedder i flådesprog. Efter måneder på værft er hangarskibet stukket til søs fra San Diego for få dage siden, og vi er det første hold gæster til den nye besætning, som tæller omkring 5.000 mand. I det kommende år skal besætningen uddannes og rutineres, inden USS Carl Vinson deployerer i løbet af foråret 2017 for at afløse et af de andre amerikanske hangarskibe ude i verden.
”Vi får alle typer gæster om bord fra politikere og journalister til virksomhedsledere og personer, som har adgang til mange mennesker. Selv om vi gerne ville, kan vi desværre ikke invitere alle herud, så det er vigtigt, at det er nogle, som kan fortælle om deres oplevelser,” siger han efter at have udvekslet høfligheder i nogle minutter og overlader os derefter til skibets PAO – Public Affairs Officer.
En flåde på sådan ca. 230.000 mand
OLFI er rejst ud i Stillehavet for at se på kampfly. Nærmere betegnet F/A-18F Super Hornet, som er en af de tre kandidater i kampen om at blive Danmarks nye kampfly. Det er Boeing, som har inviteret den danske presse på besøg, men ud over en journalist fra Ingeniøren er der kun repræsentanter fra mindre netmedier med. Vi er her for at se flyet i aktion, for at opleve det i sit rette element og samtidig tale med personer, som bruger det og arbejder med det til dagligt.
Samtidig er besøget en enestående chance for at opleve størrelsen af det amerikanske militær og få sat lidt perspektiv på størrelsesforholdene. Lad os bare begynde der – med den amerikanske flåde. US Navy består i 2016 af små 230.000 officerer og sømænd – og råder aktuelt over 272 indsættelsesklar krigsskibe til deployering i internationale missioner overalt på kloden. Derudover har flåden mere end 200.000 civilt ansatte og en reserve på over 100.000 mand.
Til sammenligning er der i hele det danske forsvar omkring 20.000 ansatte, hvoraf de 4.500 er civilansatte, og Søværnet alene består af ca. 2.800 ansatte. For at perspektivere det kan man lave et lille regnestykke. USA er med sine 310 mio. indbyggere (anslået 2010/Wikipedia) omkring 55 gange større end Danmark med 5,6 mio. indbyggere. Hvis Danmark på den baggrund skulle have en flåde, som i mandskab matchede USA’s Navy, skulle Søværnet bestå af 4.180 mand.
Lagde dæk til Osama bin-Ladens sidste rejse
Men tilbage til Stillehavet og USS Carl Vinson, hvor public affairs officer David Stewart viser os vej til vores kahytter. Det vil sige, at vi som gæster bliver indlogeret under nogle helt andre forhold end skibets faste besætning.
”Du skal bo her i Admiral Suite,” forklarer David Stewart og anviser mig et lukaf midtskibs et par dæk under flight deck, som vi er to om at dele.
Her er en køjeseng, to skriveborde, egen håndvask, stålskabe, klip-klapper, håndklæder og badekåber med skibets logo broderet i guld.
”Suiten er opkaldt efter Carl Vinson, selv om han aldrig gjorde tjeneste i flåden. Han var demokrat fra Georgia og blev som 30-årig valgt til Kongressen som det yngste medlem nogensinde. Vinson nåede at sidde som folkevalgt i Kongressen i over 50 år og var bl.a. manden bag vores Two-Ocean Navy, som gav ham tilnavnet Admiral,” fortæller David Stewart.
Samme Carl Vinson var også den første til at opleve at være i live og få et af flådens hangarskibe opkaldt efter sig – og oven i købet være med til dåben. USS Carl Vinson blev søsat i 1980 og er det tredje af i alt 10 hangarskibe i den amerikanske flåde af Nimitz-klassen. Det har deltaget i en række internationale missioner, konflikter og krige, men er i dag nok mest kendt for at have lagt dæk til terrorlederen Osama Bin-Ladens begravelse til søs. Det skete fra Flight Elevator 4 bagbord agter et sted i Det Indiske Ocean i maj 2011.
”Ja, det var her. Det er ikke noget, vi taler om, og jeg var ikke selv til stede. Men det er selvfølgelig en del af skibets historie,” forklarer David Stewart, da vi lidt senere standser ved elevatoren og kigger ud på et glimtende stillehav gennem det enorme hul i siden af skibet, hvorfra hangarpersonellet kan løfte fly og helikoptere op på flydækket.
“Vi kan let have tre gange så mange fly”
Netop her i hangaren får man et indtryk af skibets størrelse. Her står ni Super Hornets, som ikke fylder det store, foruden et C-2 Hawkey (Airborne Early Warning) propelfly, som er hangarskibenes svar på et AWACs overvågningsfly. Under flight operations letter det altid som det første efter en Seahawk redningshelikopter for at overvåge luftrummet i missionsområdet. Men i hangaren er her også paller med materiel og mandskab, som maler gule striber på gulvet, eller løbetræner og dyrker muskeltræning i primitive stativer langs siderne.
Mandskabet om bord på et hangarskib bærer alle uniformer med farvekoder. Det er helt nødvendigt for at have en idé om, hvor vedkommende hører til – og samtidig spiller farvekoderne en helt essentiel rolle for sikkerheden på flydækket, hvilket vi vender tilbage til i en anden artikel. Skibspersonellet er som regel iklædt mørkeblå og camouflerede marineuniformer, mens flypersonellet er iklædt trøjer i skrigene farver.
I et lille kontor i siden af hangaren møder vi director Tyler Vanwey, som er født i Kansas, men bor og har familie i Florida. Han styrer hangaren med hård hånd og har det fulde overblik over antallet og typer af fly i hangaren, opgaver og pipelinen til de forestående flyoperationer. På skranken i det lille kontor kan man se det fysiske layout af hangaren, hvor han og mandskabet kan flytte rundt på små modeller af fly og påsætte knappenåle i farver alt efter flyenes status. Som noget nyt har skibet også fået installeret en digital udgave af styresystemet, så Tyler Vanwey hele tiden har det aktuelle, fulde og digitale overblik både over situationen i hangaren og på dækket.
”I øjeblikket har vi 23 fly om bord, men vi kan let have tre gange så mange. Alene i hangaren kan vi opbevare mellem 30 og 35 fly,” fortæller han og peger på skærmen, hvor flyene kan være placeret.
Artiklen fortsætter under videoen …
Video: Director tyler Vanwey demonstrerer, hvordan han kan lukke mellem Hangar Bay 2 og 3 på 26 sekunder.
Sejler som på en racerbane for optimal vind
Uden en erfaren sømand ved sin side farer man hurtigt vild om bord på USS Carl Vinson. Med god grund. Skibet måler 1.092 fod svarende til 332 m i længden og er mere end dobbelt så langt som de danske støtteskibe i Absalon-klassen på 137 meter – og hele 252 fod i bredden svarende til 76 meter med en dybgang på 11-12 meter alt efter lastens vægt.
Skibet er bygget som en sejlende lufthavn, hvilket man først for alvor fornemmer, når man er gået de mange trappetrin op til broen på niende dæk. Her har assistant navigator Matt Fannin det, der må betegnes som en ganske glimrende udsigt – over Stillehavet og USS Carl Vinsons flight deck. Groft sagt har skibet fået tildelt en ”kasse” på søkortet sydvest for Californien, hvori skibet cirkulerer igen og igen for hele tiden at have den rette hastighed og vinkel til vinden under flyoperationerne. Lige nu logger vi 22 knob i medvind på kurs 167 grader (SSØ), men i løbet af en time slår de unge rorgængere roret i borde, hvorefter CVN-70 sejler den stik modsatte kurs i omkring seks timer.
”Jeg har ansvaret for at minimere vores tid ude af vinden, hvor vi af gode grunde ikke kan launche vores fly. Lige nu sejler vi syd, så vi kan give chefen for flyoperationerne og piloterne så mange take offs og landinger som muligt. I øjeblikket er vi i gang med det, som vi kalder hangarskibs-kvalifikation. Det betyder, at vi øver piloterne i så mange take offs og landinger som muligt, og det kan vi gøre seks-syv timer ad gangen. Under deployering ville vi normalt sende flyene af sted i løbet af en time til halvanden, derefter ville vi lave en cirkel og tage en pause og sejle tilbage til udgangspunktet, hvorefter vi sejler den samme cirkel igennem igen og igen – nærmest som en aflang racerbane,” fortæller Matt Fannin.
Artiklen fortsætter under videoen …
Video: Assistant Navigator Matt Fannin fortæller fra broen på USS Carl Vinson om, hvordan skibet opererer.
Den allerførste gang – gør piloterne “sindssygt nervøse”
Kort tid efter brummer lyden af jagerfly gennem skibets metal. Hver gang et nyt fly letter, sker det med fuld efterbrænder og brug af katapult, hvilket får rystelserne til at gå gennem hele skibet. Landingerne sker tillige med efterbrænder, da piloten skal være klar til at få snuden i skyen igen, såfremt han ikke får fat i en af de fire wirers, som er spændt på tværs af dækket.
”Det er en af grundene til, at I under dette besøg vil se en del piloter holde med fuld efterbrænder på, selv om flyet er standset. Nogle af piloterne lander for første gang på et hangarskib, og de mangler derfor en del rutine,” fortæller David Stewart.
Vi bliver udstyret med dobbelt høreværn, hjelme og hvide veste, hvorefter vi får lov at se flight operations fra helt tæt hold. I høj sol om eftermiddagen og i skumringen omkring kl. 19.30.
”Nogle af piloterne er sindssygt nervøse. Det er man altid, når man skal lande på et sejlende hangarskib i mørke for første gang,” fortæller David Stewart.
Artiklen fortsætter under videoen …
Video: F/A-18 Super Hornets letter og lander fra USS Carl Vinson.
Selv med ørepropper og eksternt høreværn er larmen sønderlemmende. Mens solen forsvinder ned under kimingen i Stillehavet, ser vi det ene fly efter det andet lette og lande. Flere gange får et fly ikke fat med sin krog i en af de fire wirers og må tage fra igen for at gøre et nyt forsøg. Men det tager ikke glæde af oplevelsen, fortæller Matt Seymour. Han er jagerpilot og har fløjet Super Hornet gennem mange år, fortæller han, da vi møder ham i flystol i piloternes briefing- og opholdsrum om læ. Med en slet skjult sarkasme over for flyvevåbnets piloter og kun afbrudt af … WROUM … et jagerfly på dækket.
”Det er en fantastisk oplevelse at få lov at være pilot på et hangarskib og noget helt særligt, som adskiller os fra flyvevåbnet. Det giver os også en meget stor grad af stolthed. Det er det her, som jeg har lyst til. Andre kan bedre lide at flyve F-15 eller F-22 og lette og lande fra en lang runway og så køre hjem, spise middag på en restaurant og tage en øl inden sengetid. Der kan selvfølgelig være visse fordele at gøre det, men jeg mener helt klart, at” … WROUM …
Var det en landing?
”Ja, det var krogen, der ramte dækket. Vi sidder lige under det sted, hvor flyene lander,” siger Matt Seymour med et smil.
Går til ro med to atomreaktorer under sengen
Han tilhører som pilot den personelgruppe, der hedder air wing, som på et hangarskib tæller omkring 2.000 mand. Dertil kommer en stab på 200 mand og skibets besætning på 2.800 mand, som håndterer den maritime del og holder skibet sejlende, sørger for vedligehold og tøjvask og ikke mindst mad til det, der svarer til en mindre dansk provinsby. Små 100 kokke arbejder i syv forskellige køkkener og tilbereder mellem 16.000 og 18.000 måltider om dagen.
Maden bliver serveret som buffet, og til aften står for OLFI’s vedkommende på ris og kylling – og et æble. Måltidet bliver indtaget i en af officersmesserne, hvor der er voksdug på bordene – med skibets logo og motto: ”Vis Per Mare” eller ”Styrke Gennem Havet”. Men klokken 22 går lyset ud, og de røde natlamper bliver tændt. Det giver en god anledning til at søge ned mod Admirals Suite, når man samtidig ved, at skibet står op kl. 06.00.
Jeg når lige at få præstens velsignelse i højttalerne, inden jeg lægger mig. Det er lørdag aften, og jeg føler, at jeg har været på en temmelig lang rejse, som har varet siden fredag morgen, da vi forlod København. Tidsforskellen er ni timer, og mæt på både føde og oplevelser tager det tid at falde til ro.
… WROUM …
Hele sengen ryster til lyden af en aften-efterbrænder, samtidig med at en 43 tons wire ruller tilbage over dækket få meter over mit hoved som en elastik. Jeg prøver at samle indtrykkene og konstaterer, at det formentlig er både første og sidste gang, at jeg lægger mig til ro i marineblåt sengetøj med to Westinghouse atomreaktorer under sengen og en travl og larmende start- og landingsbane for jagerfly over mig.
… WROUM …
OLFI var inviteret om bord på USS Carl Vinson af Boeing og US Navy.
God laesning. Det maa have vaeret en fed oplevelse. 🙂
Men der er vel naeppe nogen der tror paa den Osama-historie laengere.
Imponerende, det må have været en fed oplevelse, og noget helt andet at opleve skibet i sit rette element, på åbent hav samt ankomme med fly end hvis at det bare ligger til kaj. Eller ok, det sidste kunne jeg måske godt undvære, har aldrig været glad for at flyve og landingen på et hangarskib ville nok have givet mig søvnløse nætter allerede et par dage i forvejen 😉