Regimenterne er et fantastisk aktiv – nedgradering vil ødelægge dem

Rekrutter fra Den Kgl. Livgarde bliver mødt af gardere fra Livgardens Tamburkorps som afslutning Rexturen i november 2009. Efter indmarch på Høvelte Kaserne i Nordsjælland får rekrutterne udleveret deres rex'er og retten til at kalde sig gardere. Foto: Thomas Reimann/Forsvaret

DEBAT: Kamptropperne er på nuværende tidspunkt kogt ned til den bedste og fineste fond i sin reneste form. En yderligere nedkogning vil resultere i, at det hele brænder på og må kasseres. Jeg håber, at den gode og forstandige løsning vil sejre, skriver seniorsergent Brian K. Rützou.

Gennem de seneste uger har historier her på OLFI om indholdet af det kommende forsvarsforlig genereret en debat for eller imod en videreførelse af Hærens kamptropregimenter i deres eksisterende form. Den debat vil jeg gerne blande mig i.

Jeg har ikke nogen akademisk lederuddannelse. Har hverken en Master eller Ph.d. Jeg har aldrig været på kurser i økonomistyring eller strategisk planlægning og udvikling, og jeg er dårlig til regneark på computeren. Til gengæld er jeg “født og opvokset” i geleddet, og jeg har raffineret mit virke som soldat gennem hærens mellemlederuddannelser. Mit militære liv har været som praktiker på gulvet som oversergent og seniorsergent i Den Kongelige Livgarde.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet for at læse artiklen, som fik OLFi til at gå i sort.

Jeg har været med til at uddanne tusinder af soldater. Min drivkraft har været min glæde ved faget og kammeratskabet samt stoltheden over mit regiment og dets historie og traditioner. Og jeg har været bevidst om at bære dette videre til kommende generationer.

Mit skriv er naturligvis et partsindlæg. Og jeg kan ikke tillade mig at påstå, at jeg taler på alles vegne. Men jeg ved, at de holdninger og argumenter, som jeg fremfører, deles af en stor og bred skare på Hærens lavere niveauer. Jeg vil forsøge at forklare, hvorfor det vil være altødelæggende at gå videre ad den sti, som vil underlægge regimenterne de operative brigader, og jeg vil forsøge at forklare de mekanismer, følelser og holdninger, der ligger bag. Forhåbentlig så alle kan forstå. Indlægget fokuserer mest på Hærens tre kamptropregimenter: Jydske Dragonregiment, Gardehusarregimentet og Den Kongelige Livgarde. Men mekanismerne kan lige så godt gøre sig gældende i forskelig form i andre regimenter i Hæren og øvrige enheder i andre værn i Forsvaret.

Værnene er væsensforskellige

For at komme videre er det vigtigt at forstå forskellene på de enkelte værn og deres funktionsbetingelser. Her er størrelse, bemanding og kampmåde vigtige parametre. Størst forskel er der på den ene side Hæren og de to blå værn på den anden.

Hæren er langt det største værn og fylder mandskabsmæssigt størstedelen af det samlede forsvar. Hæren har altid været en stor ”uddannelsesfabrik” med et langt større gennemtræk end de øvrige værn. Der er hele tiden hold under grundlæggende uddannelse, videreuddannelse, vedligeholdende uddannelse, missionsuddannelse, udsendelse og hjemsendelse. Hæren uddanner hovedparten af Forsvarets værnepligtige, og der synes at være en tendens til, at folk er en periode eller årrække i Hæren for derefter at søge ud. Hærens kerneydelse er kamp. Soldaterne skal altså uddannes og trænes til om nødvendigt at gå i kamp og krig. Derfor er de tre tilbageværende kamptropregimenter den største og egentlige kerne, støttet af en række uundværlige specialregimenter, som understøtter kampen på forskellig vis.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet for at læse artiklen om konsekvenserne på Hærens område i udspillet til det kommende forsvarsforlig.

Søværnet og Flyvevåbnet er langt mere teknisk funderede med stort grej og maskineri og et langt mindre, men til gengæld højt specialiseret mandskab. Der er en tradition for længere ansættelsesperioder i disse værn.

Hvis vi ser på kampmåden, altså måden som vi kæmper og om nødvendigt dræber fjenden på, så er jeg nødt til for forståelsen at tale rent ud af posen. Her kan vi tale om fjerndrab og nærdrab. Ikke i de termer som politiet anvender, men netop som forskellen på at dræbe fjenden langt væk kontra tæt på. Søværnet og Flyvevåbnet vil typisk eksekvere fjerndrab. Trykke på knapper, høvle granater ud, sende missiler afsted, udløse bombelasten. Og det kan være svært nok i sig selv. Men de skal som oftest ikke se fjenden i øjnene.

Det skal Hærens kampsoldater derimod. De vil typisk eksekvere nærdrab og se deres modstandere i øjnene. Enten gennem geværets sigte eller helt tæt på i nærkamp. Og de skal forbinde makkeren, som har fået sprængt sit ene ben i stykker af en vejsidebombe. Og give fysisk og psykisk førstehjælp til sidemanden, som er blevet skudt i halsen og er ved at forbløde. Man behøver ikke være psykolog for at indse, at det kræver en noget anden uddannelse, opdragelse, disciplinering og hærdning af kampsoldaten.

For hærfolk er regimentet selve ”familien”

I alt dette har regimentet en helt central rolle som ”kernefamilie”. Det er her alt foregår. Uddannelsen, opdragelsen, prægningen, overlevering af såvel den gamle historie samt den nyere, som handler om de seneste års krigsdeltagelse og erfaringerne udledt af denne. De andre regimenter samt foranstående brigader er fætre og kusiner, og de andre værn fjernere familie.

Regimentet er en passende størrelse og perfekt ramme. Tilpas stort til at der er en intern dynamik og udviklingsmuligheder, og tilpas lille til at alle kan forholde sig til det. At det her er ”os”. Og selvfølelsen næres yderligere af en aktiv dyrkelse og videreførelse af regimentets historie. Dette er en helt væsentlig faktor for en kampsoldat. Regimentet er den direkte sammenhængskraft og traditionsbærende enhed. Og når vi taler rekruttering, er det regimentet, som de fleste vælger. Enten på grund af lokale eller familiemæssige traditioner. Det er regimentet, som gamle soldater fortsat kan forholde sig til, og de yder en ikke uvæsentlig rekrutteringsindsats ved at fortælle deres historier om glæder og trængsler.

Artiklen fortsætter under billedet …

På Store Bededag fredag den 12. maj kan du læse OLFIs interview med forsvarschef Bjørn Bisserup, som løfter lidt af sløret for temaerne i det kommende forsvarsforlig.

Det er ved regimentet, at man ser hinanden an under træningen. Her, man finder ud af, om man kan stole på hinanden. Og nu er vi fremme ved noget af det vigtigste for en kampsoldat: At man skal opnå en klar følelse af at ville gøre alt for sine kammerater – om nødvendigt ofre livet. Og man skal have samme følelse af sikkerhed for at kammeraterne vil gøre det samme for en selv. At man dækker hinandens ryg. Og er der for hinanden. Fuldstændig og ubegrænset. Ellers virker det ikke.

Motivationen for at gå i kamp

For hvem er det soldaterne til syvende og sidst går i kamp og krig for? Det er ikke for ”Gud, Konge og Fædreland”, som beskrevet i de gamle nationalromantiske sange. Nej, det er for kammeraterne og for regimentet. I bogstaveligste forstand. Og i den rækkefølge. Det er den hårde træning og prøvelserne og trængslerne, der former soldaten. Og styrker kammeratskabet. Og som bekendt er enhver dråbe sved under uddannelsen en dråbe blod sparet under indsats. Det er kammeraterne og regimentet, som gør, at kampsoldaterne står op hver morgen og gør klar til at gå i kamp igen, på trods af gårsdagens tab og frygtelige oplevelser. Der er ingen, der vil skuffe kammeraterne eller regimentet. Uanset om man er dragon, husar eller garder.

Vi ser det tydeligt på alle soldaternes tatoveringer: Regimentsmærker, gammel dansk historie og mytologi. Det er regimentsmærket, symboliserende det dyrebareste og den overordnede sammenhængskraft, der er mejslet i gravstenene hos de soldater, som betalte den højeste pris.

Jeg er klar over, at især kolleger fra de blå værn (og Forsvarets øverste ledelse?) kan være uforstående og have det lidt stramt med, hvad de opfatter som Hærens – eller i hvert fald kamptroppernes – ”semireligiøse” regimentsdyrkelse. Men det er altså sådan her, at det hænger sammen. Og der er jo i virkeligheden et fantastisk aktiv – som vi anvender bevidst i bestræbelserne for at løse opgaverne. De lavpraktiske mekanismer som nævnt i indlægget ændrer intet på, at det overordnet set selvfølgelig er Hæren, Forsvaret og Danmark, som vi kæmper for.

Nedlæggelsen af regimenterne vil få altødelæggende konsekvenser

”Besparelsen” ved at nedlægge regimenterne, som jeg ser det, er ren luft ogen udpræget skrivebordsmanøvre. Der spares ca. 20 stillinger i alt sammenlagt ved de tre regimenter, der nu foreslås samlet. Og da personellet som regel bliver omplaceret andetsteds i firmaet, er der ikke tale om nogen reel besparelse. Snarere et ønske om at ensrette myndighederne efter et smukt og overskueligt regneark.

Artiklen fortsætter under billedet …

Oberst Søren Andersen er chef for Telegrafregimentet i Fredericia. Du kan læse artiklen ved at klikke på billedet. Foto: Ernstved

Konsekvenserne vil derimod blive altødelæggende. For man kan ikke transformere alt i dette indlæg nævnt over i nye rammer og så regne med, at det bare kører videre som sædvanligt. Selvfølgelig kan det gennemføres. Resultatet bliver bare en helt anden hær, end den vi kender i dag og kan relatere os til. Det vil utvivlsomt føre til en uforholdsmæssig stor afgang og skade den fremadrettede rekruttering voldsomt. Med al respekt: Det sælger bare ikke billetter at blive indkaldt til ”X. Brigade” eller ”Hærens Uddannelsescenter Øst/Vest” eller lignende. Det er muligt, at dette er ”regnedrengenes” våde drøm, men det vil aldrig fungere i virkeligheden.

Ingen kan forholde sig til en stor samlet ”kamptropsøjle” hvor alt er samlet som et stort fælles statsligt VUC-center. Alene tanken er til at kaste op over. I forvejen kæmper enhederne med at fastholde medarbejderne. Vi kan ikke give dem det, som vi gerne vil, og det de selv ønsker på den lange bane. Og derfor søger mange ud i det civile liv, hvor hjulene er begyndt at dreje igen. Den foreslåede sammenlægning vil gøre det meningsløst for mange at fortsætte i Hæren. Stoltheden, sammenhængskraften, famileskabet, værdierne og overordnet set meningen med det hele vil forsvinde.

Omstrukturering, optimering eller nedlæggelse er alle kastration

Man kan servere ting i et utal af indpakninger. Også de kedelige. Man kan kalde det ”omstrukturering” eller ”optimering” i stedet for det lidt mere kedelige ”nedlæggelse”. Men faktum er, at hvis man strukturelt deklasserer regimenterne og fjerner en regimentschef med rang af oberst, som har en overordnet og væsentlig kommandoret, så vil der være tale om en så voldsom kastration, at det vil være det samme som en reel nedlæggelse. Og så vil den nedadgående spiral køre.

Kamptropperne er nu ”kogt ned” til den bedste og fineste fond i sin reneste form. En yderligere nedkogning vil resultere i, at det hele brænder på og må kasseres.

Vi har brug for diversiteten og dynamikken og arketyperne: Den stovte dragon. Topprofessionel til fingerspidserne. Med begge ben solidt plantet i den jyske hede. Gør ikke meget væsen af sig selv, men hviler i overbevisningen om egen formåen. Den kække husar. Lynsnar i handling og replikken. Altid opløftende og klar til at improvisere. Den stolte garder. Lige så stolt af vagttjenesten som af sin feltmæssige formåen. Altid trofast og driftssikker.

Jeg håber, at den gode og forstandige løsning vil sejre, og at regimenterne bibeholdes i deres nuværende form. Ligesom jeg er klar over, at optimering og udvikling er et grundvilkår i en verden, som er i konstant udvikling. Man skal bare gøre sig klar over de enkelte forslag og deres konsekvenser.

Brian Kort Rützou (f. 1964) er selvstændig håndværksmester og driver Sadelmageren.dk, der bl.a. producerer bjørneskindshuer til Den Kgl. Livgarde. Han er tillige seniorsergent af reserven og har tilbragt otte år i linjen efterfulgt af 23 år i reserven. Al hans tjeneste har været i geleddet i infanterikompagnier- og bataljoner og i Den Kongelige Livgardes vagtkompagni. Brian Rützou har tillige forrettet tjeneste ved Slædepatruljen Sirius og været udsendt med Operation Inherent Resolve i Irak. Privatfoto