DEBAT: Folk, der advokerer for en total ukrainsk sejr, må kalibrere deres retorik og strategi, for den kommer ikke, medmindre Nato engagerer sig militært i Ukraine, skriver debattør og historiestuderende Kasper Valentin Poulsen.
Der er i sandhed sorte skyer over Ukraine i disse måneder. Både præsident Volodymyr Zelenskyj og hans forsvarschef, Oleksandr Syrskyi, har været ude og advare om manglen på ammunition og de gradvise russiske fremskridt.
Men selvom Ukraine skal have al den våbenhjælp, Vesten kan mønstre, ændrer det ikke ved den fundamentale kendsgerning, at Rusland har et langt større rekrutteringsgrundlag end Ukraine.
Vi kan med andre ord sende nok så mange missiler og 155 mm-artillerigranater til Ukraine, uden nogen garanti for, at det i det lange løb vil være udslagsgivende, eftersom det i lige så høj grad er manglen på soldater som manglen på ildkraft, der i øjeblikket får ukrainerne til at trække sig tilbage, kvadratmeter for kvadratmeter.
Et simpelt regnestykke
I sidste ende er udfaldet af Ukraine-krigen et spørgsmål om simpel matematik, hvilket Zelenskyjs beslutning om at sænke aldersgrænsen for mobilisering af reservister fra 27 til 25 er et vidnesbyrd om. En manøvre, der potentielt betyder, at yderligere 400.000 ukrainere kan blive indkaldt til militærtjeneste.
Det er en betydelig forøgelse af de hidtil 800.000, som Ukraine meddeler at have mobiliseret siden krigens start.
Alt imens rekrutterer Rusland frivillige i al hast – og britiske efterretninger indikerer sågar, at Rusland i øjeblikket formår at hverve hele 30.000 nye soldater om måneden – altså knap 1.000 om dagen, hvilket for øvrigt svarer til omtrent det samme antal døde og sårede, som Rusland påføres dagligt i øjeblikket.
Derudover har Zelenskyj advaret om, at Rusland forbereder en stormobilisering på 300.000 soldater til juni.
Står de britiske efterretninger og udsigten til en russisk stormobilisering til troende, risikerer Ukraine at havne i en situation, hvor de ikke formår at erstatte deres tab hurtigt nok – hvilket meget vel kan vise sig at blive det vendepunkt, der tvinger ukrainerne til forhandlingsbordet i en ugunstig position.
Set i det lys må vi tilføje en ekstra variabel til regnestykket for at sikre et udfald til fordel for Ukraine: militært engagement fra Nato.
Nato-tropper til Ukraine
Tilbage i februar sagde Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at »det kan ikke udelukkes, at der skal sendes vestlige tropper til Ukraine i bestræbelserne på at vinde krigen over Rusland«.
Macrons udtalelse åbnede dermed døren på klem for at tage mere drastiske skridt i bestræbelserne på at sikre en ukrainsk sejr i krigen, som de færreste ville kunne have forestillet sig for to år siden, da Rusland invaderede Ukraine.
Udtalelserne affødte ligeledes reaktioner fra andre statsledere, som indikerer, at det meget vel kan være i den retning, vi bevæger os.
Og eftersom Rusland – ifølge Putins talsmand, Dmitrij Peskov – allerede er i direkte konfrontation med Nato, og det i forvejen er en “offentlig hemmelighed“, at der er vestlige soldater i Ukraine, hvilket den polske udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, for nylig påpegede, er tiden måske inde til at sætte handling bag alle alvorsordene og vise, hvad vi dur til.
Nato vil potentielt kunne frigøre en betydelig andel ukrainske styrker ved eksempelvis at sende logistik- og støttepersonale til Ukraine. Dette ville tillade ukrainske soldater at fokusere på frontlinjen, mens Nato-tropper kunne varetage støttefunktioner, som for eksempel reparation af beskadiget udstyr og træning af nye rekrutter.
Spørger man Kevin Ryan, der er pensioneret brigadegeneral og tidligere militærattaché i Moskva, kan vi også tage skridtet videre og eventuelt overdrage missilforsvaret af en række vitale vestukrainske byer til vestlige tropper. Det kunne være byer som for eksempel Kiev, Lviv og Odesa, som trods alt er placeret i behørig afstand fra frontlinjen.
Det vil de facto delvist indfri Ukraines ønske om oprettelsen af en no-fly zone, som Zelenskyj allerede i krigens første fase anmodede Vesten om. Dengang var Vesten forståeligt tøvende af frygt for at overskride Putins såkaldte ”røde linjer”. Set i bakspejlet har det dog været en dødelig beslutning, da vi igen i år er vidne til intense terrorbombementer af ukrainske byer og energi-infrastruktur.
Nato-enhederne skal naturligvis forblive langt fra fronten og forhåbentlig aldrig se en russisk soldat i øjnene, men deres aflastning og tilstedeværelse vil stadig gøre Ukraine i stand til at få mest muligt ud af sin dyrebareste ressource: sine soldater.
Alt skal på bordet
For to år siden sagde vi »aldrig kampvogne, aldrig fly, aldrig langdistancemissiler«. I dag er der ikke mange grænser for, hvad vi er villige til at sende til Ukraine, så hvorfor ikke militært støttepersonel?
Det må efterhånden stå klart for enhver, at vi ikke kan fortsætte som hidtil; at alt skal på bordet for at hjælpe Ukraine med at slå Rusland, som Estlands premierminister, Kaja Kallas, har udtrykt det.
Folk, inklusiv undertegnede, der advokerer for og ønsker en total ukrainsk sejr, må snart til at kalibrere deres retorik og strategi, for den kommer ikke medmindre Nato engagerer sig militært i Ukraine.
Ja, lad os endelig få gang i en atomverdenskrig for at forhindre Rusland i at få noget østukrainsk land med mange russere i tilbage. INTET er jo ifølge Anders Fogh Rasmussen, balterne og Mette Frederiksen vigtigere end at forhindre Putin i at vinde. Hele menneskehedens overlevelse er altså slet ikke så vigtig igen – sammenlignet med risikoen for at Putin ‘vinder’.
Hvilken klogskab og mod vi ser i Vesten nu! Også fra Berlingskes nye chefredaktør Pierre Colignon, der ligeledes vil have gang i verdenskrigen. Så kan den sidste døende, før han udånder, råbe ‘Slava Ukraine!’
Kunne ikke være mere uenig med dig. Det er netop nødvendigt at sætte foden ned så Putin forstår at han er gået for langt. Putin stopper ikke med Ukraine.
Fordi folk har russisk som 1. sprog er ikke ensbetydende med at de er russere. Putin er den i Ukraine som har dræbt flest russisktalende ukrainere. Kommer selv flere gange om året til Sumy (NØ Ukraine) her talte flertallet før invasionen russisk, det er nu ændret, folk taler ofte nu et blandings sprog af russisk/ukrainsk.
Tror du selv Putin stiller sig tilfreds med et par regioner i Østukraine? Glem det. “Vi lever i en førkrigstid, og har det værste foran os,” som Polens premierminister, Donald Tusk, har formuleret det. Sætter vi ikke foden ned i Ukraine vil Putin-regimet fortsætte sin aggression, indtil Ukraine er en failed state eller ikke længere eksisterer. At tro andet er naivt.
Det du kalder “mange russere” udgør et mindretal i øst Ukraine så allerrede der falder dit argument, i øvrigt har de haft over 10 år til at forlade Ukraine hvis de var så utilfreds med Kyiv som Putin giver udtryk for. At man har russisk som førstesprog er ikke ensbetydende med at man er russisk, jeg kommer flere gange om året i Sumy NØ Ukraine, her var sproget før Kremls invasion russisk men man følte sig som ukrainer. Hvid du tror Putin stopper med Ukraine er du naiv, herefter står der Georgien og Moldova på hans ønskeseddel. Kreml har slået flere russisktalende personer ihjel end nogen anden og totalt ødelagt russisktalende byer, netop dem som han påstår at vil “frelse” fra det onde styre i Kyiv. Kreml vil næppe bruge A-våben, ej heller hvis der kommer NATO soldater i baglandet af Ukraine, det vil Kina ikke tillade.
Kære Kasper Valentin Poulsen.
Svaret er nej. Nato skal ikke sende soldater ind i Ukraine.
ATOMKRIG
For derved kan Ukraines krig mod Rusland, udvikle sig til en atomar konflikt mellem Nato og Rusland. I sådan en konflikt, der risikere vi allesammen at blive slået ihjel. Inklusiv alle os herinde på Olfi. Det er vi for gode til. Plus, ej at forglemme dig selv Kasper. Og dine kære. Den risiko er Ukraine ikke værd. Beklager.
Oven i det. Tal som argumenter – både erstatnings og mobiliseringstal – udgør kun en af nøglerne, til enten at tabe eller vinde, en krigskonflikt. For den kan tabes og vindes på forskellige måder. Selv hvis Ukraine, i første omgang, ender med at blive fuldstændig besat af Rusland, så kan den stadigvæk vindes af Ukraine. Sådan er dynamikken heldigvis. Konfliktdynamikken, som den også kaldes, er meget fleksibel. Slet ikke så rigid, som Carls ideer, forsøger at gøre den til.
En konfliktdynamik Kasper, den har minimum tre akser. Ikke kun den militære akse, som du fremhæver i dit oplæg. Det følger nemlig Carls begrænsede ideopsæt, og bruger tørre tal som primære nøglefaktor. Undskyld at jeg er så direkte, men det bruger dit oplæg.
AFGHANISTAN
Bare tag Afghanistan som seneste Nato-eksempel. Som eksempel på at tabe en konflikt, der talmæssigt set, var vundet på papiret.
I Afghanistan, der vandt Taliban-bevægelsen nemlig over Nato. Til trods for at Nato kunne mobilisere flere soldater, end der er mennesker i Afghanistan. Ja, til trods for at Nato altid kunne erstatte sine tab.
Sådan var det ikke for Taliban-bevægelsen. Den kunne ikke mobilisere et lige så stort antal soldater som Nato. Den kunne heller ikke altid, regne med at erstatte alle sine tab. Taliban mistede et enormt antal døde, sårede og lemlæstede. Plus, oven i det, er der hele materielsiden. Den var så ulige som den kan blive. Men alligevel så tabte Nato.
UKRAINE
Mærk dig mine ord Kasper. Ukraine skal nok vinde denne her krig. Før eller siden, så vinder landet sine internationalt anerkendte grænser tilbage. For Ukraine har noget som Rusland aldrig kan opnå under denne konflikt. Retten til sit territorium og folkets vilje.
NATO
Det Nato bør gøre, er at erstatte Ukraines materielle tab. Samt rådgive Ukraine om sine konfliktaksers muligheder og begrænsninger. Ikke — konfliktakse — men akser.
Undskyld hvis mine ord fremstår arrogante. Eller min tone. Det er ikke min hensigt at lyde sådan. Men dit forslag udgør en trussel mod os allesammen. Uden at overveje de andre aksemuligheder.
Kan kune sige godt skrevet og man kan ikke være venner med alle
Hej Michael
Tak for din kommentar – omend den er skrevet i en lige lovlig belærende tone. Men eftersom du selv kan se det, vil jeg gerne forholde mig til din kritik.
Vi skal selvfølgelig tage atomtruslen alvorligt, men heller ikke lade os paralysere af den. For to år siden sagde vi »aldrig kampvogne, aldrig fly, aldrig langdistancemissiler« og overskred den ene af Putins såkaldte “røde linjer” efter den anden. Hvis vi skal gå på listefødder overfor alle despoter med med A-våben, så får de jo frit leje (læs: Rusland, Kina og snart Iran).
Du lader til udelukkende at have fokus på det militære – hvilket er fint, men som ikke kan stå alene – uden blik for det større politiske perspektiv.
Hvis Ukraine bliver fuldstændig besat af Rusland, som du skitserer, så er konfrontation mellem demokratier og autokratier tabt – i hvert fald politisk.
Jeg forholder mig til meldingerne fra Zelenskyj og hans forsvarschef, Oleksandr Syrskyi, der begge er tydeligt bekymrede for russernes fremskridt og udsigten til mangel på soldater.
Og selvom du selvfølgelig delvist har pointe i, at tal alene ikke udgør en sandhed, betyder de nu alligevel en hel del. Det er eksempelvis tankevækkende, at et land som Ukraine med en befolking over 30 millioner “kun” har formået at mobilisere 800.000 soldater, mens Israel med sine blot cirka 8 millioner hurtigt kan indkalde omkring 600.000 (aktive plus reserve).
Din sammenligning mellem Ukrainekrigen og krigen i Afghanistan blander konventionel og asymmetrisk krig sammen, hvilket er som at sammenligne pærer med bananer. Vi taler første verdenskrigs lignende skyttegravstillinger i Ukraine og oprørskrig i Afghanistan.
Dit afsnit “UKRAINE” er som sådan nobel nok. Og din optimisme er beundringsværdig. Men hvordan skal Ukraine vinde, hvis vi ikke er i stand til at putte dem i en favorabel position? At Ukraine har retten på sin side, skider Putin da højt og helligt på. Hans krig i Ukraine er del af en større konfrontation med Vesten i forsøget på netop at omskrive de vestligt fastsatte regler – herunder international ret. Den ukrainske befolknings vilje er beundringsværdig, men har selvfølgelig grænser. Og så længe ukrainerne også kæmper vores kamp, bør vi gøre alt have vi kan for at de vinder – herunder at sende støtte- og logisktropper. For den uhyggelige sandhed er, at vi sikkert godt kan udskyde konfrontationen mellem autokratier og demokratier, men næppe styre uden om den.
»You were given the choice between war and dishonour. You chose dishonour, and you will have war,« sagde Winston Churchill i 1938, efter Neville Chamberlain underskrev Münchenaftalen med Nazityskland, som knap et år efter angreb Polen.
Ligesom i 1930’erne lever vi i en førkrigstid, og har det værste foran os, som Polens premierminister, Donald Tusk, har formuleret det. Og sætter vi ikke foden ned i Ukraine vil Putin-regimet fortsætte sin aggression, indtil Ukraine er en failed state eller ikke eksisterer længere.
Og så er det for øvrigt heller ikke “mit forslag” men Macrons og Kevin Ryans – pensioneret brigadegeneral og tidligere militærattaché i Moskva – ord, samt mange andre udenlandske kommentatorer. Debatten om Ukraine i DK er desværre alt for ensidig, og man gør derfor klogt i at holde sig orienteret udenlands, hvis man ønsker at være på forkant med udviklingen på den politiske og militære front.
ATOMTRUSLEN
Jeg er enig i at vi ikke skal lade os paralysere af truslen fra atomvåben. Det syntes jeg heller ikke at vi gør. Men vi skal heller ikke kaste os ud i projekter, som kan realiserer den trussel.
AFGHANISTAN
Der var nu også skyttegravskrigstilstande i Afghanistan. Så ret mig hvis jeg tager fejl, men så vidt jeg husker, faktisk over flere omgange. Det var også en ekstraordinær, lang og monoton krig. Ikke den mest interessante af slagsen. Desværre, kan man sige, for det var jo vores egen.
UKRAINE
En fuldstændig skyttegravskrig, det er Ukrainekrigen nu heller ikke. Der rykkes løbene rundt på enheder. Ikke kun artilleriet. Dronekrigen er heller ikke en skyttegravskrig. Den har muligvis paralyseret store dele af kamppladsen, men fastlåst er den ikke. Til gengæld, så giver jeg dig ret i at infanteriets hovedkamplinje, den er blevet låst fast i en skyttegravstilstand.
I det hele taget, så er denne krig efter min opfattelse, netop en blanding af pærer og bananer. Dens dynamik har efterhånden forsøgt sig med det meste fra madkortet. Dybe penetrationer, åbne flanker, guerillakamp, kup af objekter i dybden, angreb på objekter i dybden, forsvar af objekter i dybden, landgang fra havet, forsøg på indeslutninger, hvoraf mindst én var vellykket, vertikale og horisontale angreb, bevægelseskamp, herunder deciderede bevægelsesoffensiver, by-kamp, kamp under jorden, artilleridueller én Mass, brug af gas, vandpassager, henholdende kamp, stillingskamp, nærkamp, samt dronejagt på individuelle soldater. Plus, usædvanlige dybe minefelter. Enorme minefelter. Dybdeforsvar. Men også brug af robotter, samt brug af helt ekstraordinære gamle og nye våben. For slet ikke at tale om de kreative våben, de improviserede våben. Herunder til infanteriet. Skal ikke kunne sige om du har set dem? Du ved dem med seks syv håndgranater, sat på en propelgranat, Molotov-balloner, Fanta-håndgranater. Der er vildt mange forskellige våben på den kampplads. Glidebomber, er vist nok nyeste skud på stammen?
Pærer og bananer beskriver denne krig præcist. Jeg føler mig ikke sikker på at flertallet, er klar over, hvor mange forskellige våbentyper, som denne krig, rent faktisk gør brug af. Dens teknologiske kreativitet er helt i top. Og nogle af de taktiske udviklingstendenser, som dens teknologidimension har formået at skabe, er heller ikke ringe.
Men dens manøvrekreativitet, i hvert fald for infanteriets og de kombinerede våbens vedkommende, den er langt under norm. Muligvis strandet. Og det er ukrainekrigens kerneproblem. Den manglende højde af manøvrekunst. Ukrainekrigen blev allerede efter den indledende fase, til en videnskabens krig. Teknologiens. Kunsten, den blev gemt væk.
Så jeg håber virkelig på at vi får mulighed for at se, netop denne besynderlige krig, give sig selv lov til, at udfolde både sin manøvrekunst og manøvrevilje: denne sommer – 2024. For hvad er det at man siger, tredje gang er lykkens gang. Lad os håbe at netop denne slagmark, endelig viser sig fra sin gode side.
For i forhold til den nuværende tilstand af hovedkamplinjen, så er det til sommer at Ukraine, langt om længe, kan forsøge sig med kunsten, når den er blevet frosset fast af teknologien. Hvem ved, måske inviterer Ukraine til defensiv bevægelseskamp? Således at de russiske minefelter, kommer til at ligge bag den russiske hovedkamplinje.
Jeg føler mig ikke helt sikker, men ser vi på hovedkamplinjens tilstand, i 1944, Vestfronten, så er der ligheder. Begge sider, 2024, har så at sige, strukket deres arme, næsten helt ud. Og så er det rigtigt at russernes arm, ser stærkere ud end ukrainernes. Men den styrke, den afhænger af, hvordan man vælger at se dens muligheder og trusler. Men mere vil jeg ikke skrive om det.
DEN POLITISKE DIMENSION
Vi kan sagtens undgå konfrontationen mellem demokratier og autokratier. Det ser ikke nemt ud, men det kan godt lade sig gøre. Blot vi ikke lader den politiske dimension, blive styret kun af høgene. Duerne skal også havde plads. For så opstår der muligheder for at holde balancen.
Godt svar Michael!
Det eneste jeg kan komplimentere din kommentar med er følgende!
Det er aldrig klogt at kæmpe slag på modstanderens præmisser
Hvis man indfører Nato tropper til at varetage missil/logistik opgaver vil disse styrker udgøre en HWT for den russiske overkommando da det taler ind i Kremls narativ overfor den russiske befolkning (at man er i konflikt med Nato)
Når disse styrker så kommer under beskydning, de har jo ikke offensive kapaciteter hvad er så modsvaret og er det gennemtænkt?
Hvis man vælger intet at gøre vil man så lave en ny slagtebænk Dybbøl?, hvis man vælger at sætte offensivt ind (eks. Flystyrker og laver decideret NO FLY) hvilken ROE vil disse så have? Må de nedskyde russiske fly over eks Hvide Rusland fordi de kommer indenfor skudafstand af egne styrker?
Jeg bestrider ikke at en NO fly ville have været smart forud og under Krim 2014(til og med russisk anerkendelse af styrkers oprindelse), og forud for den nuværende krig, så havde man nemlig vendt dilemmaet om så den russiske Nationale sikkerhedsrådgiver + Overkommando mere eller mindre skulle sende deres styrker ind blinde og døve, UKR havde kæmpet under en “friendly sky” og henset til hvordan vestlige luftstyrker hidtil har forvaltet dette mandat (Libyen, Balkan) så er det ihvertfald ikke klogt at holde stille med kolonner (se N for Kyiv) (Princip med at vende dilemma om se optakt til slaget ved gettysburg Unionkavalari der tvinger Lee til at udkæmpe en kamp efter præmisser han selv har advaret egne GN imod )
Soldater vil gå i døden hvis de tror på at deres CH har en plan for at vinde (se Alamo og GN Houston) et iøvrigt ganske godt billede på hvad det strategisk/politiske niveau burde have gjort, da HRN indså at Dybbøl ikke kunne holdes.
Den her foreslået fremgangsmåde ligner for mig på mange måder det “mareridt” som Vietnam gik hen og blev.
Hvis man ønsker en No FLY fra vestlig politisk hold – så Lav den ordentlig med alle både defensive men også offensive kapaciteter og med en tilstrækkelig robust ROE, men det betyder også at vestlige soldater indenfor timer vil være i en out of area (ingen automatisk art 5.) defacto krig med Russiske styrker med alt hvad det indebærer
Hvad private/OGA’er gør i denne sammenhæng – is a whole other ballgame.
Tak Søren.
Du har fuldstændig ret. Det er på ingen måde gennemtænkt. Et meget risikabelt projekt, som dine betænkeligheder, og spørgsmål udstiller så demonstrativt. Ideen er opskriften på ukontrollabel eskalation.
Macron, han vil elske den ide. Jeg ved ikke med Lars Løkke. Forhåbentligt ikke. Han er en erfaren rotte.
Ukraines væbnede styrker mangler mandskab og ammunition. Alverdens ammunitionsfabrikker kører allerede på højtryk, og store dele af den ammunition, som findes i verden, sendes til Ukraine. Alligevel affyrer russerne ti granater, hver gang ukrainerne affyrer en enkelt. Så manglen på ammunition kan vi ikke rigtig gøre noget ved, før diverse våbenfabrikanter får opført nogle nye produktionsanlæg. Hvilket kan tage mange år. Men så kan vi vel bidrage med mandskab, siger Kasper Valentin Poulsen. Really? Skal vi sende tropper i kamp uden ammunition???
Nej, ikke nødvendigvis, for danske soldater kan jo udføre logistiske opgaver, som fx reparation af feltudstyr, og dermed frigøre ukrainske tropper? Problemet her er, at russiske tropper med jævne mellemrum bomber ukrainske militære installationer og produktionsanlæg langt bag frontlinjerne. Og vi ved også, at russerne med stor forkærlighed beskyder de faciliteter, som fungerer som indkvartering for udenlandske soldater. Er danske soldater villige til at lade sig sprænge i luften uden mulighed for at kunne skyde igen?
Men så kan danske tropper jo oveni betjene det ukrainske luftværn og dermed sikre, at det personale, som står for reparation og vedligeholdelse af det ukrainske feltmateriel, ikke bliver ramt af ubehagelige overraskelser, siger Kasper Valentin Rasmussen. Men heller ikke det ukrainske luftværn er i besiddelse af den fornødne ammunition.
Så danske soldater kan stå i relativ sikkerhed og bemande det ubrugelige luftværn, og se på, mens de faciliteter, som deres kolleger gør tjeneste i og er indkvarteret i, bliver ramt af russiske missiler, uden at de kan gøre noget for at forhindre det.
Er det den “kamperfaring” vi ønsker at give vore soldater? At stå magtesløse og se på mens kammeraterne blive sprængt i småstykker? Fordi hverken vi eller ukrainerne har den fornødne ammunition til at forhindre det?
At sende mandskab uden ammunition er ikke spor bedre end at sende mandskab uden våben. Man skulle næsten tro, at Kasper Valentin Poulsen var ansat af russerne til at demilitarisere det danske forsvar. For det er det eneste, vi vil få ud af at sende mandskab til Ukraine, uden at give dem de nødvendige værnemidler.
Nej vi skal IKKE have NATO blandet ind i denne konflikt, da har allerede spillet fallit i Afghanistan , USA i Libyen og Irak. Det vil udløse 3 verdenskrig på et splitsekund. Alle med militær vide dette vil ske. Men glemmer Kina og Taiwan der ulmer der også en nær forstående krig og det samme i Mellemøsten. Folk må være utrolig naive og meget dumme hvis de tror NATO soldater løser problemet, nej tværtimod det er det Putin håber på for så får mand jo ret i hans fortælling. Ukraine må til bordet og vesten skal ikke blive ved med at fodrer Ukraine da de INGEN fremgang har tværtimod, deres militær taktik og strategi er forfejlet i den grad for med alle de våbensystemer og andet grej BURDE de have banket russerne noget mere tilbage. Danmark har sendt så at sige ALT militær grej og ammunition til Ukraine og kommer det til en skarp situation i dag er Danmark så meget på røven grundet vores komplet uduelige regering der ikke bestiller våben med mere før det koster det dobbelt af normalen. Jeg har selv været med under den kolde krig og i dag er den kolde krig faktisk intet i forhold til hvordan verden ser ud i dag.
Din ”Analyse” er i store træk en gengivelse af russiske ”Talking-points” hvor du klipper væsentlige detaljer ud af historien.
Lad os tage Frankrig og kolonifranc som eksempel.
En gang sidst i 1800 årene og begyndelsen af 1900 årene annekterede Frankrig landet Algeriet og på den måde blev Algeriet en del af Frankrig på samme vis som Bretagne eller Paris.
Rigtigt mange franskmænd udvandrede til Algeriet og der blev indført en kolonifranc som betød at samhandel med Frankrig blev afregnet til 2:1 ved salg til Frankrig. Men det var jo samhandel, så et land som Algeriet kunne ikke veksle til f.eks. Britiske Pund og så dobbelt pris ved salg i Frankrig og så købe i et andet land.
Fidusen var salget fra kolonien Algeriet til Frankrig betød at stort set alle varer blev solgt til Frankrig som så solgte varer den vej. Kolonien solgte råvare til Frankrig som solgte industriprodukter den anden vej.
Som de fleste ved røg Frankrig ud som kolonimagt i starten af 1960 i Algeriet og resten af Afrika få år senere – men kolonifranc blev bevaret benyttes i dag af 14-15 lande i Afrika.
For den tidligere koloni betyder det at de fastholdes som koloni altså leverandør af råvarer og for Frankrig at Frankrig i realiteten har eksklusive adgang til Afrika når vi taler salg af industrivarer.
Hvad har det med Ukraine at gøre tænker du sikkert – det har alt med Ukraine at gøre!
For i dag ved vi at Wagnergruppen udviklede et koncept som hedder ”Smid Frankrig ud og vi gør det beskidte arbejde og sikrer du bliver præsident på livstid”. Så en tilfældig oprørsgruppering skal blot indgå en aftale med Wagnergruppen, så indsætter de dig som præsident og gør det beskidte arbejde.
Til gengæld vil Wagnergruppen gerne have visse minerettigheder hvor især guld og uran er i høj kurs. Og nu gør det ondt på Frankrig fordi – hvorfra får Frankrig som har verdens største andel at kernekraft i sin elproduktion sin uran?
Det gør Frankrig primært fra den tidligere koloni Niger som nu ikke længere er uranleverandør til Frankrig efter Wagnergruppen holdt sit indtog. Lige nu er det ikke et problem med manglende uran-leverancer, men det er det i løbet af 5-10 år for Frankrig.
Wagnergruppen er opløst men operationerne er overtaget af GRU i Rusland og vi ved fra Putin at Wagnergruppen opererede under hans instruktioner.
Så spørger du i Frankrig, så var det Rusland som angreb Frankrig i en proxykrig og ikke omvendt. Frankrig danser blot med i den dans Rusland startede længe før krigen i Ukraine. Og det er i det lys du skal se Frankrigs overvejelser.
Derudover er jeg ikke sikker på din analyse holder, men derom en anden dag.
Bare det at skrive “vise hvad vi dur til” udstiller efter min vurdering hele problemet med den vestelige tilgang til denne krig. Hybris. Og NATO kommer aldrig til at sende soldater til Ukraine, da det mig bekendt kræver enstemmighed blandt alliancens medlemmer. Så det kommer ikke til at ske. Det vil i så fald igen, igen blive et sammenrand af såkaldte frivillige lande, som vi kun er så bekendt med i forevejen. Og argumentet med at evt. vestelige soldater kun skal være langt væk fra frontlinjen er ikke et gennemtænkt argument, langtfra. Rusland har tilkendegivet at disse soldater vil være et mål, så snart de kommer ind i Ukraine. Og skribenten gør så opmærksom på at der jo i forvejen er vestelige soldater i Ukraine, ja, men der er en kæmpe forskel mellem et lille bidrag af evt.specialstyrker og så egentlige troppebevægelser med franske flag på skuldren i Ukraine. Hvis man ikke kan se de forskel, så skal man simpelthen have kaliberet sin briller. Og hvad sker der så når Rusland begynder systematisk at bombe vestelige soldater? Hvilket de med stor sandsynlighed vil gøre. Argumentet om NATO i Ukraine er ikke tænkt igennem, men udstiller en fuldstændig mangel på strategi nu hvor den oprindelige ide var at svække Rusland, hvilket jf. nyudnævnte amerikanske viceudenrigsminster langtfra er sket. Men lad os da endelig kollektivt bevæge os opad eskalationsstigen og så finder vi nok dagens udgave af Københavns historiske Børs.
Skribenten kan sove roligt for NATIO/EU har for længst besluttet at gå i krig mod Rusland.
Retorikken der bliver lagt for dagen fra NATO/EU, vore regeringer, politikere, medier og repræsentanter for det sikkerheds- og militærindustrielle kompleks, Ungarn undtaget, har tydeligvis til formål at forberede befolkningerne på krig med Rusland. Det er en klassisk psykologisk krigsførsels-operation ifa. gaslighting rettet mod befolkningerne med henblik på at nedbryde modstanden mod en krig og manipulere accept til denne.
Som ansvarlig regeringsleder/minister/parlamentariker udtaler man ikke i det offentlige rum at: “Vi kan ikke tillade at Ukraine taber”, “Ukraines krig er vores krig”, “Rusland må ikke vinde”, “Rusland stopper ikke med Ukraine”, “Rusland angriber NATO inden for 2-5 år” m.m. med mindre man allerede har taget beslutningen om at gå i krig mod Rusland.
Beslutningen er taget – Danmark, og NATO/EU, skal i krig mod Rusland. Der afventes nu kun på en fremprovokeret situation man kan bruge til en påkaldelse af NATOs artikel 5 så er krigen i gang.
Formentligt bliver det det uundgåelige Russisk angreb på franske eller polske tropper som på et tidspunkt i år bliver indsat i Odessa hhv. det vestlige Ukraine enten af ‘humanitære årsager’ eller for at ‘forsvare NATOs grænser’, da indsættelse af NATO enheder kun kan ses som en krigshandling fra russisk side.
Johny du skriver seriøst en masse vrøvl. Ukraine har aldrig haft samme mandtal som Russerne, og vores udstyr har gjort en enorm forskel. Desværre så svigtede vi alle de sidste 3-6 måneder med leverancer af nyt materiel. Det kommer nu fra USA , EU og resten af NATO. Du skriver at Ukraine må til bordet og forhandle. Det er ikke op til dig, os, NATO, Vesten. Det er helt op til det Ukrainske folk hvad de vil. Lige nu ønsker de at få Rusland ud af HELE Ukraine, og det beder de om vores støtte til, og det får de.
Mange af os har været tjenestegørende under den kolde krig, og jeg er dybt uenig i at det er værre nu, end under den kolde krig. Meget var usikkert / ukendt i gamle dage. Vi er i dag en del flere NATO lande, Kina er mægtig stor, men man er afhængig af os økonomisk, da mange af vores produkter laves der, så de larmer, meen.
Rusland har samme fremfærd som i 1994 med Tetjenien og andre, så intet nyt der. Materiel mæssigt og og mandskabsmæssigt, har Rusland lidt Katastrofale tab i Ukraine. Specielt har de også mistet mange Generaler, og højtstående officerer.
Vi har lovet Ukraine at gøre alt i vores magt for at hjælpe dem, og vi bør stå ved vores ord.