Forsvarsdebatten foregår mestendels mellem pensionsmodne officerer, der på lange stræk er enige om, at alt var bedre i gamle dage. Det gælder ikke mindst på uddannelsesområdet, men her er der faktisk masser af grund til optimisme for fremtiden, fortæller løjtnanterne Jonas Friis De Sanctis og Zakaria Najim i Frontlinjen.

Den militære faglighed er gået fløjten, civile logikker er blevet styrende, og nye officerers tilknytning til både deres tjenestested – og Forsvaret i bredere forstand – er blevet for flygtig.

Har man fulgt de senere års debat om bl.a. Forsvarets officersuddannelser, vil man have set variationer af ovenstående synspunkter fremhørt ganske hyppigt. Talsmændene for dette fremherskende narrativ har ofte være officerer af ”den gamle skole”, som har fået rig spalteplads og ætertid i både OLFI og programmet Frontlinjen på Radio4. Men forsvarsdebatten er for domineret af pensionerede officerer med blikket rettet bagud og uden føling for, hvad yngre generationer ønsker sig af en karriere i Forsvaret.

Det mener i hvert fald Jonas Friis De Sanctis, som for nylig skrev til OLFI efter at have hørt en udgave af Frontlinjen, hvor netop officersuddannelserne var et af punkterne på dagsordenen. Jonas Friis De Sanctis er selv uddannet løjtnant og i færd med at tage såkaldte diplomuddannelse på Søværnets Officersskole med henblik på at blive premierløjtnant. Han fortæller, at det især var udsendelserne med henholdsvis Jens Ove Serup og pensioneret oberst Eigil Schjønning, tidligere chef på Hærens Officersskole, der fik ham til tasterne.

»De (Serup og Schjønning, red.) har blandt andet det til fælles, at de mener, at officerer ikke opnår nok tilknytning til Forsvaret igennem deres uddannelse. Schjønning går så langt som at sige, at de ikke slår til – at hverken deres vilje, evne eller holdning er i orden. Det er ærgerligt, og jeg synes, at han rammer uden for skiven på mange punkter, blandt andet ved at insistere på at opfordre unge officerer til at flytte til garnisonsbyen,« fortæller Jonas Friis De Sanctis i seneste udgave af Frontlinjen.

Artiklen fortsætter under afspilleren …

Han peger på, at unge officerer i dag vil noget andet med deres karrierer, end man har været vant til før i tiden. Forsvaret er ikke længere et kald på samme måde, som det var engang. Derfor kan man heller ikke med nogen ret forvente, at unge officerer river deres privatliv op med rode og flytter permanent til provinsen:

»Jeg var to år i Korsør. Hvis jeg skulle overtale min kone til at flytte til dertil, tror jeg, at jeg blev nødt til at stoppe fra Forsvaret. Det ville jeg aldrig slippe afsted med. Schjønning har et syn, som er antikveret og reaktionært, som jeg skriver.«

Mere relevante fag på de nye officersuddannelser

Jonas Friis De Sanctos genkender imidlertid heller ikke, at de nye officersuddannelser – som bl.a. adskiller sig fra de gamle ved at være kortere, civilt akkrediterede og ved hovedsageligt at rekruttere blandt universitetsbachelorer – skulle være fagligt ringere end tidligere tiders uddannelser. Han har selv tilbragt en årrække i Søværnet, før han blev løjtnant, og derfor har han også haft en god indsigt i, hvordan det sømilitære system er skruet sammen, forklarer han.

»Jeg har to års erfaring som løjtnant, og på uddannelsen har jeg haft ganske fin mulighed for at reflektere over den praksis, jeg har været ude at have. Jeg oplever, at uddannelsen er professionaliseret og relevant. Det, du lærer, er også det, du kommer ud og skal bruge på den anden side. Og så ved jeg på baggrund af erfaringer fra ældre kolleger, at flere af fagene på officersuddannelsen i dag er langt mere skræddersyede til det, du skal lave som officer, i forhold til den gamle uddannelse. Her skulle man jo på Søværnens Officerskole lære, hvilken temperatur bananer skulle have, når man sejlede over Stillehavet, og sådan nogle ting. I dag er uddannelsen langt mere skræddersyet.«

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvarets fremtid kræver radikal åbenhed

Den holdning deler Zakaria Najim, som selv er kadet på Flyvevåbnets Officersskole. Heller ikke han kan genkende, at det faglige niveau skulle være for lavt efter omlægningen af uddannelserne, fortæller han og giver et eksempel:

»På Flyvevåbnets Officersskole, i hvert fald på den tekniske linje, bliver vi uddannet flymekanikere. Og det, synes jeg egentlig, giver rigtig god mening, når vi skal ud at være chef for flymekanikere; at vi kan tale deres sprog. Vi når ikke deres faglighed til sokkeholderne, det er klart. Men vi har en eller anden forudsætning for at forstå, hvad det er, de taler om, når vi snakker om vedligeholdelse af fly.«

Kan du nikke genkendende til kritikken af “de gamle ronkedorer”, der har stået herinde i tidligere udsendelser og kritiseret officersuddannelsen – at det er simpelthen forældet, det de siger, fordi uddannelsen er helt opdateret?

»Jeg synes faktisk også, som Jonas siger, at de fag, vi har, er meget relevante og meget moderne. De undervisere, der underviser, er enormt engagerede og meget passionerede også. Det, synes jeg egentlig, er ret fedt at være en del af.«

Begræder ikke afskeden med tjenestemandsansættelser

En anden hyppigt fremført kritik af de senere års forsvarspolitik har handlet om ansættelsesformerne. Fra tidligere tiders tjenestemandsansættelser bliver stort set alle medarbejdere i Forsvaret i dag ansat på overenskomst, herunder officersgruppen. Det har fået nogle iagttagere til at anføre, at man dermed gør det lettere at forlade det militære system til fordel for et job i det civile. Jonas Friis De Sanctis ser dog ingen problemer i afskeden med tjenestemandsansættelsen.

»Jeg har aldrig hørt nogen yngre kolleger i Søværnet begræde, at tjenestemandsansættelserne er blevet udfaset. Jeg tror slet ikke, at det er en ansættelsesform, som appellerer til vores generation. De (kritikerne, red.) forstår simpelthen ikke den generation, vi har med at gøre.«

Hvorfor appellerer det ikke til den yngre generation?

»Mit indtryk er for det første, at de overenskomstansættelser, som HOD (Hovedorganisationen af Officerer i Danmark) har forhandlet til unge officerer, er ganske fortrinlige. Når man sejler i Søværnet, er det velkendt, at du tjener meget mere som overenskomstansat officer, end du gør som tjenestemand. Og der er også nogle andre vilkår, som kan betragtes som bedre. Pensionsordningen var meget god som tjenestemandsansat, men jeg kender ikke særlig mange 25-30-årige, der tænker på deres pension. Jeg er også overbevist om, at vores generation ikke har tænkt sig at lade sig ansætte i en organisation, indtil de skal pensioneres. Fordi vi ved ikke, hvornår vi skal pensioneres. Vores generation tænker slet ikke så langsigtet,« siger Jonas Friis De Sanctis.

»Jeg er overbevist om, at vi bliver nødt til at finde en ny måde at lave ansættelser på, som ikke bare er linjen eller reserven, fordi det er ligesom sort-hvid. Vi bliver nødt til at finde en mellemvej, hvor man i langt højere grad kan bevare en eller anden form for tilknytning til de unge mennesker, man har, som man bruger, jeg ved ikke hvor mange millioner på at uddanne hvert år, for at de bare defilerer ud til det civile.«

Der nævner du deltidsansættelser. Hvordan kunne det være?

»Der er virkelig mange, der kommer ind på officersuddannelsen, som er højt, højt uddannede. Vi har ingeniører, vi har jurister, vi har historikere, og jeg kan fortsætte. Det er jo mennesker, som har meget attraktive tilbud i det civile. Når man har en medarbejder, der har fået et utroligt lukrativt tilbud i det private erhvervsliv, bliver vi nødt til at finde en måde at fjerne nogle af de bureaukratiske barrierer, der er mellem det private erhvervsliv og Forsvaret, for at vi kan bevare en større grad af tilknytning. Altså i form af en deltidsansættelse. Det kunne være, at du gør tjeneste 150 dage om året, for eksempel,« siger Jonas Friis De Sanctis.

Bachelorer kommer med nye, uudnyttede ressourcer

Den sidste del af kritikken af de nye officersuddannelser har hovedsageligt drejet sig om den måde, man rekrutterer til dem på. Den såkaldte bachelormodel blev allerede fra dens undfangelse i 2014 udsat for kraftig kritik – en kritik som ikke siden er forstummet. Ganske vist har man åbnet for intern rekruttering gennem løjtnantsuddannelserne, men broderparten af kadetterne bliver stadig hentet blandt universiteternes bachelordimittender. Det betyder, at de færreste har haft berøring med Forsvaret udover en eventuel værnepligt.

Zakaria Najim, du går på officersskolen og har dermed ikke en lang karriere bag dig, men er det dit indtryk, at Forsvaret interesserer sig for og trækker på de ressourcer, de af jer, der kommer med en akademisk baggrund, har?

»Ja, det synes jeg. Jeg kan helt klart mærke, at når man snakker med folk ude i strukturen, er der også nogen, der ser lidt skævt til os, der kommer med en bachelor og ikke særlig meget grøn erfaring. Men omvendt tror jeg også, at strukturen skal være omstillingsparat nok til at prøve at bruge nogle af de kompetencer, vi rent faktisk kommer med. Og det oplever jeg i en stigende grad, at der bliver set mod; at vi prøver at bruge, for eksempel, en bachelor i medievidenskab til noget i Forsvaret også,« siger Zakaria Najim med reference til sin egen civile uddannelsesbaggrund.

Kan der ikke være en pointe i, at når man har gået på universitetet i tre år og aldrig nogensinde har haft et sæt kampstøvler på, så mangler man bare noget sådan helt fundamentalt soldaterfærdighedsmæssigt for at kunne begå sig?

»Både år. Jeg vil sige ja, fordi når vi er på den starten af vores uddannelse, den grundlæggende militæruddannelse, der kan det militærfaglige mål måske godt være lidt lavere, end hvis man for eksempel kører videre fra en værnepligt og derfra bygger på. Men samtidig oplever jeg også, at de mennesker, der så søger ind på en officersuddannelse, har så meget gåpåmod og er så lærenemme, at det egentlig ikke er et problem i sidste ende.«

Jonas Friis De Sanctis er enig og vender tilbage til nogle af de argumenter, som modstanderne af de nye uddannelser har fremført.

»Noget af det, Ehrensvärd snakker om, er krigens natur, og at der er nogle ting ved krigen, som er uforanderlige – at kerneopgaven i den militære metier er uændret. Han skriver, at det nye Forsvarsakademi er en ommer og henviser til Ernst Jüngers ”I Stålstormen” og siger, at han som hærofficer stadigvæk sagtens kan identificere sig med mudderet, vejret, kampens vilkår osv. Så siger han, at en søofficer givetvis også vil føle sig hjemme 1. juli 1677 i slaget i Køge Bugt på et af Niels Juls skibe. Altså, det er jo totalt antikveret, forstokket syn på, hvordan det er i dag,« siger Jonas Friis De Sanctis og fortsætter:

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Det nye forsvarsakademi er en ommer

»Mette Frederiksen sagde på pressekonferencen sidste uge (ved præsentationen af SVM-regeringens seneste forsvarsudspil d. 13. marts, red.), at krigen i dag er meget mere sammensat, meget mere højteknologisk. Selvom vi ser, at artilleri og det gammeldags håndværk på slagmarken i Ukraine gør en forskel, er vi jo samtidig også i en situation, hvor krigen er langt mere ubegrænset, langt mere højteknologisk. I den sammenhæng bliver vi jo nødt til at kunne udnytte den enorme ressource, det er at have de her unge akademiske officerer i dag også. Også officerer med en bachelor i medievidenskab – krigen er også kulturel, kan man sige.«

Er man så god nok til det? Nu kommer der masser af bachelorer ind. Får man udnyttet de kundskaber, de har med fra den akademiske verden, som det ser ud lige nu?

»Ja, men det er jo også en form for kulturændring, vi er ude i. Vi prøver ligesom at omstille systemet til at udnytte nogle af de kompetencer, vi kommer med. Det peger jo også i retning af, at vi gerne vil have et forsvar, der har mere diversitet i sig. Det synes jeg, at både samfundet, men nu også Forsvaret, begynder at arbejde sig mere imod. Det kan godt være, at det er inkrementelle stigninger, der kommer, men det er trods alt stigninger.«

Hør hele debatten med Jonas Friis De Sanctis og Zakaria Najim – herunder også deres betragtninger om debatkulturen i Forsvaret – i Radio4-afspilleren længere oppe i artiklen.