spot_img

Ny bog om piratjagt udgør vigtigt korrektiv til forsømt erfaringsopsamling

ANMELDELSE: Som en af verdens førende søfartsnationer engagerede Danmark sig i mange år i indsatser mod pirateri ved Afrika. I bogen ”Piratjagt” ser forfatterne Søren Nørby, Hüseyin Yücel og Katja Lindskov Jacobsen nærmere på de erfaringer, stat og søværn har gjort sig undervejs. Bogen er en vigtig påmindelse om at prioritere den erfaringsopsamling, som centrale aktører har gennem årene har forsømt.

Søværnet er for tiden aktivt engageret i Det Røde Hav, hvor fregatten ”Iver Huitfeldt” indgår i Operation Prosperity Guardian. Den amerikanskledede operation udgør den defensive del af en bredere multinational indsats mod houthi-bevægelsen i Yemen og har til formål at beskytte den civile skibstrafik mod hyppige angreb med droner og missiler, der så sent som i denne uge har kostet tre civile søfolk livet.

Indsatsen er væsensforskellig fra Søværnets mangeårige fokus på antipirateri på både øst- og vestsiden af det afrikanske kontinent. Med antipirateri i det forsvarspolitiske og sømilitære bakspejl har Søværnets historiske konsulent, Søren Nørby (Forsvarsakademiet), sammen med forskerkollegerne Katja Lindskov Jakobsen (Center for Militære Studier) og Hüseyin Yücel (Forsvarsakademiet) fundet det betimeligt at se nærmere på, hvordan Søværnet gik til opgaven, og hvilke erfaringer man nåede at gøre sig gennem årene.

Og godt det samme, for der kommet en aldeles glimrende bog – Piratjagt: Det danske søværns kamp mod pirateri ved Afrika 2008-2022 – ud af anstrengelserne. I den kortlægger de tre forfattere, hvordan de i alt 18 udsendelser for Danmarks vedkommende tog deres begyndelse, ligesom de gennem udvalgte nedslagspunkter dykker ned i den konkrete læring af specifikke episoder undervejs i indsatsen. Endelig ser de nærmere på, hvordan erfaringerne har – eller ikke har – forplantet sig i Søværnets organisation.

Jeg skylder som anmelder at deklarere, at jeg selv har sejlet i Søværnet og været med på en af de omtalte udsendelser. Det betyder, at jeg formentlig har en større interesse i emnet end mange andre. Måske gør min forforståelse mig til en mere tilgivende læser, men det er overordnet mit indtryk, at Piratjagt kan læses af alle. Bogen har samtidig mindet mig om, at der foregår utrolig meget rundt om en operativ mission, som aldrig når ned os, der havde vores gang på manuelt niveau.

God balance og 360 graders perspektiv

Piratjagt lægger fra land med at forklare læseren, hvorfor moderne pirateri som fænomen i det hele taget er opstået, og hvordan det voksede sig til at blive et årelangt og massivt problem for aktørerne i den internationale handelstrafik, herunder den danske rederibranche. Som i så mange konfliktzoner verden over er nøgleordene fattigdom, interne stridigheder og begrænsede livsmuligheder for de hovedsageligt unge somaliske mænd, der slog sig på pirateriet i håbet om hurtige penge. For bagmændene i land var motivationen ikke overraskende også profit, blot i en større skala.

Fra denne korte, men væsentlige overflyvning af den triste baggrund bevæger forfatterne sig videre til at tage hul på bogens primære genstandsfelt: den danske antipirateriindsats.

Både rederibranchens interesser, de politiske overvejelser, den spæde operative begyndelse og de internationale samarbejder tages under behandling. Læseren får således et 360 graders indblik i antipiraterimissionerne, som det næppe har været muligt at tilegne sig gennem den løbende pressedækning, der gennem årene mestendels handlede om de trods alt relativt få dramatiske højdepunkter – eller om de upopulære løsladelser på somaliske strande.

Det kan måske lyde som om, at Piratjagt dermed bliver en tør, videnskabelig afhandling, men det er ikke tilfældet. Selvom terminologien enkelte steder er en smule indforstået, er det generelt lykkedes at ramme et sprog, som de fleste læsere vil kunne være med på. Springene mellem fortællinger om det politiske, det strategiske og det taktiske niveau fungerer godt, og forfatterne har med løs hånd strøet anekdoter og fortællinger fra selve aktionerne ud over teksten, hvis røde tråd er den historiske kronologi i begivenhederne.

Der er med andre ord ramt en fin balance, så læseren ikke når at blive træt af at høre om overvejelserne i de militære stabe eller på Christiansborg, men heller ikke føler, at det hele reduceres til billige virkemidler og overfladisk fortælling om afskudte lemmer og voldsomme pågribelser.

Nuancerer solomissionen i Guineabugten

Lidt over halvdelen af Piratjagt handler om missionerne mellem 2008 og 2015, som også udgjorde broderparten af den danske indsats ved Afrika. En stor del af bogen er imidlertid dedikeret Operation Meridian, som blev navnet på den meget omtalte solomission, fregatten ”Esbern Snare” blev sendt på i Guineabugten i efteråret 2021. Det er formentlig også denne del af bogens indhold, der vil have bredest appel, fordi Operation Meridian står klarest i den fælles erindring. Missionen endte da også med det, der må formodes at være den mest dramatiske kulmination på en sømilitær indsats, en dansk flådeenhed har været involveret i i århundreder.

Som de fleste i dag er klar over, endte danske frømænd i direkte ildkamp med ni formodede pirater, da ”Esbern Snare” blev kaldt til en hændelse i området. Fem af disse omkom, tre blev sat i en gummibåd med kurs mod Nigerias kyst, mens den sidste – ”den etbenede pirat” Lucky Francis – måtte til Danmark for at blive behandlet og retsforfulgt. Han blev efterfølgende løsladt uden straf og fik siden opholdstilladelse. Et PR-mareridt, som formentlig kunne være undgået med bedre politisk planlægning.

Anmeldelsen fortsætter under henvisningen …

Danmark forsømmer erfaringsindsamling efter antipiraterimissioner

Aktionen og det retlige efterspil er rigt beskrevet i dagspressen, men Nørby, Jakobsen og Yücel kan på baggrund af interviews med de involverede og adgang til Forsvarets egne arkiver føje nye detaljer til fortællingen. Bogen gennemgår minutiøst forløbet før, under og efter skyderiet, og man skal formentlig have siddet med i Københavns Byret for at have samme indsigt i det dramatiske forløb, der kulminerede i voldsomme blodsudgydelser.

Forfatterne kaster med hjælp fra kollegaen Rikke Haugegaard fra Forsvarsakademiet desuden lys over piraternes spirituelle univers og deres ageren forud for ildkampen. En ageren, som førte til udtalt forvirring hos skibsledelsen ombord på ”Esbern Snare”. Det er særdeles interessant afsnit, som er med til at tydeliggøre forskellene mellem pirateriet på østsiden af Afrika og i Guineabugten på Vestsiden, hvor modus operandi af en række årsager – herunder altså spirituelle – var en helt anden, end Søværnet var vant til.

Tilsvarende byder Piratjagt på tiltrængte nuancer til mediedækningen af udsendelsen, som vi også her på OLFI har bidraget til. Operation Meridian fik forud for udsendelsen af ”Esbern Snare” hård kritik for at blive gennemført på et rent nationalt mandat og, efter pågribelsen af de formodede pirater, ydermere for fraværet af udleveringsaftaler med lande i regionen. Daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) forklarer til bogens forfattere, hvordan frygten for en ny ”Søren og Eddy-situation” betød, at det hele kom til at gå lige lovlig stærkt.

Man forstår godt rationalet, men på ”Esbern Snare” betød hastværket kortere forberedelsestid. Det havde den konsekvens, at en del af den missionsforberedende uddannelse måtte gennemføres på forlægningen mod Guineabugten. Alt i alt tegner forfatterne et billede af en mission, som måske nok var nødvendig og velment, men som ikke var særlig godt orkestreret fra politisk side.

Anmeldelsen fortsætter under henvisningen …

Københavns Byret finder etbenet pirat skyldig, men lader straffen bortfalde

Bogen giver da heller ikke et klart svar på, hvordan man på Christiansborg og embedsværket fik bildt sig selv ind, at det var helt usandsynligt at møde pirater – formentlig fordi der ikke er et. Tværtimod bliver diskrepansen mellem de politiske og militære forventninger tydelig gennem en anekdote fra flådestationen i Frederikshavn forud for afsejlingen: Mens skibschef Lars Povl Jensen ombord på “Esbern Snare” viser fremmødte journalister tilbageholdelsesfaciliteterne på skibets flexdæk og bedyrer, at man er helt klar til at gennemføre tilbageholdelser, gentager forsvarsministeren nede på kajen sit mantra om, at det bestemt ikke ligger i kortene.

Havde væbnede konfrontationer og tilbageholdelser været opfattet som en del af mulighedsrummet, var der måske blevet arbejdet hårdere på udleveringsaftaler.

Den systematiske erfaringsindsamling har haltet

Trine Bramsen er ikke den eneste centrale beslutningstager, der har givet sit besyv med i arbejdet med Piratjagt. Udover de mange skriftlige kilder bygger bogen på et imponerende interviewarbejde, og det er tydeligt, at forfatterne er gået grundigt til værks. Et utal af involverede – fra gaster ombord på krigsskibene over skibsledelser og stabsofficer og altså helt op på ministerniveau – har bidraget til bogen. Det betyder, at man som læser får indsigt i overvejelserne i alle led af beslutningskæden.

Man kan undre sig over, at de mange overvejelser, erfaringer og læringer ikke er blevet mere systematisk nedfældet før. Det forbavser også forfatterne, som afslutter bogen med at slå forbedringspotentialet fast med syvtommersøm:

»En af bogens centrale konklusioner er […] at Søværnet og andre relevante dele af Forsvaret kan blive bedre til at sikre, at den opnåede erfaring bliver bevaret. Det bør blandt andet gøres for at give et stærkt erfaringsmæssigt fundament, næste gang en lignende mission skal planlægges, udføres og evalueres.«

Og videre:

»Vores analyse af det empiriske materiale, som bogen baserer sig på, efterlader os […] med et indtryk af, at erfaringsopsamling i nogle tilfælde – både for missionerne ud for Somalia og for missionen i Guineabugten – er blevet nedprioriteret til fordel for daglig drift eller et behov for hurtigt at skifte over til næste mission.«

Anmeldelsen fortsætter under henvisningen …

»Jeg ville have været rigtig ked af at sætte formodede pirater i land i Somalia«

Som en af bogens tre forfattere, Søren Nørby, tidligere har fortalt til OLFI, betød det konkret, at skibets operationsofficer måtte skrive en Standard Operating Procedure (SOP) helt fra bunden. Mellem sidste antipiratimission i 2015 og den politiske beslutning om en mission i Guineabugten var meget erfaring simpelthen gået tabt, og den forholdsvis unge officer havde ikke selv været udsendt. Den kendsgerning bør man notere sig både i Søværnet og i Forsvarsministeriet.

Noget har man dog lært, og Søværnet har øjensynligt planlagt bedre vidensdeling i kølvandet på Operation Meridian. Man kan kun håbe, at det samme gør sig gældende på politisk niveau, og at et dansk orlogsskib ikke i fremtiden skal sætte voldsparate og skruppelløse forbrydere i land uden rettergang.

Henvender sig også til fagnørder

Detaljegraden er hele vejen gennem Piratjagt i top, hvilket både kommer til udtryk i selve teksten og i brugen af tidslinjer og diagrammer, for eksempel over indretningen af den piratskif, som blev brugt ved skudvekslingen i Guineabugten. Det medvirker til, at forfatterne med bogen formår både at henvende sig til den forudsætningsløse læser og til “nørden”, der selv har været involveret i de omtalte missioner og gerne vil dyrke detaljerne. Jeg lærte selv meget undervejs i læsningen, og der er således masser at hente for “de indviede” ved at tygge sig igennem de godt 370 sider.

Også på billedsiden har bogen meget at byde på. Den er rigt illustreret med hen ved 150 dramatiske billeder fra de seneste års operationer – både af det operative og af hverdagen ombord, som trods alt udgør størstedelen af et antipirateritogt. Mange af billederne har ikke tidligere været offentliggjort. Dertil kommer en lang række avisudklip, tegninger og kortudsnit, der alle gør bogen visuelt indbydende.

De mange illustrationer og de i alt 371 sider betyder, at bogen er halvdyr. Det kan formentlig godt afholde nogle potentielle læsere fra at købe den. Gør man det alligevel, bliver man til gengæld ikke skuffet, for Piratjagt dokumenterer på fornem vis et vigtigt stykke dansk flådehistorie. Den er på mange måder samtidig en form for korrektiv til den manglende erfaringsindsamling og derfor en bog, som mange – ikke mindst landets magthavere og militære ledelser – med fordel kan investere i.

Titel: “Piratjagt – Det danske søværns kamp mod pirateri ved Afrika 2008-2022”
Forlag: Syddansk Universitetsforlag
Forfattere: Søren Nørby, Katja Lindskov Jakobsen og Hüseyin Yücel
Omfang: 371 sider, illustreret
Pris: 375,00 kr.

Kasper Junge Wester er uddannet cand.mag i journalistik fra Syddansk Universitet i Odense og har bl.a. en fortid i Søværnet, hvor han både har jagtet pirater i Adenbugten og hentet kemiske våben i Syrien med “Esbern Snare”. Foto: Astrid Rørbye

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer