INTERVIEW: Fregatten “Esbern Snare” var i 2021 involveret i en dramatisk skududveksling med pirater i Guineabugten. Otte år tidligere lykkedes det samme skib at pågribe og udlevere ni pirater til retsforfølgelse. OLFIs journalist var dengang ombord og har sat sin tidligere chef, kommandør Henrik Holck Rasmussen, stævne for at blive klogere på, hvordan missionen lykkedes, og hvor piraterne er i dag.

Trods sin medvirken i en drabelig skududveksling med danske soldater i Guineabugten i slutningen af 2021 slap ”den etbenede pirat”, Lucky Francis, for en længere fængselsdom. I stedet venter han i skrivende stund på en benprotese og efterfølgende hjemsendelse til sit hjemland, Nigeria. Fem af hans kompagnoner slap mindre heldigt fra skudvekslingen i det uroplagede farvand og omkom ved aktionen. Atter tre formodede nigerianske pirater var til gengæld heldige med både at slippe uskadt og blive sat i land uden at være blevet tiltalt for noget som helst.

Episoden i Guineabugten er velbeskrevet i pressen på grund af dens blodige udfald, men altså også fordi Lucky Francis blev fløjet tusindevis af kilometer væk fra sit hjemland og dømt i en historisk retssag, der endte som en fuser. Danmark har dog før været tæt ved at retsforfølge pirater.

Ser man bort fra skyderiet i Guineabugten, markerer 2023 tiåret for seneste gang, et dansk orlogsskib har pågrebet og tilbageholdt pirater. Også i den forbindelse var det fregatten “Esbern Snare” – dengang stadig et fleksibelt støtteskib – der var i vælten i en aktion, som kulminerede i tilfangetagelsen af i alt ni pirater, som siden blev idømt lange fængselsstraffe på Seychellerne. Det kunne dog meget vel være endt i en dansk ret. Både den kendsgerning og piraternes videre skæbne vender vi tilbage til i slutningen af artiklen.

I forbindelse med “tiårsjubilæet” har OLFI sat kommandør Henrik Holck Rasmussen stævne. Han er i dag chef for Marinehjemmeværnet, men var i 2013 skibschef på “Esbern Snare” og møder OLFI på hjemmeværnsfartøjet “Kureren” i Køge Havns inderste bassin.

Aktionen i Det Indiske Ocean fylder ikke længere i bevidstheden, så besøget bliver en lejlighed til at grave lidt dybere i hukommelsen end den daglige tjeneste giver anledning til, fortæller Henrik Holck Rasmussen. Hukommelsen fejler dog ikke noget, da den tidligere skibschef får talt sig varm, og der er ikke megen tøven, da OLFI beder ham reflektere over indsatsen.

»Jeg føler en professionel tilfredshed ved, at vi blev sendt ned på et mandat, der sagde, at vi skulle bekæmpe pirateri. Det var, hvad vi gjorde,« siger Henrik Holck Rasmussen.

Det lå ellers ikke i kortene, at ellevte danske skibsbidrag til Natos Operation Ocean Shield skulle føre til pågribelsen af pirater, da “Esbern Snare” stævnede ud fra Flådestation Frederikshavn i september 2013. Pirateriet i Adenbugten og ud for Afrikas Horn var dalet til et minimum efter en årrække med vestlig tilstedeværelse i området. Samtidig havde den civile skibsfart på baggrund af rederiernes dyrekøbte erfaringer med pirateriet adopteret en række best practices – på nogle skibe endda bevæbnede vagter – i tilfælde af, at uheldet skulle være ude.

Som at patruljere amerikansk high way på knallert 45

Efter et par ugers sejlads fra Danmark til farvandet ud for Somalias kyst begyndte patruljeringen da også som ren rutine. Uden fartøjer at undersøge gik meget af tiden med at overvåge, hvad der skete på kysten i Somalia, og tale med lokale delegationer, som blev sejlet ud til uformelle dialoger ombord på “Esbern Snare”. Sideløbende bidrog den danske besætning med kapacitetsopbygning af flåderne i området i det omfang, der var nogen flåder at samarbejde med.

Artiklen fortsætter under billedet …

»I 2013 var det meget begrænset, hvad vi var med i oppe i Somalia, som virkelig var en failed state. Man skulle passe på, hvem man arbejdede med, for nogle af dem var i hvert fald ikke interesserede i, at de selv skulle blive dygtige til at bekæmpe pirateriet,« fortæller Henrik Holck Rasmussen.

Til gengæld var grundlag for at arbejde sammen med flere af de øvrige lande i regionen. Kort efter afslutningen på en øvelse med ugandiske, tanzanianske og kenyanske maritime indsatshold, sker der stik mod forventningerne noget, som kræver, at “Esbern Snares” besætning klikker op i højere operativt gear.

»Et Hong Kong-flaget kinesisk skib melder, at de er under angreb af pirater. Langt væk, som jeg husker det. Alligevel – det er jo kæmpe afstande dernede – var vi nærmeste orlogsfartøj. Men fordi jeg lige har haft øvelsen, og det er noget tid siden, vi har tanket op, er der simpelthen ikke fuel nok til at ræse ud og eftersøge,« forklarer Henrik Holck Rasmussen og bruger en analogi til at illustrere størrelsesforholdene:

»Somalibassinet svarer til at køre high way-patrulje i USA på en knallert 45. Du skal ikke løbe tør for fuel derude, så er du virkelig på den.«

Før “Esbern Snare” kan sætte kursen mod området, er det derfor nødvendigt med en tidskrævende tankning hos en til lejligheden omdirigeret amerikansk flådetanker. Manøvren koster ti timer, hvorefter danskerne med alt, hvad remmer og tøj kan holde, sejler mod den meldte position – »halvandet eller to døgns sejlads med fuldt skrald« væk, mindes Henrik Holck Rasmussen. Fuldt skrald betyder i denne sammenhæng cirka 23 knob, eller hvad der svarer til lige knap 43 kilometer i timen.

Artiklen fortsætter under billedet …

For lidt og for sent. Da “Esbern Snare” når frem, er fuglen fløjet.

»Vi roder rundt i området i to døgn – i hvert fald natten over – og finder ikke noget. Der er gået halvandet døgn, inden vi er nået derud, og du kan komme rigtig langt med et skib på halvandet døgn. Ham, der var under angreb, var væk for længst – han fortsatte bare sin rejse. Piraterne er også for længst væk, for de sejlede nogle relativt hurtige både.«

På det kinesiske handelsskib har man imidlertid noteret sig, hvordan angriberne ser ud, og hvad de er sejlende i; en hurtiggående motorbåd kaldet en skiff. De oplysninger giver man videre til det danske støtteskib i tilfælde af, at de formodede pirater stik imod al forventning skulle røre på sig igen.

»Det er gudhjælpemig et dansk skib, der bliver angrebet!«

I et sidste forsøg på at finde de formodede pirater beslutter skibsledelsen at sende Lynx-helikopteren i luften. Heller ikke fra luften er det muligt at få øje på noget, der så meget som minder om en skiff på den nærmest uendelige havoverflade. Erkendelsen af, at man slet og ret er for sent på den, indfinder sig i besætningen, som gør klar til at vende tilbage til rutineopgaverne og de lange dage, der på patrulje i Det Indiske Ocean ligner hinanden til forveksling.

Men knap er eftersøgningen afblæst, før der alligevel sker noget. Endnu et skib er blevet angrebet, og “Esbern Snare” er igen nærmeste orlogsskib i Nato-flådestyrken. Denne gang er udsigterne til succes anderledes lyse: Det seneste angrebsforsøg er sket beskedne 100 sømil væk fra det danske støtteskib. Afstanden – godt 185 km – betyder en sejlads på kun fem timer. Manglede besætningen motivation, får den endda yderligere et nøk opad, da der tikker flere detaljer om angrebet ind:

»Det er gudhjælpemig et dansk skib, der bliver angrebet! Det er et skib fra rederiet Torm, som hedder Torm Kansas. Besætningen beskriver angrebsskiffen som nøjagtig mage til den, vi egentlig var ude at lede efter,« fortæller Henrik Holck Rasmussen.

Sammen med sin operationsofficer og de taktiske officerer ombord lægger han en slagplan: “Esbern Snare” skal skynde sig frem til området, slå farten helt ned 10-20 sømil før den bemeldte position og herefter udnytte skibets sensorer til at lede efter de formodede pirater i ly af mørket. “Esbern Snares” teknologiske overlegenhed – det infrarøde kamera, radarer og sigterne på skibets våbensystemer – betyder, at man om natten har en klar fordel i forhold til de formodede pirater, man leder efter.

»Når solen går ned ud for Somalia, går den ned-ned. Det siger bare ‘vrum!’, og så er det mørkt. Og det er mørkt-mørkt som i virkelig sort,« siger Henrik Holck Rasmussen og fortsætter:

»Vi slukker alt lys ombord og orienterer besætningen om, hvad der er gang i, og gør klart, at man altså ikke skal gå ud på helikopterdækket og stå og ryge en smøg eller noget. Nu skal vi være så sorte som i graven for ikke at blive opdaget.«

Selvom betingelserne er gunstige, kræver det stadig både held og dygtighed, hvis det skal lykkes at opstøve de formodede pirater. Omkring halv tolv om aftenen trækker Henrik Holck Rasmussen sig tilbage, uden at der har været bid.

Herfra kan denne signatur supplere sin tidligere chef, for da Henrik Holck Rasmussen går på køjen, møder kampinformationssektionens ”hundevagt” – herunder OLFIs journalist, der dengang var marineoverkonstabel – ind i O-rummet. Her forløber natten helt roligt, indtil der et par timer inde i vagten dukker et mikroskopisk radarekko op på overfladebilledet. Der hersker indledningsvis nogle uenigheder om, hvorvidt det er værd at undersøge, men efter nogle minutters venskabelige mundhuggerier i kampinformationssektionen, opstår der enighed om, at det ikke kan skade i det mindste at se nærmere på ekkoet. Chefen må purres.

»Ud på natten ringer taktisk officer-luft, som har vagten i O-rummet, og siger, at nu har vi dem. Det kan jeg tydeligt huske,« siger Henrik Holck Rasmussen.

Deler sig to både og flygter

Den er god nok. 1.000 kilometer fra kysten, midt i Det Indiske Ocean, møder der skibschefen og den øvrige vågne besætning i O-rummet og på kommandobroen et usædvanligt, men særdeles velkomment syn på kamerabillederne:

»To små både tæt på hinanden, tilsyneladende hægtet sammen af en snor. Vi kunne kun se to hoveder, der lyste op på grund af det infrarøde kamera.«

Pludselig skal det gå stærkt. Der skal lægges en plan for pågribelsen, og planen skal godkendes af chefen for Task Force 508, der er Nato-flådestyrkens officielle navn. Tiden er knap, for får piraterne færten af grå skibe og soldater, går det erfaringsmæssigt hurtigt med at skaffe sig af med beviser i form af våben, stiger og andre remedier, der kan bruges til pirateri.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Det er sådan en SOP (standard operating procedure, red.), som man har set andre steder med materiel, man har fundet på kysten eller i lommerne på andre pirater: ‘Ser I et krigsskib, skal I smide jeres våben og stiger ud over siden, for I får noget nyt, når I er tilbage’,« forklarer Henrik Holck Rasmussen.

»Så sidder de der og leger fiskere og har intet gjort, og så kan de ikke blive taget for noget som helst. De kan måske endda være heldige at blive fragtet ind til land eller få mad og fuel, for så er det jo en safety of life at sea-situation. Man er internationalt konventionsforpligtet til at redde nødstedte.«

Planen for den forestående pågribelse bliver at sejle “Esbern Snare” så tæt på de to fartøjer, som det er muligt at gøre uset, for derefter at lade frømændene padle lydløst over for at pågribe de formodede pirater. Mens der koordineres med chefer højere oppe i systemet, går tiden. Efter en vis latenstid vender Nato-styrkechefen tommelen op, dog på betingelse af at de formodede pirater bliver anråbt inden selve pågribelsen. Men som besætningen på “Esbern Snare” én gang har erfaret, er tid kostbar, når man er på piratjagt.

»Skæbnen vil, mens det står på, at solen står op. Og som jeg sagde før: Når solen går ned, går den lynhurtigt ned, og når den står op, bliver den skudt ud af en kanon. Fra det er fuldstændig hammersort, til det er bright daylight, går der måske et kvarter. Og fordi vi ligger inde på ingen afstand – måske på en halv sømil – for at være klar til at lave det her padlen, opdager de os.«

Med ét er der ikke længere to vågne pirater, men ni. De fordeler sig i de to både og sejler i al hast hver sin vej. Der går dog ikke længe, før de af sig selv konkluderer, at det ikke nytter noget at flygte fra et krigsskib, når man befinder sig på åbent hav, mange hundrede mil og timers sejlads fra kysten.

»Pludselig har de erkendt, at de ikke kan flygte nogen steder hen, for så meget fuel har de jo heller ikke. Der er mere end 1.000 km til land. Så efter ti minutter eller et kvarter mødes de formodede pirater igen og lægger sig sammen og ved, at de bliver taget om lidt. Men de har været flittige, for mens vi holder øje med den ene, kan der ske noget på den anden. De er så langt væk, at vi ikke har positive eyes på dem hele tiden. I den periode er jeg ret overbevist om, at de skiller sig af med de beviser, de har.«

»Vi er sultne, og der er ikke nogen fisk«

I mødet med de danske soldater følger piraterne da også føromtalte modus operandi til punkt og prikke:

»Da Frømandskorpset kommer over, og helikopteren er oppe, sidder de bare der og siger: ‘Det var godt, I kom. Vi ved ikke, hvor vi er, vi er sultne, og der er ikke nogen fisk’. Der er ingen synlige beviser på pirateri. Jeg har ikke set det med at dele sig op før, men det er klassisk SOP fra piraternes side at skille sig af med al kontrabande, der kan indikere pirateri.«

De formodede pirater har dog forregnet sig, hvilket skal vise sig at blive afgørende for deres videre skæbne: Efter de er taget ombord på “Esbern Snare” finder militærpolitiet en håndholdt GPS, som er syet ind i en skjult lomme på en af de tilbageholdtes jakker.

»Det er sådan en, man ikke bare skiller sig af med. Både fordi de skal bruge den til at finde hjem, og fordi der ikke er milliarder af GPS’er inde på Somalikysten. Der er flere våben, men sådan nogle ting skiller man sig ikke af med.«

På “Esbern Snare” føler man sig helt overbevist om, at man har fat i de rigtige. Mistanken mod de tilbageholdte bliver bestyrket, da det lykkes en tekniker ombord at finde frem til GPS’ens positionshistorik. Historikken afslører, at de tilbageholdte somaliere har befundet sig indenfor få hundrede meter af både det Hong Kong-flagede og det danske fragtskib på angrebstidspunkterne.

Til gengæld hersker der usikkerhed om, hvad der skal ske med de tilbageholdte. Fordi de har angrebet et dansk skib, er det pludselig en reel mulighed at flyve dem til Danmark til det, der i så fald vil blive den første sag om pirateri i en dansk retssal siden en gang i 1700-tallet. Der virker dog ikke til at være den store vilje til at forfølge den løsning hjemme fra Danmark. Officielt er forklaringen, at beviserne ikke er tilstrækkelige. Beslutningen bliver i stedet, at de skal retsforfølges i et land i regionen. Heller ikke den løsning lader sig dog gøre uden visse logistiske vanskeligheder.

Mens “Esbern Snare” genoptager sin patruljering med piraterne låst inde i bure på det såkaldte flexdæk, indløber der nye ordrer fra Søværnets Operative Kommando. FN har besluttet at afvæbne Syriens diktator, Bashar al-Assad, som bruger kemiske våben mod sin egen befolkning. Danmark har tilbudt at lede en international flådeoperation – Removal of Chemical Weapons from Syria (RECSYR) – som har til formål konfiskere våbenstofferne. Den skal starte blot få uger senere, og “Esbern Snare” et udset som Danmarks flådebidrag. Besætningen er slet og ret den, der er bedst gearet til opgaven, fortæller Henrik Holck Rasmussen.

»Derfor lå det meget kraftigt på direktiv hjemmefra, at nu var der noget, der var vigtigere end at jage pirater i Somalibassinet. Nu skulle vi til Syrien og fjerne kemiske kampstoffer.«

Retssag og erstatning for uberettiget frihedsberøvelse

Tiden er nu uhyre knap, hvis de formodede pirater skal udleveres, inden forlægningen mod Middelhavet og den midlertidige basehavn på Cypern begynder. “Esbern Snare” har fået, hvad Henrik Holck Rasmussen kalder en »tidsmæssig presbold«, som gør hurtig handling bydende nødvendig. Da skibet kort efter ankommer til Seychellernes hovedstad, Port Victoria, tager han og militærjuristen derfor sagen i egen hånd og får etableret kontakt til landets justitsminister. Her præsenterer de et ringbind med bevismateriale og beskeden om, at “Esbern Snare” skal videre i teksten allerede dagen efter.

»Det kan godt være, at jeg tager lidt for meget af æren for det, men jeg ville være rigtig ked af at være en af de chefer, som har pågrebet formodede pirater og efterfølgende sat dem i land i rimelig afstand af deres bopæl i en landsby i Somalia. Det har vi gjort mange gange tidligere, fordi der ikke var bevisførelse nok.«

Henrik Holck Rasmussen henviser til, at langt de fleste tilbageholdte formodede pirater i en årrække blev sat i land uden at blive retsforfulgt. Da Danmark trækker sit sidste bidrag til Operation Ocean Shield i 2016, viser en opgørelse, at blot 50 ud af i alt 295 tilbageholdelser fordelt på 17 danske udsendelser resulterede i retsforfølgelse i henholdsvis Holland, Kenya og Seychellerne. Fire omkom i skudvekslinger med danske soldater, mens de resterende slap for tiltale.

Blandt de 50 formodede pirater, der kommer for en dommer, er de ni formodede pirater ombord på “Esbern Snare”, for beviserne viser sig at være tilstrækkelige for anklagemyndigheden på Seychellerne. Særligt GPS’ens positionshistorik bliver udslagsgivende for, at seychellisk politi dagen efter Henrik Holck Rasmussens besøg hos ministeren afhenter de formodede pirater få timer før afsejling – og for det efterfølgende retsforløb.

Året efter går selve retssagen i gang. Anklagemyndigheden nedlægger påstand om lange fængselsstraffe, og dommeren efterkommer ønsket. Under den lange retssag vidner Henrik Holck Rasmussen, sammen med en maskingast, en taktisk officer og en befalingsmand fra militærpolitiet i sensommeren 2014 i retten på Seychellerne, og i marts 2015 bliver piraterne idømt otte gange 14 år. Den niende pirat er efter eget udsagn mindreårig og slipper med tre års fængsel.

Inden da har sagen imidlertid alligevel fået et juridisk efterspil i Danmark, fordi de ni pirater nåede at være tilbageholdt i 13 dage, før de kom for en dommer. Retten til et grundlovsforhør senest 24 timer efter en anholdelse gælder også på danske orlogsskibe, men er grundet en juridisk fodfejl ikke blevet overholdt. Det kommer til at koste statskassen ni gange 19.600 kroner i erstatning.

Otte pirater sidder stadig i fængsel

I dag er der gået godt ni år siden Hold 11’s “fangst” i Det Indiske Ocean. Selvom Henrik Holck Rasmussen har rigeligt at se til som chef for Marinehjemmeværnet og ikke længere skænker piratjagten mange tanker, er han glad for tiden som chef “Esbern Snare” og for dommen over piraterne, som han kalder for et retfærdigt udfald.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Jeg er stolt af besætningen og dens bedrift. Jeg bilder mig ind, at vi har medvirket til at reducere pirateriet i Somalibassinet, som jo var for nedadgående dengang. De ni blev dømt for pirateri, og derfor er de pirater. Jeg er helt overbevist om, at de ved to lejligheder forsøgte at bedrive pirateri,« siger Henrik Holck Rasmussen.

For at binde en sløjfe på fortællingen – men indrømmet: også for at stille nærværende eks-besætningsmedlems personlige nysgerrighed – har OLFI forsøgt at finde svar på, hvad der efterfølgende skete med de somaliske pirater, og hvor de opholder sig i dag. Efter adskillige ugers arbejde med at indhente oplysninger fra forskellige instanser og ambassader i området, lykkedes det til sidst Udenrigsministeriet at kaste lys over piraternes videre skæbne:

»De ni i Seychellerne dømte pirater, som blev pågrebet af fregatten “Esbern Snare” i efteråret 2013, blev efter dommens afsigelse overført til fængsel i Somalia og Seychellerne. Overførslerne til Somalia er sket i henhold til en transferaftale mellem Seychellerne og Puntland. Ifølge UNODC’s (United Nations Office on Drugs and Crime, red.) oplysninger blev syv af de ni fanger, der blev tilbageholdt af Danmark i efteråret 2013, overført til fængsel i Mogadishu i Somalia, hvor de fortsat sidder fængslet. Én sidder fængslet på Seychellerne. Den sidste var mindreårig og blev efter kortvarig dom løsladt i 2016, hvor UNODC bistod med repatriering til Somalia.«

En betingelse for, at Danmark kan udlevere borgere til retsforfølgelse fængsling i udlandet, er, at de behandles ordentligt. Den Internationale Monitorerings Komité (IMC) under FN-organet UNODC har derfor undervejs i piraternes fængsling sikret sig, at piraterne er blevet behandlet i overensstemmelse med gældende internationale konventioner, skriver Udenrigsministeriet videre:

»Danmark støtter gennem Freds- og Stabiliseringsprogrammet UNODC med etablering af humane fængselsfaciliteter og opbygning af kapacitet hos fængselspersonale i Somalia. IMC aflægger i udgangspunktet besøg minimum to gange årligt. Danmark inviteres som donor og arresterende land til at deltage. Den seneste gang, Danmark aflagde et fængselsbesøg, var i 2019 sammen med IMC. På grund af Covid-19, valg i Somalia og den sikkerhedsmæssige situation har det i en længere periode ikke været muligt at gennemføre besøg. Den 5.-7. december 2022 gennemførte IMC sit første besøg siden 2019 med deltagelse af EU og FN.«

Bærende billede: Kommandør Henrik Holck Rasmussen ombord på hjemmeværnsfartøjet “Kureren” i Køge Havn. Foto: Bo Nymann, Marinehjemmeværnet