spot_img

Der er noget galt i toppen af Forsvaret

ANALYSE: I juni var det generalmajor Anders Rex, der meget pludseligt blev sendt til Washington og kort efter sagde op. Onsdag var det generalmajor Gunner Arpe Nielsen, som ønsker at træde ned ad karrierestigen og frivilligt har accepteret en degradering til brigadegeneral. Her er mit bud på, hvad der er galt i Forsvarets øverste ledelse (FØL).

Det var en ganske opsigtsvækkende historie, som vi onsdag kunne fortælle på OLFI. Den handler om, at chefen for Hæren ønsker at træde ned ad karrierestigen. Han stopper derfor som chef for Hærkommandoen og har frivilligt accepteret en degradering. Det sker den 1. april, når generalmajor Gunner Arpe Nielsen tiltræder stillingen som vicechef i Udviklings- og Planlægningsstaben i Forsvarskommandoen og igen bliver brigadegeneral.

Gunner Arpe Nielsen blev chef for Hæren i 2021 og er således en af de chefer, der har været chef for Hæren i længst tid. Han siger til Forsvarets egen hjemmeside, at det »naturligvis ikke skal være nogen hemmelighed«, at det har været en »udfordrende tid«.

»Jeg har brugt alle mine vågne timer på at løse denne opgave så godt som muligt. Det er naturligvis noget, der kan mærkes, og jeg har efter moden overvejelse vurderet, at jeg personligt har behov for at prioritere mit liv en smule anderledes.«

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Gunner Arpe fratræder på eget initiativ sin stilling som chef for Hærkommandoen

Det kan godt være, at Gunner Arpe Nielsen bare er træt af at arbejde i Karup, når hans bopæl og familie er i København. Det forstår man. Alligevel virker det besynderligt, at en general på det niveau ønsker at komme væk og frivilligt accepterer at lade sig degradere. Det er nærmest uhørt, og jeg mindes ikke på noget tidspunkt at have hørt om lignende tilfælde. Det siger jeg, selv om vi ikke skal mere end fire år tilbage, før en anden hærchef også blev degraderet. Men da var situationen en helt anden.

Det skete, da Vestre Landsret i Viborg i en ankesag idømte den tidligere generalmajor Hans-Christian Mathiesen en skærpet straf på tre måneders ubetinget fængsel for at have hjulpet sin daværende kæreste ind på en eftertragtet uddannelse i Forsvaret, som andre var bedre kvalificerede til. Mathiesen blev ikke bare degraderet, men også fyret fra Forsvaret – og måtte i samme ombæring aflevere sine kongelige ordner.

Gunner Arpe er ikke den eneste

Nej, sagen om Gunner Arpe Nielsens jobskifte er en helt anden. Gunner Arpe Nielsen er højt respekteret blandt høj som lav, og mange læser da også hans retrætepost som, at han har sin fulde integritet i behold. Hans handling bliver tolket som, at han ikke vil være med mere, men samtidig ikke har behov for at smække med døren. Han er en god mand og gør tingene ordentligt uden at skabe ballade eller sætte ild til huset.

»Jeg vil arbejde benhårdt på at hjælpe Forsvaret godt på vej i den opbygning, der er sat i gang, og der er intet andet sted, jeg kan gøre det bedre end i min kommende stilling,« siger han selv til Forsvarets hjemmeside.

Når man har en smule svært ved at tro på den udlægning, skyldes det først og fremmest, at det lyder som et argument opfundet til lejligheden. Hvis Gunner Arpe Nielsen vitterligt mener at have bedre mulighed for at udvikle Forsvaret i en stilling som vicechef i Udviklings- og Planlægningsstaben end som chef for Hæren, er der noget helt galt i toppen af Forsvaret.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Anders Rex forlader både Washington og Forsvaret for at blive direktør i Naviair

Og det er formentlig sagens kerne. I efteråret kom det frem, at Hæren slet ikke var taget med på råd, da forsvarschef Flemming Lentfer sammen med en lille udvalgt kerne af primært flyverofficerer skrev forsvarsledelsens militærfaglige anbefaler og oplæg til de forestående forligsforhandlinger. I oplægget anbefalede forsvarschefen oprettelsen af noget nyt »specialinfanteri«, som man imidlertid slet ikke kendte til i Hæren eller kunne se den store fidus i.

Et andet tegn på, at der er noget galt i Forsvarets øverste ledelse (FØL) skal man læse i den rokade, der fandt sted i forsommeren sidste år. Generalmajor Anders Rex var som chef for Udviklings- og Planlægningsstaben ham, der havde ansvaret for forligsoplægget. I juni blev han pludselig sendt til Washington som forsvarsattaché, og bare en måned senere sagde han op til fordel for et civilt job som direktør i Naviair. Hvorfor får en generalmajor fra indercirklen omkring forsvarschefen marchordre til et job, som han siger op fra, inden han havde nået at pakke sine flyttekasser ud?

To mest operative generaler har forladt FØL

Anders Rex og Gunner Arpe Nielsen var velsagtens de to eneste chefer i toppen af Forsvaret med solid operativ erfaring. Anders Rex med flyvernavnet ERA som tidligere F-16-pilot, chef for Fighterwing Skrydstrup og udsendt til en lang række skarpe missioner og Gunner Arpe Nielsen som tidligere brigadechef, chef for Opklaringsbataljonen på Bornholm og to udsendelser til Balkan.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvarsledelsen anbefaler i forligsoplæg ”specialinfanteri”, som Hæren ikke kender

Forsvarschef Flemming Lentfer er et produkt af det, jeg gerne betegner som en generation af politiske officerer uden nævneværdig operativ erfaring, men med årelang skoling som embedsmand fra skrivebordsjobs i Forsvarsministeriets departement og styrelser og Forsvarets stabe. Selv om Forsvaret nærmest uafbrudt har været udsendt i internationale missioner de seneste 30 år, og det er svært at opdrive soldater uden operativ og international erfaring, så har forsvarschefen ingen af delene.

I sit oplæg til politikerne og forligsforhandlingerne prioriterede han sit eget flyvevåben over såvel Hæren som Søværnet, og han havde ingen planer om at opbygge den tunge brigade, som Nato ellers har givet Danmark som styrkemål, og som vi har lovet at levere seneste i 2032. Hans oplæg var fuldstændigt blottet for optioner til politikerne, som derfor nu har udbedt sig yderligere 35 analyser, inden de vil træffe yderligere beslutninger om Forsvarets indretning.

For politikerne og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) burde det få alarmklokkerne til at ringe, at de to generaler med mest operativ erfaring inden for otte måneder og midt i en forligsproces på eget initiativ har ønsket at sige op og træde ud af Forsvarets øverste ledelse. Spørgsmålet er, om de overhovedet tager det ad notam – endsige reagerer på det?

Peter Ernstved Rasmussen etablerede OLFI i 2016 og er i dag også vært på programmet Frontlinjen på Radio4. Foto: Thomas Rønn

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Vi må tale om garnisonering, hvis bemandingsudfordringen skal løses

DEBAT: Den nuværende garnisonering i Hæren er en af de primære kilder til den udfordrede bemandingssituation. Det er nødvendigt at tage den op til revision og diskutere de geografiske rammer, hvis yngre soldater skal have lyst til at blive i Forsvaret mere end et par år, mener premierløjtnant Christian...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

4 KOMMENTARER

guest
4 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Jens Nielsen
Læser
Jens Nielsen
29. februar 2024 13:59

Kommentar:
Jeg ved godt at jeg har skrevet det 50 gange før, men nu skriver jeg det igen:
FC Flemming Lentfer er IKKE og har ALDRIG været den rette mand, det rette sted på den den rette post.
Han har simpelthen ikke den rette personlighed til posten.
Han er endnu en af den tidligere forsvarsminister “ opfindelser” og ikke en ret god en, hvilket nok kunne gå i dyb fredstid – men det går bare ikke i den tid vi lever i nu, med krig i Europa.
På denne for vort land så vigtige post, så har vi brug for en FC som kan kommunikere over for offentligheden og indadtil over for soldaterne i forsvaret.
kendsgerninger er bare at han intet siger og intet gør – han sætter ingen retning og stiller stort set aldrig op til interview – og det gør han i en tid hvor der mere end nogen sinde før, er hårdt brug for en forsvarschef som kan italesætte problemerne i forsvaret og og også løsningerne på problemerne i forsvaret – både overfor offentligheden men især også overfor politikerne, så politikerne har noget at arbejde med.
Men nej, Flemming (syv år ) tager hans tid, han mener åbenbart at vi har alt den tid i verden vi skal bruge til at opruste i?
Det er så han nok den eneste i hele Europa/verden som mener.
hvis ikke snart politikerne viser handlekraft og indsætter en handlekraftig ledelse i forsvaret med en ny FC, så kommer vi aldrig nogensinde i mål med vores op rustning her i Danmark.
Jens

Troels Halken
Læser
Troels Halken
29. februar 2024 12:08

Forsvaret har brug for en ny chef der har integritet og som ikke er håndsky, og som kan genopbygge tilliden til forsvarsledelsen og genopbygge forsvaret.

Wedell Christensen
Læser
Wedell Christensen
2. marts 2024 13:56

Ja Karsten, Da G.K. blev oberst fik han den operative erfaring som brigadechef, som han manglede, og som var hans akilleshæl. Det er korrekt, når Peter Ernstved nævner en “generation af politiske” officerer. Jeg oplevede at de begyndte at gøre karriere fra ca. 2005, selvom begrebet “officer” (som andre offentlige chefer) altid har været at identificere sig med den offentlige sponsor. Dette holdningsbegreb, der blev intensiveret dyrket særligt i Forsvaret, hvor selve det operativt-faglige kom i anden række. Hvordan skulle officerer også bedømme fag i deres bedømmelser over for andre, hvis de ikke selv har fået en relevant uddannelse? Men den politiske følgagtighed kan alle jo bedømme.

Karsten Adsbøl
Læser
Karsten Adsbøl
1. marts 2024 9:16

Alligevel virker det besynderligt, at en general(major) på det niveau ønsker at komme væk og frivilligt accepterer at lade sig degradere. Det er nærmest uhørt, og jeg mindes ikke på noget tidspunkt at have hørt om lignende tilfælde.”
Kære Peter, den journalistiske hukommelse tilpasses åbentbart situationen. Hvad med G.K. Kristensen, som i 1983 frivilligt lod sig degraderer fra Generalløjtnant til Oberst. I øvrigt også en hærofficer:-)