INTERVIEW: Danmark og Sverige er nabolande, men lever i to forskellige verdener, hvad angår det civile beredskab. I Sverige står det disse år historisk højt på dagsordenen, men i Danmark er samtalen om, hvordan myndigheder og befolkning skal forholde sig i tilfælde af krig og krise, nærmest fraværende. Politikerne må tage større ansvar, mener krisehistoriker Rasmus Dahlberg.

Det har de seneste dage stor opsigt, at Sveriges civilforsvarsminister, Carl-Oskar Bohlin, søndag gjorde lysende klart for sine landsmænd, at en krig på svensk jord ikke længere er et utænkeligt scenarie.

Mandag fik han opbakning fra det svenske militærs øverstbefalende, forsvarschef Micael Bydén, som opfordrede svenskerne til helt ned på individniveau at tage praktiske forholdsregler og indstille sig selv mentalt på, at freden ikke længere kan tages for givet.

Udmeldingerne har givet genlyd i Sverige, men måske i endnu højere grad i Danmark, hvor retorikken omkring risikoen for krig generelt sædvanligvis er noget mere afdæmpet. Det fortæller katastrofehistoriker Rasmus Dahlberg, som til daglig står i spidsen for Forsvarsakademiets Center for Samfundssikkerhed.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Minister og forsvarschef opfordrer svenskerne til at forberede sig på krig

»Det er ikke et markant brud for Sveriges vedkommende. Det er bare et trin mere på kommunikationseskalationen. Alene det, at man i Sverige har en minister for civilt beredskab, er jo en helt anden boldgade end for Danmarks vedkommende.«

Ifølge Rasmus Dahlberg har svenskerne for længst adopteret, hvad han kalder en whole-of-society-tilgang til beredskab og civilforsvar. Den adskiller sig kraftigt fra den måde, man for nuværende griber tingene an i Danmark.

»Den handler om, at alle – både borgere, virksomheder og civilsamfund – skal kende deres roller i det samlede svenske beredskab. Det, der sker nu, er, at de kobler en brændende platform på ved at beskrive et billede af, at Sverige kan blive ramt af krig. Det er jo i virkeligheden en naturlig forlængelse af tankegangen i folderen tilbage fra 2018, som hed ”Om krisen eller kriget kommer”,« forklarer Rasmus Dahlberg med reference til den svenske pendant til den danske ”Hvis krigen kommer”, som senest blev udgivet, da Den Kolde Krig nåede sine mest arktiske temperaturer i 1962.

Beredskabet fylder langt mere i Sverige

Rasmus Dahlberg besøgte selv Sverige før jul og oplevede ved selvsyn, hvordan budskabet fra den svenske regering og det svenske forsvar allerede før de seneste udtalelser har vundet gehør i befolkningen. Borgerne tænker kriseforberedelse ind i deres hverdag, og i metroen hænger reklamer for landbrugssammenslutningen, som markedsfører sig på at være en del af beredskabet.

»Jeg fornemmer klart, at det virker på den måde, at det udbreder en opfattelse af, at alle har en rolle at spille og et ansvar at tage i det samlede samfundsberedskab,« siger Rasmus Dahlberg.

Hvilken rolle er det? Bohlin og Bydén taler om, at det er helt ned på individniveau, og du nævner folderen, som vi også udsendte en version af i Danmark under Den Kolde Krig. Hvad står der i den svenske folder anno 2024?

»Det er sådan noget som, hvad der giver god mening at have i den enkelte husstand. Ideen om, at man skal kunne klare sig i nogle døgn selv med vand, batterier, basale fødevarer og den slags. Det kan virke absurd, men civilberedskab handler jo om at understøtte samfundets samlede evne til at fungere under krise og, ultimativt, krig. Der er borgerens rolle at være forberedt på en måde, så man ikke unødigt kommer til at ligge systemet til last,« forklarer Rasmus Dahlberg og fortsætter:

»Hvis det professionelle beredskab kan være frigjort fra at skulle hjælpe almindelige borgere med de mest basale fornødenheder under en krise eller krig, kan det bruge kræfterne på noget vigtigere, som for eksempel kritisk infrastruktur, sundhedsvæsenets fortsatte virke og den slags.«

I Danmark ved de færreste, hvad myndighederne gerne ser, at de indkøber til husstanden i tilfælde af krise eller krig. Danskerne får det slet og ret ikke at vide, og i praksis foregår en stor del af kommunikationen fra og om det danske beredskab gennem frivillige organisationer som Beredskabsforbundet. Men det er kun et fåtal af danskerne, der nogensinde stifter bekendtskab med dem.

»De laver nogle kurser, der hedder Robust Borger, som der ikke rigtig er nogen, der tager. Men det er jo ikke en myndighed. Det er en frivillig organisation, en NGO, som man giver nogle penge,« siger Rasmus Dahlberg.

Ingen har det overordnede ansvar

Én ting er kommunikationen om beredskab. En anden er den praktiske håndtering af kriser. En afgørende forskel mellem Danmark og Sverige er, at hele det svenske samfund – fra den øverste politiske top og hele vejen ned til den enkelte borger – i høj grad reflekterer over og planlægger, hvad der skal ske, hvis krigen indtræffer. Indsatsen er inddelt efter princippet om sektoransvar, men forankret i MSB (Myndigheten för samhällsskydd och beredskap). MSB er underlagt det svenske forsvarsminiserium og fungerer som øverste koordinerende myndighed.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

En massiv styrkelse af Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen bør ske allerede nu

I Danmark har vi også inddelt beredskabet efter principperne om sektoransvar. Det betyder i praksis, at ansvaret er fordelt på forskellige myndigheder, og at de instanser, der løser en opgave til daglig, også står med ansvaret i en krisesituation. Men i forhold til i Sverige er de danske myndigheder i højere grad underlagt styring fra ministeriernes departementer. Samtidig har Beredskabsstyrelsen ikke lige så meget pondus over for de andre myndigheder, som MSB har i Sverige, forklarer Rasmus Dahlberg.

»Problemet med civilberedskab og samfundssikkerhed i Danmark er, at der ikke rigtig er nogen, der er ansvarlig for det. Det er Forsvarsministeriet, der skal koordinere det, står der i beredskabsloven. Men ellers er det jo smurt ud på en masse sektormyndigheder.«

Det stiller store krav til intern koordination i en tilspidset situation.

»Vi koordinerer os til døde i Danmark. Det kan virke rigtig godt i mange situationer, og der er meget godt i sektoransvaret. Men som Nato skriver i sit Capability Review for 2019/20, ville Danmark drage nytte af et overarching framework på sektoransvaret. Vi mangler en overligger på sektoransvaret. Em myndighed, som har mandat til – og tør – at gå ind på andre myndigheders domæner og komme med gode råd til befolkningen og også måske have lidt mere mandat til at fortælle andre sektormyndigheder, hvad der skal prioriteres,« siger Rasmus Dahlberg.

Læs også: Oprustningen af det militære forsvar må ikke overskygge behovene i det civile

Selv er han ikke synderligt imponeret over den danske tilgang. Han ser helst, at Danmark hurtigst muligt sætter gang i arbejdet med at etablere den myndighed, der fremover skal bære det overordnede ansvar. Mulighederne er mange.

»Man kan lave et ministerium, man kan udnævne en juniorminister, eller man kan etablere et sikkerhedsråd. Men man er nødt til på en eller anden måde at få løftet et ansvar op på et højere strategisk politisk niveau, så sektoransvarets styrker kommer frem, i stedet for dets svagheder,« siger Rasmus Dahlberg og peger på, at Beredskabsstyrelsen i forvejen er underlagt Forsvarsministeriet.

»Men det er sådan lidt et stedbarnsproblem i Forsvarsministeriet. Det kunne man eventuelt styrke ved at have en dedikeret minister til området.«

Få forstår det, og endnu færre interesserer sig for det

Når brættet gøres op i 2024, er status dog, at Danmark halter gevaldigt efter naboerne i Sverige – og for så vidt også efter nordmændene. En del af forklaringen skal måske findes i de løbende risikovurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor vurderingen lyder, at der ikke er nogle overhængende militære trusler mod Danmark. En anden forklaring er et misforstået hensyn til befolkningens følelse af tryghed, mener Rasmus Dahlberg.

»Vi er ligesom i to forskellige ender af skalaen. Man får tit det svar fra danske myndigheder, at vi ikke skal opskræmme befolkningen unødigt. Men det må altså også være myndigheders pligt og statens ansvar at give borgerne de nødvendige og fornuftige informationer til at kunne tage gode beslutninger. For både den individuelle og det kollektive velbefindende, så jeg synes, det er en meget relevant diskussion at tage.«

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Danmark skal have et forsvarligt og forklarligt forsvar og civilt beredskab

Nu og her er der dog ikke udsigt til nogen omkalfatring af beredskabet, selvom det faktisk er skrevet ind i regeringsgrundlaget, at man vil undersøge muligheden for at lave et ministerium for national sikkerhed ved at splitte Justitsministeriet i to. Der mangler ganske enkelt politisk interesse for projektet.

Møder du forståelse, når du italesætter problematikkerne overfor beslutningstagerne på Christiansborg?

»Kun i yderst begrænset omfang. Der er nogle få, der forstår det. Og endnu færre, der interesserer sig for det.«

Så det har lange udsigter?

»Det har langt udsigter. Men det er jo også fordi, der er jo ikke nogen stemmer i det. Det er ligesom det nationale kompromis. Sådan noget her kan man i et demokrati gøre ved, at nogle såkaldt ansvarlige partier sætter sig sammen og siger, at nu er vi nødt til at gøre det. Der er ikke nogen, der kommer til at tage det her som en enkeltsag og føre frem. Man skal vise, at der sidder nogle voksne ved bordet og kan træffe nogle ubekvemme, men nødvendige beslutninger for fællesskabet.«

Billedtekst (bærende billede): Værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen undersøger for radioaktivitet ifm. Beredskabsstyrelsens øvelse Contex 2022. Foto: Thorbjørn Forsberg/Forsvarsgalleriet

Hør Rasmus Dahlberg debattere beredskab og samfundssikkerhed med fhv. Nato-ambassadør Michael Zilmer-Johns i Frontlinjen onsdag d. 10. januar klokken 09.05.