ANALYSE: Kan Ukraine tabe krigen og ende med at blive fuldt annekteret af Rusland? Institute for the Study of War (ISW) svarer ja, og Vesten skubbede Ukraine et skridt nærmere den afgrund i sidste uge. De traditionelle venner svigtede, og hverken fra USA eller EU kom der flere penge.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, var i sidste uge på en ”tour de force” kloden rundt. Møder på højeste niveau i Latinamerika, USA og så retur til Europa. Formålet var åbenlyst annonceret at få modstræbende vestlige donorer til at ryste op med nye midler og vinde nye internationale venner som erstatning for dem, der ikke længere er lige så faste i kødet, som de ellers har været under krigens snart to år.

Turen var ingen succes, og de traditionelle venner svigtede.

Først USA, der lige nu ikke kan vedtage en ny milliardstøttepakke på grund af modstand fra indflydelsesrige republikanske politikere. Dernæst i Europa, hvor Ungarns Viktor Orban, blokerede for den næste EU-milliardstøttepakke. Begge steder var svaret, at man vil forsøge at finde løsninger allerførst i det nye år. Så med andre ord, ingen julegaver til Zelenskyj og Ukraine fra vennerne.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Vladimir Putin har ikke noget alternativ til at fortsætte som Ruslands præsident

Orban undlod at stemme, da det gjaldt et ”ja” til at indlede optagelsesforhandlinger med Ukraine om EU-medlemskab – det er et vigtigt skridt videre fra at være kandidatland og er beskrevet som en sejr. Men den videre proces er lang og tidskrævende, og imens pågår kampene ved fronten mod den russiske invasionsmagt med uformindsket styrke.

Putin udtrykker sikkerhed for sejr

I Moskva er valgkampen frem mod præsidentvalget 17. marts 2024 samtidigt gået i gang, og den siddende præsident, Vladimir Putin, er naturligvis kandidat – eller rettere kandidaten, for der er naturligvis ingen tvivl om det valgs udfald. Hans retorik om krigen er kun skruet op den sidste uge og udtrykker sikkerhed for sejr, altså en fuld annektering af Ukraine og optagelse i den russiske føderation – fremfor EU-medlemskab. Er det et realistisk scenarie – fronten ligger jo forsat relativt fast?

Den amerikanske tænketank, The Institute for the Study of War (ISW), der har fulgt krigens gang nidkært med lødige analyser, svarer ja i en ny analyse. Den siger ikke, at det sker. Men under bestemte forudsætninger er det en mulighed. Der er ingen raketvidenskab i analysen for den eneste forudsætning, der skal opfyldes er, at den massive støtte fra Vesten tørrer ud – så falder Ukraine. Hele Ukraine.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Ukrainekrigens ubeskrevne og farligste fronter er indenrigspolitiske

Den massive støtte til Ukraine stoppede ikke i sidste uge på grund af mangel på beslutningskraft i henholdsvis Washington og Bruxelles, men det er værd at bemærke sig, at støtten indtil nu godt nok har været massiv, men på den anden side også langsommelig og strategisk tøvende. Strategisk tøvende ved, at det virkeligt har taget tid at finde vestligt mod til at levere tilstrækkeligt offensive kapaciteter til Ukraine – vi vil jo nødigt provokere Rusland til en europæisk storkrig. Langsommelig ved at de lovede leverancer er – for – lang tid om at komme frem. Ukraine svælger ikke i ammunition og granater, man er i stedet på daglig skånekost på det punkt, hvilket koster ved fronten.

Hvis Rusland vinder?

Krigens udfald er på ingen måde sikkert. Putin kan forsat tabe, eller krigen kan ende i en stillingskrig, der kan fastholdes i årtier frem. Vinder Putin, så vil den ukrainske realitet være, at man annekteres af Rusland. I drejebogen for Putins invasion den 22. februar 2022 står, at i august samme år skulle der være en officiel ceremoni i Kreml med optagelse af Ukraine i Den Russiske Føderation, så Ukraine igen ville blive en del af det russiske imperium.

Ivan den Grusomme påbegyndte det projekt for 500 år siden, og det har sidenhen været en konstant ledetråd for enhver russisk leder, hvad enten denne har været tsar, generalsekretær for Sovjetunionens Kommunistiske Parti eller præsident i det nyere Rusland. Titlerne skifter, men i dette spørgsmål er substansen konstant.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Rejsen mod krigen i Ukraine begyndte for 10 år siden på Maidanpladsen i Kyiv

Det siger sig selv, at forhandlinger om EU-medlemskab i det scenarie mister enhver relevans. Men hvilket Europa og EU vil vi så stå med?

Heller ikke her er analysen vanskelig, for EU’s og Nato’s grænse til Rusland vil gå fra Sortehavet i syd og hele vejen op til Kirkenes i Norge nord for polarcirklen. I den geografi indregnes Belarus, der i dag de facto er en russisk vasalstat.

I sin årlige risikovurdering vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), at Rusland kan være klar til sin næste store krig inden 2030 – det er det år, hvor de danske og EU’s målsætninger handler mere om klimamål og grøn omstilling end forsvar. FE står ikke alene med den analyse, den er ved at blive mainstream i Europa.

Får Europa en genskabt russisk imperienabo på sin østflanke, kan vi så håndtere det? En trist analyse i The Wall Street Journal i sidste uge siger klart nej. Her på OLFI er det danske forsvars svagheder tydeligt belyst, og det topper Wall Street Journal med at konkludere, at det er et europæisk fænomen – vi vil på ingen måde være parat til en krig, ikke engang et par dage. Når det er tilstanden, så er der med andre ord heller ingen troværdig afskrækkelse, og det ved de alt om i Kreml.

I fraværet af vestlig beslutningskraft må vi alle håbe, at julemanden selv finder frem til Kyiv inden juleaften med det, som Ukraine har allermest brug for.