Rejsen mod krigen i Ukraine begyndte for 10 år siden på Maidanpladsen i Kyiv

0
I november 2013 reagerede indbyggerne i Kyiv med omfattende demonstrationer, da den den daværende præsident Janukovitjs løb fra løftet om at underskrive en associeringsaftale med EU. Foto: Wiki Commons

ANALYSE: I dag er det 10-året for Euromaidan-demonstrationerne i Ukraine, der blev startskuddet på Kremls overvejelser om invasion af Ukraine. Det er også en årsdag for EU’s mange undladelsessynder overfor truslen fra Rusland – ikke blot mod Ukraines sikkerhed, men også EU’s egen.

Der var på denne tid i 2013 en uges tid til EU-topmødet i Vilnius, hvor den store begivenhed  skulle have været underskrivelsen af en associeringsaftale mellem EU og Ukraine. Efter EU-systemets sædvane havde aftalen været længe undervejs. Det europæiske bureaukrati har en tidskrævende modus operandi, men nu var man i mål, og champagnen parat til at blive åbnet i den litauiske hovedstad. Troede man.

For kort op til mødet sprang Ukraines daværende præsident, Viktor Janukovitj, i målet og meddelte, at han nok ville komme til Vilnius, men ikke underskrive aftalen. For EU et kæmpe prestigetab og en ydmygelse, som verdensoffentligheden kunne se for rullende kameraer – for Janukovitj og Ukraine skulle det gå endnu værre.

I Kyiv kom opstandelsen til udtryk øjeblikkeligt og Euro-Maidan demonstrationerne mod Janukovtij begyndte. Janukovitj havde ændret beslutning efter aftale med Ruslands præsident, Vladimir Putin, som nu havde foret Janukovitj med billig naturgas, kreditter og andre ukendte bidrag mod, at Janukovitj afstod fra at bevæge Ukraine nærmere EU og Europa.

Staten brød sammen, og Janukovitj flygtede til Rusland

Vi ved alle, hvor det endte. Demonstrationerne stod på langt ind i februar 2014, hvor det endte med, at Janukovtij flygtede til Rusland, og et statssammenbrud i Ukraine var en realitet. EU Kommissionen tager højde for mange forhold, når man forbereder en associeringsaftale, men scenarier for, hvordan man skulle forholde sig i tilfælde af et statssammenbrud i Ukraine, havde man ikke med i sine planer. Det til trods for at muligheden for statssammenbrud i Ukraine siden selvstændigheden fra Sovjetunionen i 1991 altid havde været latent.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Ukrainekrigens ubeskrevne og farligste fronter er indenrigspolitiske

I Moskva derimod havde man fuldt blik for scenarierne og drejebøger i forsvarsministeriet for hvad man skulle gøre – hvis, såfremt og i fald. Den korte udgave er, at Rusland indenfor en måned havde annekteret Krim, og kort tid derefter påbegyndte invasionen af Ukraine i øst, i Donbas. Invasionen blev dengang oftest fejlagtigt beskrevet som et separatistoprør, men et sådant kunne ikke lade sig gøre uden russisk militær føring, rubler og udstyr fra Moskva.

Invasionen af Ukraine begyndte således ikke den 24. februar 2022, men i 2014. I 2022 blev der ”bare” skruet gevaldigt op for fremmarchen.

Janukovitj er på sin egen bizarre måde et kapitel for sig

Janukovitj er et kapital for sig og historisk på sin egen bizarre måde – to gange væltet som præsident i utide. I 2004 under ”Orange Revolutionen” blev han væltet af en anden folkelig opstand på Maidanpladsen, efter at han havde vundet præsidentvalget i tæt kapløb med den Europa-orienterede Viktor Jusjenko. De to kandidater stod tæt og afspejlede i virkeligheden den nationale splittelse i Ukraine på det tidspunkt – én fløj, der ville lægge sig midt mellem Rusland og EU, og én der ville ind i den europæiske familie.

Også dengang gik folk i protest, og det endte med, at den ukrainske højesteret afgjorde, at valghandlingen skulle gå om, hvorefter Jusjenko vandt, men igen i et tæt løb. Jusjenko fik knap 52% af stemmerne, Janukovotj 44%. Jusjenko vandt i Central- og Vestukraine, Janukovitj i Øst- og Sydukranie, og dermed var valgresultatet en præcis afspejling af Ukraines nationale såvel som geografiske splittelse.

Dengang kunne man ikke tale om én ukrainsk national identitet. Der skulle en Putin i Moskva og en russisk invasion af Ukraine til at skabe den samling og fælles nationale identitet, som vi ser i Ukraine i dag.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Den sikkerhedspolitiske krise i Europa begyndte længe før Ruslands invasion

2004 var også året, hvor de central- og østeuropæiske lande blev optaget i EU. De havde indtil Berlinmurens fald i 1989 været en del af den militære Warzsawapagt og dermed  været under Moskvas kontrol, siden Roosevelt, Churchill og Stalin i 1945 i Jalta på Krim tegnede streger på Europakortet, der etablerede det jerntæppe, som bestod i 44 år.

Østbloklande blev optaget i EU på topmøde i København

Optagelsen i 2004 af de nye medlemslande skete på EU-topmødet i København, der dengang havde EU-formandskabet. Det var en historisk begivenhed, der samlede Europa formelt efter Den Kolde Krig.

Men det var også – har det sidenhen vist sig – en udstilling af EU’s blinde vinkler. Man så sig selv som et fællesskab, hvad man også er, men ikke som en geopolitisk aktør og en stormagt. Rusland har alle dage set sig selv som både imperium og stormagt, således også i 2004.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Rusland nyder godt af Indiens og Kinas hovedroller i den nye verdensorden

Jusjenkos orientering af Ukraine i europæisk retning kunne man ikke have, og at man i en forhenværende sovjetrepublik kunne afsætte en præsident ved at gå på gaden og demonstrere, var helt uacceptabelt, for tænk hvis det samme skete på Den Røde Plads i Moskva.

I 2004 så Kreml sig i geopolitisk konkurrence med EU om indflydelsen i Ukraine. EU så ingenting, og dermed blev Ukraine Europas største sikkerhedsproblem allerede dengang, og det er som bekendt sidenhen kun vokset, fordi EU hverken har evnet at se sig selv som en stormagt eller at agere som sådan.

I USA defineres udenrigs- og forsvarspolitikken i Washington og ikke i de enkelte delstater. I Rusland defineres samme ikke af de enkelte regioner, ligesom det i Kina ikke defineres i de enkelte provinser – det sker henholdsvis i Moskva og Beijing. Kun i Europa er udenrigs- og forsvarspolitikken uddelegeret til de enkelte medlemsstater.

Det har Putin udnyttet siden 2004. Ukraine har betalt prisen på grund af EU’s undladelsessynd – ikke at træde i karakter som geopolitisk aktør. Verden bliver et sikrere sted, den dag EU fuldt og helt ser sig selv som stormagt.

20230504 Worning
Jens Worning er partner i Policy Group A/S og tidligere dansk generalkonsul i Skt. Petersborg for Udenrigsministeriet. Privatfoto
guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer