ANALYSE: Det mest sandsynlige scenarie er ikke, at Ukraine taber ved fronten til den russiske invasionsmagt. Det mest sandsynlige er i stedet, at krigen tabes ved en “dobbelt-implosion” af nationaløkonomi og demokrati, mener udenrigsanalytiker Jens Worning, som her forklarer, hvordan han når til den konklusion.

Læser man bredt i de redigerede danske medier, kunne man i den forløbne weekend få en meget underbelyst indsigt – at Ukraine står overfor et potentielt krater, der kan suge den ukrainske stat og det ukrainske samfund ned i sig og berede russisk overherredømme trods det faktum, at den russiske invasion er så fyldt med militære fejl og inkompetence, løbende beskrevet i internationale medier siden invasionens begyndelse den 24. februar 2022.

Lørdag beskrev Jyllands-Posten, at den ukrainske finanslov for 2024 er underfinansieret med mere end 200 milliarder kroner. Det handler ikke om frontlinjen, hvor den vestlige alliance sender milliarder til militært isengrej, humanitær støtte og genopbygning af basal infrastruktur. Det handler om nationaløkonomien, hvor statskassen er tom.

Samme dag skrev Politiken en leder, hvor man advarede mod suspendering af det forfatningsmæssige bestemte præsidentvalg i Ukraine i 2024, hvorved man får fortalt, at landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, overvejer at lade landets undtagelsestilstand – på grund af invasionen – udsætte præsidentvalget i 2024, og dermed en folkelig stillingtagen til ham og hans lederskab, på ubestemt tid.

Det er to helt centrale iagttagelser, der som sagt er voldsomt underbelyste. Den største trussel mod Ukraine er lige nu ikke ved fronten, men i Kyiv og den ukrainske stats helbred. Putin kan vinde krigen i Ukraine uden at løsne et skud, hvis den ukrainske stat helt enkelt falder sammen. Igen. Som i 2014.

Hvorfor og hvordan?

Det første trussel er mod økonomien. Den ukrainske stat kan ikke finansiere sig selv og beder nu om vestlig støtte til det også. Det er i sig selv ikke besynderligt, for med den russiske invasion i 2022 faldt Ukraines bruttonationalprodukt med 30 pct., hvilket vil sige, at nationaløkonomien skrumpede med en tredjedel – det slår ethvert land og befolkning sig hårdt på selv i fredstid.

Men Ukraine er i krig og helt afhængig af udenlandske donationer i et omfang, er er svært at fatte. Ukraines folketal var inden invasionen omkring 44 millioner, i dag er det nede på omkring 37 millioner – det fortæller mere om flygtningestrømmen ud af Ukraine end tabene ved fronten, der naturligvis også er en del af det regnestykke. I Danmark er vi lige knap seks millioner indbyggere, men vores bruttonationalprodukt er næste det dobbelte af det ukrainske. Ved fronten står de ukrainske styrker stabilt overfor invasionsmagten, der ligeledes står relativt stabilt – krigen er ikke i gang med at finde sin afgørelse der, men økonomisk hænger Ukraine kun lige i med det yderste neglene.

Den anden trussel er mod demokratiet. Ukraine har med henvisning til landets undtagelsestilstand suspenderet en del lokalvalg siden invasionen, og nu overvejes også præsidentvalget næste år. Er det svært for demokratiet at gennemføre valghandlinger under en krig, besættelse og flygtningestrømme, der i Europa ikke har set sin lige siden anden verdenskrig? Naturligvis. Er det problematisk hvis man suspenderer demokratiet under krigen? Ja, helt og aldeles indlysende.

Zelenskyjs retorik har i høj grad bygget på, at Ukraines kamp er Europas kamp, og at det er kampen om værdier. Europas værdier. Demokrati, ytringshed, menneskerettigheder, ukrænkelig privat ejendomsret og – som nation – territorial integritet. »Vi kæmper jeres kamp,« har det ofte lydt. En suspendering af valghandlingen i 2024 vil svække den argumentation, der er en grundpille i den vestlige og historisk uset store støtte til Ukraine.

Ukrainsk ustabilitet er Europas største sikkerhedsproblem

Økonomi og demokrati i Ukraine hænger på en sørgelig måde sammen. Ukraine har i mere end 30 år været et oligark-domineret politisk system, hvor få oligarker har haft tusindfold mere indflydelse end den enkelte borger. Borgerne er til gengæld gået til mod- og opstand ved Orange-revolutionen i 2004 og Euro-Maidan-protesterne i 2014. Begge dele førte til demokratiske fremskridt, men sidstnævnte førte også til et statssammenburd, der muliggjorde Ruslands annektering af Krim og Ruslands invasion af det østlige Ukraine – invasionen begyndte dengang, ikke i 2022.

Da Berlinmuren faldt i 1989, og Sovjetunionen brød sammen i 1991, var det polske og det ukrainske bruttonationalprodukt stort set ens. I dag er den polske nationaløkonomi mange gange større end den ukrainske. Og det er Ukraines største sikkerhedsproblem, at misrøgt af økonomi og demokrati (læs: korruption) er landets største trussel og dermed ikke den ydre fjende, Putin, men den indre fjende – staten, oligarkiet og korruptionen selv.

Dermed er det også vores, Europas, største sikkerhedsproblem. For vinder Putin, ikke på slagmarken, men på den ukrainske stats sammenbrud, vil den russiske antagonist til EU og Nato udvide sin grænse til Slovakiet, Ungarn og Rumænien – den russiske grænse til EU vil være komplet fra Østersøen til Sortehavet.

Billedtekst (bærende billede): Ukraines vigtigste kamp foregår på de indre linjer, mener udenrigsanalytiker Jens Worning. Billedet er fra Volodymyr Zelenskyjs besøg i Danmark ifm. donationen af danske F-16-fly. Foto: Tue Skals/Forsvaret