DEBAT: Tanken om at man kan vinde en krig ved at bekæmpe fjenden på lange afstande er ikke ny. Jeg ser dog ingen dokumentation for, at fly, droner, sensorer og langtrækkende våbensystemer kan kæmpe og vinde en krig alene. Erfaringerne fra Ukraine viser, at netop langtrækkende våbensystemer har en effekt. Men den er ikke kampafgørende og kan slet ikke stå alene.

Jeg har med lige dele interesse og hovedrysten læst Gordon Fotheringhams seneste bud på, hvordan han ser den danske hær organiseret og indrettet. Det er altid interessant at høre, hvordan udefrakommende ser på dansk forsvar, men bortset herfra sidder jeg tilbage med dyb forundring over den foreslåede udviklingsretning for Hæren. Jeg håber virkelig ikke, at den beskrevne fremtidsvision bliver gældende for den danske hær, for så mener jeg, at vi har fejlet eklatant.

Da jeg sidste gang blev præsenteret for fortællingen om, at fjenden kunne nedkæmpes, og krigen vindes ved indsættelse af fly og langtrækkende våbensystemer på lange afstande, var jeg elev på det daværende Stabskursus I på Forsvarsakademiet i 1990. Det var et værnsfælles kursus, og her forsøgte gode kolleger fra flåde og flyvevåben at overbevise os fodtusser fra Hæren om, at vi slet ikke behøvedes, idet luftens og søens folk ville have nedkæmpet fjenden længe inden, han nåede frem til Køge Bugt for at iværksætte en landgang. Dengang var der ikke mange, der købte ind på den fantastiske fortælling, og teorien gik da også hurtigt i sig selv igen. Det er derfor interessant, at den nu dukker op til overfladen igen. Denne gang påført et nyt lag overflademaling og påhæftet et nyt besnærende navn i form af ”Recce Strike Concept”. Dette til trods drejer det sig i min optik blot om gammel vin på nye flasker.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Danmark bør ikke fokusere på tunge panserkøretøjer, men på droner

Jeg vil sikkert blive beskyldt for ikke at læse de rigtige bøger. Men jeg ser alligevel intet belæg eller dokumentation for, at fly, droner, sensorer og langtrækkende våbensystemer kan kæmpe og vinde en krig alene. De kan selvsagt bidrage på afgørende vis, men krige kæmpes og vindes ved at disponere over et langt mere nuanceret og bredt sammensat spektrum af våbensystemer, inkl. traditionelle direkte skydende våbensystemer og –platforme samt infanteri, der kan forholde sig til de fjender, der med garanti slipper igennem våbenvirkningen fra fly, droner, sensorer og langtrækkende våbensystemer.

Langtrækkende våbensystemer har en effekt, men …

Erfaringerne fra Ukraine viser, at netop langtrækkende våbensystemer har en effekt. Men den er bare ikke kampafgørende og kan slet ikke stå alene. Det ville være rigtigt lækkert, hvis vi kunne håndtere fjenden udelukkende ved at bekæmpe ham på en bekvem stor afstand, men det er bare ikke særligt sandsynligt, og derfor skal vi også råde over systemer og platforme, der også kan imødegå fjenden på de korte afstande. Fjenden tilpasser sig altid(!), og det gør han også i et scenario, hvor vi forsøger at nedkæmpe ham på store afstande. Det ville vi selv gøre, og det gør fjenden naturligvis også.

Hvis vi så alle køber ind på ”Recce Strike Concept”, er spørgsmålet, hvem der så skal standse og nedkæmpe de dele af fjendens styrker, der slipper igennem den langtrækkende våbenvirkning. Skal vi blot overlade det til andre, og hvem er det så i givet fald? Nato er en forsvarsalliance, der er funderet på kollektivt forsvar og nationernes evne og vilje til at bidrage til det fælles forsvar. Herved og kun herved forbliver alliancen stærk og i besiddelse af den helt centrale afskrækkende effekt. Hvis enkelte nationer begynder at satse 100 pct. på at klare fjenden på store afstande, bidrager de ikke længere solidarisk til hele Natos forsvarskamp.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Natos styrkemål er ikke et tag-selv-bord!

Den danske hær har ét og kun ét skud i bøssen, idet vi åbenbart kun magter at opstille en enkelt brigade, og den ene brigade kan vi ikke tillade os at specialisere i en grad, så vi kun kan bidrage til det kollektive forsvar med visse kapaciteter og i visse sammenhænge. I min optik skal vi levere en robust og helstøbt troppeenhed, der uden forbehold kan kæmpe skulder ved skulder med vores alliancepartnere, som vi i øvrigt allerede har aftalt med Nato i form af de aktuelt gældende styrkemål. Det er netop den type landmilitære enheder, Nato aktuelt efterspørger til inddækning af Regional Defence Plans. Hvis vi derimod organiserer og udruster Hæren i overensstemmelse med ”Recce Strike Concept”, risikerer vi meget let at møde op til festen i den forkerte påklædning. Vi skal med andre ord levere på de landmilitære styrkemål, som vi har aftalt med Nato. Alt andet vil være usolidarisk og udtryk for national enegang, der ikke bidrager til at styrke alliancen.

Hæren skal indsættes i Baltikum

Hvis vi et øjeblik skal se på et realistisk scenario for indsættelse af en dansk troppeenhed, er det vel ikke helt ved siden af skiven at forestille sig, at vi skal indgå i Multinational Division North og indsættes i Baltikum tæt på grænsen til Rusland? Det vil sandsynligvis ske som led i en gensidig optrapning med troppekoncentrationer på begge sider af landegrænserne. Da Nato er en forsvarsalliance, forekommer det helt usandsynligt, at Nato skulle indlede shaping operations og nedkæmpelse af fjenden på store afstande og dybt inde i Rusland forud for et egentligt krigsudbrud eksempelvis forårsaget af fjendens overskridelse af landegrænsen til Natos territorium.

De baltiske lande har ved flere lejligheder erklæret, at de ikke under nogen omstændigheder ønsker at afgive terræn, men derimod ser kampen indledt og udkæmpet på landegrænsen. Det betyder blandt andet, at kontaktslaget er en kendsgerning fra krigens dag 1, og der vil sandsynligvis ikke have været mulighed for at shape eller nedkæmpe fjendens styrker forud for kontaktslagets indledning. Derfor nytter det heller ikke noget at møde op med en langbue, hvis fjenden står lige overfor dig med en økse i den ene hånd og en kniv i den anden. Vi skal være klar til at deltage i kontaktslaget fra dag 1, og vi skal derfor have en troppeenhed, der både kan bidrage til shaping operations og bide effektivt fra sig, når fjenden kommer ind på de helt korte afstande. Den landmilitære kapacitet har vi stillet Nato i udsigt, og den forpligtelse skal vi naturligvis loyalt og solidarisk opfylde.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

En tung dansk panserinfanteribrigade er ikke nødvendigvis løsningen

Derfor er min (personlige) konklusion, at Danmark skal levere den landmilitære kapacitet, vi allerede har aftalt med Nato, og vi skal dermed levere den kapacitet, som Nato efterspørger blandt andet til inddækning af Regional Defence Plans. Hidtidige oplysninger peger på, at mængden af kampklare troppeenheder i Nato måske ikke er tilstrækkelig til at inddække det erkendte behov, og så skal Danmark ikke modarbejde Nato ved at opstille en kapacitet, der ikke er hverken aftalt eller efterspurgt – heller ikke selv om større nationer som eksempelvis UK mener at have fundet et Columbus Æg i form af ”Recce Strike Concept”.

Forsvaret har brug for robusthed nu

Vi har før set tilsvarende ”åbenbaringer”, uden at det nødvendigvis har ført til noget konkret. Den slags tanker, overvejelser og drøftelser er sunde og nødvendige, men vi skal blot være påpasselige med ikke at lade os rive med for at kunne dokumentere, at vi er visionære og nytænkende. Vi bør uændret opstille en robust og helstøbt troppeenhed, der trækker på nødvendige kendte kapaciteter og inkluderer teknologiske landvindinger i takt med, at de bliver markedstilgængelige. Her er det væsentligt at understrege, at det ikke er udtryk for visionær nytænkning at pege på kapaciteter, der måske bliver tilgængelige om 10-15 år, når behovet for et robust forsvar er nu. Det er derimod fugle, der måske overvejer at lande på taget!

Såfremt Hæren havde den rette størrelse og robusthed med eksempelvis to-tre brigader, havde sagen måske været en anden i forhold til at kaste sig ud i nye koncepter-/udviklingsretninger. Udfordringen er bare, at den luksus har vi ikke i den danske hær – og slet ikke i den skala, som der tilskrives i ”Recce Strike Concept”, der bl.a. fordrer, at koncepten efterleves på både korps-, divisions-, brigade- og bataljonsniveauet. Det vil ikke være tilfældet, såfremt den danske brigade aktiveres. I den danske hær bør vi i stedet for fokusere på at afprøve disse nye teknologier og koncepter, men det må ikke være på bekostning af den kampkraft, som Nato med rette forventer, at vi kan stille med allerede i morgen. Den nye teknologi skal implementeres gradvist, men der er ingen garanti for, at den erstatter nuværende kapaciteter så hurtigt, som der lægges op til i ”Recce Strike Concept”.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Nej, Gordon Fotheringham! Den tunge brigade er på ingen måde fortid

Dertil er vi tilbage ved en af mine kæpheste, når nogen forsøger at tale en teknologi op, og en anden ned, at det meget hurtigt bliver til en diskussion om ”enten eller” fremfor ”både og”. Droner og langtrækkende missiler kan ikke erstatte kampkøretøjer og kampvogne på kamppladsen, men vi bør i stedet kigge på, hvordan de kan operere sammen og derigennem optimere vores indsættelse af disse kapaciteter i både ”DEEP” og ”CLOSE”. ”Recce Strike Concept” som er beskrevet i det nye UK Army Operating Concept, har heller ikke afskrevet behovet for at kunne kæmpe kontaktslaget med kampvogne og infanteri. Tværtimod. Koncepten forsøger i større grad at skabe bro mellem dybdekampen og kontaktslaget. Derfor rammer Gordon Fotheringhams artikel ved siden af i forhold til, hvad den danske hær bør fokusere på i fremtiden.

Uagtet luftdomænets væsentlige påvirkning af krigsførelsen over de sidste godt 100 år – også i Ukraine – ændrer det ikke på, at mennesker lever på jorden, og at landstyrker derfor fortsat er afgørende for at kunne erobre og/eller fastholde terræn. Ingen krige er til dato blevet vundet fra luften alene, men Air Power (fly, droner, missiler m.m.) – kan bidrage til at skabe forudsætningerne for, at slag og/eller krige vindes. På trods af Ruslands drone- og missilangreb på Ukraine (og Ukraines lejlighedsvise drone- og missilangreb på Rusland), er også denne krigs væsentlige udviklinger koncentreret om, hvor på landjorden de to parters styrker står, og hvilke territorier de behersker. Det vil med stor sandsynlighed også være tilfældet i den næste krig.

Dette debatindlæg er udtryk for forfatterens private og personlige holdning. 

20230926 HenrikLyhne byline
Brigadegeneral Henrik Lyhne har en fortid som chef for 1. Brigade gennem seks år. Foto: Forsvaret
guest
7 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer