DEBAT: Tanken om at man kan vinde en krig ved at bekæmpe fjenden på lange afstande er ikke ny. Jeg ser dog ingen dokumentation for, at fly, droner, sensorer og langtrækkende våbensystemer kan kæmpe og vinde en krig alene. Erfaringerne fra Ukraine viser, at netop langtrækkende våbensystemer har en effekt. Men den er ikke kampafgørende og kan slet ikke stå alene.
Jeg har med lige dele interesse og hovedrysten læst Gordon Fotheringhams seneste bud på, hvordan han ser den danske hær organiseret og indrettet. Det er altid interessant at høre, hvordan udefrakommende ser på dansk forsvar, men bortset herfra sidder jeg tilbage med dyb forundring over den foreslåede udviklingsretning for Hæren. Jeg håber virkelig ikke, at den beskrevne fremtidsvision bliver gældende for den danske hær, for så mener jeg, at vi har fejlet eklatant.
Da jeg sidste gang blev præsenteret for fortællingen om, at fjenden kunne nedkæmpes, og krigen vindes ved indsættelse af fly og langtrækkende våbensystemer på lange afstande, var jeg elev på det daværende Stabskursus I på Forsvarsakademiet i 1990. Det var et værnsfælles kursus, og her forsøgte gode kolleger fra flåde og flyvevåben at overbevise os fodtusser fra Hæren om, at vi slet ikke behøvedes, idet luftens og søens folk ville have nedkæmpet fjenden længe inden, han nåede frem til Køge Bugt for at iværksætte en landgang. Dengang var der ikke mange, der købte ind på den fantastiske fortælling, og teorien gik da også hurtigt i sig selv igen. Det er derfor interessant, at den nu dukker op til overfladen igen. Denne gang påført et nyt lag overflademaling og påhæftet et nyt besnærende navn i form af ”Recce Strike Concept”. Dette til trods drejer det sig i min optik blot om gammel vin på nye flasker.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Danmark bør ikke fokusere på tunge panserkøretøjer, men på droner
Jeg vil sikkert blive beskyldt for ikke at læse de rigtige bøger. Men jeg ser alligevel intet belæg eller dokumentation for, at fly, droner, sensorer og langtrækkende våbensystemer kan kæmpe og vinde en krig alene. De kan selvsagt bidrage på afgørende vis, men krige kæmpes og vindes ved at disponere over et langt mere nuanceret og bredt sammensat spektrum af våbensystemer, inkl. traditionelle direkte skydende våbensystemer og –platforme samt infanteri, der kan forholde sig til de fjender, der med garanti slipper igennem våbenvirkningen fra fly, droner, sensorer og langtrækkende våbensystemer.
Langtrækkende våbensystemer har en effekt, men …
Erfaringerne fra Ukraine viser, at netop langtrækkende våbensystemer har en effekt. Men den er bare ikke kampafgørende og kan slet ikke stå alene. Det ville være rigtigt lækkert, hvis vi kunne håndtere fjenden udelukkende ved at bekæmpe ham på en bekvem stor afstand, men det er bare ikke særligt sandsynligt, og derfor skal vi også råde over systemer og platforme, der også kan imødegå fjenden på de korte afstande. Fjenden tilpasser sig altid(!), og det gør han også i et scenario, hvor vi forsøger at nedkæmpe ham på store afstande. Det ville vi selv gøre, og det gør fjenden naturligvis også.
Hvis vi så alle køber ind på ”Recce Strike Concept”, er spørgsmålet, hvem der så skal standse og nedkæmpe de dele af fjendens styrker, der slipper igennem den langtrækkende våbenvirkning. Skal vi blot overlade det til andre, og hvem er det så i givet fald? Nato er en forsvarsalliance, der er funderet på kollektivt forsvar og nationernes evne og vilje til at bidrage til det fælles forsvar. Herved og kun herved forbliver alliancen stærk og i besiddelse af den helt centrale afskrækkende effekt. Hvis enkelte nationer begynder at satse 100 pct. på at klare fjenden på store afstande, bidrager de ikke længere solidarisk til hele Natos forsvarskamp.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Den danske hær har ét og kun ét skud i bøssen, idet vi åbenbart kun magter at opstille en enkelt brigade, og den ene brigade kan vi ikke tillade os at specialisere i en grad, så vi kun kan bidrage til det kollektive forsvar med visse kapaciteter og i visse sammenhænge. I min optik skal vi levere en robust og helstøbt troppeenhed, der uden forbehold kan kæmpe skulder ved skulder med vores alliancepartnere, som vi i øvrigt allerede har aftalt med Nato i form af de aktuelt gældende styrkemål. Det er netop den type landmilitære enheder, Nato aktuelt efterspørger til inddækning af Regional Defence Plans. Hvis vi derimod organiserer og udruster Hæren i overensstemmelse med ”Recce Strike Concept”, risikerer vi meget let at møde op til festen i den forkerte påklædning. Vi skal med andre ord levere på de landmilitære styrkemål, som vi har aftalt med Nato. Alt andet vil være usolidarisk og udtryk for national enegang, der ikke bidrager til at styrke alliancen.
Hæren skal indsættes i Baltikum
Hvis vi et øjeblik skal se på et realistisk scenario for indsættelse af en dansk troppeenhed, er det vel ikke helt ved siden af skiven at forestille sig, at vi skal indgå i Multinational Division North og indsættes i Baltikum tæt på grænsen til Rusland? Det vil sandsynligvis ske som led i en gensidig optrapning med troppekoncentrationer på begge sider af landegrænserne. Da Nato er en forsvarsalliance, forekommer det helt usandsynligt, at Nato skulle indlede shaping operations og nedkæmpelse af fjenden på store afstande og dybt inde i Rusland forud for et egentligt krigsudbrud eksempelvis forårsaget af fjendens overskridelse af landegrænsen til Natos territorium.
De baltiske lande har ved flere lejligheder erklæret, at de ikke under nogen omstændigheder ønsker at afgive terræn, men derimod ser kampen indledt og udkæmpet på landegrænsen. Det betyder blandt andet, at kontaktslaget er en kendsgerning fra krigens dag 1, og der vil sandsynligvis ikke have været mulighed for at shape eller nedkæmpe fjendens styrker forud for kontaktslagets indledning. Derfor nytter det heller ikke noget at møde op med en langbue, hvis fjenden står lige overfor dig med en økse i den ene hånd og en kniv i den anden. Vi skal være klar til at deltage i kontaktslaget fra dag 1, og vi skal derfor have en troppeenhed, der både kan bidrage til shaping operations og bide effektivt fra sig, når fjenden kommer ind på de helt korte afstande. Den landmilitære kapacitet har vi stillet Nato i udsigt, og den forpligtelse skal vi naturligvis loyalt og solidarisk opfylde.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
En tung dansk panserinfanteribrigade er ikke nødvendigvis løsningen
Derfor er min (personlige) konklusion, at Danmark skal levere den landmilitære kapacitet, vi allerede har aftalt med Nato, og vi skal dermed levere den kapacitet, som Nato efterspørger blandt andet til inddækning af Regional Defence Plans. Hidtidige oplysninger peger på, at mængden af kampklare troppeenheder i Nato måske ikke er tilstrækkelig til at inddække det erkendte behov, og så skal Danmark ikke modarbejde Nato ved at opstille en kapacitet, der ikke er hverken aftalt eller efterspurgt – heller ikke selv om større nationer som eksempelvis UK mener at have fundet et Columbus Æg i form af ”Recce Strike Concept”.
Forsvaret har brug for robusthed nu
Vi har før set tilsvarende ”åbenbaringer”, uden at det nødvendigvis har ført til noget konkret. Den slags tanker, overvejelser og drøftelser er sunde og nødvendige, men vi skal blot være påpasselige med ikke at lade os rive med for at kunne dokumentere, at vi er visionære og nytænkende. Vi bør uændret opstille en robust og helstøbt troppeenhed, der trækker på nødvendige kendte kapaciteter og inkluderer teknologiske landvindinger i takt med, at de bliver markedstilgængelige. Her er det væsentligt at understrege, at det ikke er udtryk for visionær nytænkning at pege på kapaciteter, der måske bliver tilgængelige om 10-15 år, når behovet for et robust forsvar er nu. Det er derimod fugle, der måske overvejer at lande på taget!
Såfremt Hæren havde den rette størrelse og robusthed med eksempelvis to-tre brigader, havde sagen måske været en anden i forhold til at kaste sig ud i nye koncepter-/udviklingsretninger. Udfordringen er bare, at den luksus har vi ikke i den danske hær – og slet ikke i den skala, som der tilskrives i ”Recce Strike Concept”, der bl.a. fordrer, at koncepten efterleves på både korps-, divisions-, brigade- og bataljonsniveauet. Det vil ikke være tilfældet, såfremt den danske brigade aktiveres. I den danske hær bør vi i stedet for fokusere på at afprøve disse nye teknologier og koncepter, men det må ikke være på bekostning af den kampkraft, som Nato med rette forventer, at vi kan stille med allerede i morgen. Den nye teknologi skal implementeres gradvist, men der er ingen garanti for, at den erstatter nuværende kapaciteter så hurtigt, som der lægges op til i ”Recce Strike Concept”.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Nej, Gordon Fotheringham! Den tunge brigade er på ingen måde fortid
Dertil er vi tilbage ved en af mine kæpheste, når nogen forsøger at tale en teknologi op, og en anden ned, at det meget hurtigt bliver til en diskussion om ”enten eller” fremfor ”både og”. Droner og langtrækkende missiler kan ikke erstatte kampkøretøjer og kampvogne på kamppladsen, men vi bør i stedet kigge på, hvordan de kan operere sammen og derigennem optimere vores indsættelse af disse kapaciteter i både ”DEEP” og ”CLOSE”. ”Recce Strike Concept” som er beskrevet i det nye UK Army Operating Concept, har heller ikke afskrevet behovet for at kunne kæmpe kontaktslaget med kampvogne og infanteri. Tværtimod. Koncepten forsøger i større grad at skabe bro mellem dybdekampen og kontaktslaget. Derfor rammer Gordon Fotheringhams artikel ved siden af i forhold til, hvad den danske hær bør fokusere på i fremtiden.
Uagtet luftdomænets væsentlige påvirkning af krigsførelsen over de sidste godt 100 år – også i Ukraine – ændrer det ikke på, at mennesker lever på jorden, og at landstyrker derfor fortsat er afgørende for at kunne erobre og/eller fastholde terræn. Ingen krige er til dato blevet vundet fra luften alene, men Air Power (fly, droner, missiler m.m.) – kan bidrage til at skabe forudsætningerne for, at slag og/eller krige vindes. På trods af Ruslands drone- og missilangreb på Ukraine (og Ukraines lejlighedsvise drone- og missilangreb på Rusland), er også denne krigs væsentlige udviklinger koncentreret om, hvor på landjorden de to parters styrker står, og hvilke territorier de behersker. Det vil med stor sandsynlighed også være tilfældet i den næste krig.
Dette debatindlæg er udtryk for forfatterens private og personlige holdning.
Blot en refleksion til de opstillede forudsætninger; der er vel ikke tale om et kollektivt forsvar, hvis vi siger til de baltiske lande, at I selv fikser kampen på landjorden?
Opgaven er derimod at være rettidigt tilstede eller at skabe forudsætninger for deployering – skulle deterrence svigte.
Derudover skylder vi soldaterne, at vores enheder er helstøbte og i stand til at kæmpe og vinde – også mod en numerisk overlegen pansret fjende, der støttes af blandt andet fly og artilleri!
Jeg tror den gode brigadegenerel har forstand på det. Jeg er helt enig.
Jeg husker fra min tid som aktiv officer under den koldekrig, at det er sådan det kommer til at forgå. Vi skal principielt have næsten alle kapaciteter, således at man hurtigt kan skrue op (eller ned) for kapaciteterne.
Godt skrevet hr. general.
Jeg bed særligt mærke i dagens “lektier” fra FC, at UK ARMY beskriver CLOSE som SHA, og på siden efter kalder det FUNDAMENTAL for succes.
Jeg er ikke på et taktisk niveau til at vurdere om DEEP eller CLOSE over BDE niveau skal være SHA eller DEC, men jeg synes ikke der er noget nyt i historien om at kampen KAN afgøres i DEEP. Det taler ind i den manøvrebaserede tilgang… eller som en dygtig ildstøtteofficer engang sagde til mig: “nedkæmp alle HVT, og vi taber ikke. Nedkæmp alle HPT, og FJ kan ikke vinde”. Selvfølgelig kan en FJ tvinges til at give op, hvis vi fjerner hans nødvendige kapaciteter. Men er det ikke bedre at vise så stærk en styrke i forreste linje, at FJ slet ikke gider slås til at starte med?
Om det hedder FR-I, eller UK Army Recce Strike Concept (hvilket pudsigt næsten er det briterne kaldte russernes doktrin i How Russia Fights), så er det stadig FIND, FIX, STRIKE der er kernefunktionerne. Held og lykke til luftvåbnet med at FIX en FJ uden en tung brigade.
Jacob Henius,
Det overrasker dig næppe, at jeg er lodret uenig i de fleste af de antagelser og synspunkter.
De styrker NATO har på plads langs grænsen i fredstid er på ingen måde tilstrækkelige til at kæmpe og vinde en evt. krig mod Rusland. Disse styrker er derimod det konkrete udtryk for, hvad NATO vurderer tilstrækkeligt til at afskrække Rusland fra at gå i krig med NATO. Hele tanken er, at styrkerne, der er på plads i fredstid skal forstærkes i stort omfang med yderligere styrker, hvis Rusland begynder at vise tegn på fjendtlige hensigter rettet mod NATO. Der er næppe mange, der tror på, at Rusland kan overrumple NATO fuldstændigt og gå fra den nuværende situation til krig uden, at NATO og grænselandene opdager det. Derfor vil der sandsynligvis ske en gradvis opbygning af styrker på begge sider af grænsen, og i denne periode vil yderligere styrker blive tilført, hvilket i givet fald også ville kunne inkludere 1. Brigade. Hvorfor vi ikke skulle være i stand til at deployere en brigade til Baltikum i en optrapningsperiode i løbet af relativt kort tid, kan jeg ganske enkelt ikke se. Med de rette ressourcer, hvilket formodentlig ikke vil være et problem i så alvorlig en situation, er det en logistisk opgave, vi skal kunne håndtere. Det er hele grundtanken bag opbygningen af en deployerbar troppeenhed. Jeg er i hvert fald ikke vidende om, at deployerbarheden er afhængig af, at deployeringen kun kan foregå i dyb fred.
Mvh. Henrik
Tankevækkende.
Jeg er enig.
Med to væsentlige DK forudsætninger, 1) vi har ikke viljen/evnen til at opstille mere en en (1) brigade og 2) når vi har valgt at forsvare vores frihed i rammen af NATO alliancen og dermed forpligtet os til deltagelse i det fælles fremskudte forsvar, så må vi prioritere tilstrækkelig landmilitær kapacitet, som kan honorere NATOs krav til det fælles koordinerede forsvar af et eller flere af alliancens lande.
Det er ikke en del af NATO doktrinen at anvendende forebyggende angreb uden for NATO territoriet og dermed har vi også accepteret at kontaktslaget med helt overvejende sandsynlighed bliver første berøring.
Med disse forudsætninger bliver diskussionen om “DEEP” og “CLOSE” helt anderledes – mere i retning af hvordan vi kan føre kampen uden “DEEP” eller måske i omvendt rækkefølge, hvis vi tvinges til at kæmpe under tilbagegang.
Det betyder landmilitær kapacitet med enorm ildkraft, beskyttelse mod FJ ditto og med et logistisk back-jo, der sikrer, at vi ikke nedslides hurtigt.
Jeg underkender med dette ikke Recce Strike Konceptet, men anser det kun relevant for større hærenheder, med forudsætninger for at kunne føre kampen i både “DEEP” og “CLOSE”.
og dermed er jeg helt enig med dig, Henrik
Kære Henrik.
Du har helt ret i, at krige i høj grad stadig udkæmpes til lands. Det er dér, mennesker bor. Derfor skal NATO selvfølgelig råde over robuste landstyrker, der kan tage kontaktslaget fra dag 1.
Det er derfor, at flere og flere lande i NATO, og herunder ikke mindst de baltiske, er nået til den erkendelse, at der skal etableres deterrence by denial langs NATOs østflanke. Styrkerne skal altså være på plads allerede i fredstid, for når først krigen er brudt ud, kan man ikke regne med at kunne deployere større forstærkninger til fx. Baltikum – i hvert fald ikke uden meget betydelige (afgørende) tab.
Nu skal jeg ikke udlægge Gordon Fotheringhams synspunkter. Men som jeg ser det, handler det ikke om landstyrker eller ej, men om hvor vidt en dansk brigade – medium eller tung – nogen sinde kan nå på plads i fx. Baltikum, hvis Rusland skulle angribe. (Jeg mener selv, at der er enorm forskel på, hvad Rusland tør gøre mod ikke-allierede nabostater som Ukraine og Georgien versus, hvad Rusland tør gøre mod et fuldgyldigt Nato-medlem. Men NATO bør selvfølgelig tage højde for et worst case scenario).
Så spørgsmålet er vel, hvor og hvordan danske landstyrker bedst nyttiggøres i allianceramme. Det er rimeligt at hævde, at det bliver meget vanskeligt at deployere og ikke mindst sustaine en dansk troppeenhed på 4-5.000 mand i Baltikum, især når den skal være på plads ved krigens start. Og jeg tænker, vi er helt enige om, at vi slet ikke kan have så stor en styrke stationeret derovre fast.
Hvis vi er enige om de forudsætninger, kan man jo overveje at anbefale NATO, at de lande, som i forvejen har landstyrker i området, fx. Polen og de baltiske lande for slet ikke at tale om Tyskland, er de primære landmilitære bidragydere i den del af regionen. Og at Danmark indledningsvis fokuserer på at styrke sin primære rolle som rear area. Det kræver i høj grad også landstyrker, men måske af en anden karakter end en pansret troppenhed.
Situationen i vores nærområde kalder på arbejdsdeling blandt de allierede – ikke duplikering.
Kære Henrik. Tak for dit svar.
Jeg forstår nok ikke helt, hvordan du kan være uenig i, at de baltiske lande ser et stort behov for, at NATO er fast til stede med robust styrke langs deres østgrænse m.h.p. at levere deterrence by denial. Det er et faktum, at de ser dette behov, og at tankegangen i NATO bevæger sig i den retning. Jeg refererer det blot.
Vores østlige allierede har ikke tilstrækkelig tillid til, at NATO får truffet beslutning (dvs. konsensus blandt 31/32 medlemmer) om Artikel 5 og gennemfører transfer of authority, før russerne er inde over deres grænser. De er heller ikke overbeviste om, at NATO vil være i stand til at deployere tilstrækkelige forstærkninger til Baltikum, før slaget er tabt så at sige. Jeg forstår dem godt, da der er meget ringe rum-mæssig dybde i Baltikum.
På sidste uges sikkerhedskonference i Berlin blev det sagt meget klart af chefen for Joint Forces and Enabling Command: ”NATO kan ikke overleve at tabe det første slag”.
Derfor: Hvis Danmark ikke kan være til stede med sin brigade ved det første slag, risiker vi, at det bliver lidt lige meget. Det kunne tale for at gentænke, hvordan danske landstyrker anvendes allerbedst – i allianceramme. Kollektivt forsvar handler ikke nødvendigvis om at stå skulder ved skulder på det taktiske niveau. Det kunne også handle om, hvordan man fordeler arbejdet mellem de allierede operativt og strategisk. Danmark skal naturligvis også dele risici med sine allierede, men det kan gøres på mange måder.
Mvh Jakob