DEBAT: Danmark skal selvfølgelig leve op til Natos styrkemål, og krigen i Ukraine har vist, at kampvogne og infanterikampkøretøjer giver den bedste beskyttelse. Truslen fra droner er langt fra ny, men til gengæld kan vi ikke undvære selvforsvarssystemer til Hærens tunge materiel, som Danmark i øjeblikket ikke råder over.

I et indlæg på dette medie argumenterer den pensionerede britiske oberstløjtnant Gordon Fotheringham for, at ambitionen om at levere den tunge brigade, som Nato har opstillet som et styrkemål for Danmark, ikke nødvendigvis er den rigtige aspiration. Hovedparten af Gordon Fotheringhams argumentation opbygges på baggrund af den tunge brigades karakteristika i forhold til såvel logisk, kompleksitet og ikke mindst brigadens sårbarhed i evnen til at beskytte sig selv imod droner, loittering munitions, missiler og fly.

I mine øjne er Gordon Fotheringhams præmis forkert og bygger på en fejllæsning af det, vi i det seneste år har været vidne til i Ukraine. Grundlæggende er den ukrainske krig frosset fast, fordi ingen af parterne har evnet at tilkæmpe sig luftherredømmet. Dette faktum har givet de landmilitære operationer stærkt begrænsede muligheder for at gennemføre kombinerede manøvre, hvor man indsætter kapaciteter i alle domæner koordineret i tid og rum. Ukraine-krigen demonstrerer også nok engang, at krige ikke kan vindes ved det, som Gordon Fotheringham kalder ”kamppladsens konger” artillerisystemer og missiler, hvad enten det er kort eller langtrækkende missiler eller artilleri, men ved kombinerede operationer.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

En tung dansk panserinfanteribrigade er ikke nødvendigvis løsningen

Tværtimod så fryser fronterne fast, og den massive infrastrukturelle skade, som Gordon Fotheringham ellers gerne vil være de pansrede formationers kendetegn, mangedobles, som vi ser det helt åbenlyst i Ukraines byer i disse uger og måneder, og som giver mindelser til Første Verdenskrigs slagsmarker.

Truslen fra droner er på ingen måde ny

Lad mig et kort øjeblik stoppe op ved truslen fra droner, som med alt tydelighed udgør en massiv og potent trussel for såvel de ukrainske som de russiske enheder. Der er absolut intet nyt i truslen fra mini, hobby eller kamikaze droner. De kan bevæbnes på forskellig vis, og vi har siden 2010 set, hvordan udviklingen af droner har vokset sig til den meget potente trussel, som vi kan bevidne effekten af dagligt i Ukraine.

Der er intet nyt i den udvikling. Allerede i 2012-14 arbejdede vi også i Danmark med at udvikle modforanstaltninger, der kunne håndtere truslen fra droner, og der findes i dag en række systemer, der allerede kan udgøre et effektivt forsvar og modsvar på truslen i stil med de aktive beskyttelsessystemer, som blev udviklet til kampvogne og pansrede køretøjer imod visse typer vejsidebomber og panserværns systemer. Problemet er således ikke truslen. Den er kendt, og den udvikling, vi ser i Ukraine, bør være ventet.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Diskussionen om en tung brigade kræver forståelse af kamppladsens kompleksitet

Det eneste, der er uforståeligt, og som kan undre, er, at vi ikke har anskaffet et effektivt forsvar imod truslen for selvom vi anskaffer forholdsvis dyre kampvogne, infanterikampkøretøjer og pansrede mandskabsvogne til Hæren i disse år, synes der ikke at være aktuelle planer om at anskaffe selvforsvarssystemer eller aktive beskyttelsessystemer til de platforme, til trods for at prisen for dem udgør en brøkdel af anskaffelsesprisen. Det svarer lidt til at anskaffe et jagerfly uden at anskaffe de systemer, der automatisk identificerer og beskytter jagerflyet imod truslen fra missiler.

Det er dyrt at spare på selvforsvarssystemer

Er der en læring, vi bør tage med os ud af Ukraine, er det, at det er kostbart og kan blive afgørende for operationernes succes, hvis vi ikke – som vi har gjort med vores jagerfly i årtier – indtænker selvforsvarssystemer i vores kampafgørende og pansrede platforme og ligeledes beskytter enhederne med luftværn.

Gordon Fotheringham fremhæver i sit indlæg behovet for at kunne deployere hurtigt til et evt. konfliktområde, eks. Baltikum. Det er et krav, som jeg er helt enig i. I et kommende forlig bør Hæren således også organiseres og genopbygges med såvel en tung, en middeltung og en let (og gerne luftmobil) brigade. Det er nødvendigt for, at vi i fremtiden kan råde over en hær, der dels er i kapacitetsmæssig og doktrinær balance, men som også kan give os rådighed over en pallet af landmilitære kapaciteter, der kan modsvare såvel de krav, der utvivlsomt vil være på fremtidens kampplads til mobilitet, pansring og beskyttelse, og til enhedernes fleksibilitet og agilitet.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Natos styrkemål er ikke et tag-selv-bord!

Der er intet, der tilsiger, at alle enheder i de tre brigader, jeg foreslår, skal være stående – faktisk tværtimod. De kan opstilles i en kombination mellem stående styrke og enheder i reserven, som vi dog skal have mulighed for at indkalde og aktivere til såvel genopfriskende træning som egentlig indsættelse i lighed med, hvad vi ser i andre lande gør.

Tiden, hvor vi kan nøjes med en opgaveløs totalforsvarsstyrke, der ikke har en enhedsopbygning, og som hverken har oplagt udrustning, materiel eller køretøjer, og som derved heller ikke hverken kan aktiveres eller indsættes, er forbi. Herfra skal vi fokusere på organisering i enheder, der i takt med behovet for friskning af allerede indsatte enheder opstår, kan aktiveres til såvel uddannelse som indsættelse.

Dette vil koste det danske samfund, men vil til gengæld også skabe den styrke og den kampkraft, som ingen synes at kere sig om i omtalen af det kommende forlig, men som er et krav i den verdensorden, der tegner sig efter Ruslands angreb på Ukraine.

Vi skal naturligvis leve op til Natos styrkemål

For mig er det afgørende, at vi opbygger helstøbte enheder og kapaciteter i Forsvaret. Det har vi forsømt i årtier, og vi har set os selv mere som et plugin til andres koalitioner og strukturer. De dage må være forbi, hvor vi tror, vi kan køre på frihjul både i forhold til Natos Artikel 3 og 5.

Vi skal naturligvis være i fuld compliance med Natos styrkemål og integrationskrav, men samtidig sikre vores enheder den beskyttelse imod panserværnsmissiler og droner samt et sammenhængende luftforsvar, der er et krav, og som nødvendigvis skal være sammenhængende og have mulighed for at arbejde sammen med de systemer, som vores allierede anvender.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvarschefens snak om specialinfanteri risikerer at forvirre politikerne

Indtil videre har vi alene set de lækkede anbefalinger til et kommende forlig fra den såkaldte kastelsproces. Forsvaret er blevet gidsel i Venstres nedsmeltning og krise. Anbefalingerne vidner i mine øjne om en helt utilstrækkelig og ekstrem snæver læsning af erfaringerne fra Ukraine, hvor der tilsyneladende næsten udelukkede alene investeres i flyvevåbnet og i luftforsvar.

Havde man eks. konkluderet og anbefalet, at det i fremtiden også vil være nødvendigt at råde over en close air support (CAS) kapacitet fra vores F-35 og kamphelikoptere, ville kastelprocessen trods alt reflektere bare en smule over de problemer, som den ukrainske hær har med netop selv samme.

Anbefalinger synes at være designet til budget og ikke designet to threat. Det er her, at det går galt og det allerede, inden forhandlingerne er gået i gang. Virkeligheden er den, at selv med det historiske nationale kompromis er der ikke er nok til at rette op på årtiers kollektive politiske svigt af dansk forsvar.

Der skal væsentligt mere til.

Det eneste, vi kan uddrage af den igangværende krig i Ukraine, er, at ældre ubeskyttede kampvogne, pansrede køretøjer og artillerisystemer uden hverken en effektiv beskyttelse og uden luftherredømme er en bekostelig og meget langvarig måde at føre krig på, og som har helt ekstremt store omkostninger i såvel materiel, soldater og civile menneskeliv.

Den tunge brigade har stadig sin relevans, specielt hvis vi ikke ønsker langvarige, dyre og ekstremt ødelæggende krige.