DEBAT: Erfaringerne fra Ukraine viser ikke entydigt, at tunge panserkøretøjer har den betydning på slagmarken, som nogle gerne vil tillægge dem. Ukrainerne fremhæver i stedet droneteknologi – et våbenkapløb, hvor Danmark bedre ville kunne gøre sig gældende, men som vi endnu ikke har meldt os ind i, skriver Gordon Fotheringham i denne duplik til Steen Holm Iversen.

Jeg vil gerne takke Steen Holm Iversen for hans kommentarer til min artikel fra 17. november. Hans entusiasme ved at ønske, at Hæren skulle etablere en tung pansret infanteribrigade, er forståelig, hvis ikke helt logisk eller opnåelig. Der vil altid være meningsforskelle, når man diskuterer så væsentligt et emne, og det var en del af min begrundelse for at skrive artiklen. Jeg kan dog ikke lade være med at føle, at min artikel ikke blev korrekt læst eller forstået, og at nogle af fakta med vilje er blevet ignoreret.

Læs også: Nej, Gordon Fotheringham! Den tunge brigade er på ingen måde fortid

Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at svare på nogle af de fortolkninger, unøjagtigheder og modsigelser i svaret på min artikel.

King of Battle

Det kan komme som en overraskelse, men udtrykket King of Battle er ikke en titel, jeg lige har opfundet, men en betegnelse, der længe har været brugt af den britiske hær og senere også adopteret af USA. Dette når de refererer til artilleri, og beskriver overvældende fysiske og psykologiske effekter, artilleri bringer til slagmarken (som de af os, der har været på den modtagende side, kan bevidne), først i Første Verdenskrig og derefter Anden Verdenskrig.

Det er fordi, størstedelen af konflikterne siden Anden Verdenskrig er blevet domineret (med nogle få mærkbare undtagelser; Korea, Falklandskrigen, Golfkrigen, Irakkrigen osv.) ved fredsbevarende og oprørsbekæmpende operationer, at den dominerende effekt, som artilleriet spiller, er blevet lidt glemt af de hære, der har oplevet det, og ikke forstået og værdsat af de hære, der ikke har.

Krigen i Ukraine og betydningen af droner

I responsen på min artikel hævdes det, at jeg har misforstået de erfaringer, der er kommet ud af den nuværende krig i Ukraine, uden at oplyse, hvor denne analyse er kommet fra. Jeg vil gerne sige her, at jeg ikke kan tage den fulde ære for alle analyserne af erfaringerne fra Ukraine, men at jeg må give den behørige anerkendelse til analysearbejdet udført af British Army Future Concepts Branch i Army Headquarters. Deres arbejde er også blevet delt med og godkendt af USA og Nato.

Siden jeg skrev min artikel, har den ukrainske forsvarschef, general Valery Zaluzhny, publiceret en artikel i The Economist, der beskriver hans prioriteter til i at bryde erklæringen med Ruslands dominans. De prioriteter, han har på listen, er:

  • Luftoverlegenhed (herunder brug af droner)
  • Elektronisk krigsførelse (herunder brug af droner og antidronesystemer)
  • Kontrabatteriild (artilleri-, raket- og missilild udgør 60-80 pct. af alle militære opgaver)
  • Gennembrydning af russiske minefelter
  • Opbygning af reserver

General Valery Zaluzhny angiver ikke kampvogne eller pansrede kapaciteter som en af sine fem prioriteter. Faktisk er panser ikke engang nævnt i artiklen, bortset fra med henblik på minerydning. Den ukrainske forsvarschef har større fokus på den kritiske karakter af dronernes våbenkapløb, som den i øjeblikket gennemfører med Rusland. Andre Nato-lande har også tilsluttet sig dette eskalerende og meget dyre våbenkapløb, selvom, som Steen Iversen indrømmer i sin artikel, Danmark endnu ikke for alvor har investeret i denne epokegørende kapabilitet. Har Danmark råd til at beskytte alle sine tunge pansrede køretøjer ordentligt, og hvor mange har det råd til at tabe (med mandskab) til billige droner, før det bliver militært og politisk uholdbart?

Key Lessons fra Ukraine

Hvis der er en vigtig lesson at lære af Ukraine, som jeg skrev i min indledende artikel, så handler det ikke så meget om den anvendte taktik, men ingen frontlinje eller anden Nato-stat ved sine fulde fem vil ønske at være det næste Ukraine. Igen, som jeg sagde i min artikel, kræver dette en politik med deterrence by denial. Dette kræver så, at styrkerne enten allerede er på plads eller kan nå frem i løbet af timer eller højst dage. En tung pansret infanteribrigade, uanset beredskabsniveau, vil ikke kunne levere dette. Deraf efterlades det indtryk, at der er nogle, der bare ønsker prestigen ved at have en tung pansret infanteribrigade, uanset om det er det bedste til at håndtere truslen.

Retfærdigvis anerkender Steen Iversen begrænsningen af en tung brigade, der sidder hjemme i Danmark, og foreslår derefter andre typer brigader, som hverken eksisterer eller sandsynligvis vil komme til det, for at imødegå truslen. I betragtning af, at Danmark i øjeblikket er udfordret af at opretholde en kampgruppetilstedeværelse i de baltiske stater, vil det næppe være en holdbar mulighed at stille en permanent brigade til rådighed, selv om ti år.  Det skal heller ikke glemmes, at det er en udbredt bekymring, at en konflikt med Rusland kan være mindre end fem år væk.

Recce(rekognoscering)-Strike-konceptet

I min oprindelige artikel udtrykte jeg, til trods for titlen i Steen Holm Iversens svar, at de tunge pansrede enheders tidsalder endnu ikke er forbi. Men for at være til nogen nytte og ikke kun en dyr logistisk byrde, skal den være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Derudover vil de dyre forsvarssystemer til pansrede køretøjer have behov for at gå i takt med det meget billigere og hurtigt udviklende våbenkapløb inden for droneteknologi. Bortset fra det, baseret på erfaringerne fra de seneste konflikter i Syrien, Nagorno-Karabakh og nu Ukraine, har den britiske hær udviklet sin kapabilitet til at udnytte de overvældende fordele ved det, der bliver kaldt Fires Revolution.

Til det formål har den fjernet alle sine kampvogne og tunge infanterikampvogne fra 1st Armoured Infantry Brigade, og den er ved at blive udstyret med en kombination af mobilt artilleri, langdistanceraketsystemer samt en ny serie af lette bælte rekognoscerings- og støttekøretøjer. Selv på disse tidlige stadier viser Recce Strike-konceptet sig så effektivt, at Storbritannien nu ser på, hvordan man kan inkorporere kapabiliteten i alle kampbrigader, og muligvis i sidste ende ned til kampgruppeniveau. Linket her giver en hurtig oversigt over den britiske hærs 1st Deep Recce Strike (DRS) Brigade Combat Team (BCT) præstation sammen med sine tungt pansrede søsterinfanteribrigader inden for 3rd Division ved dette års Warfighter 23-4-øvelse i Fort Hood, Texas.

At træffe de rigtige kapabilitetsvalg

Sir Winston Churchill er ophavsmand til denne berømte sætning: »The Americans always make the right decisions, but only after having exhausted all the other possibilities«.

Når det kommer til Forsvaret, har Danmark ikkeUSA’s størrelse, budget eller ressourcer til at foretage pludselige, markante retningsændringer, og uanset hvilke kapabilitet beslutninger Danmark træffer nu, må det leve med konsekvenserne i de næste tyve til tredive år.

Natos styrkemål

Af lidt følsomme og diplomatiske årsager ønskede jeg ikke specifikt at diskutere de Nato-styrkemål, der er givet til Danmark, hovedsagelig fordi jeg gennem min tidligere ansættelse måske har en ide om herkomsten af ønsket om en brigadekapacitet. Sandsynligvis er den bedste måde at besvare dette problem at stille et todelt spørgsmål:

Da Nato gav Danmark opgaven med at etablere en brigadekapacitet, var det så for at udfylde en eller anden central operationel rolle, eller var det bare et vilkårlig valgt ud fra en vis frustration efter, hvad der i årevis var blevet set som et forsøg på at overtale Danmark til at tage initiativ samt leve op til sine Nato-forpligtelser?

Hvis opgaven var en operativ nøglerolle, vil nogen så venligst forklare mig, hvad denne operative nøglerolle er, og også hvilken divisionsformation Nato har tænkt og tildelt denne brigade? Ethvert medlemsland har ret til at udfordre deres tildelte styrkemål, hvis de føler stærkt, at de har et bedre forslag og stadig lever op til deres Nato-forpligtelser. Det er måske stadig ikke for sent for Danmark at påvirke debatten!

Artikel 3

På dette tidspunkt vil jeg kort komme ind på emnet “Danmarks Nato artikel 3-ansvar” for at sætte et yderligere perspektiv på, hvor og hvordan Hæren bør tænke på at indsætte sine landstyrkekapaciteter.

I tilfælde af en krig med Rusland vil Danmark være et mål, blandt andet på grund af at det er et transitland for amerikanske styrker. Danmark vil ikke kun være et mål for missilangreb, men også for sabotage samt asymmetriske og grey-zone-trusler. Dette vil kræve bevogtning og beskyttelse af vital national infrastruktur: havne, lufthavne, broer, jernbaner, strøm- og kommunikationsknudepunkter og links osv. Dette er meget mandskabsintensivt og normalt ikke bedst egnet til tunge pansrede formationer.

Hvis Danmark har et håb om, at Nato har løsningen på Danmarks krav i henhold til artikel 3, skal det huskes, at bortset fra nogle kommunikations-og hovedkvarterspersonale har Nato ikke direkte kommando over nogen styrker. Styrkerne i Nato tilhører faktisk de respektive medlemslande. De Nato-medlemslande vil have deres egne nationale prioriteter, inklusive deres eget artikel 3-ansvar og yderligere nationalt drevne forpligtelser, hvis de har tropper stationeret i frontlinjestater. Truslerne imod nationalstaten og Danmarks artikel 3-ansvar vil ikke forsvinde eller blive udført af et andet Nato-land.  Dette er et seriøst emne og bør behandles som et sådant.

Enhver hær ønsker større kapacitet, end den har i øjeblikket, selv USA. Det er dog langt klogere at forstå virkeligheden, holde fødderne på jorden og sine forhåbninger inden for rammerne af, hvad der faktisk er muligt og behov for, samt hvad politikere og samfund er parate til at acceptere. Ellers vil en hel del tid og ressourcer blive spildt på at jagte regnbuer, snarere end at håndtere realismen her og nu. Som jeg skrev tidligere, har vi måske fem år.

Billedtekst (bærende billede): En droneoperatør fra UAS-kompagniet ved Efterretningsregimentet sender en Puma-drone på vingerne. Foto: Mads Rolf Ahrenskjær

20231117 GordonFotheringham2
Gordon Fotheringham er pensioneret oberstløjtnant og i dag senioranalytiker ved Institut for Militær Analyse. Han har en fortid som forsvarsattaché på den britiske ambassade i København og som britisk forbindelsesofficer ved Hærkommandoen i Karup. Han har bl.a. været udsendt som forbindelsesofficer med den danske kampgruppe til Afghanistan. Gordon Fotheringham taler dansk og bor i Danmark.
guest
4 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer