ANALYSE: Tirsdag trak Jakob Ellemann-Jensen sig som vicestatsminister, økonominister og formand for Venstre for endegyldigt at forlade dansk politik. Som tidligere soldat gjorde han Forsvaret en bjørnetjeneste ved at vælge Forsvarsministeriet i den nye SVM-regering. Med sin exit lider hans elskede forsvar endnu mere skade, fordi Troels Lund Poulsen må forventes at stoppe som forsvarsminister i løbet af de kommende uger.

I krig taler man ofte om collateral damage, hvilket bedst kan oversættes til utilsigtede følgeskadesvirkninger. Da Jakob Ellemann-Jensen tilbage i december skulle besætte en ministerpost som kommende vicestatsminister, lyttede han til sit hjerte og valgte Forsvarsministeriet. På den måde fik Forsvaret nok en minister, som kendte Forsvaret indefra, og indledningsvis voksede forventningerne i og omkring Forsvaret.

Men det står i dag mejslet i panser, at valget af Forsvarsministeriet var den helt grundlæggende fejldisposition i Jakob Ellemann-Jensens korte tid som minister i SVM-regeringen. Og den blev hans Waterloo. Siden fulgte en perlerække af fejl, som på trods af ønsket om det modsatte alle satte Forsvaret længere tilbage. Jakob Ellemann-Jensens tid i SVM-regeringen endte i en politisk katastrofe – for Jakob Ellemann-Jensen, for regeringen, for Venstre, for Forsvarsministeriet og vigtigst af alt for Forsvaret. Han fejlede, da det gjaldt, og nu betaler han selv, regeringen og Venstre prisen.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Hvis presset på Ellemann var stort før, er det kun vokset siden hans stressmelding

Med sin pludselige afgang mandag fra sine politiske poster som vicestatsminister, økonomiminister og formand for Venstre ender Jakob Ellemann-Jensen formentlig med at påføre Forsvaret endnu mere collateral damage i form af mere usikkerhed og ventetid, som der hverken er tid eller råd til, og det er i virkeligheden afskedens paradoks. Kender man Jakob Ellemann-Jensen, ved man udmærket, at han som det sidste i verden ønskede at skade det forsvar, som han elsker så højt. Ikke desto mindre står hans tid som minister i SVM-regeringen som et billede med bristede illusioner, uindfriede forventninger og en eklatant fiasko, som med meget stor sandsynlighed på det værst tænkelige tidspunkt kaster Forsvaret ud i endnu en omgang tombola om en ny minister.

Man spørger sig selv, hvordan det kunne gå så galt og ende så pinefuldt?

Svaret er desværre, at det ene og alene skyldes Jakob Ellemann-Jensens manglende politiske forståelse, dømmekraft og selverkendelse. Det er hårdt at sige, men det er den skinbarlige virkelighed.

»Jeg må konstatere, at min person skygger for Venstres resultater i regeringen, og min person skygger for, at Venstre kan komme fremad igen. Det er derfor, jeg tager konsekvensen og træder tilbage som formand for Venstre,« sagde han tydeligt berørt på et pressemøde mandag på Christiansborg.

Får Helle Thorning-Schmidt til at ligne en duks

Den analyse har Jakob Ellemann-Jensen ret i. For at forstå derouten kan det være værd at se lidt tilbage i tiden. I oktober 2015 måtte piloten HED skyde sig ud af sit F-16 kampfly over Vadehavet, fordi det ene hovedhjul havde sat sig på tværs under take off og derfor ikke ville være forsvarligt at forsøge at lande med. Uheldet endte lykkeligt på den måde, at piloten overlevede, mens flyet styrterede i havet og efterfølgende blev bjærget som skrot.

Når man følger den seneste udvikling i Venstre, kan man ikke undgå at fornemme visse ligheder med den dramatiske begivenhed over Vadehavet for otte år siden.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Jakob Ellemann-Jensens valg med hjertet risikerer at blive hans eget Waterloo

Det kan virke paradoksalt, at Jakob Ellemann-Jensen endte med at bryde politiske løfter i en skala, der får tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at ligne en dukseelev på første række.

Jakob Ellemann-Jensen svor i valgkampen for et år siden, at han aldrig ville gøre Mette Frederiksen (S) til statsminister, hvorefter han trak Venstre ind en regering og gjorde Mette Frederiksen til statsminister. Han gik til valg på, at Venstre ville kræve en advokatundersøgelse af minkskandalen ind til, at han selv satte sig på en ministerstol.

»Man kan ikke starte et regeringssamarbejde med en advokatvurdering af landets statsminister,« sagde han og sløjfede sit ultimative krav.

Derefter valgte han Forsvarsministeriet på trods af alle advarslerne om, at han ville knække nakken i et tungt ressortministerium med nyt forsvarsforlig, rejser, samråd og drift, når han samtidig ville være vicestatsminister, formand for Venstre og far på hjemmebanen.

Har måttet æde sine egne ord

Han krævede, at partierne i Folketinget skulle stemme ja til at afskaffe store bededag for at komme med i forsvarsforliget, hvorefter han måtte kravle ned fra kampvognen og invitere alle partier med til forhandlinger. Sagen udløste regeringens første store krise, og Jakob Ellemann-Jensen stod tilbage som en usikker forhandlingsleder.

Kort efter kom regningen for et voldsomt pres gennem lang tid. Efter bare få uger i stolen måtte Jakob Ellemann-Jensen i begyndelsen februar sygemelde sig med stress, hvilket forsinkede forhandlingerne om det kommende forsvarsforlig med seks måneder. Midt i sin rekonvalescens stod det klart, at han i forbindelse med indkøbet af artilleri til Hæren i januar havde givet Folketinget både forkerte og direkte misvisende oplysninger, men det hele var han klar til at tackle, da han »frisk som en havørn« vendte retur til politik den 1. august.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Lund Poulsen gør det svært for Ellemann at vende tilbage til Forsvarsministeriet

»Venstre skal ikke hjem. Vi skal videre,« sagde han frejdigt i et interview med Berlingske den 17. august som svar på kritikken fra partilederne Søren Pape Poulsen (K) og Alex Vanopslagh (LA) med klare opfordringer til Venstre om at ”vende hjem” til blå blok.

Fem dage senere konstaterede han det, som stort set alle andre havde set fra begyndelsen. Arbejdspresset som vicestatsminister, forsvarsminister og formand for Venstre var for stort.

Forsvarsministeriet er en national tragedie

Han forlod Forsvarsministeriet for anden gang for nu at blive økonomiminister og overlod i stedet roret endegyldigt til partifælden Troels Lund Poulsen. I september tog han på charmeoffensiv med statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i det ganske land, men kritikken forstummede langt fra. I stedet voksede utilfredsheden med Ellemann fra Venstres eget bagland for sit løfte om en grøn CO₂ afgift på landbruget og meningsmålinger i frit fald.

Med vigende vælgeropbakning, konstant kritik og pres fra alle sider, så Jakob Ellemann-Jensen ikke anden udvej end at hive i håndtaget under stolen og lade sig skyde ud med katapult. Om Venstre ender som vraggods i Vadehavet, står endnu hen i det uvisse. Men alle pile i Venstre peger på, at Troels Lund Poulsen står til at overtage hvervet som formand for partiet, når Venstre holder landsmøde i november.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Ellemann erklærede krig mod forsagere på forsvarsområdet, og nu er krigen brudt ud

Den nuværende forsvarsminister ved om nogen, at man ikke kan være både formand for partiet, vicestatsminister og forsvarsminister på en og samme tid. Derfor lyder vejrudsigten på endnu en ministerrokade i det ministerium, som er blevet enhver regerings mareridt.

Med krig i Ukraine, krig i Israel, et forlig rundt om hjørnet, en ny departementschef på vej til Forsvarsministeriet og et forsvar, som skriger på både politisk og militær ledelse, kan timingen ikke være dårligere. Den politiske ledelse af Forsvaret har udviklet sig til en national tragedie, og man spørger sig selv, om der overhovedet findes nogen tilfredsstillende løsning på ledelsen af denne institution? Troels Lund Poulsen har vist driftsikkerhed, forståelse og flair for forsvarspolitikken, og han stod til at blive den minister, som skulle løse 10-15 års kaos på området.

Nu er udsigten igen diset og tåget, og det bunder alt sammen i Jakob Ellemann-Jensens forbløffende lederskab. Nu melder han sig ud af politik, og to måneder efter sit seneste løfte kan vi tørt konstatere, at Jakob Ellemann-Jensen ikke skal videre. Han skal hjem. Og det er trods alt nok meget godt.

Hvor Venstre, Troels Lund Poulsen og Forsvarsministeriet skal hen, har vi endnu til gode at få at vide.