ANALYSE: Jakob Ellemann-Jensen får svært ved at indfri de tårnhøje forventninger, der knytter sig til ham som landets nye forsvarsminister. Hans første uge i embedet tegner ikke godt for åbenheden, og nu venter et arbejdspres af en anden verden. Flere sager vil kræve et opgør med nogle af Ellemanns socialdemokratiske kollegaer i regeringen. Kan han stå distancen?

Han missede en oplagt mulighed. Jakob Ellemann-Jensen har ikke været minister i en uge, og allerede nu kan man læse en del ud af Venstre-formandens første optrædener. Mandag rejste han til Letland for at deltage i et møde i det britisk ledede samarbejde Joint Expeditionary Force, som i Riga skulle beslutte sig for at sende mere militær støtte og hjælp til Ukraine.

Fredag sendte Forsvarsministeriet invitationer ud til pressen om muligheden for at dække mødet og flyve med, når Jakob Ellemann-Jensen sammen med forsvarschef Flemming Lentfer lod sig transportere til Baltikum i et af Forsvarets transportfly. Det vil sige, at det dog kun var en snæver udvalgt skare af særligt inviterede journalister, som alene repræsenterede DR, TV2 og Danmarks nationale nyhedsbureau, Ritzau.

OLFI og Radio4 fik ikke nogen invitation, og det viste sig også at være godt det samme. Netop transporten i Flyvevåbnets C-130 Herculesfly var en perfekt anledning til at lade den nye minister møde pressen i militære omgivelser, hvor han kunne shine i sit rette element. Men det skete ikke, og ud over et par helt korte nyhedsindslag om det rent formelle på mødet kom der ikke nogen medieomtale af den nye minister.

Ingen større historier om hans første internationale opgave og rejse som minister. Intet om hans fortid i Forsvaret, og slet intet om hans visioner eller tanker om Forsvaret som sit nye ministerområde. Ifølge OLFIs oplysninger holdt Jakob Ellemann-Jensen sig mest for sig selv med sine rådgivere og embedsmænd og stillede ikke op til interview ud over de helt selvfølgelige kommentarer til mødet, hvor han i øvrigt svarede undvigende på, om Danmark vil føje den ukrainske præsident Zelenskyjs ønsker om at få doneret Danmarks nye Caesar artilleripjecer til forsvaret mod Rusland.

Artiklen fortsætter under billedet …

Ellemann gjorde heller ikke meget for at lære de journalister at kende, som han kommer til at få på nakken i sin tid som forsvarsminister. Det var med andre ord en ualmindeligt tavs minister, som havde inviteret de største medier med til Letland.

Rejsen til Riga var ellers en oplagt mulighed for at vise, at her er der en ny mand på posten, han er tilgængelig og åben omkring sit virke – også selv om han naturligvis slet ikke er kommet ordentligt ind i stoffet endnu. Andre ministre ville have givet deres højre arm for at få sådan en scene serveret i selskab med pressen fire dage efter deres tiltrædelse. Men Ellemann udnyttede den ikke.

På samme måde har Jakob Ellemann-Jensen takket nej til at besøge Frontlinjen på Radio4 torsdag, som ellers er et 55 minutters ugentligt radioprogram om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Jeg er selv vært og har inviteret ham og foreslået at rydde sendefladen i alle 55 minutter til et tiltrædelses-jule-interview med Den Kongelige Livgardes portvin i glassene og en samtale, hvor vi både kunne høre om hans egen fortid i samme regiment, hans udsendelse til Bosnien og tanker om Forsvarets aktuelle situation, om krigen i Ukraine og visioner for fremtiden.

»Chefen er ikke klar til speed-dating. Vi skal lige sætte os i stolen,« lød det lakoniske svar fra Venstre.

Vækker minder om den nye forsvarschef i 2020

Det viser sig, at beslutningen om ikke at stille op til større interview er truffet i regeringen som helhed. Ingen minister på noget ressortområde stiller op til tiltrædelsesinterview før efter nytår. Denne praksis afslører en aparte form for videreførelse af den lukkethed, som prægede den tidligere regering og tegner på ingen måde godt for fremtiden. Hvorfor i alverden skal der udstedes et interview-forbud og en karensperiode for nye ministre?

Jakob Ellemann-Jensen valgte netop Forsvarsministeriet »med hjertet«, fordi han som reserveofficer og veteran fra Bosnien kender området indefra og oprigtigt ønsker at styrke Forsvaret i det forandrede trusselsbillede. Når han derfor trækker sig, holder sig for sig selv og afviser at stille op til interview i et forsvarspolitisk radioprogram før efter nytår, sender det alle de forkerte signaler.

Det vækker minder om december 2020, da den nytiltrådte forsvarschef Flemming Lentfer heller ikke ville stille op til interview, før han efter et par uger havde »sat sig i stolen«. Dengang viste det sig, at han slet ikke måtte stille op, uden at daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) var til stede, og siden aflyste han planlagte interview med pressen, fordi ministeren i virkeligheden slet ikke ville have, at han talte med pressen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Først da Trine Bramsen var blevet slæbt gennem flere samråd i Folketingets Forsvarsudvalg, og den brede presse havde kastet sit kritiske lys på den unge ministers embedsførelse, fik forsvarschefen allernådigst tilladelse til at give interview på egen hånd.

Og da handlede en stor del af interviewene om balladen. Det var med andre ord en åbenlys vindersag, som helt selvforskyldt blev vekslet til kritiske historier og dybe ridser i troværdigheden for både ministeren og forsvarschefen.

Men Jakob Ellemann-Jensen er jo selv minister og et voksent menneske? Nu er han åbenbart underlagt statsminister Mette Frederiksens lukkethedsregime og må ikke tale, før hun har givet ham lov. Gisp.

Vil Ellemann offentliggøre overstreget Nato-rapport?

Denne ildevarslende indledning på Jakob Ellemann-Jensens første dage som forsvarsminister fører mig hen til den møgsag, som den nye minister nu kan bruge jul og nytår til at overveje godt og grundigt. Den handler lige præcis om lukkethed og vil sende et meget klart signal til omverdenen om, hvorvidt der med Jakob Ellemann-Jensen nu er nye boller i karryen, eller om vi i virkeligheden igen ser ind i en sort periode med lukkethed, nej tak til interview, overstregede dokumenter i aktindsigter og et forsøg på at holde forsvarsdebatten bag lukkede døre.

Under valgkampen landede den meget omtalte rapport Nato Defence Planning Capability Review, som er Natos evaluering af medlemslandenes forsvarsplanlægning og implementering af allerede indgåede aftaler. Rapporten er uklassificeret og giver netop forsvarsalliancens medlemslande mulighed for at føre en åben national debat om de respektive landes forsvars indretninger og evner på baggrund af den mest indsigtsfulde og troværdige kilde til denne analyse – nemlig Natos egen evaluering.

Ikke mange lande lægger den frem, men det har Danmark traditionelt gjort gennem flere år. Da den seneste rapport kom i oktober 2020, lød der en sønderlemmende kritik af Danmark for at gøre for lidt, for sent og for langsomt. På grund af Danmarks manglende indfrielse af Natos styrkemål, måtte andre lande træde til og dække ind. Pinligt for regeringen, og siden er det kun blevet værre.

Artiklen fortsætter under billedet …

Forsvarschefen har allerede for et år siden proklameret, at Danmark må udskyde implementeringen af fem planlagte forligsinitiativer fra forliget i 2018, og mange af de iværksatte initiativer når heller ikke i mål. Samtidig er det siden Ruslands invasion af Ukraine kun gået fra slemt til meget værre. Nuvel, Danmark har leveret et forhøjet beredskab og sendt en kampbataljon på 800 mand til Letland. Men netop den indsats har så også afdækket Forsvarets totale mangel på stort set alt: Penge, personel, våben, ammunition, køretøjer, materiel og tidssvarende bygninger og etablissementer.

Det var derfor ventet, at den nye rapport ville rette en endnu hårdere kritik af Danmark end i 2020. Men den fungerende forsvarsminister Morten Bødskov (S) ville i oktober ikke udlevere rapporten, fordi det ville være et brud på praksis om, at »dørene til ministeriet lukker, når der er valgkamp«. Men den udtalelse var for tyk, mente oppositionen og ikke mindst Venstre, som krævede rapporten udleveret med det samme.

»Der er ingen grund til at vente, og det er i virkeligheden en rigtig dårlig ide ikke at få rapporten ud med det samme. Forsvarsministeriet ligger inde med nogle informationer i form af en uklassificeret evalueringsrapport, og jeg synes bare, at man skal se at få den offentliggjort. Der er ingen grund til at holde den hemmelig,« sagde Venstres forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt.

Hårdt presset gav forsvarsministeren sig. Forsvarsordførerne kunne på trods af valgkampen nu godt læse rapporten alligevel, hvis de troppede op i Forsvarsministeriet. Det gjorde så kun de konservatives Rasmus Jarlov. Offentliggjort ville den fulde rapport ikke blive »i år«, fordi FE meget behændigt havde vurderet, at »en række af oplysningerne i rapporten om Danmarks militære evne ikke bør offentliggøres«. Den interesserede presse og dermed offentligheden fik derfor udelukkende udleveret en version, hvor over halvdelen af rapporten var streget over.

Artiklen fortsætter under billedet …

Men for en uge siden lagde den hollandske regering så den hollandske udgave af Nato Defence Planning Capability Review på sin hjemmeside i sin fulde længde uden overstregninger, og dermed faldt den danske regerings argumentation og FE-vurdering fuldstændigt sammen. Rapporten er UKLASSIFICERET og kan derfor lige præcis offentliggøres uden at kompromittere nogen som helst former for sikkerhed, og uanset FE’s yderst behændige politiske anbefaling.

Så hvad gør Venstre og Jakob Ellemann-Jensen nu, når han bliver spurgt til sagen? Vil han ændre Venstres og Lars Christian Lilleholts standpunkt fra valgkampen og forsvare Morten Bødskovs lukkethed med en fortsættelse af FE’s pseudo-argument og vurdering, eller vil han træde i karakter og give offentligheden det ærlige indblik i Forsvarets tilstand, som Nato ser den?

Hvis han afviser at lægge rapporten frem, vil den borgerlige opposition med rette kunne kalde ham og Venstre for hyklere. Ellemanns håndtering af sagen vil give et markant fingerpeg om, hvad vi kan forvente af åbenhed fra Venstres formand i Forsvarsministeriet. Halmstrået for at offentliggøre rapporten uden at desavouere sin forgænger finder han i Forsvarsministeriets tidligere afvisning, som alene lod pressen forstå, at rapporten ikke ville blive offentliggjort i år.

Efter nytår er der ingen problemer. Men tør han?

Kan vende billede af lukkethed ved at offentliggøre forligsoplæg

Ud over Forsvarsministeriets generelle lukkethed står Jakob Ellemann-Jensen overfor en række øvrige udfordringer og beslutninger, hvor han kan udstikke en ny kurs. Hvis han virkeligt vil gøre op med lukkethedskulturen, har han en gylden mulighed forud for forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig, som begynder straks i det nye år. Der har gennem de seneste år udviklet sig en problematisk og udemokratisk tradition om at holde Forsvarskommandoens oplæg til det kommende forlig hemmelig for offentligheden.

Med Jakob Ellemann-Jensens veneration for Forsvaret har han alle tiders mulighed for at offentliggøre en uklassificeret version af forsvarschefens oplæg, som kan komme til offentlig debat inden og under forhandlingerne om det kommende forlig – i stedet for at lade debatten foregå bag lukkede døre og nedrullede gardiner.

Artiklen fortsætter under billedet …

Det ville være et velkomment brud på normal praksis, som også Folk & Sikkerhed slår på tromme for, og som organisationens formand Torben Ørting Jørgensen har udtrykt i OLFI. Det gjorde han, da OLFI kunne fortælle om den hollandske regerings offentliggørelse af rapporten i sidste uge.

»Dansk forsvar har i den grad behov for åbenhed og transparens. Det er lige præcis politisk lukkethed, der er den direkte årsag til, at vi i dag står med et forsvar, som ikke er indrettet til at håndtere de nye trusler imod Danmark og dansk nærområde. I Danmark må vi ikke få samme indsigt i Natos vurdering af dansk forsvar som den, de hollandske borgere får. Det efterlader indtrykket af, at man i Danmark fortsætter den tidligere regerings politik om at begrænse borgernes muligheder for at få et reelt indtryk af forsvarets sande tilstand. Det er udemokratisk. Vi skal have en konstruktiv, åben og bred debat om vores fælles forsvar og civile beredskab. Begge dele er ganske enkelt for vigtige til at blive overladt til en lukket politisk proces, hvor der skabes konsensus om et forsvar, der som nu ikke kan løse de opgaver, borgerne forventer, at det skal. Den proces kan passende begynde nu,« sagde Torben Ørting Jørgensen, som i parentes bemærket også sidder i OLFIs advisory board.

Ved at offentliggøre Forsvarskommandoens udspil til et nyt forsvarsforlig kan Jakob Ellemann-Jensen sikre sig, at offentligheden kan se, hvad udspillet er, og at det formentlig ikke bliver Venstre, som udvander planerne. Det kan være den sag, som den nye forsvarsminister kan profilere sig på over for en kritisk opposition i blå blok og for offentligheden.

Fuldtidsarbejde med alt for lidt tid

Ser man på Jakob Ellemann-Jensens øvrige udfordringer, er de ikke svære at få øje på. Som forsvarsminister for et ressortområde med over 21.000 medarbejdere er der masser af sager på daglig basis at håndtere. Han skal som sin første store opgave lande et forlig, der i løbet af syv år tilfører Forsvaret 18-19 mia. kr., så Forsvarets samlede udgifter i 2030 går fra de nuværende 27 mia. kr. til ca. 45 mia. kr. om året. Det er en mammutopgave og uden sammenligning det største forlig i både økonomi og længde, som den nye regering skal have på plads.

Samtidig skal Jakob Ellemann-Jensen håndtere krigen i – og støtten til – Ukraine og den voksende trussel fra Rusland, samtidig med at han skal gå til møder i regeringens udvalg for regeringsledelse, koordinationsudvalg, sikkerhedsudvalg og i det udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske kontaktudvalg med Færøerne og Grønland. Han skal også være en synlig formand for Venstre, mødes med Venstres folketingsgruppe og være inde over alle de reformer og forlig, som regeringen har sat sig som mål med det omfattende og detaljerede regeringsgrundlag.

Det er voldsomt, og han kan ikke det hele.

Normalt er Forsvarsministeriet i sig selv en gigantisk opgave at holde styr på. Det gør ham sårbar for kritik, som vil komme, og meget af den vil formentlig være afsendt fra de tidligere nære venner i blå blok, som ser sig forrådt af Jakob Ellemann-Jensens løfter om aldrig nogensinde at gå i regering med Mette Frederiksen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Som partiformand har man en skydeskive på ryggen, og det skal blive interessant at se, hvordan Jakob Ellemann-Jensen løfter opgaven, når han bliver kaldt i samråd af sine ”egne” i blå blok.

Han kan dog også glæde sig over flere åbenlyse fordele. Regeringen har i sig selv et parlamentarisk flertal, og en frisk meningsmåling viser, at et stort flertal af danskerne bakker op om den nye regering. Samtidig har han fået et ministerium, som har hans åbenlyse interesse, og som han har et indgående kendskab til fra sin egen tjenestetid.

Det skaber respekt blandt Forsvarets mange tusinde medarbejdere – og tårnhøje forventninger, som det kan være svært at indfri.

Disse forventninger knytter sig bl.a. til en sætning i regeringsgrundlaget, som varsler endnu en magtkamp mellem Venstre og Socialdemokratiet.

»Som en del af arbejdet med et kommende forsvarsforlig vil regeringen se på Forsvarets samlede organisering og ledelsesstruktur,« står der således på side 36 under punktet ”Styrkelse af dansk forsvar og sikkerhed”.

Den nuværende organisering med otte styrelser direkte underlagt Forsvarsministeriets departement stammer fra 2014 og reducerede forsvarschefens magt til reelt kun at være ansvarlig for opstilling og uddannelse af det uniformerede personel. Økonomi, personel, materiel, ejendomme og FE er i dag direkte underlagt departementet i Forsvarsministeriet og den civile departementschef, som i øvrigt aldrig har haft noget at gøre med Forsvaret før. Organiseringen blev gennemført for at skabe mere politisk kontrol med Forsvaret og har været voldsomt kritiseret og ført til mange frustrationer.

Der er ikke længere nogen klar kommandostruktur, og sag efter sag har afsløret, hvordan ansvaret cykler rundt mellem de forskellige styrelser – særligt når noget går galt. Forsvarschefen har ikke længere noget helhedsansvar, og det har i flere år været et ønske fra de borgerlige partier igen at give forsvarschefen helhedsansvaret uden nødvendigvis at vende helt og holdent tilbage til den gamle organisation.

Men det var den nuværende finansminister Nicolai Wammen, som i sin tid gennemførte reformen som forsvarsminister i 2013, og han har ifølge OLFIs oplysninger tidligere overfor Trine Bramsen afvist at rulle den tilbage. Nu skal Jakob Ellemann-Jensen så prøve en reformering, og udfaldet vil få afgørende indflydelse på, hvordan han vil blive husket som forsvarsminister.

Jakob Ellemann-Jensens valg af Forsvarsministeriet med hjertet risikerer i værste fald at blive hans eget Waterloo.