ANALYSE: Når Jakob Ellemann-Jensen vender tilbage til dansk politik efter sin sygeorlov, kan det ske på flere måder. Det mest sandsynlige er, at han definitivt overlader Forsvarsministeriet til Troels Lund Poulsen, som har sat sig solidt i stolen og står overfor at lande et gigantisk, men også meget langstrakt forsvarsforlig over flere måneder.

Tiden læger alle sår. Således også hos forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen, som den 6. februar måtte gå på sygeorlov efter et ildebefindende og tydelige tegn på stress. På et eller andet tidspunkt vender Venstres formand tilbage til dansk politik. Men i hvilken rolle? Det er der straks langt mere usikkerhed omkring, men én ting synes klart: Han vender næppe tilbage til Forsvarsministeriet på denne side af sommerferien, og spørgsmålet er, om han nogensinde gør det?

Når dette scenarium må betragtes som værende ganske usandsynligt, skyldes det flere forhold. Lad os begynde med det massive pres på Forsvarsministeriet fra Nato, allierede, befolkningen og pressen i lyset af Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022. Halvanden uge efter invasionen skrev Jakob Ellemann-Jensen sammen med de øvrige partiformænd i blå blok selv under på et brev til den daværende socialdemokratiske regering, hvori de krævede flere penge til Forsvaret ”her og nu”.

»Der er behov for et markant og væsentligt beløb allerede i år som en særbevilling til at opruste og fylde lagrene. Vi opfordrer derfor regeringen til øjeblikkeligt at sætte gang i politiske drøftelser på området, så vi kan vedtage et nyt forsvarsforlig, så hurtigt som muligt,« skrev partiformændene fra V, K, DF, NB, LA og KD.

Den 6. marts 2022 indgik de fem ældste partier i Folketinget så det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik, som forpligtede partierne til at hæve til forsvarsbudgettet til to pct. af bnp i 2033. Samtidig blev der afsat en pulje på syv mia. kr. i 2022 og 2023 til det øgede beredskab og donationer til Ukraine – penge, som rub og stub var brugt i løbet af få måneder.

Havde travlt som nytiltrådt forsvarsminister

I efteråret var der så efterhånden bred politisk enighed om, at den højeste prioritet på den politiske agenda var at få landet et nyt forsvarsforlig hurtigst muligt. Men selv om krigen i Ukraine rasede på højtryk, og landene omkring os alle hævede forsvarsbudgetterne og foretog akutte masseinvesteringer i respektive forsvar, var det som om, at politikerne i Danmark ikke rigtigt lod sig forstyrre af virkeligheden.

De talte og brugte mange ord på at vise meget lidt handling. Siden kom der et folketingsvalg og månedlange regeringsforhandlinger, hvor alt politisk arbejde var sat på fuldt stop. Derfor havde Jakob Ellemann-Jensen også travlt, da han som nytiltrådt forsvarsminister efter nytår skulle få forhandlingerne på gled. Desværre kom han til at sætte fut i et oprør mod den nye regering ved at kræve, at partier, som ville være med i det kommende forlig, skulle acceptere afskaffelsen af store bededag. Det endte med en retræte, hvor den nye minister måtte love at invitere alle interesserede partier indenfor.

Men bedst som de indledende forhandlinger skulle til at begynde, meddelte Jakob Ellemann-Jensen sin sygeorlov, og dermed endte forsvarsområdet på det værst tænkelige tidspunkt i en art uforudsigeligt limbo. Alt blev atter en gang sat på pause, mens Troels Lund Poulsen fik til opgave at tage over ved siden af sit virke som økonomiminister. Skulle man stadig være i tvivl om, hvilket arbejdspres, der ligger på forsvarsministerens skuldre, skal man bare notere sig tiden fra Troels Lund Poulsen blev ”fungerende” ved siden af jobbet som økonomiminister, til Stephanie Lose blev hevet ind som erstatning som fungerende økonomiminister. Der gik fire uger.

Ellemann lærte lektien på den hårde måde

Det er ganske enkelt ikke muligt på tilfredsstillende vis at være både forsvarsminister og alt muligt andet på en og samme tid. Som forsvarsminister skal man drive butikken, besøge tjenestesteder, deltage i forsvarsministermøder i Bruxelles, donorkonferencer om Ukraine i Rammstein, besøge soldater på internationale missioner og møde alverdens samarbejdspartnere i ind- og udland. Man skal møde op til samråd og forklare sig i forsvarsudvalget, ligesom man er nødt til også at stille op i medierne. Læg dertil alle forberedelserne til det nye forlig – og i Jakob Ellemann-Jensens tilfælde et formandskab i et regeringsparti og rollen som vicestatsminister med jævnlige møder i regeringen. Og rollen som familiefar.

Jakob Ellemann-Jensen lærte på den hårde måde, at det pres og ansvar er umuligt at håndtere ene mand. Troels Lund Poulsen reagerede fornuftigvis hurtigt og fik aflastning for opgaverne i Økonomiministeriet efter få uger som fungerende forsvarsminister. Siden har han sat sig grundigt ind i sagerne, og uanset om man spørger i Forsvarsministeriet eller blandt kollegerne på Christiansborg, er analysen den samme.

Troels Lund Poulsen gør det særdeles godt som forsvarsminister. Han er grundig, arbejdsom og kender det politiske spil i et ministerium og departement. Som tidligere både finansordfører og statsrevisor forstår han sig på økonomi, og samtidig kender han Forsvaret særdeles godt fra sin tid som forsvarsordfører. Troels Lund Poulsen sætter sig hurtigt ind i substansen, han forstår den, og samtidig er ingen i tvivl om, hvem der bestemmer.

Da Jakob Ellemann-Jensen i december valgte Forsvarsministeriet, gjorde han det med »hjertet«, hvilket mange fandt både forståeligt og sympatisk. I Forsvaret glædede man sig over, at der endelig kom en forsvarsminister med en fortid i Forsvaret. Her har Jakob Ellemann-Jensen været værnepligtig sergent i Den Kongelige Livgarde og siden kampvognsdelingsfører i Danske Livregiment, ligesom han har været udsendt som kaptajn til Bosnien. Det vækker respekt internt i Forsvaret, og alligevel nikker de samme personer anerkendende mod Troels Lund Poulsen.

Den fungerende forsvarsminister har vist sig at være en rolig hånd på rattet, som har sat processen med det nye forlig på skinner i ro og mag. Mens man roser Jakob Ellemann-Jensen, lader man også forstå, at det slet ikke har været så tosset at få Troels Lund Poulsen ind som erstatning.

Kun Ellemann kender svaret

Det giver den sygemeldte Jakob Ellemann-Jensen meget få handlemuligheder, men løsningen ligger lige for. Regeringen ønsker som minimum at kunne præsentere en første del af et forsvarsforlig på Nato-topmødet i Vilnius den 11.-12. juli med en nagelfast plan for, hvordan forsvarsbudgettet skal nå op på to pct. i løbet af syv år. Med det forestående forligsprogram i maj-juni er det helt usandsynligt, at Jakob Ellemann-Jensen vender tilbage til Forsvarsministeriet på denne side af sommerferien.

Toget kører med fuld damp, og skulle Jakob Ellemann-Jensen melde sin tilbagekomst, vil han blive udsat for sønderlemmende kritik for – nu i så fald for anden gang – at forsinke og forstyrre en proces, som skulle have været afsluttet før årsskiftet. Der er ganske enkelt ikke tid til at skifte ud på forsvarsministerposten igen med bare lidt over to måneder til Nato-topmødet i Litauen.

Det næste ubehagelige spørgsmål er, om noget overhovedet vil være forandret til det bedre, hvis Jakob Ellemann-Jensen efter sommerferien ønsker at overtage Forsvarsministeriet og samtidig fortsætte som formand for Venstre og som vicestatsminister? Opgaverne og presset vil være præcis lige så stort som før hans sygemelding, og intet tyder på, at forligsforhandlingerne er afsluttet til sommer. Der bliver formentlig tale om, at man på Nato-topmødet alene vil fremlægge en økonomisk vedtaget plan, og så skal alle detaljerne om personel og materiel først forhandles på plads efter sommerferien.

Hvad gør Jakob Ellemann-Jensen så? Det oplagte svar er, at han bytter Forsvarsministeriet ud med Økonomiministeriet og gør Troels Lund Poulsen til forsvarsminister ikke bare af gavn, men også af navn. Det vil løse mange af både regeringens og Venstres problemer. Som økonomiminister skal man ikke hver eneste uge rejse i flere dage, man bliver ikke kaldt i samråd som en forsvarsminister, og man kan i langt højere grad planlægge sin arbejdsuge med større hensyntagen til en skånsom indkøring.

Ved at overtage Økonomiministeriet vil Jakob Ellemann-Jensen kunne vende langsomt tilbage og overtage gradvist fra Stephanie Lose. Han vil kunne pleje partiet og være mere til stede på Christiansborg. Han vil kunne deltage i regeringsmøder uden at have dårlig samvittighed over, hvad han må melde fra til i Forsvarsministeriet. Han vil i det hele taget kunne vende tilbage til politik i en rolle, som er ideel – tingene taget i betragtning, og han vil kunne lade Troels Lund Poulsen fortsætte sit glimrende arbejde i det ministerium, som Jakob Ellemann-Jensen fik alt for kort tid i.

Det vil være en beslutning, som alle kan forstå og vil have respekt for. Alternativet med at vende tilbage til Forsvarsministeriet vil kun give problemer og mangel på forståelse fra omverdenen.

Valget burde være enkelt, men hvor, det hele ender, ved kun Jakob Ellemann-Jensen.