ANALYSE: Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen udstedte et ultimatum til oppositionen, som tirsdag takkede nej til at afskaffe store bededag for at deltage i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig. Dermed tabte den nye SVM-regering første magtkamp til en samlet opposition. Forsvarsområdet er blevet en politisk kampplads på det værst tænkelige tidspunkt.

Det klingede noget hult. Da statsminister Mette Frederiksen (S) kl. 13.00 tirsdag indtog Folketingets talerstol, gentog hun SVM-regeringens parole om det brede samarbejde. Splittelse og polarisering er nemt, formanede hun og gav udtryk for håbet om, at den kommende valgperiode vil blive kendetegnet af »samarbejde og ordentlighed«. Både over for de mennesker, som politikernes beslutninger vedrører. Og over for hinanden som kolleger på Christiansborg.

Når ordene klingede noget hult, var det, fordi oppositionen bestående af alle ni partier en time tidligere blankt havde afvist forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensens (V) ultimatum, som han udstedte fredag under et møde med partierne bag det nationale kompromis, som ikke er med i regeringen: Hvis I vil være med i det kommende forsvarsforlig, skal I for at få økonomien til at hænge sammen stemme ja til at afskaffe store bededag. Så meget for samarbejde og ordentlighed.

Mødet foregik i Forsvarsministeriet, og stemningen var efter alt at dømme forholdsvis dårlig. Det nationale kompromis blev indgået af Socialdemokratiet, Venstre, Radikale, SF og konservative den 6. marts – to uger efter Ruslands invasion af Ukraine, og hovedindholdet var, at forsvarsbudgettet med udgangen 2033 skulle nå »varigt« op på to pct. af bnp, som Danmark lovede Nato helt tilbage i Wales i 2014.

I de hektiske uger efter invasionen pressede den daværende opposition med Venstre og konservative S-regeringen for at genåbne forsvarsforliget og indgå et nyt akut-forlig med massive investeringer til Forsvaret og en plan for at nå op på de to pct. af bnp. Mette Frederiksen var hårdt presset af, at den tyske kansler Olaf Scholz tre dage efter invasionen besluttede at tilføre forbundsværnet svimlende 750 mia. kr. og samtidig lovede at hæve det tyske forsvarsbudget til to pct. i løbet af få år.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Sådan lykkedes det for Socialdemokratiet at holde forsvarspolitik ude af valgkampen

Socialdemokraterne har over de eneste år rykket sig markant på forsvarspolitikken, og det har SF også uden dog at følge med S helt så langt. Men for Mette Frederiksen var det vigtigt at få SF med i det nationale kompromis, og det lod sig kun gøre med den lange tidshorisont på næsten 12 år.

I valgkampen havde de borgerlige partier ikke noget at skyde med på forsvarsområdet, fordi V og K selv havde skrevet under på den søvndyssende og fodslæbende tidshorisont. Men i regeringsgrundlaget fik Venstre revanche, da regeringsgrundlaget lover at bringe forsvarsbudgettet op på to pct. af bnp allerede i 2030.

I valgkampen havde de borgerlige partier ikke noget at skyde med på forsvarsområdet, fordi V og K selv havde skrevet under på den søvndyssende og fodslæbende tidshorisont.

Den fremrykkede dato koster ifølge regeringen lige præcis afskaffelsen af en helligdag. SVM-regeringen har flertal, og derfor vil den gerne vise, at den gennemfører, hvad den lover. Den har tydeligvis sat sig for, at store bededag forsvinder under alle omstændigheder. Men i stedet for at tage den debat for sig gik Jakob Ellemann-Jensen skridtet videre og stillede sit ultimatum. Han krydsede med andre ord deltagelse i forsvarsforliget med afskaffelsen af store bededag.

Danmarks liberale parti er afgået ved døden

Fremgangsmåden vækker ikke bare forargelse i oppositionen, men også langt ind i Venstres egne rækker. Således meddelte Birthe Rønn Hornbech søndag aften i en pressemeddelelse, at hun efter 48 års medlemskab melder sig ud af Venstre på grund af partiformandens diktatoriske stil og manglende viden om kirkens indre anliggender.

»Det hele er for mig så fuldstændigt forrykt,« harcelerede hun, kaldte forslaget u-liberalt og proklamerede, at »Danmarks liberale parti er afgået ved døden«.

Også blandt oppositionspartierne på Christiansborg er Jakob Ellemann-Jensens ultimatum blevet modtaget med foragt. I en sjælden forening bruger politikere fra SF til Liberal Alliance ord som »revolverpolitik« og »bøllemetoder«, men sproget i en fælles pressemeddelelse tirsdag fra den samlede opposition er mere moderat i sin kritik.

»Det er en uheldig situation, som regeringen bringer Danmark i, når den gør afskaffelse af en helligdag til adgangsbillet til den næste forsvarsforligskreds. Partierne betragter regeringens tilgang som et brud på den danske tradition for bredt samarbejde om Forsvaret. Det er urimeligt at stille en samlet forligskreds over for én eneste mulig finansiering, som de fleste partier er imod. Derfor afvises krydset mellem afskaffelse af en helligdag og adgang til forligskredsen,« skriver de.

Forsvarspolitikken var for vigtig til at være kampplads

På Christiansborg har der gennem mange år været tradition for, at forsvarspolitikken var for vigtig til at gøre til en politisk kampplads. Daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) gjorde en dyd ud af løbende at holde socialdemokraternes daværende forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen opdateret på alle væsentlige dagsordener og have partiets opbakning i alle afgørende spørgsmål.

Når den brede politiske enighed i S-regeringens første år udviklede sig til uro, fnidder og kampplads, skyldtes det således ikke så meget politisk uenighed som den elendige kemi mellem daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) og stort set alle andre – Forsvarets personel, ministeriets embedsmænd og ikke mindst oppositionen, som løbende udtrykte mistillid og ønskede hende fyret.

Nu viser Jakob Ellemann-Jensen med en ny stil, at han ønsker at tage revanche fra Venstres famlende forsvarspolitik i slipstrømmen af Ruslands invasion og gerne skiller fårene fra bukkene.

Da Morten Bødskov i februar afløste Trine Bramsen som forsvarsminister, var fordrageligheden genoprettet på et splitsekund, og i oppositionen roste man den nye minister for at være lyttende, imødekommende og samarbejdsvillig. Nu viser Jakob Ellemann-Jensen med en ny stil, at han ønsker at tage revanche fra Venstres famlende forsvarspolitik i slipstrømmen af Ruslands invasion og gerne skiller fårene fra bukkene. Men det er en farlig strategi – ikke mindst set i lyset af, at partiskifte i den seneste valgperiode fra 2019-2022 udviklede sig til en paradedisciplin for folketingspolitikere.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Statsrevisorerne har løbende kritiseret Forsvarsministeriet og gør det nu igen

Således skiftede hele 32 politikere i Folketinget parti ud af de 135, der er valgt i Danmark. Det svarer til 18 pct., og allerede en uge efter folketingsvalget den 1. november forlod den første i form af Mette Thiesen fra Nye Borgerlige sit parti. Der skal bare gå en enkelt socialdemokrat til de radikale eller en Venstre-politiker til de konservative, før regeringen kommer i mindretal.

Samtidig landede der mandag to rapporter på forsvarsministerens bord, som ikke gør opgaven for Jakob Ellemann-Jensen lettere. Her afleverede Folketingets statsrevisorer med den konservative Mette Abildgaard som formand en ram kritik af Forsvarsministeriets fortsatte manglende evne til at styre økonomien. Den slags kritik rammer ca. hvert andet år, og Forsvarsministeriet lader til absolut intet at have lært, når tidligere tiders bortforklaringer og løfter alene munder ud i fornyet og skærpende kritik grundet den nærmest ligegyldige håndtering af tidligere års rapporter.

Rapporter fra statsrevisorerne afslører indhold af Nato-rapport

Rapporterne er bestilt længe før Jakob Ellemann-Jensens entré som forsvarsminister, og han har derfor som udgangspunkt ingen aktier i dem. Men det har han nu alligevel, for han skal forsvare, hvorfor der intet er sket, og hvorfor planer og budgetter skrider helt ud af kontrol.

Oven i det er rapporterne forstyrrende for den lukkethed, som Jakob Ellemann-Jensen ifølge et interview med Politiken agter at videreføre. Her slår ministeren fast, at han ikke har sinde at offentliggøre den fulde Nato-rapport fra oktober, som er alliancens evaluering af Danmarks forsvarsplanlægning og implementering af besluttede initiativer. Under valgkampen kritiserede Venstres Lars Chr. Lilleholt forgængerens lukkethed og krævede den uklassificerede rapport lagt frem for offentligheden, men nu er Venstre vendt på en tallerken. Åbenhed om rapporten kan der ikke blive tale om.

I statsrevisorernes rapporter kan man så læse nogle af alle fortrædelighederne, som, vi må gå ud fra, står uddybende beskrevet i de censurerede dele af Nato-rapporten:

1) Implementeringen af en række af initiativerne i forsvarsforliget 2018-2023, der udgør mere end halvdelen af de samlede forligsmidler, er forsinket og udskudt til næste forligsperiode, fx opbygning af en ny 1. brigade og anskaffelse af missiler til fregatterne.

2) Forsvarsministeriet har i 2021 ikke anvendt den akkumulerede videre-førelse af anlægsbevillinger til materielinvesteringer, som det var forventet i Danmarks indberetning til NATO for perioden 2019-2023. Forsinkelserne i materielinvesteringer har haft betydning for opfyldelsen af NATO’s målsætning om, at 20 % af forsvarsudgifterne bruges på materielinvesteringer i de enkelte år.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Rigsrevisionen retter ny kritik: Manglende bemanding gør Forsvaret sårbart

3) Det har på grund af for sen fremsendelse af dokumentation ikke været muligt for Rigsrevisionen at undersøge, på hvilket grundlag Forsvarsministeriet har opgjort merbevillingsbehovet for 2022 og 2023.

4) At Forsvarsministeriets utilstrækkelige styring af opbygningen af brigaden er et eksempel på, at ministeriet ikke har tilrettelagt en økonomistyring, der gør ministeriet i stand til at redegøre for, om forligsmidlerne er anvendt til at løse de opgaver og nå de mål, som er forudsat i forsvarsforliget, jf. Statsrevisorernes bemærkning til beretning nr. 10/2022 om Forsvarsministeriets økonomistyring af forligsmidler i perioden 2018-2023.

5) At forsvarsministeren har svaret på 25 spørgsmål fra Folketingets Forsvarsudvalg. 15 spørgsmål har vedrørt forsinkelser i opbygningen af brigaden, og ministeren har 3 gange  – senest i november 2021 – svaret, at brigaden vil være kampklar i 2024, men at der vil være udeståender.

6) At forligskredsen første gang blev orienteret om forsinkelser i opbygningen af brigaden i februar 2021 og i juni 2022 blev orienteret om forsinkelser af yderligere 4 initiativer. I september 2022 oplyste Forsvarsministeriet, at 6 ud af de 7 initiativer var forsinket, og at brigaden ikke ville være kampklar i 2024.

Skal ikke pakke sin hjelm alt for langt væk

Det kan godt være, at Jakob Ellemann-Jensen glæder sig over alene at skulle forhandle et forlig på plads med Socialdemokratiet og med Moderaterne som tavst og ja-nikkende vedhæng. Men han står med sit ultimatum og afvisning af den samlede opposition over for en åben krig med partierne i Folketingets Forsvarsudvalg. Her kan man under normale forhold tale om tingene, så det hele glider.

Sådan bliver hverdagen dog ikke på det forsvarspolitiske område, når regeringen vælger at køre enegang. I stedet for borgfred kan Jakob Ellemann-Jensen se frem til at blive kaldt i det ene samråd efter det andet. Han vil blive stillet §20-spørgsmål og komme til at skulle forsvare det ene og det andet, som kunne være klappet af i et ordentligt samarbejdsklima.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Rigsrevisionen taler dunder – Forsvarets kernekapaciteter kan ikke løse opgaven

Ved siden af det skal han som vicestatsminister deltage i alskens regeringsudvalg og samtidig udstikke kursen som formand for sit parti. Det er en umulig opgave, og Jakob Ellemann-Jensen kommer derfor til at være fraværende mange af de steder, hvor andre forventer at se ham. Det gælder ikke mindst i pressen.

Her en måned inde i sin ministertid har han så vidt vides endnu kun givet et enkelt interview – til Politiken, hvor han også trak i land i forhold til sine og Venstres planer om at reorganisere hele ministerområdet og give forsvarschefen helhedsansvaret tilbage. Socialdemokratiet er imod, og derfor kan Jakob Ellemann-Jensen af gode årsager ikke love noget.

Tilbage står, at Jakob Ellemann- Jensen allerede en måned inde i embedet som forsvarsminister har ryggen imod muren, og han kan næsten ikke gøre andet end at skuffe; vælgerne, partikollegerne i Venstre og de ansatte i Forsvaret.

Tilbage står, at Jakob Ellemann-Jensen allerede en måned inde i embedet som forsvarsminister har ryggen imod muren, og han kan næsten ikke gøre andet end at skuffe; vælgerne, partikollegerne i Venstre og de ansatte i Forsvaret.

I løbet af de kommende måneder skal han forhandle et nyt forsvarsforlig på plads, og opgaven er gigantisk. Forsvaret hænger i laser, er slidt ned til støvlesnuderne, har ingen robusthed og mangler alt fra personel, våben og ammunition til køretøjer, udrustning og materiel, moderne it, nedlagte enheder og skoler foruden tidssvarende bygninger og etablissementer. Økonomisk bliver forliget det største siden afslutningen af Den Kolde Krig, og i 2030 skal forsvarsbudgettet være hævet fra 27 mia. kr. til 47 mia. kr. Samtidig bliver forliget med en horisont på 10 år det længste nogensinde, hvilket også gør det så meget mere frustrerende og uacceptabelt at stå udenfor for forsvarstro partier som de konservative, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og De Radikale.

Da Jakob Ellemann-Jensen afgav sit ultimatum, udskrev han i realiteten en krigserklæring. Nu er krigen brudt ud på det værst tænkelige tidspunkt, og spørgsmålet er, om han hejser det hvide flag allerede inden, at forhandlingerne går i gang. Hvis ikke bliver det en hård kamp, og set i det lys bør han som reserveofficer ikke pakke sin hjelm alt for langt væk.

Han får brug for den, hurtigere end han havde håbet på og regnet med.