ANALYSE: Forsvarets ledelse modarbejder direkte Natos planer for Danmarks styrkemål, og indkøbet af nyt artilleri til erstatning af Caesar sender et klart signal til Nato. Danmark leverer IKKE som lovet en tung brigade i 2032. Vi går enegang og køber artilleri, som egnede sig til de krige, vi udkæmpede i Irak og Afghanistan.

Nej. Den seneste udgave af Nato Defence Planning Capability Review for Danmark indeholdt ifølge FE oplysninger om Danmarks militære evne, som samlet set ikke burde komme til offentlighedens kendskab. Derfor blev alle følsomme afsnit censureret og overstreget, inden den blev udleveret til pressen. Finder man den gamle rapport fra 2019/2020 frem, er den dog stadig ganske interessant at læse – i mangel af den nye og opdaterede version.

I Nato Defence Planning Capability Review 2019/2020 Denmark står der i pkt. 8 på side 2:

»Som en trædesten mod at levere en tung infanteribrigade i 2032, sigter Danmark mod at forbedre sine kapaciteter inden for kamp, kampstøtte og logistik mv. inden 2024 og planlægger at levere en medium infanteribrigade i samme år.«

Med andre ord har vi lovet Nato, at Danmark i 2024 vil stille med en middeltung brigade og i år 2032 med en tung brigade. Forskellen er stor. Ikke mindst økonomisk. Selv med et nyindkøbt artillerisystem er Danmark adskillige år fra at levere den middeltunge brigade, som vi lovede Nato tilbage i 2018, hvilket Nato også konstaterede i rapporten fra 2020.

»Den danske middeltunge infanteribrigade har frem mod 2024 kritiske kampmangler og vil sandsynligvis være ubrugelig i praktisk henseende i en højkonflikt (også givet, at den har et varsel på 24 måneder),« skriver Nato i oktober 2020 og fortsætter om Danmarks langsigtede militære planer:

»Der er stadig ingen konkrete planer om at levere alle de påkrævede tunge infanterikapaciteter, inklusive infanterikampkøretøjer (IKK) med tilstrækkelig ildkraft og mobilitet, en nøglekomponent i brigaden, og andre mangler forventes at fortsætte.«

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Uddrag af kraftigt censureret Nato-rapport indikerer hård kritik – igen

Siden Natos rapport i 2020 er Hærens situation alene blevet kraftigt forværret, og selv om en blodig krig udspiller sig i fuld skala i Ukraine og har fået stort set samtlige nabolande til at masseinvestere i deres respektive forsvar, går tiden i Danmark her et år inde i krigen mest af alt med snak. Forsvaret bløder mandskab og skriger på alt fra våben og ammunition til materiel, køretøjer, udrustning, enheder og tidssvarende bygninger, og på Christiansborg diskuterer man mere end to en halv måned efter folketingsvalget stadig, hvilke partier der overhovedet må være med til at forhandle om det forestående forsvarsforlig.

I Nato tror man dårligt, hvad der foregår i Danmark. Lad os derfor bruge ventetiden på at hjælpe den forudsætningsløse læser med forklare begreberne ”middeltung” og ”tung” brigade, som gør en himmelvid forskel. Forståelsen af disse to begreber understreger, hvor langt Danmark er fra at indfri sine løfter til Nato.

En middeltung brigade er kun delvist pansret og kan delvist transportere sig selv på hjul, mens en pansret brigade er fuldt pansret og bevæger sig på bælter. Den middeltunge brigade kan transportere sig selv i hjulbårne pansrede mandskabsvogne, som Danmark har købt 309 af i form af Piranha 5, hvor de sidste efter planen bliver leveret i år. Men i en tung brigade kører infanteriet i infanterikampkøretøjer (IKK). Hæren råder i øjeblikket over 45 meget nedslidte IKK’er, og i en tung brigade skal der være 151. Samtidig kræver den tunge brigade 51 kampvogne, og i øjeblikket råder Danmark over 44.

Dertil kan man lægge al logistik og kampstøtte, som i den tunge brigade også kører fuldt pansret.

Kravsspecifikationer blev udarbejdet i 2012

Og her kommer vi til debatten om det artilleri af typen Caesar, som Folketinget torsdag besluttede at donere til Ukraine. Det er et artillerisystem, som er placeret på en lastbil med et pansret førerhus, og kravsspecifikationerne til artillerisystemet blev skrevet i 2012, da Danmarks forsvar stadig var indrettet til at kæmpe i krige og konflikter langt fra landets grænser mod en asymetrisk fjende som IS og Taleban.

Siden blev leveringen forsinket i flere år, fordi en kontrakt med det israelske Elbit Systems blev aflyst, og fordi materiel- og indkøbsstyrelsen siden skrev kontrakt med franske Nexter, som først skulle til at udvikle et modificeret system på lastbiler med fire aksler i stedet for tre.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Artilleriindkøbet begyndte med Atmos fra israelske Elbit, og det ender det også med

Det franske Caesar var så småt ved at blive indfaset hos Danske Artilleriregiment i Oksbøl, hvor frustrationerne med systemet dog er voldsomme. Naturligvis, fordi det rent teknisk laver alt for mange fejl og har været flere år forsinket. Men mest af alt fordi systemet placeret på en lastbil slet ikke beskytter personellet i tilstrækkelig grad, når det skal afgive skud. Her skal soldaterne sidde af og operere kanonen uden anden sikring end den personlige beskyttelse. Soldaterne i artilleriregimentet ved godt, hvad det er for en fjende, de ville komme til at stå over for i en skarp situation. Han hedder ikke længere hverken Taleban eller IS, men “Ivan” i en putinsk version af Den Røde Hær.

Artillerikøb åbner mulighed for at rette en fejlinvestering

Når Folketinget nu har besluttet at donere alle 19 pjecer af artillerisystemet Caesar til Ukraine, åbner det her i 2023 en helt unik mulighed og chance for at gøre op med det helt forkerte artillerisystem til en moderne hær, som står over for russerne.

Og nu vender vi tilbage til Natos styrkemål, som foreskriver, at Danmark i 2032 skal stille med en tung brigade. Den kræver, at artilleriet kan følge infanteriet på kamppladsen i selvkørende pansrede haubitsere på bælter. Dette artillerisystem havde Danmark under Den Kolde Krig, da Forsvaret i 1965 købte 76 styk M-109 haubitsere, hvoraf den sidste blev udfaset i 2021. I dag kan man stadig købe en moderne udgave af M-109 i USA, men i Europa er det den koreanske K9 Thunder, som vinder frem blandt vores allierede.

I november besluttede Finland at købe yderligere 38 K9 Thunder, hvilket bringer Finlands samlede antal K9 op på 96. I Polen tager man også truslen fra Rusland seriøst, og i juli købte Polen ud over 1.000 K2 kampvogne også 672 K9 haubitsere. Derudover har Norge og Estland investeret i K9 fra den sydkoreanske producent Hanwha, som sidder på omkring 50 pct. af det globale marked for haubitsere. Det er med andre ord et moderne, operativt artillerisystem produceret i tusindtal, som Danmark oven i købet ville kunne samarbejde med vores nære naboer om.

Artiklen fortsætter under videoen …

Andre taler om det svenske Archer, der lige som Caesar og Atmos er et prisbilligt alternativ bygget på chassiset af en lastbil. Det oprindelige system er bygget på en Volvo, og en enkelt soldat kan i princippet operere hele systemet fra førerhuset. Skudafgivelsen foregår hurtigt og effektivt, og Archeren kan i løbet af halvandet minut afgive tre skud og være ude af sin stilling, når sidste skud rammer sit mål. Men, for der er et men.

Den oprindelige lastbil er udgået af produktion, og hos broderlandet venter man derfor på en opgraderet og videreudviklet version, som først er klar om tre til fem år. Hvis den danske hær derfor ville vælge Archer, kan vi sætte os til at vente i mange år.

Hæren hænger på nyt artillerisystem de næste 30-40 år

Derfor leder Forsvaret efter et alternativ, og det er formentlig allerede fundet og på vej til at blive bestilt. Som OLFI søndag kunne fortælle, er generalløjtnant Kim Jesper Jørgensen som chef for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) i denne uge i Israel for at aftale de sidste detaljer i et erstatningskøb af artillerisystemet Atmos fra Elbit Systems. Vælger regeringen denne løsning, vil det utvivlsomt endnu en gang skabe politisk røre, da Elbit Systems har leveret udstyr og materiel, som Israel har brugt til den meget omtale sikkerhedsmur og på Vestbredden.

Oprindeligt vandt Atmos konkurrencen i 2015, men den blev aflyst med begrundelsen, at pengene til artilleri i stedet skulle bruges til at hente en havareret helikopter EH-101 hjem fra Afghanistan. Et halvt år senere blev der imidlertid atter skudt gang i en udbudsrunde, og den tabte israelerne på målstregen til Caesar fra Nexter.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

»Vi skal bruge situationen til at købe det rette artilleri, og det er ikke Atmos«

Spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening med den nye trussel fra Rusland at investere i et hjulbaseret artillerisystem, som er bygget til tørre og varme lande – eller mere præcist til at bekæmpe palæstinenserne i Gaza? Krigen i Ukraine har vist, at tunge hjulkøretøjer er udfordrede i terræn i store dele af året. Tør Danmark forlade sig på det og binde sig til et hjulbåret artillerisystem de næste 30-40 år?

Ved at købe et nyt hjulbaseret artilleri signalerer Danmark til Nato, at alliancen kan have alle de styrkemål for Danmark, som Nato vil. I Danmark gør vi, hvad der passer os. Ved at donere Caesar til Ukraine havde vi chancen for at vise Nato, at vi tager forsvar alvorligt og er fuldt ud klar over, at fremtidens højintense kampplads bliver mod en ligeværdig fjende. I stedet sender vi det stik modsatte signal.

Den tunge brigade forbliver et fatamorgana

Hæren er ikke så vigtig, for vi tror ikke på, at vi skal bruge den. Andre lande i Nato tager kampen, før der bliver brug for os. Derfor kan vi godt spare på artilleriet. Den strategi er farlig, og blandt vores allierede risikerer Danmark at blive til grin, når vi vedbliver med at påstå, at vi er et »kerneland« i Nato. Sagen er, at Nato er ved at være overordentligt træt af Danmark, som lover guld og grønne skove og taler vand op ad væggene i Bruxelles.

Når det kommer til at føre de floromvundne løfter ud i livet, så kan Danmark så godt som ingenting levere. I det lys forstår man godt, at FE rådede Forsvarsministeriet til at holde den seneste rapport fra Nato bag de nedrullede gardiner.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Danmark fortsætter sin fodslæbende opbakning til Nato trods løfte om 2 pct.

Med det kommende forsvarsbudget ville Danmark kunne indfri løftet om at stille med en tung brigade i 2032. Men det kræver, at Forsvarets øverste ledelse prioriterer Natos styrkemål, og det gør hverken forsvarschef Flemming Lentfer eller de generaler, som han omgiver sig med. Den tunge brigade forbliver et fatamorgana. Troværdige kilder i Forsvarsministeriet fortæller, at man ligger i hårde forhandlinger med Nato om at omformulere styrkemålene, så Danmark ikke skal stille med en tung brigade i 2032, og i Forsvarskommandoens oplæg til det kommende forsvarsforlig er den tunge brigade ifølge OLFIs oplysninger ganske enkelt sløjfet.

Dermed modarbejder Forsvarsministeriet og Forsvarets øverste ledelse således Natos planer meget aktivt og forsøger at trumfe sin egen plan igennem, uden at involvere hverken de politiske partier på Christiansborg eller offentligheden. I sagen om artilleri går vi enegang i Nato og er ved endnu en gang at anskaffe et artillerisystem, som egnede sig til de krige, som vi udkæmpede i Irak og Afghanistan.

Kan Forsvarets ledelse gennemtrumfe den plan uden at inddrage de politiske partier og offentligheden? Det spørgsmål venter vi stadig svar på. Men sagen forklarer udmærket, hvorfor Nato bliver ved med at skose Danmark.