Mens Folketingets forsvarsordførere får fuld adgang til Natos seneste “karakterbog”, må pressen nøjes med begrænsede uddrag i en kraftigt udstreget version. Den overordnede konklusion står dog klar: Danmark er alt for langsom til at leve op til Natos styrkemål og to pct.-målsætningen.

Først måtte hverken offentlighed eller Folketingets forsvarsordførere læse Nato-rapporten før efter folketingsvalget, fordi embedsværket ikke må betjene ministeren under en valgkamp. Det rejste kritik fra både ordførere og medier, og kort efter lavede forsvarsminister Morten Bødskov (S) så en U-vending og gav alligevel førstnævnte fuld adgang til rapporten.

Nato udgiver hver andet år sin rapport Defence Planning Capability Review – også kaldet Natos karakterbog – der vurderer landenes efterlevelse af alliancens styrkemål og den såkaldte to pct.-målsætnnig. Rapporterne er som udgangspunkt uklassificerede og frit tilgængelige for offentligheden. I år er sikkerhedssituationen anderledes, mener man øjensynligt i Forsvarets Efterretningstjeneste, som har rådgivet Forsvarsministeriet til at undtage centrale passager fra at blive offentliggjort gennem pressen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Den opfordring har ministeriet fulgt, men selvom offentligheden i modsætning til ordførerne ikke kan læse den fulde rapport, indikerer et centralt afsnit nær rapportens afslutning, at Nato heller ikke denne gang er voldsomt imponeret af Danmarks bidrag til alliancen:

»Alt i alt gør Danmark meget langsomme fremskridt med hensyn til at gennemføre løftet om forsvarsinvesteringer, idet forsvarsudgifterne forventes at udgøre 1,39 pct. af bnp i 2023, og Danmark har for nylig forpligtet sig til først at nå op på den vejledende grænse på to pct. i 2033.«

Næsten klinisk renset for kritik

Det bliver dog også til en smule ros for de beløb, Danmark bruger på materielinvesteringer, før den pædagogiske “burgermodel” rundes af med endnu en gang ris og en klar opfordring til Danmark om at sætte fart i processen med at tilføre midler og kapaciteter:

»Positivt er det, at Danmark forventes at overskride retningslinjen på 20 % for større materiel og tilhørende forskning og udvikling i 2022. Danmark skal imidlertid fremskynde den yderligere stigning i sine forsvarsudgifter for fuldt ud at gennemføre alle Natos styrkemål og opfylde sine nationale ambitioner på forsvarsområdet.«

Og det er så det.

Hvad kritikken derudover går på, svæver fortsat i vinden, for den frigivne version er næsten klinisk renset for kritiske afsnit. Ovenstående er således den eneste af de læsbare passager, der rummer nogen som helst form for løftet pegefinger, mens de resterende alene omtaler det danske forsvars organisation og eksisterende kapaciteter. Rapporten er dermed hurtigt læst og gør nok de færreste klogere på, hvad Nato mere konkret problematiserer.

Den fuldt tilgængelige 2020-version kan dog formentlig give et fingerpeg om, hvor skoen trykker. Dengang var kritikken fra Nato meget eksplicit og gik blandt andet på Hærens kraftigt forsinkede tunge brigade og udslidte infanterikampkøretøjer, på Søværnets manglende antiubådskapaciteter samt Flyvevåbnets manglende evne til at gennemføre signalefterretning fra luften. Ikke meget er sket på de områder i den mellemliggende periode, hvorfor kritikken i vid udstrækning kan tænkes at være den samme. I 2020 gjorde Nato det endvidere klart, at det danske fodslæberi betød, at andre måtte bære byrden.

»Danmark er nødt til at implementere alle sine Nato-styrkemål fuldkomment og til tiden. Og med særlig vægt på alle sine tre prioriterede områder. Indtil det gør det, kan det være nødvendigt for andre Nato-allierede at trække en del af byrden på alliancen, som retfærdigvis bør være Danmarks,« stod der dengang i rapporten.