KOMMENTAR: Søndag indgik de fem ældste partier i Folketinget en aftale om at bruge 2 pct. af bnp på forsvar. Men løftet bliver først indfriet i 2033, og dermed snylter Danmark fortsat på sine allierede. Ifølge konservativ leder skyldes den 11-årige horisont et ønske fra Forsvaret selv.
Det er en historisk aftale, som de fem ældste partier i Folketinget søndag aften indgik. Aldrig før har sikkerhedspolitikken fået samme prioritering, som den har fået efter Ruslands igangværende invasion af Ukraine. Det mest overraskende ved aftalen er dog ikke, at den er blevet indgået – snarere at det skulle tage så mange år.
I ”det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik” forpligter partierne S, V, SF, R og K sig for at tilføre Forsvaret 7 mia. kr. over de kommende to år og »varigt« at hæve forsvarsudgifterne til 2 pct. af bnp, ligesom EU-forsvarsforbeholdet skal til afstemning den 1. juni. Til gengæld når vi først op på de 2 pct. om 11,5 år med udgangen af 2033. Det er ni år senere end lovet, og 19 år efter aftalen om de 2 pct. blev underskrevet af daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på Nato-topmødet i Wales i 2014.
Netop det topmøde fandt sted i månederne efter, at den russiske præsident Vladimir Putins tropper havde besat den østlige del af Ukraine og annekteret Krim. Den begivenhed fandt sted bar seks år efter, at Rusland var gået ind i Georgien, og i landene omkring os reagerede regeringerne ved at hæve de nationale forsvarsbudgetter markant. Og skulle man have glemt, hvordan Putin er villig til at bruge sit militær, kunne man bare læse op på ødelæggelserne i Tjetjenien og byen Grosnyj. Dem blev i 1999 nærmest jævnet med jorden af bombardementer, som kostede flere tusinde civile døde.
Men i Danmark forsatte man med at implementere de ødelæggende besparelser på 15 pct., som den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde pålagt Forsvaret år forinden.
Den tyske kansler Olaf Scholz viste vejen
Når de politiske partier i dag har indgået en – trods alt – langtrækkende og afgørende aftale, skyldes det ene og alene en mand. Da den nyvalgte tyske SPD-kansler Olaf Scholz søndag i Forbundsdagen gjorde op med 75 års tysk pacifisme og erklærede, at den socialdemokratiske regering ville tilføre Bundeswehr en engangsbevilling på 100 mia. euro og samtidig hæve forsvarsbudgettet til 2 pct. i løbet af en årrække på to år, havde hverken den danske statsminister Mette Frederiksen eller partierne i Folketinget noget valg.
Danmark har altid snyltet på vores allierede, når det kommer til at leve op til vores økonomiske løfter, og den disciplin har vi flittigt brugt vores langt større nabo mod syd som undskyldning. Hvorfor skulle Danmark levere 2 pct. af bnp, når tyskerne ikke gjorde det? For præcis en uge siden fik Mette Frederiksen derfor travlt, for hvornår ville Danmark levere, hvad vi har lovet, og hvad Tyskland nu også vil indfri i løbet af en periode på to år?
Svaret er så i 2033. Når Danmark først når 2 pct. om så mange år, skyldes det ifølge den konservative partiformand Søren Pape Poulsen ikke manglende politisk vilje. Det fremgår af det nyhedsbrev, som han søndag aften sendte ud til sine partifælder per mail:
»På baggrund af anbefalinger fra Forsvarskommandoen vil næste forlig gå til udgangen af 2033. Det giver mulighed for, at Forsvaret strategisk og fornuftigt kan bruge pengene.«
Hvis denne passus står til troende, skal man altså ikke klandre politikerne for manglende vilje til at indfri løftet til Nato før, men i stedet pege på forsvarschef, general Flemming Lentfer.
Danmark vil også de næste 10 år være Natos sorte får
Når Danmark nu langt om længe har truffet beslutning om at nå op på de lovede 2 pct., stopper diskussionen ”om” og ”hvornår” naturligvis. Men hvis de politiske partier bag aftalen dermed tror, at debatten om de 2 pct. samtidig forstummer, tager de fejl. For hvorfor i alverden skal Danmark bruge næsten 12 år på at indfri sit løfte?
I forbindelse med indgåelsen af det igangværende forlig gjorde tidligere forsvarschef Bjørn Bisserup meget ud af at fortælle, at Forsvaret slet ikke kunne absorbere mange mia. på kort tid. Derfor var de 12,8 mia. ekstra over seks år også rigeligt. Den nuværende forsvarschef har selv været direktør i Forsvarsministeriets Materiel – og Indkøbsstyrelse, og han giver løbende udtryk for samme holdning. Det tager tid at indkøbe og anskaffe materiel, og Forsvaret kan derfor slet ikke bruge så mange penge på kort tid.
Den kommende tid vil afklare, hvad der er op og ned på den meget lange tidshorisont, og spørgsmålet melder sig allerede, om Forsvarets ledelse har de rette kompetencer til at udarbejde en realistisk og fornuftig plan for at ruste op i stedet for at spare. Tilbagemeldingerne fra Nato tyder ikke på det.
Set udefra ligner det derfor den helt store spin-maskine, der blev kørt i stilling søndag aften af alle fem partier. Faktum er, at Danmark fodslæbende leverer sin del af aftalen fra Wales alt, alt, alt for sent, og at Danmark også i de næste 10 år vil spille rollen som (et af) Natos sorte får, der snylter på vores allierede.
