Det statslige kunstcirkulære tvinger Forsvaret til at bruge millioner på kunst, alt imens landets soldater mangler basale fornødenheder og bedre indkvarteringsforhold. Holdningen til cirkulæret splitter dog politikerne – Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ønsker det helt afskaffet, mens Socialdemokratiet og De Konservative ønsker det bibeholdt.

Forsvaret skal bruge millioner på kunst, mens meget andet halter. Våben, ammunition, køretøjer, forbedret indkvartering og moderne træningsfaciliteter er blot noget af det, som soldater og repræsentanter løbende har gjort opmærksom på, at de mangler. Pengene skal ikke bruges på funktionsløst kunst, når man står i den mest urolige sikkerhedspolitiske situation siden Anden Verdenskrig, lyder kritikken blandt andet.

Det statslige kunstcirkulære gør, at den faste bygherre på Forsvarets område, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES), skal bruge 1,5 pct. af håndværkerudgifter ekskl. moms ved både nybyggeri og renovering på kunstnerisk udsmykning. På Haderslev Kaserne ligger et kunstværk af stenmosaik til 1,2 mio. kr. i midten af kasernegården. Og på Flyvestation Karup agerer et overdimensioneret tjekkisk pindsvin gyngestativ for forbipasserende til en pris på 650.000 kr. – og sådan fortsætter listen.

Se listen: Her er ti af Forsvarets milliondyre kunstværker og installationer

Det omtalte kunstcirkulære er imidlertid udelukkende politisk bestemt og gælder på hele det statslige område, hvorfor FES ingenting kan gøre. OLFI har derfor spurgt en række forsvarsordførere, hvad de mener om kunstcirkulærets anvendelse i Forsvaret – hvorfor bruger man millioner på kunst, når Forsvaret er bragt i knæ?

Kunst skaber gode arbejdspladser

Ifølge forsvarsordfører for Socialdemokratiet Mogens Jensen bidrager kunsten på Forsvarets etablissementer til en bedre arbejdsplads for soldaterne og sørger for gode oplevelser for besøgende. Han ser derfor ingen grund til at afskaffe kunstcirkulæret.

»Ligesom man har kunst på sygehusene og ude på plejehjemmene, så er det noget, der er vigtigt at have i vores samfund. Derfor synes vi, det er vigtigt, at man selvfølgelig også har det på kasernerne.«

Artiklen fortsætter under billedet …

20221021 TEASER Kunstnyhed
Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om, hvordan Forsvaret bruger millioner af kroner på kunst, mens soldaterne mangler alt fra våben og ammunition til materiel, køretøjer og ordentlig indkvartering …

Mogens Jensen udtrykker forståelse for de frustrerede soldater, der ser uforstående på de ofte store kunstinvesteringer, mens meget andet i deres hverdag halter. Han påpeger dog, at man generelt kunne bruge flere penge i hele den offentlige sektor, men at Forsvaret i de kommende år vil få tilført nok ressourcer til at købe fornødent udstyr.

»Jeg tror, at man rigtig mange steder i den offentlige sektor vil man sige, at man er presset. Man kan altid bruge flere penge – i sundhedsvæsnet på sengepladser og på medicin. Du kan også altid bruge flere hænder på plejehjemmene. Men det er vigtigt, at der også er gode og ordentlige arbejdspladser, der er indrettet på en måde, så folk synes, at det er godt at være der, og man får nogle gode oplevelser,« siger Mogens Jensen og fortsætter:

»Der kommer mange milliarder til Forsvaret i de kommende år. Så der er masser af ressourcer til at sikre, at man får det udstyr, man skal have, og at man får det materiale, man har brug for. Derfor mener jeg ikke, at der er behov for at skære ned på den kunstneriske udsmykning. Den har i sidste ende kun til formål at give soldaterne og de ansatte i Forsvaret nogle gode arbejdspladser.«

»Det virker dumt« og »vildt forargeligt«

I den anden side af folketingssalen sidder Liberal Alliances forsvarsordfører, Henrik Dahl, med den stik modsatte holdning. Han er ikke just begejstret for, at Forsvaret er tvunget til at bruge millioner på kunst. Stod det til Liberal Alliance skulle Forsvaret slet ikke være underlagt det statslige kunstcirkulære, fortæller han.

»Det virker dumt. Det viser, at landet er fortabt, fordi det er blevet styret af venstreorienterede formningslærertyper. Hvor meget ammunition kan man få for al den kunst? Det er jo helt åndssvagt. Det vil jeg gerne lave om på.«

Artiklen fortsætter under billedet …

20221021 TEASER Kunstprojekter
Klik på billedet, hvis du vil læse om 10 af de kunstprojekter, som Forsvaret har investeret gennem de seneste par år …

Heller ikke Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Alex Ahrendtsen, ser megen logik i det statsligt påduttede kunstcirkulære. I Dansk Folkeparti mener man, at kunstcirkulæret helt bør afskaffes, fortæller han.

»Det er vildt forargeligt. Det er ikke kun Forsvaret, at det går ud over. Det går også ud over uddannelsesinstitutioner, der heller ikke har råd. Men de skal afsætte penge til underlig kunst alligevel,« siger Alex Ahrendtsen og fortsætter:

»Vi ved godt, at der ikke er mulighed for at give dispensationer omkring cirkulæret. Derfor foreslår vi, at det helt skal afskaffes. Hver enkelt institution må selv vurdere, om de har midler til at købe kunst for. Det skal staten ikke vurdere.«

Danmark skal ikke blive »rent stål og glas«

I et andet af højrefløjens partier, Det Konservative Folkeparti, er man dog ikke enig med Alex Ahrendtsen og Henrik Dahl. Her er man ikke fortalere for at afskaffe cirkulæret, fortæller Rasmus Jarlov, der er forsvarsordfører for de Konservative og formand for Folketingets forsvarsudvalg. Han går dermed i rette med sin partifælle, folketingskandidaten Anders Krojgaard Lund, som til OLFI har givet udtryk for, at han ønsker et opgør med kunstcirkulæret.

Artiklen fortsætter under billedet …

20221018 teaser sansesti
Klik på billedet, hvis du vil læse mere om sansestien på Almegårds Kaserne på Bornholm …

»Vi har ingen intentioner om at lave det om. Vi synes, det er vigtigt, at Danmark ikke bliver rent stål og glas, men at der også er plads til kunsten i gadebilledet og på bygninger,« siger Rasmus Jarlov.

»Man mister noget ånd, hvis man fjerner kunsten fra bygninger. Og det gælder også i forsvaret, hvor jeg ikke synes, det er mindre vigtigt, at man har en god ånd og værner om kulturen end andre steder.«

Ligesom Mogens Jensen (S) forstår Rasmus Jarlov (C) også, at man selvfølgelig kan spare penge ved at omgå kunstcirkulæret, men han frygter også, at manglen på kunst vil gøre Forsvarets bygninger uinspirerende at færdes i.

»Jeg synes ikke, at man skal give dispensation til Forsvaret for at omgå kunstcirkulæret. Kravet kan selvfølgelig virke rigidt, men hvis man fjerner det, så bliver der mindre ånd i Danmark, og det skal der ikke være. Vi skal holde fast i vores kultur, og vi skal også holde fast i, at vores bygninger skal rumme noget kunst. Ellers bliver det enormt uinspirerende at færdes i.«

guest
5 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer