
Departementschefen og forsvarschefen skal sammen med 500 militære og civile chefer på kursus i offentlig forvaltning. Det er et led i forsvarsministerens plan for at rydde op i nepotisme, magtmisbrug og svindel på Forsvarsministeriets område, som dette medie har været med til at afdække.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) mener det alvorligt. Hun vil én gang for alle have gjort op med nepotisme, magtmisbrug og svindel i Forsvarsministeriets og Forsvarets øverste rækker, og det er derfor heller ikke alle de pligtopfyldende og menige medarbejdere, der står for skud. Det er derimod 500 militære og civile chefer i de øverste ledelseslag, som skal på kursus i offentlig forvaltning for at sikre »overholdelse og forståelse af principper for god offentlig administration«. Det skriver Jyllands-Posten lørdag.
Ifølge avisen vil forsvarsministeren sende alle civile og militære chefer på niveau af kontorchef og oberstløjtnant og derover på det nye kursus, og ministeren bekræfter over for avisen, at også departementschef Thomas Ahrenkiel og forsvarschef Bjørn Bisserup skal på kursus i helt elementær og grundlæggende administration og offentlig forvaltning. Og det skal alle chefer, uanset om de sidder i Forsvarsministeriet, ministeriets styrelser eller arbejder i den operative del af Forsvaret.
Artiklen fortsætter under billedet …

Årsagen er den uendelige række af sager om svindel, magtmisbrug og nepotisme, som har martret Forsvarsministeriet, ministeriets styrelser og Forsvaret gennem flere år. Det begyndte i oktober 2018 med sagen om den nu forhenværende hærchef Hans-Christian Mathiesen, som efter OLFIs afdækning af sagen i maj blev idømt 60 dages ubetinget fængsel ved Retten i Viborg for magtmisbrug, forsøg på magtmisbrug, videregivelse af fortrolige oplysninger og pligtforsømmelse af særlig grov karakter, da han i perioden 2015-2016 hjalp sin kæreste og nuværende hustru uberettiget frem i karrieren. Sagen er anket og kommer formentlig for Vestre Landsret i løbet af efteråret.
Siden afdækkede OLFI flere sager, der involverede departementschef Thomas Ahrenkiel, forsvarschef Bjørn Bisserup, daværende finansdirektør Anja Erichsen, personaledirektør Laila Reenberg, vicepersonaledirektør Peter Wass, daværende stabschef Bjørn Martin Röst fra Specialoperationskommandoen og kommandørkaptajn Jens Birkebæk Bach, som er chef for Frømandskorpset. Dertil kan man lægge den nu pensionerede og tidligere viceforsvarschef Per Ludvigsens eskapader.
Whistleblower afslørede svindel i ejendomsstyrelsen
I december trådte whistlebloweren Karsten Hamborg Ravnsgaard frem og fortalte om omfattende svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, hvilket blev dokumenteret i en rapport fra Rigsrevisionen, som rettede en sønderlemmende kritik af Forsvarsministeriets kontrolmekanismer. En opfølgning på denne sag er i forsvarsministerens nye plan, at kontrollen med Forsvarets indkøb skal styrkes.
Artiklen fortsætter under billedet …

Således skal alle indkøb fremover forbi mindst to personer inden godkendelse, ligesom revisionen og tilsynet skal styrkes bl.a. med flere medarbejdere. Samtidig indfører ministeren et krav om, at medarbejdere med »betydeligt indkøbsansvar« skal redegøre for, om de har økonomiske eller personlige interesser i virksomheder, der betjener Forsvaret.
Ifølge forsvarsministeren skal det fremadrettet have konsekvenser for chefer og deres karrieremuligheder, hvis en chef ikke reagerer på en henvendelse om mulig svindel eller magtmisbrug.
»Vi skylder de tusindvis af ansatte i Forsvaret – og deres chefer – som hver dag udfører et exceptionelt arbejde, at vi får ryddet op i de her svindelsager,« siger Trine Bramsen til Jyllands-Posten.
Om sin beslutning om at sende alle chefer på kursus siger hun til avisen:
»Det er min opgave som minister at sikre, at det her ikke sker igen. En ting er at pege fingre i de konkrete sager. Men det er lige så væsentligt at begrænse muligheden for, at det kan ske igen. Uanset om det har været onde hensigter eller manglende viden, bliver man i hvert fald mindet om hvilke regler der gælder,« siger Trine Bramsen til Jyllands-Posten.
Tangere kollektive dummebøder til chefer
Ministerens plan indebærer også, at 120 medarbejdere fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring flyttes ud på tjenestestederne for bedre at holde styr på indkøb, leverancer og service.
»Det har øget risikoen for svindel, at det var oppe i Hjørring, man skulle kontrollere, om græsset var slået på en eller anden kaserne et helt andet sted i landet for flere måneder siden,« siger Trine Bramsen.

Avisen har også talt med Per Nikolaj Bukh, som er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet. Han har fulgt sagerne i Forsvaret og bider mærke i, at Trine Bramsen ikke indfører nye regler, men primært bare ønsker gældende lovgivning indskærpet og overholdt.
»På sin vis tangerer det lidt kollektive dummebøder for cheferne. For størstedelen burde jo vide, hvordan reglerne er. Omvendt er det svært at se igennem fingrene med, at et antal chefer tydeligvis ikke har fulgt reglerne i de konkrete sager,« siger han til Jyllands-Posten.