KOMMENTAR: Forsvarets måske største problem er manglende og ineffektiv kommunikation, som gang på gang får de væbnede styrker til at fremstå reaktionære og uprofessionelle. Ansvarlige chefer gemmer sig, spørgsmål kan kun besvares skriftligt efter mange dage, og selv vindersager ender galt. Tag nu bare historien om udsendelsen af fregatten ”Niels Juel”.

Der var en gang, hvor Forsvaret var kendt for at uddanne de bedste ledere i landet. Den slags ledere og chefer, som tog ansvar, stillede sig forrest og traf beslutninger, når stormen rasede. Chefer, som stod ved deres valg og ikke var bange for at indrømme fejl, som er uundgåelige. Chefer, som var synlige, kunne tale i klart sprog og havde mandskabets ryg.

Tro mig, de findes stadig, og jeg kan nævne flere – også i de højere luftlag i alle tre værn. Men der bliver længere og længere mellem dem. Jo højere nutidens chefer når i hierarkiet, jo mere gemmer de sig, dækker sig af i hverdagen og lader andre tage ansvaret. Man skulle nødigt kunne fanges i en fejl. Se nu bare på historien om udsendelsen af fregatten ”Niels Juel”.

Det er en historie, som har det hele. Friske og rørige mænd og kvinder, som på trods af en global pandemi troligt stiller op og drager ud for at løse en af de vigtige internationale opgaver, som Forsvaret løser dag ud og dag ind – krise eller ej. Det er historien om den globale fare, som ikke kan knægte et velforberedt dansk forsvar … eller er det måske i virkeligheden sagens kerne?

Man kan vælge mellem to strategier

Man må gå ud fra, at kommunikationen omkring udsendelsen af ”Niels Juel” har været overvejet ganske nøje både i Forsvarsministeriet og i Forsvarskommandoen, da regeringen allerede i februar fortalte om sejladsen efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn med citater fra udenrigsministeren og forsvarsministeren – uden dog at sætte præcise datoer på udsendelsen. Set i det lys kunne man vel forvente, at OLFI næppe ville være det eneste medie, der kunne finde på at interessere sig for den sag. Her kunne man fra Forsvarets side have valgt at bruge udsendelsen pro-aktivt og fortælle befolkningen, hvordan Forsvaret løser internationale operative forpligtelser på trods af en pandemi og samtidig tager de nødvendige forholdsregler, mens Danmark er lukket mere eller mindre ned.

Skibschefen, chefen for 2. Eskadre, chefen for Søværnet eller sågar forsvarschefen kunne pro-aktivt have fået masser af tale og spalteplads i alskens medier. Svarene på de naturlige kritiske spørgsmål kunne være givet med både troværdighed og myndighed på News og i TV-Avisen, og resultatet kunne have været en ren home-run for Forsvaret i en for samfundet så svær tid. Man kunne med stolthed have forsikret befolkningen om, at Forsvaret har styr på krisen, og man kunne have givet befolkningen en følelse af tryghed og beskyttelse.

Hvis man da valgte den strategi. Den anden strategi kunne være at tie stille og håbe på, at ”Niels Juel” kunne snige sig ud af havnen i Korsør og ud i internationalt farvand, uden at pressen anede uråd. Det er en farlig strategi, som Forsvaret desværre valgte – endnu en gang. I stedet for positiv væg-til-væg dækning trak Forsvaret endnu en gang gardinerne for, smækkede skodderne i og lod informationerne tilflyde medierne fra ukontrollerbare kilder.

Presseafdelinger er forstyrrende og tunge barrierer

I slutningen af sidste uge modtog OLFI en henvendelse fra en person, som var blevet mønstret til at skulle deltage i den maritime øvelse Joint Warrior på fregatten ”Niels Juel” med afgang onsdag. Vedkommende var ikke tryg ved at skulle gå ombord i en 140 m lang fregat sammen med 130 andre, bedst som vores sundhedsmyndigheder og siddende statsminister forsøger at bekæmpe en pandemi ved at forbyde forsamlinger på mere end 10 personer og henstille hele befolkningen til at holde minimum to meters afstand til andre mennesker.

Det var det, man som journalist kalder en god historie. Her tænker jeg ikke på at udstille Forsvaret som en uansvarlig myndighed, der stuver mange mennesker sammen, mens verden er ved at bukke under for coronavirus. Selvfølgelig kan man ikke lukke Forsvaret ned, og har man taget de rette forholdsregler, kan det være en god historie i ordets positive forstand. For selv med forholdsregler, forudgående isolation og foranstaltninger er det en god historie, at 130 mand påmønstrer en af Forsvarets fregatter, når Danmark er sendt hjem. Og husk her på, at en god historie som oven for nævnt godt kan være positiv.

OLFI kontaktede Forsvarskommandoen lørdag og stillede i en mail en række spørgsmål, og alene den henvendelse siger noget om Forsvarets evne til at tackle pressen. Vi har efterhånden lært, at Forsvarets presseafdelinger mest af alt er forstyrrende og tunge barrierer, som helst ikke tager imod telefoniske henvendelser og aldrig uden videre formidler kontakt til rette ekspert eller chef. Her kører dialog helst på skrift, spørgsmål skal stilles ad den kanal via mail, og svar bliver kun givet inden for normal åbningstid.

Meget bevidste om den helt ekstraordinære situation

I Forsvarskommandoen spurgte vi, om 1) ”Niels Juel” skulle deltage i Joint Warrior ud for Skotland?, om 2) besætningen gjorde brug af udlånsbesætninger fra andre enheder?, om 3) besætningen havde været isoleret eller testet for coronavirus?, 4) hvad der lå til grund for beslutningen om at udsende en fregat i nuværende sundhedsmæssige situation, og 5) hvordan deltagelsen i Joint Warrior harmonerer med Forsvarets øvrige corona-tiltag med hjemsendelse af alt ikke-kritisk personel. Vi kunne forvente svar mandag.

Vi var også i mailkontakt med næstkommanderende på ”Niels Juel”, som fik skibschefen til at svare OLFI, at kommunikationen kørte gennem Forsvarskommandoens presseafdeling. Suk. Så meget for åbenheden. Mandag rykkede vi for svar i Forsvarskommandoen og fik at vide, at vi kunne få svar tirsdag. Tirsdag rykkede vi og fik at vide, at vi kunne få svar onsdag. Onsdag ringede jeg selv til Forsvarskommandoens nye kommunikationschef, som forklarede, at vi ville modtage et svar senere samme dag. Da var ”Niels Juel” allerede på vej ud i Storebælt.

I samarbejdet mellem myndigheder og presse er der nogle helt grundlæggende presseetiske regler. De beskriver bl.a., at kilder skal have rimelig tid til at svare. Vi er om nogen bevidste om, at Danmark og Forsvaret står i en helt ekstraordinær situation, og at Forsvaret derfor selvfølgelig kan have behov for mere tid end normalt. Omvendt skal man som medie ikke lade en myndighed bestemme, hvornår man skal udkomme eller publicere. Det er et velkendt trick at trække tiden ud, overskride tidsfrister og i det hele taget holde pressen hen – og i dette tilfælde først svare, når fregatten var stukket til søs.

Da vi efter ”Niels Juel”s afsejling onsdag middag endnu ikke havde modtaget noget svar fra Forsvarskommandoen, valgte vi at publicere den første artikel med den viden, som vi havde. Det var præcis som skrevet, at ”Niels Juel” midt i corona-krisen var stævnet ud med 130 mand for at sejle med det franske hangarskib “Charles de Gaulle” og deltage i øvelsen Joint Warrior. Ingen i besætningen var testet for coronavirus, og et besætningsmedlem følte sig utryg og kaldte Forsvarets beslutning om at deltage i øvelsen for »farlig«.

Kritikken klinger noget hult

En halv time efter OLFIs publicering kunne Forsvarskommandoen langt om længe svare OLFI fem døgn efter den første henvendelse. I en mail afgav Forsvarskommandoen det, der hedder et myndighedssvar. Det er en tekst uden afsender andet end myndigheden. Her er hverken navn, rang eller titel på den person, der svarer. Det er myndigheden, der taler. Staten uden hoved, krop eller stemme.

I mellemtiden havde vi fået fat i en virolog, som var noget overrasket over at høre, hvordan Forsvaret agerede stik imod de anbefalinger, som statsministeren og sundhedsmyndighederne belærer danskerne om for at undgå smittespredning. Selvfølgelig skal OLFI skrive den historie også, og her valgte vi at flette Forsvarskommandoens svar ind.

I Forsvaret må man glæde sig over, at der på Forsvarsakademiet sidder en person som orlogskaptajn Anders Puck Nielsen. Han reagerede prompte og skrev straks en af sine indsigtsfulde og oplysende blogs, som OLFIs læsere så mange gange har nydt godt. Han rettede også kritik af OLFIs dækning, og den tager vi imod med kyshånd. OLFI elsker både kritik og debat! Og vi vil til hver en tid stille spalteplads til rådighed for dem, der har noget på hjerte – og meget gerne med kritik af OLFIs dækning af dette eller hint.

Men undskyld mig. Kritikken klinger noget hult, når dette medie gennem fem dage har forsøgt at få nogen i Forsvaret til at stille sig op og forklare, hvad der er op og ned omkring udsendelsen af ”Niels Juel”. Tænk, hvis Forsvarskommandoen havde bedt skibschefen om at ringe op og forklare, hvilken opgave fregatten skulle løse, hvorfor den er vigtig, og hvordan Forsvaret har løst udfordringerne med at undgå smittefare og smittespredning. Jeg skal garantere for, at vi havde skrevet det, og vi havde gjort det med glæde.

Men det er ikke muligt at forklare sammenhængen, når ingen vil stille op, når kommunikationen foregår på skrift, og svarene først kommer efter fem dage. Historien om ”Niels Juel” gør derfor kun kløften mellem Forsvaret og pressen endnu dybere. Når man skal bygge sine oplysninger på anonyme kilder, risikerer man fejl og manglende nuancer. Mistilliden vokser, og endnu engang fremstår Forsvaret reaktionært og uprofessionelt, ligesom kritikere af OLFI får bekræftet deres syn på dette irriterende medie, som kun kan skrive kritisk om Forsvaret.

Det mest komiske og mildest talt patetiske er, at kontreadmiral Torben Mikkelsen som chef for Søværnskommandoen efter offentliggørelsen af Anders Puck Nielsens blog gav den et like på Facebook. Man kan ikke få andet indtryk end, at manden hellere gemmer sig, tørrer ansvaret af på andre og først begiver sig ud af sin hule, når han ikke risikerer selv at blive draget til ansvar for noget. Det er frygten for sin egen skygge, og den klæder ham ærlig talt ikke.