spot_img

Generalmajor H.-C. Mathiesen skræmte officerer væk fra Hærstaben

Da Hærstaben for to år siden søgte en adjudant til generalmajor og hærchef Hans-Christian Mathiesen, var der ingen ansøgere til den ellers normalt eftertragtede stilling. Den blev ikke genopslået, men i stedet måtte man beordre en kaptajn i stillingen. Potentiel ansøger valgte i stedet at forlade Forsvaret.

At være adjudant for en general eller admiral vil for mange kaptajner og kaptajnløjtnanter være en drømmestilling, der øger chancerne for at avancere i det militære hierarki markant. Men ikke for enhver pris. Da Hærstaben i 2016 slog stillingen som adjudant for generalmajor Hans-Christian Mathiesen op, var der ikke modtaget nogen ansøgninger ved ansøgningsfristens udløb.

Det viser et svar på aktindsigt, som OLFI har søgt i Hærstaben. I stedet for at genopslå stillingen med risiko for endnu en offentlig ydmygelse valgte Hærstaben derfor den mere kontante løsning.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om hærchef og generalmajor Hans-Christian Mathiesens håndtering af et kæresteforhold – nu ægteskab – med en yngre og kvindelig major …

”Opslaget af stillingen som adjudant for chefen for Hærstaben gav ikke ansøgere. Beordring er derfor næste skridt for at finde en egnet kaptajn til stillingen,” skrev vicechef og oberst Keld Robert Christensen fra Hærstaben til Hærens chefer for præcis to år siden.

Krævede integritet, loyalitet og situationsfornemmelse

Stillingen som adjudant var ellers attraktiv, hvilket også fremgik af stillingsopslaget. Heri kunne man læse, at adjudanten ville indgå i Hærstabens ledelseselement og i store dele af det daglige arbejde referere direkte til generalen. Adjudanten ville blive et centralt omdrejningspunkt for chefens virke med deltagelse i rejser og besøg i ind-og udland.

Opslaget gjorde det også klart, hvilke personlige egenskaber ansøgerne skulle besidde.

Artiklen fortsætter under billedet …

Generalmajor Hans-Christian Mathiesen blev fritaget for tjeneste den 24. oktober efter mistanke brud på forvaltningslovens regler om inhabilitet. Auditørkorpset er i øjeblikket i gang med en strafferetlig efterforskning af generalen. Foto: Forsvaret

”Har du lyst til at prøve kræfter med et spændende og udfordrende job, hvor du får nogle helt unikke muligheder for at udvikle dig både fagligt og personligt? Så skal du søge jobbet som adjudant. Arbejdet som adjudant kræver integritet og loyalitet. Som person er du en udpræget holdspiller med en veludviklet situationsfornemmelse,” stod der.

Læs også: Forsvarsministeriet fritager Hans-Christian Mathiesen for tjeneste

OLFI har talt med en af de kaptajner, som overvejede at søge stillingen.

”Det var en stilling, som jeg eftertragtede. Men jeg valgte ikke at søge den på trods af opfordringer. Årsagen var, at jeg ikke ville arbejde for – og slet ikke forsvare – Hans-Christian Mathiesen, som stillingen ville kræve. Da stillingen ikke blev besat ved ansøgning, befalede ”HC” de forskellige myndigheder i Hæren at finde egnede kandidater og indsende dem. Man ville tvinge en i stillingen, hvis de ikke overgav sig. Af de tre, der kom til samtale, var der to, der på ingen måde ønskede stillingen. Hvis ikke det fortæller alt om synet på ledelsen i Hæren – ja, så ved jeg ikke,” siger han.

Efterfølgende valgte kaptajnen at sige sin stilling i Forsvaret op.

”Det skyldtes i høj grad HC’s opførsel og særbehandling af sin kæreste og hele den kultur, som herskede i toppen af Hæren.”

Blev beordret, men gjorde det frivilligt

Kaptajnen ønsker ikke at stå frem med navn, da han frygter, at det kan få konsekvenser for de af hans kolleger, som stadig forretter tjeneste i Hæren. Stillingen blev i stedet besat af kaptajn Rasmus Øgaard Holm-Jensen.

Læs også: Auditørkorpset indleder strafferetlig efterforskning af H.-C. Mathiesen

”Jeg blev beordret i stillingen, men det var helt frivilligt. Da den blev slået op, havde jeg en anden stilling, og det var derfor ikke aktuelt for mig at søge. Efterfølgende var der nogen, der skulle beordres. Jeg blev spurgt, og da sagde jeg, at det ville jeg gerne,” siger Rasmus Øgaard Holm-Jensen.

Han har i øvrigt ingen yderligere kommentarer til sagen om generalmajor Hans-Christian Mathiesens påståede nepotisme og brud på forvaltningsloven, som OLFI har afdækket i de seneste uger.

Den 24. oktober valgte Forsvarsministeriet at fritage Hans-Christian Mathiesen for tjeneste efter mistanke om generalens brud på forvaltningslovens regler om inhabilitet. Auditørkorpset er i øjeblikket i gang med en strafferetlig efterforskning af generalen for mistanke om, at han skulle have hjulpet sig kæreste og nuværende hustru ind på uddannelser, som andre var bedre kvalificerede til.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

»Den sikkerhedspolitiske situation og ændringer i vores opgavefokus udfordrer os«

Abonnement
Chefen for Flyverkommandoen erkender i et skriftligt svar til OLFI, at de unge piloter er pressede. Han lover, at man fra flyveledelsens side er i gang med at adressere udfordringerne, men han vil ikke stille op til interview og svare på spørgsmål. Nej. Generalmajor Jan Dam ønsker som chef for...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer