spot_img

Jarlov: Hærledelsen ville have regimenterne ind under brigaderne

Der har været intens debat om nyordningen af Hæren, som ifølge mange reelt set nedlægger regimenterne ved at placere dem som bataljoner i den operative struktur under brigaderne. Både DF og K var imod, men både hærledelsen og forsvarschefen forsvarede nyordningen.

Debatten var både direkte og hård hen over efteråret, som OLFI kunne afsløre indholdet af budgetanalysen. Særligt vakte det mange følelser, at regimenterne i nyordningen af Hæren bliver lagt ind under brigaderne – og dermed i manges øjne nedlægges som selvstændige og traditionsbærende myndigheder.

En del af kritikken var rettet mod politikerne, som blev beskyldt for ikke at vide, hvad regimenter, historie, traditioner, artefakter, heraldik og identitet betyder for korpsånd, fællesskabsfølelse, stolthed, ære og dermed i sidste ende motivation for at tjene et regiment og det danske forsvar. Spørger man formanden for Folketingets forsvarsudvalg – den konservative forsvarsordfører Rasmus Jarlov, rammer lige præcis den kritik ved siden af. Han var lige som Dansk Folkeparti imod den organisatoriske ændring af Hæren, men et vigtigt forhold gjorde udslaget af reorganiseringen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet for at læse oberst John Dalbys debatindlæg om den mulige omorganisering af Hæren i forbindelse med det kommende forsvarsforlig.

”Som politiker er det svært at kæmpe imod, når både Forsvarets og Hærens ledelse kommer og siger til os, at det her vil være en bedre og mere effektiv måde at indrette Forsvaret på. Der er det svært for mig at udfordre den påstand. Idéen om at ændre på regimenternes placering i organisationsdiagrammet er ikke noget, vi som politikere har fundet på. Det er noget, som Hæren har indstillet til os, og som vi har accepteret, fordi de mener, at det er en bedre måde at organisere Hæren på. Det er vigtigt i forhold til alle debatterne om, hvad vi politikere finder på,” siger Rasmus Jarlov.

DF undsiger regimentsnedlæggelse og skoleflytning

Mare Krarup er af samme overbevisning, og hun kalder den nye organisering som »ærgerlig«. Ikke mindst var hun og DF modstander af regimenternes nye organisering og Efterretningscenterets nedlæggelse.

”Det bliver, som forsvarschefen og Forsvaret har anbefalet. Regimenterne bliver lagt ind under brigaderne, og Efterretningscenteret i Varde nedlægges. Det er noget af det, som jeg er rigtig ked af. Jeg er bange for, at man ved den operation mister noget faglig ekspertise, og derfor er der noget indhold med negative konsekvenser i forliget,” siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet …

Forsvarsordfører Marie Krarup (DF) under præsentationen af det nye forsvarsforlig i Forsvarsministeriet søndag den 28. januar. Foto: Ernstved

Både Marie Krarup og Rasmus Jarlov kæmpede for at bevare officersskolernes nuværende placeringer – Søværnets Officersskole på Nyholm og Hærens Officersskole (HO) på Frederiksberg Slot. I sidste ende handlede det ifølge Rasmus Jarlov om økonomi, når kun HO fik lov at blive i sin eksisterende ramme.

”Jeg er ked af, at vi ikke kunne redde Søværnets Officersskole. Men det havde vi ikke mandater nok til. Der var også flere penge på spil. Der kunne findes 300 mio. kr. ved at flytte Søværnets Officersskole, mens der kun kunne findes 10 mio. kr. om året ved at flytte HO. Derfor har det været vanskeligere at redde Søværnets Officersskole end HO. Det har ikke noget at gøre med, at vi bedre kan lide Hæren end Søværnet. Vi har så sikret, at der bliver lavet en helhedsplan for Nyholm, så Søværnet kommer ikke til at flage fuldstændigt ud. Vi sikrer en bevarelse af kulturen og historien, og de gamle historiske bygninger bliver ikke solgt. Jeg beklager, at det ender sådan for Søværnet på Holmen, og jeg havde gerne set, at det var endt anderledes. Men det er ikke alt, som man kan få igennem med seks mandater,” siger Rasmus Jarlov.

Forsvaret er selv kommet med alle løsningsforslag

Ifølge ham er det også vigtigt at notere sig, hvordan forliget er kommet i hus. Folketinget har bedt om Forsvaret om at finde »effektiviseringer«. Men det er Forsvaret selv, som er kommet med løsningsforslagene.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet for at læse tidligere regimentschef Kurt Mosgaards debatindlæg med en advarsel om at nedlægge regimenterne.

”Der er ikke en eneste af idéerne i budgetanalysen, vi som politikere har fundet på. Vi har bedt om effektiviseringer til at frigøre nogle midler. Når Forsvaret siger til os, at det her vil gøre Hæren mere effektiv, så er det svært for mig at sige dem imod. Jeg har ikke nok forstand på, hvordan man driver Hæren mest effektivt,” siger Rasmus Jarlov.

Alligevel er formanden for forsvarsudvalget tilfreds med det endelige resultat, som blev præsenteret søndag.

”For to år siden var der et bredt flertal, der afviste at bruge flere penge på forsvar. Nu står vi med en bred aftale, hvor vi bruger betydeligt mere på Forsvaret, og for første gang i årtier hæver vi forsvarsbudgettet. Det er nok det største løft inden for det offentlige i denne regeringsperiode. Jeg synes, at vi har fået et godt resultat i forhold til hvor alene, vi stod for bare to år siden,” siger Rasmus Jarlov.

RETTELSE: Af artiklen fremgik det indledningsvis, at Efterretningsregimentet nedlægges. Der skulle have stået Efterretningscentret. OLFI beklager fejlen.

Klik på billedet, hvis du vil læse baggrundsartiklen om det nye forsvarsforlig …

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Vi må tale om garnisonering, hvis bemandingsudfordringen skal løses

DEBAT: Den nuværende garnisonering i Hæren er en af de primære kilder til den udfordrede bemandingssituation. Det er nødvendigt at tage den op til revision og diskutere de geografiske rammer, hvis yngre soldater skal have lyst til at blive i Forsvaret mere end et par år, mener premierløjtnant Christian...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Steen Holm Iversen
Læser
Steen Holm Iversen
29. januar 2018 10:52

Efterretningstegimentet nedlægges ikke mig bekendt tværtimod det oprettes. Efterretningscenteret nedlægges. Få nu rettet det til!