BLOG: Fregatterne og de fleksible støtteskibe er for store til mange opgaver i danske farvande. Når politikerne derfor skal lægge langsigtede planer for fremtidens materielanskaffelser, bør de overveje at købe nye korvetter, som kan operere i danske farvande. Det skriver Anders Puck Nielsen i denne blog.
Danmark har brug for et mellemklasse-krigsskib på størrelse med den tyske Braunschweig-klasse. I diskussioner om mulige materielanskaffelser til Søværnet fremhæves ofte et behov for korvetter, men det kan nemt tolkes alt for småt. I dette indlæg vil jeg argumentere for, at Danmark har brug for det størst mulige skib, som kan gå igennem Storstrømmen. Det skal være et krigsskib, som kan løse opgaver med ubådsjagt, minelægning og overvågning i hjemlige farvande, men som også er stort nok til at blive deployeret internationalt i mindre intensive operationer.
Den fundamentale udfordring med den nuværende opbygning af flåden er, at kampenhederne er for store til en del af de opgaver, som vi gerne vil løse. De store fregatter og støtteskibe er dyre i drift, og når de er kapable til at løfte særdeles krævende opgaver i internationale missioner, så kan det virke sløset med ressourcerne at anvende dem til opgaver, som et langt billigere krigsskib kunne have løst. Paradoksalt nok er det sådan, at nu mere udstyr, vi propper ind i vores fregatter, nu mindre velegnede bliver skibene til de mindre krævende opgaver, fordi det forstærker indtrykket af spild af penge.
Læs også: Militarisering af Søværnets opgaver svækker det civile beredskab til søs
Men Danmark har heller ikke behov for et lille krigsskib. Størrelsen gør en forskel, når det kommer til skibe, og vi har brug for en platform, som kan operere i åbent farvand, selvom det blæser, og som kan klare et par uger uden at komme i havn. Vi har historisk tradition for, at vores mindre kampenheder er for små til at være velegnede i åbne farvande, og Standard Flex var eksempelvis notorisk berygtet for at ligge dårligt i søen.
Inden for handelsflåden har man begrebet Panamax, der angiver dimensionerne på det største skib, som kan gå gennem Panamakanalen. For danske orlogsskibe giver det tilsvarende mening at tale om dimensionerne for et Storstrøm-max, da det langt hen ad vejen er evnen til at gå igennem Storstrømmen, som afgør om et skib er taktisk optimeret til kamp i indre danske farvande. Storstrømmen er nemlig det mindste af de stræder, som gør en taktisk forskel, så hvis skibet kan gå igennem Storstrømmen, kan det gå igennem alle de vigtige steder.
Behøver ikke at kunne gå gennem Limfjorden
Dimensionerne for Storstrøm-max vil være begrænset til dybgangen ved Hestehoved og frihøjden ved Storstrømsbroen og Farøbroerne, hvilket med en fornuftig margin vil sige en dybgang på maksimalt 4 meter og en højde på maksimalt 24 meter. Et skib med de dimensioner vil også kunne gå igennem Svendborg Sund og Lillebælt, og med lidt fynd og klem også Limfjorden ved Thyborøn. At kunne gå igennem Lillebælt, Svendborg Sund og Storstrømmen giver markante taktiske fordele, mens det at kunne gå gennem Limfjorden må siges at være en mindre væsentlig detalje, da man ikke sparer tid i forhold til at sejle udenom.
KNUD-klassen har tonnagemæssigt et godt mål for et mellemklasse-krigsskib. Med sine 1720 tons er det i stand til at håndtere bølgerne og tilbyder en platform med fleksibilitet og udvidelsesmuligheder, men desværre stikker det med sin dybgang på næsten 5 meter for meget til at være rigtig velegnet i indre danske farvande. Den tyske Braunschweig-klasse opnår imidlertid en næsten tilsvarende tonnage på 1840 tons med en dybgang på kun 3,4 meter ved til gengæld at være længere. Den ekstra længde betyder også, at der på Braunschweig-klassen er blevet plads til en rigtig helikopterhangar og ikke bare en landingsplads som på KNUD-klassen. (Den russiske Steregushchiy-klasse er et andet eksempel på et skib, der overholder Storstrøm-max, men det er lidt for langt og smalt til min smag).
Artiklen fortsætter under billedet …
Med udgangspunkt i dimensionerne fra Braunschweig-klassen ville et dansk mellemklasse-krigsskib altså være ca. 90 meter langt, 13 meter bredt, stikke 3,4 meter og havde en tonnage på ca. 1800 tons. Men hvordan kunne man så forestille sig, at vi kunne bruge et sådant skib?
For det første skal skibet kunne sejles af en grundbesætning, som svarer til KNUD-klassens 19 besætningsmedlemmer. Nogle opgaver inden for farvandsovervågningen er ikke særligt mandskabskrævende, og formålet med mellemklasse-krigsskibene skal netop være, at de er så billige at sejle med, at de vil blive brugt rutinemæssigt. Men man løser ikke krigsmæssige opgaver med 19 besætningsmedlemmer, og skibene skal også tilføre nye kapaciteter, som Søværnet i dag mangler. Jeg forestiller mig, at det kan løses med et detacheret besætningskoncept, hvor vi har en række skibe med grundbesætninger og et lidt mindre antal forstærkningsdetachementer, som sejler med efter behov.
Korvetter skal bidrage til ubådsjagt og minelægning
De nye kapaciteter, som mellemklasse-krigsskibene skal bidrage med, er ubådsjagt og minelægning, som er kommet på dagsordnen, siden vores fregatter blev bygget. Udstyret med en god slæbesonar og en hangar til en sonarbærende helikopter vil disse krigsskibe rykke Danmark ind i en helt anden liga, hvad angår ubådsjagt, hvor vi både kan hævde suveræniteten under havoverfladen i hjemlige farvande, men også kan deployere denne kapacitet til eksempelvis de baltiske lande. Minelægning er noget, som vi ret beset burde kunne gøre, og det ville være rimeligt, hvis vores allierede formodede, at vi havde kapaciteten til at lukke vores stræder i en nødsituation. Det er ikke krævende at gøre, men det kræver nogle skibe med mineskinner.
Flexdækket på Absalon-klassen er en af de mest innovative opfindelser inden for moderne design af krigsskibe, og sådan et dæk bør mellemklasse-krigsskibet også udstyres med. Derved sikres plads til både slæbesonar og mineskinner, og skibet opnår fleksibilitet i forhold til deployering i maritime sikkerhedsoperationer, som vi i dag ikke kan forudsige. Ved at udstyre skibet med en sideluge til flexdækket (en af de mindre innovative udeladelser på Absalon-klassen) vil Danmark opnå en reelt fleksibel løftekapacitet, og det vil være muligt at laste materiel i de fleste danske provinshavne.
Jeg skal her undlade en diskussion om, hvor mange mellemklasse-krigsskibe Danmark har brug for, eller hvad de vil koste at bygge. Prisen løber hurtigt op, når man bygger skibe, men dette skal også opvejes imod, at Danmark i øjeblikket kun råder over meget større krigsskibe, som er dyre i drift, og som vi egentligt hellere vil bruge til noget andet. Netop derfor er det også vigtigt, at vi undgår at købe for småt, næste gang Danmark skal investere i krigsskibe. Vi skal bruge en enhed, der er stor nok til at tage de lette opgaver for de store skibe, så vi i stedet kan udnytte fregatternes og støtteskibenes potentiale et sted, hvor vi får valuta for pengene.
