BLOG: Fregatterne og de fleksible støtteskibe er for store til mange opgaver i danske farvande. Når politikerne derfor skal lægge langsigtede planer for fremtidens materielanskaffelser, bør de overveje at købe nye korvetter, som kan operere i danske farvande. Det skriver Anders Puck Nielsen i denne blog.
Danmark har brug for et mellemklasse-krigsskib på størrelse med den tyske Braunschweig-klasse. I diskussioner om mulige materielanskaffelser til Søværnet fremhæves ofte et behov for korvetter, men det kan nemt tolkes alt for småt. I dette indlæg vil jeg argumentere for, at Danmark har brug for det størst mulige skib, som kan gå igennem Storstrømmen. Det skal være et krigsskib, som kan løse opgaver med ubådsjagt, minelægning og overvågning i hjemlige farvande, men som også er stort nok til at blive deployeret internationalt i mindre intensive operationer.
Den fundamentale udfordring med den nuværende opbygning af flåden er, at kampenhederne er for store til en del af de opgaver, som vi gerne vil løse. De store fregatter og støtteskibe er dyre i drift, og når de er kapable til at løfte særdeles krævende opgaver i internationale missioner, så kan det virke sløset med ressourcerne at anvende dem til opgaver, som et langt billigere krigsskib kunne have løst. Paradoksalt nok er det sådan, at nu mere udstyr, vi propper ind i vores fregatter, nu mindre velegnede bliver skibene til de mindre krævende opgaver, fordi det forstærker indtrykket af spild af penge.
Læs også: Militarisering af Søværnets opgaver svækker det civile beredskab til søs
Men Danmark har heller ikke behov for et lille krigsskib. Størrelsen gør en forskel, når det kommer til skibe, og vi har brug for en platform, som kan operere i åbent farvand, selvom det blæser, og som kan klare et par uger uden at komme i havn. Vi har historisk tradition for, at vores mindre kampenheder er for små til at være velegnede i åbne farvande, og Standard Flex var eksempelvis notorisk berygtet for at ligge dårligt i søen.
Inden for handelsflåden har man begrebet Panamax, der angiver dimensionerne på det største skib, som kan gå gennem Panamakanalen. For danske orlogsskibe giver det tilsvarende mening at tale om dimensionerne for et Storstrøm-max, da det langt hen ad vejen er evnen til at gå igennem Storstrømmen, som afgør om et skib er taktisk optimeret til kamp i indre danske farvande. Storstrømmen er nemlig det mindste af de stræder, som gør en taktisk forskel, så hvis skibet kan gå igennem Storstrømmen, kan det gå igennem alle de vigtige steder.
Behøver ikke at kunne gå gennem Limfjorden
Dimensionerne for Storstrøm-max vil være begrænset til dybgangen ved Hestehoved og frihøjden ved Storstrømsbroen og Farøbroerne, hvilket med en fornuftig margin vil sige en dybgang på maksimalt 4 meter og en højde på maksimalt 24 meter. Et skib med de dimensioner vil også kunne gå igennem Svendborg Sund og Lillebælt, og med lidt fynd og klem også Limfjorden ved Thyborøn. At kunne gå igennem Lillebælt, Svendborg Sund og Storstrømmen giver markante taktiske fordele, mens det at kunne gå gennem Limfjorden må siges at være en mindre væsentlig detalje, da man ikke sparer tid i forhold til at sejle udenom.
KNUD-klassen har tonnagemæssigt et godt mål for et mellemklasse-krigsskib. Med sine 1720 tons er det i stand til at håndtere bølgerne og tilbyder en platform med fleksibilitet og udvidelsesmuligheder, men desværre stikker det med sin dybgang på næsten 5 meter for meget til at være rigtig velegnet i indre danske farvande. Den tyske Braunschweig-klasse opnår imidlertid en næsten tilsvarende tonnage på 1840 tons med en dybgang på kun 3,4 meter ved til gengæld at være længere. Den ekstra længde betyder også, at der på Braunschweig-klassen er blevet plads til en rigtig helikopterhangar og ikke bare en landingsplads som på KNUD-klassen. (Den russiske Steregushchiy-klasse er et andet eksempel på et skib, der overholder Storstrøm-max, men det er lidt for langt og smalt til min smag).
Artiklen fortsætter under billedet …
Med udgangspunkt i dimensionerne fra Braunschweig-klassen ville et dansk mellemklasse-krigsskib altså være ca. 90 meter langt, 13 meter bredt, stikke 3,4 meter og havde en tonnage på ca. 1800 tons. Men hvordan kunne man så forestille sig, at vi kunne bruge et sådant skib?
For det første skal skibet kunne sejles af en grundbesætning, som svarer til KNUD-klassens 19 besætningsmedlemmer. Nogle opgaver inden for farvandsovervågningen er ikke særligt mandskabskrævende, og formålet med mellemklasse-krigsskibene skal netop være, at de er så billige at sejle med, at de vil blive brugt rutinemæssigt. Men man løser ikke krigsmæssige opgaver med 19 besætningsmedlemmer, og skibene skal også tilføre nye kapaciteter, som Søværnet i dag mangler. Jeg forestiller mig, at det kan løses med et detacheret besætningskoncept, hvor vi har en række skibe med grundbesætninger og et lidt mindre antal forstærkningsdetachementer, som sejler med efter behov.
Korvetter skal bidrage til ubådsjagt og minelægning
De nye kapaciteter, som mellemklasse-krigsskibene skal bidrage med, er ubådsjagt og minelægning, som er kommet på dagsordnen, siden vores fregatter blev bygget. Udstyret med en god slæbesonar og en hangar til en sonarbærende helikopter vil disse krigsskibe rykke Danmark ind i en helt anden liga, hvad angår ubådsjagt, hvor vi både kan hævde suveræniteten under havoverfladen i hjemlige farvande, men også kan deployere denne kapacitet til eksempelvis de baltiske lande. Minelægning er noget, som vi ret beset burde kunne gøre, og det ville være rimeligt, hvis vores allierede formodede, at vi havde kapaciteten til at lukke vores stræder i en nødsituation. Det er ikke krævende at gøre, men det kræver nogle skibe med mineskinner.
Flexdækket på Absalon-klassen er en af de mest innovative opfindelser inden for moderne design af krigsskibe, og sådan et dæk bør mellemklasse-krigsskibet også udstyres med. Derved sikres plads til både slæbesonar og mineskinner, og skibet opnår fleksibilitet i forhold til deployering i maritime sikkerhedsoperationer, som vi i dag ikke kan forudsige. Ved at udstyre skibet med en sideluge til flexdækket (en af de mindre innovative udeladelser på Absalon-klassen) vil Danmark opnå en reelt fleksibel løftekapacitet, og det vil være muligt at laste materiel i de fleste danske provinshavne.
Jeg skal her undlade en diskussion om, hvor mange mellemklasse-krigsskibe Danmark har brug for, eller hvad de vil koste at bygge. Prisen løber hurtigt op, når man bygger skibe, men dette skal også opvejes imod, at Danmark i øjeblikket kun råder over meget større krigsskibe, som er dyre i drift, og som vi egentligt hellere vil bruge til noget andet. Netop derfor er det også vigtigt, at vi undgår at købe for småt, næste gang Danmark skal investere i krigsskibe. Vi skal bruge en enhed, der er stor nok til at tage de lette opgaver for de store skibe, så vi i stedet kan udnytte fregatternes og støtteskibenes potentiale et sted, hvor vi får valuta for pengene.
Jeg er slet ikke uenig i Anders’ artikel her, men vil lige kaste et par ord ind.
1. Braunschweig har så vidt jeg ved ikke “en rigtig helikopterhangar”. Den er for lille til en helikopter, men dog egnet til en UAS.
2. Mht. det “detachede besætningskoncept”: Var det ikke det, man forsøgte i Flyvefisken-klassens ungdom, men efterhånden erfarede, at man blev nødt til at fastlåse bådene i nogle specialiserede roller i stedet? Og er det ikke også et lignende besætningskoncept, som amerikanerne p.t. forsøger med deres LCS’er, men har lige så svært ved at få til at fungere i praksis? Jeg ser udfordringer med at opbygge kompetencer, samtræne og opretholde niveauet i den enkelte besætning, især hvis mere end halvdelen er “gæstesejlere” (Braunschweig har en bemanding på over 55), og hvor skal disse detachementer være, når de ikke er ombord. NATO stiller i øvrigt krav til, at en besætning skal sejle et nærmere fastsat antal dage hvert år for at kunne påstå at være “klar”. Det antal dage er næppe taget ud af den blå luft, og kravet bestyrker imo de erfaringer, som jeg mener, at søværnet gjorde sig med Flyvefisken-klassen og USN p.t. gør sig med LCS.
Du har ret når du siger at Braunschweig har en UAS ombord, om den er for lille til at medbringe en bemandet helikopter kommer nok mere an på hvilken størrelse helikopteren har, i det jeg ikke er sikker på hvilke helikoptere den tyske flåde operer, er der meget muligt at jeg tager fejl.
Ikke desto mindre kan Steregushchiy klassen medbringe en helikopter, og de to klasser af skibe er meget lig hinanden i størrelse (bortset fra længde).
Mht besætningkonceptet, så er det foreslåede meget lig hvad man benytter sig af med støtteskibene og fregatterne. Helt konkret sejlede Søløven (en flyvefisk klasse) med to besætninger, hvor den ene var på vagt eller hjalp andre enheder der af forskellige grunde manglede mandskab, imens den anden besætning var på havet.
Et skib som Emma Mærsk sejles normalt af en besætning på omkring 13 mand, et krigsskib af en størrelse mellem 1300-2000 tons der kun er på normal patrulje (ikke mission) burde således kunne fungere fint med en besætning på 20-25 mand medregnet de behov der ville være for indsættelse i SAR operationer m.m.
Hvis vi forestiller os at en korvet således har “2” små besætninger, men kapacitet og rum til begge besætninger på samme tid til indsættelse i et operations-område, fx Østersøen, Middelhavet eller Aden bugten (for argumentets skyld), så ville denne korvet have fuld kompetance, men med de udfordringer der vil være med to små besætninger der måske ikke har sejlet sammen så ofte (men dette kan trænes). Naturligvis er konceptet ikke problem frit, ej heller så simpelt som jeg nævner det, men det ville være en effektiv måde at holde et skib igang på, samtidig med at de opgaver normalt er tilstede ville have flere enheder til at løse dem.
Jeg kan kun tilslutte mig konklusionen. Danmark er primært et kystområde/littorals og fregatterne er bygget til langfart og tungere opgaver og vi har kun to operationelle på et givet tidspunkt, hvoraf den ene ofte vil være udsendt. Noget som kun vil øges med BMD opgaven. Støtteskibene er ja, støtteskibe. Russerne og israelerne anvender begge slagskraftige korvetter til nærforsvar, og de er ikke de værste at lære af. Ubåde vil klart være en fordel til antiubåd, men er for dyre at genanskaffe pt. Dermed bør en ny korvet bygges til antiubåd specs og udstyres med antiubådshelikopter. Mineopgaven er også klar, sammen med minedetektering, og bør være i standard flex moduler. Der bør også være mulighed for antipirat, samt at søsætte droner. Til gengæld mener jeg at deres slagskraft bør være noget større end Braunschweig klassen er. Her bør man mere kigge til de israelske og russiske skibe samt overveje at udstyre dem med VLS som støtteskibene og fregatterne. Den korte version er 5,3 meter, så måske kan der fås plads til dem og lidt ESSM til antiluft. Hvis radarerne på fregatterne skal udskiftes i forbindelse med BMD opgaven, så kan man også overveje om det vil være praktisk med lidt genbrug. Alle skibe bør have C-Flex cms og kunne dele situationsbillede på tværs, samt integrere med de kommende F-35. Det vil give mest mening hvis man også kan implementere NIFC-CA i dem. Det kan give små slagkraftige enheder som kan patruljere vores kystfarvande, samt lave antipirat.
Kan man så håbe på,at de evt. nye enheder bliver bevæbnede???Diana-klassen glimrer jo med dette fravær!!!!
Nu er Diana-klassen jo teknisk en kutter, bygget til at afløse Brasø-klassen.
Hvis vi skal tale om enheder der ikke er bevæbnet så er Thetis-klassen vel første stop (med kun en kanon, maskingeværer og et par stinger missiler)…
Det er en interessant diskussion, Anders Puck Nielsen lægger op til i sit indlæg, som jeg gerne knytter nogle bemærkninger til.
Det er jo klogt – men desværre ikke hovedreglen – at man tager udgangspunkt i opgaverne og derefter ser på, hvilke materielsystemer, der er mest velegnede til at løse opgaverne.
Lad os derfor tage udgangspunkt i de opgaver, Anders Puck nævner og forudsætte, at danske orlogsskibe skal designes til at kunne løse opgaver i et A2AD scenarie i Østersøen.
Opgaven med ubådsjagt bør man efter min mening overlade til andre ubåde, ASW-helikoptere eller særlige fly (MPA) – og helikopterne kan jo være landbaserede. De behøver ikke stå på en korvet. Saltlagene sammenholdt med overfladeskibes sensorer gør det overmåde vanskeligt for et overfladeskib at detektere ubåde i Østersøen. Risk/reward forholdet er i den grad i ubådens favør, at det er en opgave, overflade skibe efter min mening bør holde sig fra. Det er taktisk uforsvarligt. Så ubådsjagt er ikke en opgave, der kan legitimere anskaffelse af kovervetter.
Minelægningsopgaven kan heller ikke legitimere anskaffelse af korvetter. Den opgave kan løses langt bedre og billigere af færger/indchartret tonnage, og da minelægningen skal gennemføres inden krigsudbrud, hvis det skal være en kontrolleret proces, så vil der næppe heller være behov for korvetter til at yde close support til minelægningsoperationen. Fregatterne vil kunne lægge en AD-paraply ud over minelægningsoperationen, og langt mindre skibe end korvetter vil kunne yde den nødvendige close support til minelægningsoperationer.
Tilbage har vi så overvågningsopgaven. Det er jo en opgave, der skal løses både på alle trin af konfliktstigen, og den kan løses af skibe, der ikke er større end vores nuværende DIANA-klasse fartøjer – hvis man vel at mærke ulejligede sig med at kigge lidt ud over vores egen næsetid og så på, hvad man andre steder kan få ud af en skibslængde på 43 m.
Læsere af Tidsskrift for Søvæsen vil vide, at jeg ikke er imponeret af DIANA-klassen. Hvis man ser sig lidt omkring og ser, hvad det franske værft CMN i Cherbourg har fået ud af 43 m skibslængde med OCEAN EAGLE 43 (
, så vil man se et skib med en et visionært design, der kan operere i meget dårligt vejr med høj fart. Så jeg er ikke helt enig med Lars Hansen i, at der nødvendigvis er sammenhæng mellem deplacement og stabilitet. Med et skrog (supported monohul) bygget af kulfiber komposit får man både et meget sødygtigt skib men også et skib, der er markant billigere i drift og vedligeholdelse end de skibe, der hidtil er bygget i Danmark. Det er sådanne skibe, man skulle interessere sig for, hvis man ønsker sødygtige skibe til farvandsovervågning og close support opgaver. Ubådsbekæmpelse og minelægning klares bedre på anden vis.
Kan godt se fornuften med dit Storstrøm-max argument, og begrundelserne for at prioritere korvetter før ubåde.
Med hensyn til små kampenheder og den generelle danske disciplin med stor brug af fleksible containerpositioner. Det er mig stadigvæk en gåde, at Diana klassen ikke blive bygget til mere fleksibel brug og med større udviklingsmuligheder. Hvorfor??
Selvfølgelig er Diana klassen først og fremmest bygget til almindelig overvågning, kontrol og sikkerhed af de meget befærdet danske farvande. Tænk hvis de var bygget til at kunne modtage containerpositioner ala standard flex kunne. Det ville give søværnet ekstra slagkraft kystnært, hvis behovet opstår.
Eller er det en umulig kombi af Diana klassen og Standard flex, jeg drømmer op her?
Vi har faktisk en containerposition hvor der som regel er installeret en olieflydespærring. Men det er desværre ikke sådan at man bare kunne sætte en anden container i med for eksempel en sonar, for skibet mangler alle de konsoller, kabelføringer, kommunikationssystemer osv. som skal til for at en operatør faktisk kan anvende teknikken der er inde i containeren.
En anden alvorlig svaghed ved DIANA-klassen er at udholdenheden er så dårlig. Besætningsstørrelsen er simpelthen så lille og hvilemulighederne så dårlige at det helt reelt ville være sådan at når den mand som kan betjene udstyret i containeren er blevet træt, så må skibet sejle i havn. For at sætte størrelsesperspektivet i relief, så er det skib som jeg foreslår i indlægget cirka ti gange større end DIANA-klassen og seks gange større end Standard Flex – men kun cirka halvt så stort som de vagtskibe som Esvagt har liggende ved vindmølleparkerne.
Halløj Anders – jeg værdsætter som altid dine velformulerede indlæg. Og jeg kan også følge den indre logik i din anbefaling af nye mindre skibe. I hvert fald hvis man antager den præmis, at vi på den lange bane skal indrette os på kamp mod en symmetrisk modstander i vores nærområde.
Danmark er ganske afgjort en maritim nation og har desuden et stort søterritorium og luftrum at beherske. Så hvis det nu bare havde været sådan, at vores politikere havde valgt, at Danmark skulle specialisere sig i blå kapaciteter, altså vores søværn og flyvevåben, så havde dit forslag givet rigtig god mening. Det er bare ikke tilfældet; tværtimod lader det til, at dansk forsvar fortsat skal spille på alle heste. Hæren skal tilsyneladende fortsat have to brigader, hvoraf den ene skal boostes gevaldigt op til at være deployerbar og fuldt udrustet.
Det er derfor svært for mig at se, hvordan der skal blive råd til korvetter i de næste mange mange år, hvor vi bl.a. skal finansiere nye kampfly og en ny brigade m.m. For slet ikke at nævne at vi uden tvivl fortsat betaler af på de næsten nye fregatter og støtteskibe…
Hej Jakob
Tak for din kommentar. Jeg anerkender at der er en ressourcediskussion, men der er et par ting i din fremstilling som jeg ikke er enig i, og jeg synes at din fremstilling af flådens tilstand er lige vel optimistisk. Danmark råder reelt kun over fem kampenheder som godt nok er kapable, men trods alt kun kan være maksimalt fem steder samtidig. Med den gængse regnestok betyder det at maksimalt to af dem kan være indsat i reelle operationer, og det endda kun i en begrænset periode.
Jeg køber heller ikke din præmis om at jeg foreslår at købe enheder som kun giver mening i et lokalt territorialforsvar. Havde jeg foreslået små torpedobåde og ubåde, ville du have haft ret, men jeg taler om ocean-kapable skibe som vil kunne deltage i eksempelvis en operation i Middelhavet med migrantkrisen eller i pirateribekæmpelse. Nuvel, man kan jo også bruge fregatter og støtteskibe til den slags, men så kan vi måske ikke i samme periode stille en fregat til NATOs missilforsvar eller andre opgaver som vi lige har opgraderet skibet for en formue til at indgå i.
Jeg tror at vi også på flådefronten må se i øjnene at sikkerhedssituationen i Østersøregionen har ændret sig, og at det stiller nogle krav til at vi har et større skib end DIANA-klassen i den nationale indsættelse. Da man afskaffede standard flex var verden helt anderledes, og nu står vi med et hul hvor det næste skib i rækken efter en fregat ikke engang råder over en HF-radio.
De såkaldt nye støtteskibe nærmer sig i øvrigt hastigt et “mid-life update”, så det er vist begrænset hvor længe vi kan blive ved med at kalde dem nye.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer om hvorvidt det for Hæren er en god ambition at opbygge en deployerbar brigade, men jeg vil meget gerne påvirker debatten om Søværnet til ikke udelukkende at dreje sig om at proppe mere grej ind i fregatterne, men også at handle om at antallet af platforme at operere fra gør en forskel.
Mange hilsner
Anders
Og inspektionsskibene har også 25+ år på bagen, og holder næppe mange forlig endnu…..
Det er en interessant diskussion, Anders Puck Nielsen lægger op til i sit indlæg, som jeg gerne knytter nogle bemærkninger til.
Det er jo klogt – men desværre ikke hovedreglen – at man tager udgangspunkt i opgaverne og derefter ser på, hvilke materielsystemer, der er mest velegnede til at løse opgaverne.
Lad os derfor tage udgangspunkt i de opgaver, Anders Puck nævner og forudsætte, at danske orlogsskibe skal designes til at kunne løse opgaver i et A2AD scenarie i Østersøen.
Opgaven med ubådsjagt bør man efter min mening overlade til andre ubåde, ASW-helikoptere eller særlige fly (MPA) – og helikopterne kan jo være landbaserede. De behøver ikke stå på en korvet. Saltlagene sammenholdt med overfladeskibes sensorer gør det overmåde vanskeligt for et overfladeskib at detektere ubåde i Østersøen. Risk/reward forholdet er i den grad i ubådens favør, at det er en opgave, overflade skibe efter min mening bør holde sig fra. Det er taktisk uforsvarligt. Så ubådsjagt er ikke en opgave, der kan legitimere anskaffelse af kovervetter.
Minelægningsopgaven kan heller ikke legitimere anskaffelse af korvetter. Den opgave kan løses langt bedre og billigere af færger/indchartret tonnage, og da minelægningen skal gennemføres inden krigsudbrud, hvis det skal være en kontrolleret proces, så vil der næppe heller være behov for korvetter til at yde close support til minelægningsoperationen. Fregatterne vil kunne lægge en AD-paraply ud over minelægningsoperationen, og langt mindre skibe end korvetter vil kunne yde den nødvendige close support til minelægningsoperationer.
Tilbage har vi så overvågningsopgaven. Det er jo en opgave, der skal løses både på alle trin af konfliktstigen, og den kan løses af skibe, der ikke er større end vores nuværende DIANA-klasse fartøjer – hvis man vel at mærke ulejligede sig med at kigge lidt ud over vores egen næsetid og så på, hvad man andre steder kan få ud af en skibslængde på 43 m.
Læsere af Tidsskrift for Søvæsen vil vide, at jeg ikke er imponeret af DIANA-klassen. Hvis man ser sig lidt omkring og ser, hvad det franske værft CMN i Cherbourg har fået ud af 43 m skibslængde med OCEAN EAGLE 43 (https://www.youtube.com/watch?v=k4kmjMto6Xw), så vil man se et skib med en et visionært design, der kan operere i meget dårligt vejr med høj fart. Så jeg er ikke helt enig med Lars Hansen i, at der nødvendigvis er sammenhæng mellem deplacement og stabilitet. Med et skrog (supported monohul) bygget af kulfiber komposit får man både et meget sødygtigt skib men også et skib, der er markant billigere i drift og vedligeholdelse end de skibe, der hidtil er bygget i Danmark. Det er sådanne skibe, man skulle interessere sig for, hvis man ønsker sødygtige skibe til farvandsovervågning og close support opgaver. Ubådsbekæmpelse og minelægning klares bedre på anden vis.
Et større deplacement giver større sødygtighed, større udholdenhed samt mulighed for mere kapable sensor- og våbensystemer – og er endvidere billigere per ton – da et større skib giver mere plads og større mulighed for at vælge mellem et større udvalg af komponenter, fx. ved ikke at have snævre krav til generators vægt og dimensioner.
Mindre fartøjer kan operere i snævre farvande og på lavere vand – fx. gemme sig i skærgården – og har typisk en mindre radarsignatur.
Groft sagt er mindre missilfartøjer som fx. Visby-klassen og Hamina-klassen defensive våben i et kystnært forsvar, der skal forsøge at hindre en overlegen modstander i at få kontrol over et farvande, men ikke selv have kontrol over farvandet – altså sea denial (eller A2AD) ikke sea control – mindre ubåde er også udprægede A2AD våben, men rummer et langt større element af uvished for en modstander, da ubåde er ganske vanskelige at finde.
Store multirolle korvetter – som fx. braunschweig-klassen – er et våben, der søger at opnå og opretholde kontrol over et farvandsområde.
Hej Anders,
Tusind tak for det velbegrundede forslag. Det er meget værdsat at du ser på de sømilitære aspekter af den nye sikkerhedssituation i Østersøområdet, og kommer med en klar og tankevækkende anbefaling. Håber du får skudt en diskussion i gang i Søværnet nu, for der er en lang leveringstid på nye skibe, og den interesserede offentlighed må inddrages først.
To spørgsmål du måske kan hjælpe mig med i en kommentar eller tage op i fremtidige indlæg: (1) Er ubåde også være en mulighed i Østersøen, og hvordan er de effekt- og prismæssigt i forhold til de korvetter du foreslår? (2) Du anbefaler ret store korvetter på knap 2.000 ton. Svenskernes nye Visby-korvetterer er på 600 ton og finnernes Hamina missilskibe endnu mindre. Hvad er fordele og ulemper ved disse mindre løsninger i et dansk perspektiv?
mh Jeppe
Hej Jeppe
Tak for din kommentar. Jeg synes at Lars Hansen i sin kommentar har svaret rigtig godt på dine spørgsmål.
Der er nogle som vil mene at Danmark skal købe mindre skibe som minder om de gamle torpedobåde eller kampflexer, som kan ligge på lur i vores indre farvande og indgå i en defensiv kamp på hjemmebane. Typisk vil et argument for disse mindre skibe også være at det er gode uddannelsesplatforme for yngre officerer.
Jeg placerer mig klart i en lejr der mener at disse mindre skibe er for begrænsede og ufleksible. Jeg ser meget mere et behov for at være synlige og rutinemæssigt til stede i hele Østersøregionen og Vesterhavet, at kunne opretholde overvågning af russiske flådebevægelser over længere tid og at have platforme med udviddelsespotentiale.
Ubåde vil have nogle fordele i den defensive kamp og i efterretningsindhentning, men de har også mange begrænsninger, og personligt ville jeg foreslå at bruge pengene på overfladeskibe først. Som jeg læser situationen i Østersøen, gælder det i første omgang om at være synlig og kontinuerligt til stede, og det lægger op til overfladeskibe. Så kan uvisheden om en eventuel ubåd altid være et krydderi på toppen bagefter.
Mh
Anders
Hvis interessen og muligheden er der, så afholder Folketinget en høring om emnet i kommende uge.
http://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/FOU/kalender/29755/hoering.htm