BLOG: Eskorte af russiske fartøjer har sammen med afrigningen af “Havfruen” sat det daglige maritime beredskab i Danmark under pres. Antallet af opgaver er vokset, og ressourcerne ikke er fulgt med, men løsningen ligger lige for og koster kun 24 årsværk.

I debatten om det kommende forsvarsforlig nævnes Søværnet ofte i forbindelse med emner som områdelufforsvar, ballistisk missilforsvar, sonar på helikoptere og Tomahawk-missiler. Fraværende fra debatten er imidlertid, at de øgede spændinger med Rusland sætter det hjemlige maritime beredskab under pres, og at det i vid udstrækning går ud over ressourcerne til Forsvarets civile opgaver med søredning, sikkerhed til søs, miljøbeskyttelse og støtte til Politiet.

På papiret er der ikke skåret noget fra beredskabet, men siden 2014 har der været en markant militarisering af de opgaver, som beredskabet bliver anvendt til at løse. Dette kommer af, at russiske statsskibe (civile og militære) ikke længere får lov til at sejle gennem danske farvande uden eskorte af et dansk orlogsskib, og at de primære maritime indsatsenheder til Søværnets civile opgaver derfor ofte er engageret med eskorteopgaver.

Helt centrale i Danmarks nationale maritime beredskab er skibene af Diana-klassen, som ofte bliver betegnet som arbejdshestene i den nationale opgaveløsning. Vi har en overkapacitet af disse skibe, da vi i sin tid har indkøbt flere skrog, end vi hidtil har brugt, og derfor blev skibet “Havfruen” i foråret 2017 afrigget og henlagt på Flådestation Korsør.

Gammel doktrin var hurtigt ud og hurtigt ind

Denne overkapacitet opstod – i hvert fald delvist – da forsvarsforliget i 2010 reducerede antallet af såkaldte maritime indsatsenheder (MIE) fra fire til tre. I årene op til forliget havde Diana-klassen erstattet de gamle kuttere af Barsø-klassen på tre af posterne som MIE, mens den fjerde fortsat blev varetaget af forskellige andre skibstyper. Da man udfasede Standard Flex-skibene, fik man en udfordring med at besætte rollen som MIE4, men i stedet for at anvende kapaciteten fra Diana-klassen, vurderede man, at de nye skibe var så meget bedre end de gamle, at man godt kunne nøjes med tre skibe på patrulje.

Diana-klassen er små skibe, som er bygget af glasfiber. De er i stand til at præstere en høj topfart og at sætte gummibåd i rimeligt hårdt vejr, men de ligger dårligt i søen og har med deres lille besætningsstørrelse en begrænset udholdenhed. Doktrinen i 2010 var, at de tre skibe som udgangspunkt skulle ligge i havn med en strategisk spredning i landet, så de var klar til at rykke hurtigt ud og at komme hurtigt tilbage i havn igen. Til tider har det uden tvivl været kedeligt for besætningerne at ligge stand-by på den måde, men i det mindste var de udhvilede og parate, når der var behov for deres indsats. Sådan er det ikke længere.

Artiklen fortsætter under billedet …

I 2010 var der kun en begrænset forventning om, at skibene i det daglige skulle bruge deres tid på at løse militære opgaver. Russiske skibe blev rutinemæssigt identificeret i forbindelse med passage, og man brugte i nogen grad skibene til at dække huller i dækningen fra de landbaserede radarer, men i store træk fik de russiske skibe lov til at passere Danmark på egen hånd. Trækket på Diana-klassen i forbindelse med en passage af et russisk skib var derfor typisk begrænset til et par timer, og det var muligt at udføre denne opgave, uden at det gik ud over skibenes parathed til at rykke ud til en søredning eller en anden civil opgave.

Ny doktrin er at følge russerne al slags vejr

I dag har Danmark en legitim militær interesse i at følge de russiske skibe. Det sender et signal til russerne om, at vi har styr på deres bevægelser, og det giver en vis beskyttelse imod, at de russiske skibe kan fungere som moderenheder for de operationer med mini-ubåde, som der har været mistanke om, at der er foregået i Sverige.

Men det er meget ressourcekrævende at eskortere de russiske statsskibe ind og ud gennem de danske farvande. Ofte vil alle tre maritime indsatsenheder være involveret i sådan en passage, som over flere dage kræver grundig koordinering, positionering og overlevering af eskorteopgaven, efterhånden som søvnunderskuddet melder sig i de enkelte besætninger.

De dårlige søegenskaber i DIANA-klassen sætter deres præg på en besætning, når det i bedste fald kan lade sig gøre at opnå en usammenhængende søvn, og det ofte slet ikke er muligt at finde nogen form for hvile, mens skibet hopper og danser i bølgerne som et tomt yoghurtbæger.

Søvnpres skal tages alvorligt

Konsekvensen er, at arbejdshestene i det danske maritime beredskab i foruroligende grad bemandes af udmattede besætningsmedlemmer. Det er et utilsigtet og uønsket resultat af den øgede militære bevidsthed om Rusland, at det civile beredskab til søs er blevet svækket. Sat på spidsen kan man sige, at risikoen for at dø i en søulykke er steget i Danmark, fordi redningsberedskabet er blevet sat til at lave noget andet.

Det daglige maritime beredskab i Danmark er således blevet utilstrækkeligt, fordi antallet af opgaver er vokset, men ressourcerne ikke er fulgt med.

Løsningen ligger ligefor. Eller rettere, den ligger på kajplads ”Victor 5” på Flådestation Korsør, hvor Havfruen er henlagt. Det er mit håb, at politikerne i de kommende forligsforhandlinger kan finde ressourcer til de 24 årsværk, som skal til for at stille to besætninger mere til Diana-klassen, så vi kan få genindført den fjerde maritime indsatsenhed. På den måde kan Danmark stadig stille et troværdigt civilt maritimt beredskab, på trods af at de militære opgaver trækker flere ressourcer. Det virker som en billig investering i sammenligning med de andre ting, som er på tapetet op til forliget.

Denne blog er alene udtryk for forfatterens personlige holdning.