DEBAT: Den nyligt offentliggjorte rapport om udfordringerne for dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035 mangler at behandle psykologisk krigsførelse, som måske er den største trussel af alle. Det er en overset disciplin i Danmark, som er med til at gøre os sårbare overfor russisk påvirkning.

Under hele Den Kolde Krig og i perioden frem til i dag har vi været udsat for en målrettet psykologisk krigsførelse fra russisk side. Målet har hele tiden været og er fortsat at overtage det danske samfund – at annektere os. Strategien var og er at nedbryde vores vilje og evne til at forsvare os mod overgreb. Det optimale er jo, at man overtager et helt samfund uden omkostninger og uden at skade den infrastruktur, man ønsker at overtage. Tiden har vist, at den russiske psykologiske krigsførelse har været tilrettelagt og eksekveret med en meget lang tidshorisont.

Den nye rapport om dansk sikkerhed og forsvar peger på alvorlige udfordringer, og “kasseeftersynet” viser, at det står sløjt til. Midt i dette billede står det ubesvarede spørgsmål: Hvordan sikrer og fastholder vi befolkningens vilje til at forsvare sig? Det er rimeligt at antage, at desto større kriser og udfordringer befolkningen udsættes for, desto sværere er det at fastholde forsvarsviljen.

Når vi anerkender, at psykologisk krigsførelse eksisterer og finder sted, må vi også tænke i, hvordan vi forsvarer os imod den. Målet med dette indlæg er at sætte lys på en åbenlys svaghed i forsvaret af vores samfund. Målet er også at invitere til en debat om, hvordan vi forsvarer os.

Vores sårbare samfund

Rapporten om dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035 peger på alvorlige trusler, som reelt eksisterer allerede i dag. Svaret på disse udfordringer er ikke kun krudt og kugler – der er meget mere på spil, som politikerne allerede nu bør tage stilling til. Men først en ramme for, hvad psykologiske krigsførelse er.

Jeg er fra “Generation Koldkriger”, hvor jeg i 1970’erne var formand for reserveofficersforeningens P-udvalg. Det var et udvalg, som beskæftigede sig indgående med psykologisk krigsførelse. Dengang deltog jeg på kurser i Tyskland og Storbritannien om emnet og var medlem af 2. kommission i CIOR. (CIOR var en international organisation for reserveofficerer, og dens 2. kommission arbejdede med psykologisk krigsførelse). Siden var jeg designeret til BALTAP med en Psyops-funktion.

Artiklen fortsætter under billedet …

Mit udgangspunkt er, at der såmænd ikke er sket de helt store forandringer siden dengang. Der er ikke forskel på Warszawapagtens doktriner og det, vi oplever udført i dag. Faktisk hævder jeg, vi nu ser resultaterne af russernes målrettede og meget langsigtede psykologiske krigsførelse mod os.

Bevidst vælger jeg at referere til definitionerne af psykologisk krigsførelse, som de blev beskrevet i åbne kilder fra dengang. Dette gør jeg for at tydeliggøre sammenhængen mellem dengang og nu. I Grundbog for Orlogsgaster fra 1979 var der et helt kapitel om psykologisk krigsførelse. I øvrigt var samme kapitel gengivet i grundbogen for Hæren og for Flyvevåbnet. Her gav man et par definitioner, som gengives her:

»Den psykologiske krigsførelse deles op i strategisk psykologisk krigsførelse, der er langsigtet hovedsageligt med politiske mål, og som rettes mod landets regering og administration eller mod det dominerende politiske parti eller landets befolkning som helhed. Taktisk psykologisk krigsførelse har til formål at påvirke fjendens militære styrker og civilbefolkning i forbindelse med aktuelle kamphandlinger.«

Videre hedder det, at »fjenden søger gennem den psykologiske krigsførelse i første omgang at skabe splittelse i befolkningen, mellem denne og regeringen og mellem befolkningen og forsvaret, idet han søger at uddybe eventuelle uoverensstemmelser i befolkningen, skabe mistillid til landets styre og administration og fremkalde tvivl om forsvarets formåen og allieredes vilje til og mulighed for at komme landet til hjælp.«

Dengang talte vi om “subversive aktiviteter” – altså undergravende virksomhed – og “nyttige idioter” som virkemidler for at opnå målet med den psykologiske påvirkning. Interessant nok stillede et venstreorienteret folketingsmedlem dengang en forespørgsel til forsvarsministeren, om ministeren kunne acceptere sådanne budskaber i grundbøgerne til værnepligtige. Så besluttede den socialdemokratiske minister, at kapitlet skulle fjernes. Man kunne få den tanke, at det var et lille element i en psykologisk krigsførelse: Soldaterne måtte ikke undervises i, at fjenden kunne påvirke dem psykologisk.

Psykologisk krigsførelse forstærker eksisterende tendenser

Ikke alt, hvad vi oplever, skyldes en bevidst, planlagt psykologisk krigsførelse. I psykologiske operationer (Psyops) handler det også om at forstærke tendenser, som allerede er i gang hos modstanderen. I lyset af målene for psykologiske krigsførelse om at skabe splittelse og mistillid, springer følgende aktuelle eksempler i øjnene:

Vi har en regering og et embedsværk, som har vist sig at være i splid med sig selv. Vi har en forsvarschef, som er blevet til en styrelseschef. Vi har en tidligere forsvarsminister, som er mistænkt for at lække fortrolige oplysninger. Vi har en FE-chef, som staten sår tvivl om. Vi har haft hjemsendelse af den øverste ledelse af FE. Vi har en rigspolitichef, der er hjemsendt. Vi har en general, som fortæller, at vi først om mange år kan leve op til løfterne til vores allierede. Vi har et forsvar, hvor det er en offentlig hemmelighed, at det er i en ringe forfatning. Vi har HR-politik i Forsvaret, som gennem flere år har skabt stor udskiftning.

Artiklen fortsætter under billedet …

Det vil nok være for meget at påstå, at disse eksempler direkte er resultat af en målrettet psykologisk krigsførelse. Men den psykologiske krigsførelse udføres også ved at finde tendenser, som man kan forstærke, for at opnå sit mål.

»Næsten halvdelen af danskerne har mistet tillid til retssystemet, politikere og den offentlig administration de senere år,« citerer mediet Nordtinget Justitsministeriet for at have konkluderet mandag i denne uge.

Konklusionen må dog være, at vi gennem tiden har gjort os selv meget sårbare for fremtidige og målrettede psykologiske operationer. Konklusionen er også, at vi er meget sårbare netop nu. De gamle Warszawapagt-doktriner har helt sikkert haft den forudsætning, at man har tid til at vente på resultaterne. Man arbejder med lange, seje træk. Man får indtrykket af, at der i Rusland sidder Psyops-koldkrigere og glæder sig over, at deres strategiske psykologiske indsatser fra dengang nu giver frugt.

De kommende udfordringer

Rapporten om dansk sikkerhed og forsvar frem til 2035 beskriver en række store og vanskelige udfordringer. Men lige her og nu er kampen allerede i gang. Det oplagte mål for Rusland er at skabe splittelse mellem de allierede og dermed fjerne den psykologiske og den praktiske støtte til Ukraine.

Vi oplever nu, i det små, at tyske partier presser på for at få igangsat fredsforhandlinger. Vi vil helt sikkert opleve, at flere organisationer og bevægelser blandt de allierede vil komme med samme krav. Vi oplever, at Amnesty International sætter spørgsmålstegn ved ukrainernes overholdelse af krigens love. Måske har de dokumentation for deres synspunkter, men timingen og proportionerne i anklagerne virker påfaldende.

Som målgruppe er den danske befolkning relativ nem: Hukommelsen er ganske kort, og den har nemt ved at engagere sig på overskriftsniveau. Vi vil gerne være på det vindende hold, og fremgangen på slagmarken i Ukraine får nogen spalteplads. Allerede nu svinder overskrifterne og spaltepladserne i medierne. Naturligvis vil vi i mediebilledet blive meget optaget af et kommende valg. Med mindre opmærksomhed følger mindre interesse.

Udfordringen er her og nu at sikre opbakningen til Ukraine – også når det bliver svært.

Det psykologiske forsvar

Under Den Kolde Krig blev det politisk besluttet, at vi ikke måtte beskæftige os med psykologisk krigsførelse. Til nøds måtte vi interessere os lidt for psykologiske operationer – læs: design, fabrikation og frembringelse af flyveblade på kamppladsen. Men som reserveofficerer i P-udvalget kunne vi trække det civile kort. En åbenlys svaghed i begrebet psykologisk krigsførelse var, at man ikke tog stilling til, hvordan man skulle organisere et forsvar overfor strategiske angreb i fredstid.

Vi bidrog med at uddanne officerer i elementerne i psykologiske krigsførelse og med, hvilke forholdsregler de kunne/skulle tage, når de førte deres enheder. For officerer med krudt og kugler i blodet var det ikke det, der optog dem mest. Det psykologiske forsvar skal etableres i fredstid, og der er ingen genveje. Som en mulig måde at strukturere en indsats kan vi bruge de gamle definitioner for psykologisk krigsførelse, men bare med omvendt fortegn:

Strategisk psykologisk forsvar

Med respekt for demokratiet skal der opbygges og vedligeholdes tillid til landets styre. Vi skal have tillid til regeringens embedsførelse og et troværdigt embedsmandsværk. Med respekt for demokratiet mener jeg her, at vi jo alle har ret til frit at tænke, tro og tale. Vi skal have retten til at være uenige. Men som samfund skal vi have viljen til at gå i samme retning.

At arbejde strategisk forudsætter naturligvis, at man har evnen. Man skal kunne arbejde med et langsigtet perspektiv. Der er ikke plads til politiske ”hovsa-beslutninger”. Vi skal have diskussionen om, hvad det er for et samfund, og hvad det er for værdier, vi ønsker på den lange bane. Vi skal have en vision om det fremtidige Danmark.

I gamle dage – i min tid – målte man jævnligt den danske befolknings forsvarsvilje. Det var i virkeligheden et godt redskab til at vurdere niveauet for vores psykologiske forsvar. Det kunne være et godt første skridt til at komme videre til en styrkelse af det psykologiske forsvar.

Taktisk-psykologisk forsvar

Landet samlede ledelse skal være dygtige til krisestyring. Vi skal vide, at de kan håndtere også den næste krise. Kendetegnende for god krisestyring er, at man evner at skabe opbakning blandt befolkningen om sine beslutningerne. Naturligvis skal man vise lederskab og handlekraft.

Corona-krisen viste, at partierne kunne stå sammen. Det er præcist det lederskab, vi ønsker af vores politikere; evnen til at se bort fra politiske forskelle og stå sammen for landets bedste. Lige nu har vi mange kriser, og derfor er det afgørende, at regering og embedsmandsværk kan demonstrere sammenhængende løsninger.

Operationspsykologisk forsvar (Psyops)

Særlige situationer kræver særlige indsatser. Lige nu handler det om at sikre befolkningens fortsatte store opbakning til støtten til Ukraine. Også når det begynder at blive koldt.

Jeg savner lige nu at se en indsamling på landsdækkende TV, nogle fakkeltog og opslag på sociale medier fra politikere. Jeg savner at se et ægte og synligt engagement fra samfundet om, at vi vil stå sammen for Ukraine mod Rusland. Jeg savner at se en task force med deltagelse af politikere og embedsmænd, som jævnligt går i medierne og giver en status. Jeg savner at se en landsindsamling, som sikrer opbakning til vores soldater, så de får den udrustning, de våben og den ammunition, der er er brug for – lige nu.

Psykologisk forsvar skal være en kritisk samfundsopgave

Jeg indledte dette debatindlæg ved at spørge hvem, der egentligt tager ansvar for landets psykologiske forsvar? Vi forbinder ofte forsvar med krudt og kugler. Under Den Kolde Krig var det ikke karrierefremmende som officer i Forsvaret at beskæftige sig med psykologisk krigsførelse. Den slags måtte man ikke beskæftige sig med, dikterede politikerne, og de militære chefer rettede ind. Jeg er bange for, at den holdning fortsat er gældende. Forsvarschefen/styrelseschefen fik jo besked på at rette ind af den tidligere forsvarsminister.

Vi er i et demokrati, hvor også modstandere af et forsvar er repræsenteret i Folketinget. Af Enhedslistens principprogram fra 2014 fremgår det, at man vil kæmpe for at nedlægge det danske militær, og at vi kommer ud af Nato. Et effektivt psykologisk forsvar skal kunne favne modsatrettede politiske overbevisninger.

Ukraine er dygtige til at kæmpe på to fronter: Med krudt og kugler samt med at fastholde befolkningens forsvarsvilje – det psykologiske forsvar. Vores psykologiske forsvar skal løftes til at være en kritisk samfundsopgave. Gode, frivillige organisationer står klar til at gøre en indsats, er jeg sikker på. Men den skal organiseres og forankres politisk og administrativt på de øverste niveauer.

Jeg inviterer til debat, dialog og ikke mindst arbejde med at finde konkrete løsninger til, hvordan vi sikrer et effektivt værn mod den psykologiske krigsførelse, som allerede i dag er virkelighed. Vi er på et niveau over partipolitik og valgkamp.