spot_img

Rapport om sikkerhedspolitiske trusler overser den største af dem alle

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

DEBAT: Den nyligt offentliggjorte rapport om udfordringerne for dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035 mangler at behandle psykologisk krigsførelse, som måske er den største trussel af alle. Det er en overset disciplin i Danmark, som er med til at gøre os sårbare overfor russisk påvirkning.

Under hele Den Kolde Krig og i perioden frem til i dag har vi været udsat for en målrettet psykologisk krigsførelse fra russisk side. Målet har hele tiden været og er fortsat at overtage det danske samfund – at annektere os. Strategien var og er at nedbryde vores vilje og evne til at forsvare os mod overgreb. Det optimale er jo, at man overtager et helt samfund uden omkostninger og uden at skade den infrastruktur, man ønsker at overtage. Tiden har vist, at den russiske psykologiske krigsførelse har været tilrettelagt og eksekveret med en meget lang tidshorisont.

Den nye rapport om dansk sikkerhed og forsvar peger på alvorlige udfordringer, og “kasseeftersynet” viser, at det står sløjt til. Midt i dette billede står det ubesvarede spørgsmål: Hvordan sikrer og fastholder vi befolkningens vilje til at forsvare sig? Det er rimeligt at antage, at desto større kriser og udfordringer befolkningen udsættes for, desto sværere er det at fastholde forsvarsviljen.

Når vi anerkender, at psykologisk krigsførelse eksisterer og finder sted, må vi også tænke i, hvordan vi forsvarer os imod den. Målet med dette indlæg er at sætte lys på en åbenlys svaghed i forsvaret af vores samfund. Målet er også at invitere til en debat om, hvordan vi forsvarer os.

Vores sårbare samfund

Rapporten om dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035 peger på alvorlige trusler, som reelt eksisterer allerede i dag. Svaret på disse udfordringer er ikke kun krudt og kugler – der er meget mere på spil, som politikerne allerede nu bør tage stilling til. Men først en ramme for, hvad psykologiske krigsførelse er.

Jeg er fra “Generation Koldkriger”, hvor jeg i 1970’erne var formand for reserveofficersforeningens P-udvalg. Det var et udvalg, som beskæftigede sig indgående med psykologisk krigsførelse. Dengang deltog jeg på kurser i Tyskland og Storbritannien om emnet og var medlem af 2. kommission i CIOR. (CIOR var en international organisation for reserveofficerer, og dens 2. kommission arbejdede med psykologisk krigsførelse). Siden var jeg designeret til BALTAP med en Psyops-funktion.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om ambassadør Michael Zilmer-Johns dystre rapport om fremtidens forsvars- og sikkerhedspolitik …

Mit udgangspunkt er, at der såmænd ikke er sket de helt store forandringer siden dengang. Der er ikke forskel på Warszawapagtens doktriner og det, vi oplever udført i dag. Faktisk hævder jeg, vi nu ser resultaterne af russernes målrettede og meget langsigtede psykologiske krigsførelse mod os.

Bevidst vælger jeg at referere til definitionerne af psykologisk krigsførelse, som de blev beskrevet i åbne kilder fra dengang. Dette gør jeg for at tydeliggøre sammenhængen mellem dengang og nu. I Grundbog for Orlogsgaster fra 1979 var der et helt kapitel om psykologisk krigsførelse. I øvrigt var samme kapitel gengivet i grundbogen for Hæren og for Flyvevåbnet. Her gav man et par definitioner, som gengives her:

»Den psykologiske krigsførelse deles op i strategisk psykologisk krigsførelse, der er langsigtet hovedsageligt med politiske mål, og som rettes mod landets regering og administration eller mod det dominerende politiske parti eller landets befolkning som helhed. Taktisk psykologisk krigsførelse har til formål at påvirke fjendens militære styrker og civilbefolkning i forbindelse med aktuelle kamphandlinger.«

Videre hedder det, at »fjenden søger gennem den psykologiske krigsførelse i første omgang at skabe splittelse i befolkningen, mellem denne og regeringen og mellem befolkningen og forsvaret, idet han søger at uddybe eventuelle uoverensstemmelser i befolkningen, skabe mistillid til landets styre og administration og fremkalde tvivl om forsvarets formåen og allieredes vilje til og mulighed for at komme landet til hjælp.«

Dengang talte vi om “subversive aktiviteter” – altså undergravende virksomhed – og “nyttige idioter” som virkemidler for at opnå målet med den psykologiske påvirkning. Interessant nok stillede et venstreorienteret folketingsmedlem dengang en forespørgsel til forsvarsministeren, om ministeren kunne acceptere sådanne budskaber i grundbøgerne til værnepligtige. Så besluttede den socialdemokratiske minister, at kapitlet skulle fjernes. Man kunne få den tanke, at det var et lille element i en psykologisk krigsførelse: Soldaterne måtte ikke undervises i, at fjenden kunne påvirke dem psykologisk.

Psykologisk krigsførelse forstærker eksisterende tendenser

Ikke alt, hvad vi oplever, skyldes en bevidst, planlagt psykologisk krigsførelse. I psykologiske operationer (Psyops) handler det også om at forstærke tendenser, som allerede er i gang hos modstanderen. I lyset af målene for psykologiske krigsførelse om at skabe splittelse og mistillid, springer følgende aktuelle eksempler i øjnene:

Vi har en regering og et embedsværk, som har vist sig at være i splid med sig selv. Vi har en forsvarschef, som er blevet til en styrelseschef. Vi har en tidligere forsvarsminister, som er mistænkt for at lække fortrolige oplysninger. Vi har en FE-chef, som staten sår tvivl om. Vi har haft hjemsendelse af den øverste ledelse af FE. Vi har en rigspolitichef, der er hjemsendt. Vi har en general, som fortæller, at vi først om mange år kan leve op til løfterne til vores allierede. Vi har et forsvar, hvor det er en offentlig hemmelighed, at det er i en ringe forfatning. Vi har HR-politik i Forsvaret, som gennem flere år har skabt stor udskiftning.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om Forsvarsministeriets “kasseeftersyn” af et udpint forsvar …

Det vil nok være for meget at påstå, at disse eksempler direkte er resultat af en målrettet psykologisk krigsførelse. Men den psykologiske krigsførelse udføres også ved at finde tendenser, som man kan forstærke, for at opnå sit mål.

»Næsten halvdelen af danskerne har mistet tillid til retssystemet, politikere og den offentlig administration de senere år,« citerer mediet Nordtinget Justitsministeriet for at have konkluderet mandag i denne uge.

Konklusionen må dog være, at vi gennem tiden har gjort os selv meget sårbare for fremtidige og målrettede psykologiske operationer. Konklusionen er også, at vi er meget sårbare netop nu. De gamle Warszawapagt-doktriner har helt sikkert haft den forudsætning, at man har tid til at vente på resultaterne. Man arbejder med lange, seje træk. Man får indtrykket af, at der i Rusland sidder Psyops-koldkrigere og glæder sig over, at deres strategiske psykologiske indsatser fra dengang nu giver frugt.

De kommende udfordringer

Rapporten om dansk sikkerhed og forsvar frem til 2035 beskriver en række store og vanskelige udfordringer. Men lige her og nu er kampen allerede i gang. Det oplagte mål for Rusland er at skabe splittelse mellem de allierede og dermed fjerne den psykologiske og den praktiske støtte til Ukraine.

Vi oplever nu, i det små, at tyske partier presser på for at få igangsat fredsforhandlinger. Vi vil helt sikkert opleve, at flere organisationer og bevægelser blandt de allierede vil komme med samme krav. Vi oplever, at Amnesty International sætter spørgsmålstegn ved ukrainernes overholdelse af krigens love. Måske har de dokumentation for deres synspunkter, men timingen og proportionerne i anklagerne virker påfaldende.

Som målgruppe er den danske befolkning relativ nem: Hukommelsen er ganske kort, og den har nemt ved at engagere sig på overskriftsniveau. Vi vil gerne være på det vindende hold, og fremgangen på slagmarken i Ukraine får nogen spalteplads. Allerede nu svinder overskrifterne og spaltepladserne i medierne. Naturligvis vil vi i mediebilledet blive meget optaget af et kommende valg. Med mindre opmærksomhed følger mindre interesse.

Udfordringen er her og nu at sikre opbakningen til Ukraine – også når det bliver svært.

Det psykologiske forsvar

Under Den Kolde Krig blev det politisk besluttet, at vi ikke måtte beskæftige os med psykologisk krigsførelse. Til nøds måtte vi interessere os lidt for psykologiske operationer – læs: design, fabrikation og frembringelse af flyveblade på kamppladsen. Men som reserveofficerer i P-udvalget kunne vi trække det civile kort. En åbenlys svaghed i begrebet psykologisk krigsførelse var, at man ikke tog stilling til, hvordan man skulle organisere et forsvar overfor strategiske angreb i fredstid.

Vi bidrog med at uddanne officerer i elementerne i psykologiske krigsførelse og med, hvilke forholdsregler de kunne/skulle tage, når de førte deres enheder. For officerer med krudt og kugler i blodet var det ikke det, der optog dem mest. Det psykologiske forsvar skal etableres i fredstid, og der er ingen genveje. Som en mulig måde at strukturere en indsats kan vi bruge de gamle definitioner for psykologisk krigsførelse, men bare med omvendt fortegn:

Strategisk psykologisk forsvar

Med respekt for demokratiet skal der opbygges og vedligeholdes tillid til landets styre. Vi skal have tillid til regeringens embedsførelse og et troværdigt embedsmandsværk. Med respekt for demokratiet mener jeg her, at vi jo alle har ret til frit at tænke, tro og tale. Vi skal have retten til at være uenige. Men som samfund skal vi have viljen til at gå i samme retning.

At arbejde strategisk forudsætter naturligvis, at man har evnen. Man skal kunne arbejde med et langsigtet perspektiv. Der er ikke plads til politiske ”hovsa-beslutninger”. Vi skal have diskussionen om, hvad det er for et samfund, og hvad det er for værdier, vi ønsker på den lange bane. Vi skal have en vision om det fremtidige Danmark.

I gamle dage – i min tid – målte man jævnligt den danske befolknings forsvarsvilje. Det var i virkeligheden et godt redskab til at vurdere niveauet for vores psykologiske forsvar. Det kunne være et godt første skridt til at komme videre til en styrkelse af det psykologiske forsvar.

Taktisk-psykologisk forsvar

Landet samlede ledelse skal være dygtige til krisestyring. Vi skal vide, at de kan håndtere også den næste krise. Kendetegnende for god krisestyring er, at man evner at skabe opbakning blandt befolkningen om sine beslutningerne. Naturligvis skal man vise lederskab og handlekraft.

Corona-krisen viste, at partierne kunne stå sammen. Det er præcist det lederskab, vi ønsker af vores politikere; evnen til at se bort fra politiske forskelle og stå sammen for landets bedste. Lige nu har vi mange kriser, og derfor er det afgørende, at regering og embedsmandsværk kan demonstrere sammenhængende løsninger.

Operationspsykologisk forsvar (Psyops)

Særlige situationer kræver særlige indsatser. Lige nu handler det om at sikre befolkningens fortsatte store opbakning til støtten til Ukraine. Også når det begynder at blive koldt.

Jeg savner lige nu at se en indsamling på landsdækkende TV, nogle fakkeltog og opslag på sociale medier fra politikere. Jeg savner at se et ægte og synligt engagement fra samfundet om, at vi vil stå sammen for Ukraine mod Rusland. Jeg savner at se en task force med deltagelse af politikere og embedsmænd, som jævnligt går i medierne og giver en status. Jeg savner at se en landsindsamling, som sikrer opbakning til vores soldater, så de får den udrustning, de våben og den ammunition, der er er brug for – lige nu.

Psykologisk forsvar skal være en kritisk samfundsopgave

Jeg indledte dette debatindlæg ved at spørge hvem, der egentligt tager ansvar for landets psykologiske forsvar? Vi forbinder ofte forsvar med krudt og kugler. Under Den Kolde Krig var det ikke karrierefremmende som officer i Forsvaret at beskæftige sig med psykologisk krigsførelse. Den slags måtte man ikke beskæftige sig med, dikterede politikerne, og de militære chefer rettede ind. Jeg er bange for, at den holdning fortsat er gældende. Forsvarschefen/styrelseschefen fik jo besked på at rette ind af den tidligere forsvarsminister.

Vi er i et demokrati, hvor også modstandere af et forsvar er repræsenteret i Folketinget. Af Enhedslistens principprogram fra 2014 fremgår det, at man vil kæmpe for at nedlægge det danske militær, og at vi kommer ud af Nato. Et effektivt psykologisk forsvar skal kunne favne modsatrettede politiske overbevisninger.

Ukraine er dygtige til at kæmpe på to fronter: Med krudt og kugler samt med at fastholde befolkningens forsvarsvilje – det psykologiske forsvar. Vores psykologiske forsvar skal løftes til at være en kritisk samfundsopgave. Gode, frivillige organisationer står klar til at gøre en indsats, er jeg sikker på. Men den skal organiseres og forankres politisk og administrativt på de øverste niveauer.

Jeg inviterer til debat, dialog og ikke mindst arbejde med at finde konkrete løsninger til, hvordan vi sikrer et effektivt værn mod den psykologiske krigsførelse, som allerede i dag er virkelighed. Vi er på et niveau over partipolitik og valgkamp.

Sten Svensson har som reserveofficer bl.a. været formand for Reserveofficersforeningens udvalg vedr. psykologisk krigsførelse, deltaget i kurser i PsyOps i Tyskland og Storbritannien og været designeret i Baltap med fokus på PsyOps.
Privatfoto

Andre læste også

Stop nu den manipulerende propaganda!

Abonnement
KOMMENTAR: Forsvaret genvinder aldrig befolkningens tillid, før hele det militære system åbner mere op og begynder at kommunikere ærligt og troværdigt. Sagen om ”Iver Huitfeldt” blev håndteret katastrofalt, og den nu detroniserede forsvarschef Flemming Lentfer fortsætter i egen kamikazestil gennem sin advokat. Vi sagde det i kærlighed. ”Cirkus Mili” var...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

6 KOMMENTARER

guest
6 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Henrik Sven Sørensen
Læser
Henrik Sven Sørensen
10. oktober 2022 8:51

Kære Sten, Godt at se, at du stadig ‘råber op’ om psykologisk krigsførelse. Som du skriver, synes det at være gået helt i glemmebogen. De seneste 20-30 års udvikling både i samfund og forsvar har skubbet dette helt ud over klippekanten, og forsvarsviljen er på et absolut lavpunkt. Dette til trods for at vi støtter krigen i Ukraine, der jo er ‘behageligt’ langt væk. Ukrainerne har fremgang i særdeleshed fordi de har VILJEN, og selvfølgelig ‘suppleret’ med militær kapacitet. I Danmark har vi hverken viljen eller de militære kapaciteter. Nu synes der åbnet op for investeringer i forsvaret – det er et langt sejt træk. Det er svært at se, hvem og hvordan der aktivt arbejdes med forsvarsviljen. Det er ganske få af de yngre generationer, der haft nogen form for kontakt med forsvar, militær eller beredskab, og det i sig selv har reduceret forsvarsviljen (“Dem der har evnen har pligten.”). Går man en tur i København en aften eller weekend er det helt tydeligt at caféliv har forrang for forsvar og krigsførelse af enhver art. Måske sætter vi ikke nok pris på caféliv ? Bedste hilsner, din gamle PSYOPS kollega.

wedell chhristensen
Læser
wedell chhristensen
8. oktober 2022 15:29

Den første erkendelse, hvis man vil have psykologisk krigsførelse ind i den militære tjeneste er at anerkende, at ansættelsen i Forsvaret er en politisk handling. I den daglige tjeneste vil det uvægerligt støde sammen med opfattelsen af, at tjenesten er upolitisk som alt andet arbejde , en lønmodtager udfører og overvejende påstås at være. Og fordi at når noget er politisk, er det konfliktfyldt i virksomheden. Og det skal jo undgås.
Det galt i Hjemmeværnet vedrørende konsulent- og informationsvirksomheden, det galt i erhvervsuddannelserne, dengang bla. samfundsfag og virksomhedslære var fremherskende, og af og til også i timerne i Forsvaret civilundervisning.
Politik skal helst undgås, det opfattes som at skabe splittelse – ubehageligt- og for demokratisk dannede mennesker egentlig en modsigelse. Det er det, der er det svære: At anerkende til dagligt, at andre kan udøve magt og imødegå denne med egne menneskelige kapaciteter, normalt intelligens for at undgå rå magt. Det kræver skoling i forbindelse med arbejdet, så det kræver, at man ved, hvad demokrati er. Det burde man egentligt have lært i skolen. Hvis ikke, er vi såbare.

Ole Alex Pagh-Schou
Læser
Ole Alex Pagh-Schou
13. oktober 2022 21:10

Kære Sten, Som 86-årig fhv. oberstløjtnant og “Koldkriger” takker og bekræfter jeg dit indlæg. Håber, at den må få en større læserkreds.

Henrik Bruun Andersen
Læser
Henrik Bruun Andersen
15. oktober 2022 13:02

Virkelig interessant artikel. Og jeg venter kun på en mulig artikel nr. 2, hvor flere konkrete eksempler på psykologisk krigsførelse kan eksemplificeret og debatteret.
Når jeg læser artiklen bliver jeg egentlig ikke overrasket over de enkelte delelementer, men når de sættes sammen så man ser systematikken og sammenhængen (krydret med eksempler) så går det op for en, hvor vigtigt det er handle og have en plan for i Danmark.
Hidtil har jeg mest tænkt helt tradionelt på det, og set det som en debat om flere eller færre værnepligtige. Men kan godt se, det ikke har noget med psykologisk krigsførelse at gøre, men kun er et af de mange værktøjer, der samlet kan hæve modstandskraften i det danske samfund.
Det er også underligt at se, hvordan vi som privatpersoner, medier og samfund reagerer på de konstant skiftede “Good Cop – Bad Cop” meldinger fra Rusland. Vi farer alle sammen rundt som forvirret høns, der den ene dag prepper til ww3, og den næste dag tror at krigen slutter lige om lidt.
Som som sagt meget interessant emne, som meget gerne må dyrkes mere her på OLFI

Peter Nielsen
Læser
Peter Nielsen
8. oktober 2022 12:35

Mange tak for atter at tage dette vigtige emne op igen. Jeg tror nu Dammark står bedre end mange andre lande i NATO, selvom visse kræfter prøver at splitte landet og rakke politikere ned.

Martine Perregaard
Læser
Martine Perregaard
21. oktober 2022 11:08

Kære Sten. Jeg er sindssygt interesseret i dette emne, og jeg har skrevet speciale om noget i nabolaget. Jeg kan ikke finde en mailadresse på dig, men jeg vil sindssygt gerne i kontakt. Mvh, Martine Perregaard.