DEBAT: Danske politikere og Forsvarets ledelse har behandlet ubådsspørgsmål med hovedet under armen i de sidste 20-30 år, mener orlogshistoriker Hans Christian Bjerg. Han peger her på en stribe strategiske, taktiske og ikke mindst træningsmæssige fordele ved at genindføre ubåden i det danske forsvar.

Ved det politiske forsvarsforlig, der blev indgået den 10, juni 2004, blev det danske ubådsvåben afskaffet med to ord. Det var en politisk beslutning overraskende nok taget på initiativ af forsvarsministeren Søren Gade fra den ene dag til den anden. Der blev end ikke forsøgt at give en faglig begrundelse eller brugt kræfter på at give en forklaring på denne beslutning. Skal man søge at finde en forklaring, synes den at gå i retning af, at ubåde ikke egnede sig til at deltage i internationale operationer, samt at man hellere ville have overfladeskibe til internationale opgaver, og at ubåde set i forhold til disse opgaver synes at være alt for dyre. Endvidere synes det også at have spillet ind, at Østersøen, som er velegnet til ubådsoperationer, blev anset for at være et lavspændingsområde.

Denne beslutning var uigennemtænkt og kortsigtet. Problemet er bl.a., at ubådsvåbenet er dét sømilitære våbensystem, der er vanskeligst at genetablere, idet det bygger på en stor opsamlet erfaring og uddannelse, i modsætning til andre tilsvarende systemer. Det havde været rettidigt omhu at lade den opbyggede know-how overvintre i Søværnet, selv om man ikke p.t. ville anskaffe nye ubåde, herunder at Søværnet som sådan stadig vedligeholdt viden og udvikling inden for dette område. Klogt have det været at søge deltagelse i det den gang etableret samarbejde inden for ubådsområdet, der var i gang mellem Tyskland og Norge. Men dette skete ikke. Og nu 20 år efter vil det blive en kostbar sag at retablerede den tidligere oparbejdede know-how. I mellemtiden har vi set en rivende udvikling inden for ubådsvåbenet ikke mindst i vore nabolande og partnere i Østersøen.

Da Vorherre opfandt Østersøen, tænkte han på ubådsvåbnet

I dag står vi i en situation, hvor de hårde kendsgerninger atter har gjort Østersøen til et højspændingsområde. På samme baggrund er alvoren pludselig gået op for vore politikere, der har bevilget næsten 200 milliarder til opbygning af vort forsømte forsvar, herunder Søværnet.  Begge disse forhold bringer atter ubådsvåbenet i fokus. Vi kan ikke som sædvanlig blot henvise til, at der nok er andre landes ubåde i Østersøen, som klarer ærterne for os. Der kan aldrig være for mange Nato-ubåde i Østersøen, selv efter at både Sverige og Finland er blevet medlemmer af alliancen. Finland råder f.eks.ikke over ubåde.

Debatindlægget fortsætter under henvisningen …

Danske ubåde – hvad skal det nytte?

Da Vorherre opfandt Østersøen, tænkte han på ubådsvåbnet, som en klog mand engang har sagt. Østersøen er nemlig et perfekt operationsområde for ubåde. idet dens forskellige saltlag gør anvendelse af sonar og lyttesystemer meget vanskelige for ikke at sige umulige. På samme måde er dybdeforholdene øst for Bornholm optimale for ubådsoperationer.

Hvis man for alvor vil styrke det danske forsvar i Østersøen, og samtidig give Forsvaret et substantielt løft, der også har betydning for vore arktiske forpligtelser, så bør ubåde genindføres i det danske søværn.

Ubåden er et af de mest fleksible instrumenter i den sømilitære værkstøjskasse. Dens helt store force er, at den kan være usynlig og samtidig være tilstede i et operationsområde. I modsætning til hvad det f.eks. ses hævdet af flere politikere, er ubåden ikke udelukkende et offensivt våbensystem. Det er unikt ved både at være et strategisk og et taktisk våben, der både kan operere offensivt og defensivt. Frygten for tilstedeværelse af Nato-ubåde, herunder danske, der ikke umiddelbart vil kunne nedkæmpes, vil virke hæmmende og afskrækkende på en eventuel invasionsstyrke fra øst. Defensivt er ubåden velegnet til gennem længere tid usynligt placeret i et farvand at indhente efterretninger om alle bevægelser i luften og på overfladen. En opgave, som ubåden er perfekt til, og som vil være væsentlig i det præventive forsvar af vore interesser i Østersøen. Ligesom at ubåden skjult derfor vil kunne bestride et forsøg på et russisk søherredømme i Østersøen.

Stor gavn af træning med egne ubåde

Offensivt benytter ubåden torpedoer eller undervandsmissiler, der har større effekt end tilsvarende missilsystemer anvendt på overfladen. De rammer fjendtlige skibe under vandoverfladen og er derfor i høj grad ultimative. De missiler, der anvendes skib-til-skib mellem overfladefartøjer, er normalt ikke ultimative. Det sidste eksempel på dette, er det missil, der ramte det russiske krigsskib “Moskva” i Sortehavet. Missilet sænkede ikke skibet, men satte det i brand, så det som følge heraf sank.

Hertil kommer, at ubåden både offensivt og defensivt anvendt er en platform, der er vejruafhængig og derfor ville kunne indsættes under alle forhold – i modsætning til overfladeskibe. I taktisk henseende er ubåde også velegnede til skjulte operationer, f.eks. landsætning af specialstyrker og lign. Træningsmæssigt vil en afbalanceret flåde have glæde af sammen med egne ubåde at kunne få erfaring i bekæmpelse af fjendtlige ubåde. Det eneste ubåden ikke er god til, er “at vise flaget” i en slags “kanonbådsdiplomati”.

Debatindlægget fortsætter under henvisningen …

Danmark bør investere i maritime overvågningsfly før anskaffelsen af ubåde

I forbindelse med den nuværende situation er det blevet konstateret, at Danmark kun delvis har kapacitet til at holde sig underrettet om, hvad der sker under havoverfladen i danske farvande og i nærområdet i Østersøen. Her vil et par ubåde i meget høj grad kunne gøre sig gældende og i fremtiden sikre besiddelse af en sådan kapacitet. Ville besiddelse af en ubådskapacitet have forhindret det, der nu har fundet sted ved gasledningerne.i Østersøen. Det kan der fornuftigvis ikke siges noget konkret om, men en eventuel tilstedeværelse af danske ubåde i Østersøen ville i hvert fald virke præventivt i forhold til teorien om sabotage. Ligesom en opfølgning af lignende hændelser vil være betydeligt lettere, hvis man er i besiddelse af ubåde.

Danske politikere har haft hovedet under armen

Med vore begrænsede ressourcer fremføres det ofte, at vi ikke har råd til ubåde. Men er det rigtigt? Ja, en ubåd er meget dyr på grund af den meget kompakte konstruktion, der kræver skræddersyet apparatur i modsætning til overfaldeskibenes anvendelse af almindelige standarder. Til gengæld er ubåden meget billig i drift, både når det gælder brændstof og i vedligeholdelse. Foretager man en beregning af det, der betegnes life-cost af henholdsvis en fregat af den type, der anvendes i Danmark, og en kystubåd af dansk størrelse over en periode på 30 år, og hvor kampkraften iøvrigt forudsættes nogenlunde ens, viser det sig, at ubåden ganske vist er betydelig dyrere i anskaffelse, men over tid alligevel ender med at blive et billigere våbensystem set i forhold til overfladeskibet. En ny ubåd projekteret fra kølen af, vil sikkert i dag koste omkring syv milliarder kr., men mindre kan gøre det. Da Danmark er et af de få lande, der ikke har ubåde, vil der være ubåde til salg flere steder, ligesom man ved et samarbejde med Norge og Tyskland vil kunne indgå i en konstruktionsproces.

Debatindlægget fortsætter under henvisningen …

Carsten Fjord-Larsens udtalelser vækker ubådsdebatten fra årelang dvale

De danske politikere og Forsvarets ledelse har behandlet ubådsspørgsmål med hovedet under armen i de sidste 20-30 år. Man meldte sig omkring 2000 ud af et glimrende fælles nordisk ubådsprojekt, man undlod ved den hastige nedlæggelse af ubådsvåbenet at koble sig på det norsk-tyske fællesprojekt, og endeligt undlod man at lade denne know-how overvintre i Søværnet.

Nu bliver man tvunget til at ofre store midler på en styrkelse af Forsvaret, samtidig med at vi er udfordret af hårde strategiske kendsgerninger. En genindførelse af ubådsvåbnet må under de kommende forhandlinger ligge lige til højrebenet for enhver ansvarlig politiker. Nu har vi for en gangs skyld midler til realistisk at overveje en genindførelse af ubåde i det danske forsvar.