DEBAT: Forslaget om at genindføre ubåde i Søværnet strander næppe på en strategisk analyse af rigsfællesskabets sikkerhed og behov, men på de begrænsede investeringer det vil give i danske arbejdspladser. Det mener orlogskaptajn Johannes Riber, som her forklarer de politiske diskussioner og hensyn, der førte til udfasningen i 2004.
Med Søværnets næstkommanderende, flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsens, interview i Frontlinjen på Radio4 den 4. oktober, blev der løftet et “flådetabu” om ubåde og deres relevans for et dansk forsvar. Et tabu, som har eksisteret siden udfasningen i 2004 og understøttet en fortælling om, at ubåde er for dyre og for gammeldags – prisen for dem står ikke mål med deres strategiske effekt.
Det er et synspunkt, Danmark står meget alene med, når vi sammenligner os med andre moderne flåder, både i og uden for Nato. Et eksempel er den portugisiske flåde, hvis første nybygningsprojekt efter Den Kolde Krig var at indkøbe nye ubåde i 2005 fra et tysk værft.
Debatindlægget fortsætter under henvisningen …
Carsten Fjord-Larsens udtalelser vækker ubådsdebatten fra årelang dvale
Når vi kigger ud i verden, er tendensen altså ikke, at ubåde er fortid, men derimod fremtiden, hvor stadig flere lande ser det som en helt central platform i deres flåde. Senest introducerede Bangladesh ubåde i deres flåde i 2017. Der er altså en klar forskel på det danske syn på ubåde og på den udvikling, vi ser andre steder. Derfor vil jeg her klarlægge, hvorfra den danske skepsis over for ubåde kommer for dernæst i en efterfølgende artikel at argumentere for, hvorfor Danmark igen bør overveje at investere i ubåde. Et argument som tager sit udgangspunkt i min ph.d.-forskning omkring dansk flådeplanlægning efter Den Kolde Krig.
Jeg starter derfor i denne artikel med at forklare, hvilke grunde der lå bag udfasningen i 2004.
Fra krigsflåde til “kriseflåde”
Debatten om ubådene kan spores tilbage til start 1980’erne. I 1980 havde den danske flåde stadig relativt nye ubåde, som var bygget på det danske orlogsværft ti år tidligere.
1980’erne var på mange måder skelsættende for dansk forsvarspolitik. Mest kendt er naturligvis fodnotepolitikken i Nato, men bag ved den lå ideen om det ikke-offensive forsvar (IOF). IOF var vokset ud af fredsbevægelsernes protest mod Natos dobbeltbeslutning og født i forsvarsdebatterne i Tyskland. Ideen bag IOF var, at stater med offensive våben også var mere villige til at angribe eller optrappe unødvendigt under en krig. Tilsvarende var lande med offensive våben mere udsat, fordi en modpart (i dette tilfælde Sovjetunionen) ville være mere tilbøjelig til at opfatte sådanne staters intentioner som offensive og dermed mere utilregnelige.
Argumentet vandt gehør i den danske forsvarsdebat, hvor IOF-fortalerne var at finde på den danske venstrefløj, i det Radikale Venstre samt i dele af Socialdemokratiet. IOF-fløjen argumenterede hurtigt for de danske fregatter og ubåde som offensive kapaciteter, der øgede risikoen for krig. Fregatterne blev udfaset i slutningen af 1980’erne, og fremtiden for de danske ubåde blev udskudt ved at indkøbe brugte norske ubåde.
Med afslutningen af Den Kolde Krig blev 1990’ernes forsvarsdebat præget af en diskussion om, hvor Søværnet skulle hen. Ideen om IOF var stadig tilstede i dansk forsvarspolitik.
Debatindlægget fortsætter under henvisningen …
»Det betyder virkelig noget, hvis du kan spille en ubåd ind i Nato-samarbejdet«
Forestillingen om en flåde, som kunne drage ud i verden og løse en række humanitære opgaver under konflikter og katastrofer, fik relativt hurtigt politisk gehør. Delvist fordi det flugtede med IOF-tanken, delvist fordi de kunne bygges på et dansk værft. Hermed blev ideen bag patruljeskibet i 1994 født. Det blev senere omdøbt til støtteskibet, der udviklede sig til Absalon-klassen. Som begreb blev patruljeskibet genintroduceret få år senere og udviklede sig efterfølgende Iver Huitfeldt-klassen. Fælles for denne navneleg var, at ordet “fregatter” var for offensivt, politisk kontroversielt og pegede tilbage til uenighederne i 1980’erne om de daværende danske fregatter. Navnene skulle derfor i stedet afspejle de nye internationale opgaver, 1990’erne bød på.
Salgsargumentet for begge skibsprojekter var, at de kunne løse en række kriseopgaver, mens evnen til at løse de klassiske kampopgaver blev nedtonet. Der blev lagt vægt på de defensive opgaver ved at trække de offensive opgaver i baggrunden for hermed at undgå kritikken fra IOF-fløjen i dansk politik. Man gik fra fortællingen om krigsskib til kriseskib – fra kampflåde til kriseflåde. Ideen om kriseskibet, kombineret med at de kunne bygges på et dansk værft, betød, at debatten om skibene nærmere gik på antal end anskaffelse.
Offensivt design skubbede S over på nej-siden
Den samme historie kunne ikke sælges om erstatningen af de danske ubåde, og de politiske uenigheder forsatte op igennem 1990’erne. Ubådene blev af IOF-fløjen anset som en offensiv reminiscens fra Den Kolde Krig, som var ubrugelige i den nye kriseflåde.
Danmark var ikke alene om at være usikker på ubådenes fremtid. I Holland var der også en debat, og i Sverige var usikkerheden tilsvarende stor. Faktisk frygtede man fra dansk side, at Sverige ville trække sig fra det fælles nordiske ubådsprojekt (Viking-projektet) i 1999. Kampen her lå bl.a. i, at Danmark pressede på for at få ubådene bygget på et dansk værft, hvilket der var svensk skepsis overfor. Således handlede Viking-projektet ligeså meget om industriinteresser som om sikkerhedspolitik.
Debatindlægget fortsætter under henvisningen …
Sabotage på gasrørledninger aktualiserer debatten om Danmarks manglende ubåde
Debatten om ubåde i Danmark var delt. Højre side i Folketinget var for, mens Det Radikale Venstre samt venstrefløjen var imod. Således var der et sammenfald mellem de partier, som var fortaler for IOF i 1980’erne og imod investeringen i ubådene i 1990’erne. For Socialdemokratiet var det en svær beslutning. Selvom partiet var skeptisk, pressede værftsindustrien sammen med fagforeningerne på for, at Danmark skulle fortsætte med at investere i Viking-projektet for at bevare danske arbejdspladser. Den daværende formand for Dansk Metal, Max Bæhring, gik i den sammenhæng ud med en række udtalelser om fordelene ved danske ubåde i den socialdemokratiske avis Aktuelt.
Læs også: Danmark bør investere i maritime overvågningsfly før anskaffelsen af ubåde
I sidste ende strandede Viking-projektet i en række uenigheder mellem Danmark, Norge og Sverige. I den danske debat blev endnu sværere. Dels fordi udsigterne til, at dansk industri fik sin del af kagen blev mindre, dels fordi man arbejdede med et “offensivt” design, som gjorde ubåden i stand til at medføre langtrækkende missiler, herunder Tomahawk-missiler. Denne kombination sendte Socialdemokratiet over på den politiske nej-side. Ubådenes skæbne blev endeligt afgjort i 2004, da Svend Aage Jensby (V) måtte gå af som forsvarsminister og den nye, Søren Gade (V), prioriterede et hurtigt forlig højere end ubåde.
Forslaget strander på hensynet til industrien
Ubådenes skæbne blev altså ikke afgjort af prisen, men af en kombination af, at den blev anset for ubrugelig i den nye danske “kriseflåde”, samt at projektet ikke i fornødent omfang kunne støtte danske industriinteresser. Fregat- og ubådsprojekterne blev derfor eksempler på, hvorledes politiske beslutninger on nyanskaffelser til Søværnet er en vekselvirkning mellem den politiske virkelighed, Forsvarets behov og støtte til den nationale industri. En politik, som er videreført helt op til i dag, eksemplificeret gennem det partnerskab på det maritime område, som blev oprettet i 2022, hvor daværende forsvarsminister Morten Bødskov (S) udtalte:
»Inden for den næste årrække står Forsvaret overfor at skulle udskifte en lang række skibe. Det betyder anskaffelser i omegnen af 40 mia. kroner. Det nye partnerskab skal komme med anbefalinger, så den danske, maritime forsvarsindustri kan få del i disse investeringer. Til gavn for den danske forsvarsindustri, danske arbejdspladser og ikke mindst for Danmarks sikkerhed.«
Det er altså helt centralt, at nybygningsprojekter til det danske Søværn tjener danske industriinteresser.
Der er intet unikt i denne tilgang. Ideen om at køre forsvarsinvesteringer retur i sin egen nationale industri ser vi i mange lande. Udover stormagterne gælder det også i lande som Norge, Grækenland, Sverige og Holland. Sådan en støtte kan f.eks. være at bidrage med specifik teknologi, design eller, som i Grækenland, ved at bygge ubåde på en tysk licens. Lande finder altså forskellige måder at få store militære investeringer retur i egen national industri, og her er Danmark ikke nogen undtagelse.
I dansk kontekst kan det så blot betyde, at et forslag om ubåde i dag ikke strander på en strategisk analyse af rigsfællesskabets sikkerhed og behov, men på de begrænsede investeringer det vil give i danske arbejdspladser, fordi det bliver svært at finde et område, hvor dansk forsvarsindustri kan byde ind. Dermed bliver det også nemt at affeje ubåde med argumenter om deres begrænsede anvendelse, alt for høje pris samt, at de kan erstattes af droner. Argumenter som får lov til at stå uimodsagt, men som jeg vil komme ind på i den næste artikel.
