spot_img

Danske ubåde – hvad skal det nytte?

DEBAT: Forslaget om at genindføre ubåde i Søværnet strander næppe på en strategisk analyse af rigsfællesskabets sikkerhed og behov, men på de begrænsede investeringer det vil give i danske arbejdspladser. Det mener orlogskaptajn Johannes Riber, som her forklarer de politiske diskussioner og hensyn, der førte til udfasningen i 2004.

Med Søværnets næstkommanderende, flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsens, interview i Frontlinjen på Radio4 den 4. oktober, blev der løftet et “flådetabu” om ubåde og deres relevans for et dansk forsvar. Et tabu, som har eksisteret siden udfasningen i 2004 og understøttet en fortælling om, at ubåde er for dyre og for gammeldags – prisen for dem står ikke mål med deres strategiske effekt.

Det er et synspunkt, Danmark står meget alene med, når vi sammenligner os med andre moderne flåder, både i og uden for Nato. Et eksempel er den portugisiske flåde, hvis første nybygningsprojekt efter Den Kolde Krig var at indkøbe nye ubåde i 2005 fra et tysk værft.

Debatindlægget fortsætter under henvisningen …

Carsten Fjord-Larsens udtalelser vækker ubådsdebatten fra årelang dvale

Når vi kigger ud i verden, er tendensen altså ikke, at ubåde er fortid, men derimod fremtiden, hvor stadig flere lande ser det som en helt central platform i deres flåde. Senest introducerede Bangladesh ubåde i deres flåde i 2017. Der er altså en klar forskel på det danske syn på ubåde og på den udvikling, vi ser andre steder. Derfor vil jeg her klarlægge, hvorfra den danske skepsis over for ubåde kommer for dernæst i en efterfølgende artikel at argumentere for, hvorfor Danmark igen bør overveje at investere i ubåde. Et argument som tager sit udgangspunkt i min ph.d.-forskning omkring dansk flådeplanlægning efter Den Kolde Krig.

Jeg starter derfor i denne artikel med at forklare, hvilke grunde der lå bag udfasningen i 2004.

Fra krigsflåde til “kriseflåde”

Debatten om ubådene kan spores tilbage til start 1980’erne. I 1980 havde den danske flåde stadig relativt nye ubåde, som var bygget på det danske orlogsværft ti år tidligere.

1980’erne var på mange måder skelsættende for dansk forsvarspolitik. Mest kendt er naturligvis fodnotepolitikken i Nato, men bag ved den lå ideen om det ikke-offensive forsvar (IOF). IOF var vokset ud af fredsbevægelsernes protest mod Natos dobbeltbeslutning og født i forsvarsdebatterne i Tyskland. Ideen bag IOF var, at stater med offensive våben også var mere villige til at angribe eller optrappe unødvendigt under en krig. Tilsvarende var lande med offensive våben mere udsat, fordi en modpart (i dette tilfælde Sovjetunionen) ville være mere tilbøjelig til at opfatte sådanne staters intentioner som offensive og dermed mere utilregnelige.

Argumentet vandt gehør i den danske forsvarsdebat, hvor IOF-fortalerne var at finde på den danske venstrefløj, i det Radikale Venstre samt i dele af Socialdemokratiet. IOF-fløjen argumenterede hurtigt for de danske fregatter og ubåde som offensive kapaciteter, der øgede risikoen for krig. Fregatterne blev udfaset i slutningen af 1980’erne, og fremtiden for de danske ubåde blev udskudt ved at indkøbe brugte norske ubåde.

Med afslutningen af Den Kolde Krig blev 1990’ernes forsvarsdebat præget af en diskussion om, hvor Søværnet skulle hen. Ideen om IOF var stadig tilstede i dansk forsvarspolitik.

Debatindlægget fortsætter under henvisningen …

»Det betyder virkelig noget, hvis du kan spille en ubåd ind i Nato-samarbejdet«

Forestillingen om en flåde, som kunne drage ud i verden og løse en række humanitære opgaver under konflikter og katastrofer, fik relativt hurtigt politisk gehør. Delvist fordi det flugtede med IOF-tanken, delvist fordi de kunne bygges på et dansk værft. Hermed blev ideen bag patruljeskibet i 1994 født. Det blev senere omdøbt til støtteskibet, der udviklede sig til Absalon-klassen. Som begreb blev patruljeskibet genintroduceret få år senere og udviklede sig efterfølgende Iver Huitfeldt-klassen. Fælles for denne navneleg var, at ordet “fregatter” var for offensivt, politisk kontroversielt og pegede tilbage til uenighederne i 1980’erne om de daværende danske fregatter. Navnene skulle derfor i stedet afspejle de nye internationale opgaver, 1990’erne bød på.

Salgsargumentet for begge skibsprojekter var, at de kunne løse en række kriseopgaver, mens evnen til at løse de klassiske kampopgaver blev nedtonet. Der blev lagt vægt på de defensive opgaver ved at trække de offensive opgaver i baggrunden for hermed at undgå kritikken fra IOF-fløjen i dansk politik. Man gik fra fortællingen om krigsskib til kriseskib – fra kampflåde til kriseflåde. Ideen om kriseskibet, kombineret med at de kunne bygges på et dansk værft, betød, at debatten om skibene nærmere gik på antal end anskaffelse.

Offensivt design skubbede S over på nej-siden

Den samme historie kunne ikke sælges om erstatningen af de danske ubåde, og de politiske uenigheder forsatte op igennem 1990’erne. Ubådene blev af IOF-fløjen anset som en offensiv reminiscens fra Den Kolde Krig, som var ubrugelige i den nye kriseflåde.

Danmark var ikke alene om at være usikker på ubådenes fremtid. I Holland var der også en debat, og i Sverige var usikkerheden tilsvarende stor. Faktisk frygtede man fra dansk side, at Sverige ville trække sig fra det fælles nordiske ubådsprojekt (Viking-projektet) i 1999. Kampen her lå bl.a. i, at Danmark pressede på for at få ubådene bygget på et dansk værft, hvilket der var svensk skepsis overfor. Således handlede Viking-projektet ligeså meget om industriinteresser som om sikkerhedspolitik.

Debatindlægget fortsætter under henvisningen …

Sabotage på gasrørledninger aktualiserer debatten om Danmarks manglende ubåde

Debatten om ubåde i Danmark var delt. Højre side i Folketinget var for, mens Det Radikale Venstre samt venstrefløjen var imod. Således var der et sammenfald mellem de partier, som var fortaler for IOF i 1980’erne og imod investeringen i ubådene i 1990’erne. For Socialdemokratiet var det en svær beslutning. Selvom partiet var skeptisk, pressede værftsindustrien sammen med fagforeningerne på for, at Danmark skulle fortsætte med at investere i Viking-projektet for at bevare danske arbejdspladser. Den daværende formand for Dansk Metal, Max Bæhring, gik i den sammenhæng ud med en række udtalelser om fordelene ved danske ubåde i den socialdemokratiske avis Aktuelt.

Læs også: Danmark bør investere i maritime overvågningsfly før anskaffelsen af ubåde

I sidste ende strandede Viking-projektet i en række uenigheder mellem Danmark, Norge og Sverige. I den danske debat blev endnu sværere. Dels fordi udsigterne til, at dansk industri fik sin del af kagen blev mindre, dels fordi man arbejdede med et “offensivt” design, som gjorde ubåden i stand til at medføre langtrækkende missiler, herunder Tomahawk-missiler. Denne kombination sendte Socialdemokratiet over på den politiske nej-side. Ubådenes skæbne blev endeligt afgjort i 2004, da Svend Aage Jensby (V) måtte gå af som forsvarsminister og den nye, Søren Gade (V), prioriterede et hurtigt forlig højere end ubåde.

Forslaget strander på hensynet til industrien

Ubådenes skæbne blev altså ikke afgjort af prisen, men af en kombination af, at den blev anset for ubrugelig i den nye danske “kriseflåde”, samt at projektet ikke i fornødent omfang kunne støtte danske industriinteresser. Fregat- og ubådsprojekterne blev derfor eksempler på, hvorledes politiske beslutninger on nyanskaffelser til Søværnet er en vekselvirkning mellem den politiske virkelighed, Forsvarets behov og støtte til den nationale industri. En politik, som er videreført helt op til i dag, eksemplificeret gennem det partnerskab på det maritime område, som blev oprettet i 2022, hvor daværende forsvarsminister Morten Bødskov (S) udtalte:

»Inden for den næste årrække står Forsvaret overfor at skulle udskifte en lang række skibe. Det betyder anskaffelser i omegnen af 40 mia. kroner. Det nye partnerskab skal komme med anbefalinger, så den danske, maritime forsvarsindustri kan få del i disse investeringer. Til gavn for den danske forsvarsindustri, danske arbejdspladser og ikke mindst for Danmarks sikkerhed.«

Det er altså helt centralt, at nybygningsprojekter til det danske Søværn tjener danske industriinteresser.

Der er intet unikt i denne tilgang. Ideen om at køre forsvarsinvesteringer retur i sin egen nationale industri ser vi i mange lande. Udover stormagterne gælder det også i lande som Norge, Grækenland, Sverige og Holland. Sådan en støtte kan f.eks. være at bidrage med specifik teknologi, design eller, som i Grækenland, ved at bygge ubåde på en tysk licens. Lande finder altså forskellige måder at få store militære investeringer retur i egen national industri, og her er Danmark ikke nogen undtagelse.

I dansk kontekst kan det så blot betyde, at et forslag om ubåde i dag ikke strander på en strategisk analyse af rigsfællesskabets sikkerhed og behov, men på de begrænsede investeringer det vil give i danske arbejdspladser, fordi det bliver svært at finde et område, hvor dansk forsvarsindustri kan byde ind. Dermed bliver det også nemt at affeje ubåde med argumenter om deres begrænsede anvendelse, alt for høje pris samt, at de kan erstattes af droner. Argumenter som får lov til at stå uimodsagt, men som jeg vil komme ind på i den næste artikel.

Johannes Riber er orlogskaptajn og Ph.d. studerende ved Københavns Universitet. Han forsker i småstater og sømagt med fokus på det danske søværns udvikling efter den Kolde Krig. Foto: Københavns Universitet/ Michael Damm

Andre læste også

»Hver gang Putin har eskaleret, er vi kommet rendende med for lidt og for sent«

Abonnement
INTERVIEW. Det er mange år siden, Anders Fogh Rasmussen indstillede sin parlamentariske karriere og satte sig for bordenden som generalsekretær i Nato. Nu er han en fri fugl, og det kommer særligt i udtryk i Venstre-koryfæets udtalte og uforbeholdne støtte til Ukraine. Vesten skal træde mere i karakter og...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

7 KOMMENTARER

guest
7 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Finn Andersen
Læser
Finn Andersen
23. oktober 2023 14:13

Jeg syntes at det er under al kritik at vi ikke har ubåde, også når vi nu har Grønland under vores vinger. Og så har Danmark slet ikke størrelsen af at være angrebsnation, det der er tale om her er kort og godt, at de ville sparer penge! Og så skulle alle andre nationer være klar for Danmark jeg syntes det er pinligt. Så til politikerne skam jer og giv os tre ubåde og ikke en mands, det er jo ikke kun søværnet som er udsultet vi har jo før set vi ikke fulgte med hvad forsvar angår og vi blev nødt til bare og åbne bommene. Blot mine ord lige pt. God dag derude/inde

Bjørn Toft Madsen
Læser
Bjørn Toft Madsen
24. oktober 2023 8:16

Det er første gang jeg har hørt om en frygt for at Sverige ville trække sig fra Viking pga dansk ønske om at bygge ubådene i Danmark (der var vel kun Odense Stålskibsværft tilbage på det tidspunkt). Findes der en kilde på det?

Alle andre betragtninger er jeg enige om.

Jørgen Jørgensen
Læser
Jørgen Jørgensen
23. oktober 2023 18:13

En interessant og god artikel

Palle Randløv
Læser
Palle Randløv
28. oktober 2023 16:17

Hmmm. Både Sverige, Tyskland og Polen har ubåde, så vil det ikke være “spild” af penge hvis Danmark også gik den vej. Vi kunne i stedet opruste Bornholm, og få nogle ordentlige patruljefartøjer i stil med de gamle SDC’ere eller med modulsystemer som i Flexerne, altså nogen der kan slå fra sig og ikke som de “hjemmeværnskuttere” vi har som patruljefartøjer i dag. Minimum af ubåde er vel 3, og vi skal først have basekapacitet og uddannet folk til dem, og hvis de også skal til arktis, bbrrrrrrr?
Undskyld til MHV for sammenligningen.

Claus Andersen
Læser
Claus Andersen
24. oktober 2023 13:21

@Søren Schnieber
er du egentligt ansat i Forsvaret?
Jeg kan se du i dit indlæg hele tiden omtaler dig selv som; “vi” når du beskriver hvordan Forsvaret virker eller bør opføre sig.
Hvis du ikke er ansat i Forsvaret mere, hvorfor stoppede du og hvornår var det?

Søren Schnieber
Læser
Søren Schnieber
24. oktober 2023 11:08

Et lille yderligere indspark til et godt indlæg.
Hvis jeg tager mine “FC, tito eller 2B” briller på, og min minister samt jeg er enig i Admiralens indstilling at Ubåde har noget for sig, så ville jeg ikke søge vedtagelse i den implementering af forsvarsforliget som ligger lige rundt hjørnet, men, jeg ved at jeg får folk på nakken, søge at udskille en anskaffelse af Ubåd til en proces der så langt som det lader sig gøre ligner indkøb af F-35.
Det betyder lidt lavpraktisk at der afsættes et beløb til FMN hvor det kan afdækkes hvad er operationelt behov, hvad kan lade sig gøre i forhold til indkøb, kan man lave samkøb, kan man lave samdrift mv. kort sagt hvem kan vi indgå i samarbejde med om køb, drift,knowhow, uddannelse, vedligehold. Hvad kan vores egen Industri og hvordan kan vi evt. opnå modkøb mv. Når det så er kortlagt kan man gå tilbage til forligskredsen
Så kan et sådan samarbejde udmøntes når godkendt af FT jo dels finansieres af yderligere stigning i Forsvarets alm. bevilling eller via særbevilling, samt føre til at der kommer et udbud til industri mv.
Jeg ved godt at det ligner at jeg kommer det i syltekrukke eller sparker det til hjørne, men hvis vi ikke indtænker at minister/2B skal kunne tælle til 90 uden at blive lagt i benlås af Finansministeriet, så bør vi efter min mening være lidt mere flexible Så vi lægger bolden lidt mere lempelig foran fødderne på FC+“sognerådet”
Sag på en anden måde gøre modstandens mavereaktion til en medspiller frem for modspiller, vi skal – sagt lidt polemisk – lægge bolden med Mahomes magi udi stabsøgleri lige i handsken på ministeren, så vi kan få en ny 1 Down tættere på endzone.
Jeg ville anbefale at man deler processen op i nogle delmål der gør det nemmere for FC, FMN, FM, SM, UM + FT at æde kamelen.

Søren Schnieber
Læser
Søren Schnieber
24. oktober 2023 9:03

Tak for et godt indlæg Johannes og rigtig mange tak for at du stod fast på din holdning også når det er svært.
Et argument for bemandet Ubåd og imod ensidig sats på en droneteknologi er “fjernstyring” vi (forsvaret) må antages at skulle kunne kæmpe med en jævnbyrdig modstander, selvom det ikke er billedet lige PT lever jeg ikke i den illusion at en en intellektuelt jævnbyrdig modstander ikke vil/kan lære af sine nederlag over tid, hvilket betyder sagt lige ud at en evt. modstander lærer at “spore” det fjernstyrede signal, både for at ramme operatør men også den udemandede drone.
Det betyder så igen at en platform der kan kæmpe uden et “elektronisk” fingeraftryk bliver afgørende.
hvilket igen betyder at hvis vi indtænker (ikke Ubåd) men andre Kampplatforme hvor man har helt eller delvis “fjernstyring” at vi kan bemande platformen i krig, men fjernstyre i krise/fredstid ved en noget kraftigere integration/uddannelse af HJV/reserve personel, så har vi til dels også adresseret den nuværende arbejdskraft situation, Lidt polemisk vi har “leanet” (et absolut bandeord i Forsvaret) blot set ud fra CH-O Skrivebord. Vi har opnået en evne (ikke nødvendigvis vilje, se 9 april.) til hurtigt at kunne skalerer fra Fred henover humanitær, out of area, til krise og sluttelig krig med en jævnbyrdig modstander. (Kortere FC killchain)
Min pointe er ikke at man ikke skal indtænke ubemandede platforme i et evt. ubådsvåben, men mere at de styres fra Ubåden og ikke en container på land.
Så vil der jo være dem der mener at man kan kode sig ud af den problematik på forhånd. til det vil jeg svare at uanset hvor gudbenådet en CH-O man har haft så har FJ det med også at ville have en indflydelse på operationerne, det har været tilfældet lige siden bue og pil.
Jeg bemærker ligeledes at mit indlæg jo her også understreger Johannes pointe, det er ikke et Strategisk valg, men nok mere sognerådspolitik.
Jeg har andet sted bemærket at jeg selv ser en hvis styrke for et ubådsvåben hvis vi tør anerkende også politisk at A. Vi bøffede den ved nedlæggelse, B. Vi skal også opbygge en institusionel Know how og mandskab der kan den slags, det betyder for mig at ikke blot køb, men også vedligehold, uddannelse og samdrift (fælles besætninger) med et eller flere lande (kendt fra AWACS) i Nato regi. Så ville jeg selv også anerkende at der er en visse stordrift fordele, men jeg ville også lave en aftale hvad gør vi hvis vi skal out of area nationalt (om rigtig lang tid) At man evt. leje skrog med en fast “tabs” regning som FT kender ved “udsendelse” Beløbet kan altså umiddelbart hæves i Statskasse da hjemmel ligger i loven om udsendelse eller Drift og Indkøb.
Mvh.