ANALYSE: I 2024 skal der skiftes ud på en række internationale topposter herunder i Nato, hvor alliancens nuværende norske generalsekretær Jens Stoltenbergs efter planen går på pension. Statsminister Mette Frederiksen er uofficielt og uanfægtet udtalelser om det modsatte endnu i spil blandt flere.

Selv har Mette Frederiksen (S) gang på gang bedyret, at hun ikke er kandidat til posten som generalsekretær i den nordatlantiske forsvarsalliance, og at hun er glad for hvervet som Danmarks statsminister. Men nu skal man jo aldrig sige aldrig eller tro på noget, før det er blevet officielt dementeret.

Vi husker alle tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som gang på gang hårdnakket afviste, at han i 2008-2009 var kandidat til at efterfølge Natos daværende hollandske generalsekretær, Japp De Hoop Scheffer. At Mette Frederiksen siger det samme, betyder derfor ingenlunde, at statsministeren vil være afvisende, skulle hun blive tilbudt hvervet. Tværtimod er det forventningen, at hun ligesom Anders Fogh Rasmussen selvsagt vil takke ja og rykke teltpælene til Bruxelles.

Modsat Mette Frederiksen har den hollandske premierminister Mark Rutte ikke lagt skjul på, at han gerne afløser Jens Stoltenberg på posten. Ligeledes har han meddelt sit parti og offentligheden, at han ikke genopstiller til næste års parlamentsvalg og derfor står fuldt til rådighed, hvis og såfremt medlemslandene i Nato vil ham, som han selv udtrykker det.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Skal Mette Frederiksen stå i spidsen for det Nato, som hun selv har undergravet?

At Hollands premierminister officielt og Danmarks statsminister uofficielt begge bejler til posten som kommende generalsekretær kan synes lidt komisk, taget i betragtning at de på en og samme gang dels er bedste venner, når det handler om støtten i Ukraine, dels største rivaler når det drejer som om at blive den næste generalsekretær.

Venner i intern konkurrence

Det er nemlig ikke nogen tilfældighed, at Holland og Danmark danner parløb i økonomisk og militær støtte til Ukraine, og det er slet ikke uden bagtanke. Til trods for fælles optræden, gøren og laden vil Mark Rutte og Mette Frederiksen gøre alt for at skille sig ud og fremstå som den mest indlysende og oplagte kandidat til at beklæde hvervet som Natos næste generalsekretær.

Således konkurrerer vores to landes regeringschefer ironisk nok både sammen og hver for sig, når det handler om donationer til Ukraine – det vil sige hvem som kan levere først og mest. Derfor skal Mette Frederiksen gøre en ekstra og ihærdig indsats for at overbevise kredsen af Nato-landene om, at hun er et bedre valg end hendes hollandske kollega.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Stoltenbergs forlængelse viser konturerne af Nato’s indre vulkanske konflikter

Ingen tvivler på, at Mark Rutte er kvalificeret til opgaven, men om Holland står for tur, kan man sætte spørgsmålstegn ved. Ikke mindst taget i betragtning, at det kun er 14 år siden, at netop en hollænder var generalsekretær. Samme ulempe gør sig imidlertid gældende for Mette Frederiksen. Ikke blot er det bare ni år siden, at Anders Fogh Rasmussen sad på posten. Også det faktum, at den nuværende generalsekretær Jens Stoltenberg kommer fra et nordisk land, gør det tvivlsomt, om man vil pege på endnu en nordisk kandidat.

Selvom Mark Rutte gerne vil træde i Jens Stoltenbergs fodspor, har han samtidig udtalt, at en kvindelig generalsekretær ville være forfriskende. Om han har Mette Frederiksen i tankerne, skal være usagt. Men det er nok mere og snarere tale om en almindelig høflighedsfrase, end noget manden faktisk mener oprigtigt.

Von der Leyen er en tungere kandidat

Ikke desto mindre har netop en kvindelig kandidat 14. november meldt sin kandidatur, nemlig Estlands premierminister Kaja Kallas. Udmeldingen fandt sted på Politicos Forsvarskonference i Washington D.C. Når hun har meldt sig som kandidat, er det ikke, fordi hun har lyttet til Mark Ruttes ytring om, at en kvindelig kandidat ville være at foretrække.

Længe har det været ventet, at Kaja Kallas ville tilbyde sit kandidatur til at tage over efter Jens Stoltenberg, men dermed ikke sagt, at hun er et indlysende og oplagt valg. Hendes mange og meget hårde udfald vendt mod Rusland kan og vil sikkert betyde, at hun for en lang række Nato-lande på forhånd har spilet sig af banen.

Også hendes udfald mod Danmark for at være lidt for kreativ i udregningen af, hvordan SVM-regeringen når op på at bruge 2 pct. af BNP i indeværende år og fremover viser, at Kaja Kallas ikke mestrer den diplomatiske kunst. Selvom Jens Stoltenberg sikkert er enig med den estiske premierminister, har han udtrykt sig i langt mere diplomatiske vendinger, hvilket en generalsekretær i verdens største forsvarsalliance skal evne, og det synes ikke at være tilfældet for Kaja Kallas.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Nato forstærker i Østeuropa og forlænger Stoltenbergs embedsperiode

Fravalget af Estlands premierminister skal dog ikke få Mette Frederiksen til at føle sig alt for sikker eller på nogen måde tage begivenhedernes gang for givet. Insisterer medlemslandene i Nato på en kvindelig kandidat, sidder en anden og mere potentiel uofficiel konkurrent klar i venteværelset. Ursula von der Leyen er EU-kommissionsformand, og hendes embedsperiode udløber næste år.

Med sit generalieblad og meritter i øvrigt er det vurderingen, at hun vejer væsentligt tungere end Danmarks statsminister, skulle hun vælge at lægge billet ind på posten. Dermed ikke være sagt at Mette Frederiksen på forhånd har i sinde at give op uden kamp. Hun vil fortsat gøre sig attraktiv og bruge krigen i Ukraine til at promovere sig selv med nye våbendonationer og anden støtte til Ukraine.

Indkøb af Leopard A1-kampvogne, foræring af Hærens samlede artilleri og lovning på i alt 19 af Danmarks aldrende F-16 kampfly vil af samme årsag næppe være sidste gaveregn til Ukraines væbnede styrker. Ligeså længe vi venter på valget af ny generalsekretær, ligeså længe vil Mette Frederiksen holde gryden i kog og med hele tiden nye våbendonationer.