spot_img

Stoltenbergs forlængelse viser konturerne af Nato’s indre vulkanske konflikter

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

ANALYSE: Statsministeren må leve med, at hendes kandidatur til posten som Nato’s generalsekretær led endegyldigt skibbrud i den forgangne uge. Mette Frederiksen var for både den amerikanske præsident Joe Biden og Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg en kvalificeret kandidat til at tage over efter sidstnævnte, men ikke for landene i Centraleuropa.

Han havde nærmest selv bragt hende i spil, Jens Stoltenberg, Nato’s nuværende generalsekretær. Rygterne om Mette Frederiksens kandidatur til at efterfølge ham tog for alvor fart i de norske medier Verdens Gang (VG) og NRK i april i år. På rygtebørsen forlyder det, at Stoltenberg gerne vil have mere tid med børn og børnebørn og derfor var klar til en pensionering fra Nato. At han derfor satsede på, at Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, var en spiselig kandidat for alliancens medlemslande. USA’s præsident, Joe Biden, skulle have været med på ideen, men da han erfarede, at spiseligheden ikke rakte Nato-bordet rundt, bad han Stoltenberg tage et år mere.

En beslutning, der på alle måder er den klogeste for Nato og kontinentets sikkerhed, hvor den største krig i Europa siden anden verdenskrig lige nu er uden udsigt til ende, og hvor det ulmer med nationalistisk-politisk uro på Balkan, som var arnestedet for Første Verdenskrigs udbrud.

Stoltenberg har stået i spidsen for Nato under alliancens to største kriser efter årtusindeskiftet. Han har klaret begge forbilledligt. Et skifte på generalsekretærposten denne sommer kunne udløse Nato’s tredje store krise indenfor bare 25 år. Her er, hvad det handler om.

Donald Trump udløste eksistentiel krise i Nato

Den første store og eksistentielle krise for den transatlantiske alliance i dette århundrede hed Donald Trump. Han var præsident i USA fra 2017 til 2021, og som en af sine første gerninger såede han tvivl om Nato-alliancens sikkerhedsgaranti. Donald Trump er således den første amerikanske præsident, der har sat spørgsmålstegn ved hele Nato-konstruktionen, som var og til nu stadig er, en af de helt centrale internationale institutionelle søjler i det amerikanske århundrede – det tyvende århundrede – der sluttede med USA som eneste supermagt på toppen.

Nu er vi næsten en kvartil inde i det næste århundrede, hvor vi ikke ved, hvis århundrede det bliver. Trumps trussel mod den gamle orden, der nu er på uvis vej ind i det nye, var at gøre mod den transatlantiske alliance, hvad Al-Qaeda gjorde mod World Trade Centers tvillingetårne i New York i 2001 – at opløse konstruktionen til betonstøv.

Den anden krise i Nato hed Putin, og hvor Trump var en mega-krise, blev Putin en katastrofe. Den 24. februar 2022 invaderede Rusland og Putin Ukraine. Han var begyndt i 2014 med annekteringen af Krim og med invasionen i Luhansk og Donetsk-regionerne i Østukraine. For det er det rette ord, invasion, ikke støtte til lokale separatistgrupper i et oprør mod Kyiv. Det sidste er en falsk fortælling, som særligt vesteuropæiske medier har været for ukritiske overfor i for lang tid. Hvor Trump var Nato største indre fjende, gjorde Putin sig – og havde allerede gjort det siden invasionen af Georgien i 2008 – til Natos største ydre fjende.

Ny generalsekretær havde potentiale til en ny krise

Med krigen i Ukraine har Nato ikke brug for endnu en krise i dette århundrede. Det ville et valg af ny generalsekretær til Nato have potentiale til at udløse. Truslen mod Nato’s sammenhængskraft kommer ikke blot fra den indre fjende og den ydre fjende. Den kommer i lige mål fra de indre konfliktlinjer, der mindre handler om personer, men om perceptioner. Om landenes egne nationale fortællinger, der tit forener både siddende regering og opposition i mødet med omverdenen. Den fortælling, der definerer ”os” og ”andre” – i alliancen.

Det var det, der gik op for Biden, hvorefter han ringede til Stoltenberg og bad ham tage et år mere. Det var ikke et fravalg af Mette Frederiksen, det var et tilvalg af politisk stabilitet. Nato’s indre konfliktpotentiale skal ikke udløse af en strid om generalsekretærposten. Der skal holdes fast.

Forude venter flere vigtige valg i 2023 og 2024. For Nato er de vigtigste valg, valget i Polen i år og præsidentvalget i USA næste år. Polen er på ingen måde årsagen til Nato’s problemer, men er i høj grad en del af løsningen på alle objektive og målbare kriterier.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Kollektive traumer sætter turbo på massive polske forsvarsinvesteringer

Polen har taget flest flygtninge fra Ukraine. Polen præsterer i forhold til Natos målsætning om at bruge to pct. af bnp på forsvar, som ved topmødet i juli i Vilnius meget vel kan blive hævet til 2,5%. Polen er i gang med at opbygge en stærk forsvarsindustri, der antageligt vil kunne måle sig med Europas største inden for en mindre årrække.

Polen er politisk leder for en alliance af lande for Ukraines forsvar imod de tøvende Nato-lande – det har udløst tyske Leopard kampvogne til Ukraine, HIMARS og nu træning af ukrainske kampfly-piloter i F-16. Biden har givet lov til eksport eller donation af den amerikanske kampfly-kapacitet, skulle nogle lande have lyst og mod på det – det har nogle stykker nok, og ellers får de det nok inden året 2023 er omme. På Fighterwing Skrydstrup er forberedelserne til træningsforløb af ukrainske kolleger i højeste gear.

Flere logikker stod mellem Frederiksen og post som generalsekretær

Polen og en række andre centraleuropæiske lande ville ikke kunne samles om Mette Fredriksen som Natos kommende generalsekretær. Det er der to logikker, som forklarer. De gamle Warszawa-pagtlande, populært i datiden kaldet ”Øst-blokken”, opstod som blok, da Stalin på Jalta i 1945 fik skøde på den del af Europa, mens Roosevelt og Churchill ved samme møde fik lov at frisætte de vesteuropæiske lande og slå ring om dem ved at danne Nato, da Jerntæppet for Den Kolde Krig blev trukket ned gennem Europa.

Efter Berlin-murens fald i 1989 indledte langt de fleste af disse lande en rejse mod både Nato og EU, hvor de nu i knap 30 år har været fuldgyldige medlemmer. Her ligger den ene logik. Nato har aldrig haft en generalsekretær fra et af disse lande, der ikke længere kan kaldes ”nye” – de er jo ikke teenagere. De mener, at de står for tur. Iblandt de ”gamle” lande er der i de centrale hovedstæder – Paris, Rom og Berlin – imidlertid håndskyhed for at tage en ny generalsekretær fra den betydelige talentpulje, som den gamle ”Øst-blok” kan byde ind med.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Den sikkerhedspolitiske krise i Europa begyndte længe før Ruslands invasion

Der mangler på ingen måde kompetente og internationalt anerkendte kandidater derfra. Således handler det ikke om krigen i Ukraine, men om den fred, der en dag skal forhandles i krigen. Man har i “det gamle Nato” ikke tillid til, at en generalsekretær fra f.eks. Polen eller Estland vil have den rette politiske fleksibilitet til at indgå det ubehagelige kompromis, der vil være en mulig landingsbane for fred.

Omvendt har man i Warszawa og Tallinn ikke tillid til, at Paris, Rom og Berlin vil være stålsatte nok i en sådan forhandling – for i Vesteuropa har de udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske eliter jo blot demonstreret, at de aldrig har forstået substansen af truslen fra Rusland. Ikke i 2008 med Georgien, da den daværende franske præsident, Sarkozy, og den daværende tyske udenrigsminister, Steinmeier, forhandlede en våbenhvile med Moskva på Ruslands præmisser og ikke forsvarede Georgiens territoriale integritet.

Med annekteringen af Krim blev Paris, Rom og Berlin taget med bukserne nede og svarede igen med ret pauvre sanktioner. Invasionen af Ukraine troede man slet ikke ikke på ville ske. Man var overbevist om, at man kunne tale Putin fra det med diplomati, og at han grundlæggende ikke havde en invasionsplan. Det havde han, og den havde været under forberedelse i minimum tre år.

Det gamle Vesteuropa så eller indså det ikke. Det er logik nummer 1: Det gamle Europa magter ikke Rusland. Nej, lad os i Centraleuropa af den grund komme til, og så er det i øvrigt vores tur.

De nationale fortællingers vulkanske politiske kraft

Den anden logik er fortællingerne om national identitet, og det er her, at Nato’s politiske vulkan for alvor ulmer og truer. De er der i ethvert europæisk land, for det er her, vi henter vores identitetsbegrundelse for at være en del af Nato såvel som EU. Det er, hvordan vi ser os selv i de to fællesskaber, men de fortællinger er langt fra identiske landene imellem. De er tværtom konfliktlinjernes grundstof og har netop derfor vulkansk potentiale. Grundfortællinger om national identitet er ikke det samme som nationalisme, men føder den, hvor den forekommer. Og det gør den i alle lande, også de lande, der ikke selv ser det i sig selv og deres egen fortælling – om sig selv.

Tag Polen igen. Kampen om magten i Polen er brutal frem mod parlamentsvalget i efteråret 2023, der er ikke det beskidte trick, man ikke er parat til at bruge. Man er i klub med Tyrkiets Erdogan og Ungarns Orban, når det handler om at omforme demokrati og retsstat til at sikre autoritær magtdominans.

Det påfaldende er, at i Polen er den centrale fortælling om national identitet fælles mellem de aktuelle magthavere og oppositionen. Begge vil Nato og EU – med forskellige målsætninger og politikker. Begge abonnerer på en identitet og grundfortælling, hvor grundlæggende forklarende Legoklodser ser både Rusland og lige centralt Tyskland, som de historiske modpoler og evige fjender – de lande, der blot ønsker Polens territoriale såvel som nationale suverænitet destrueret. Det driver polsk udenrigspolitik, og det har dybe positionsbevarende rødder.

Under Den Kolde Krig kaldte vi som sagt Stalins Europa for Øst-blokken. Dengang talte vi ofte om Østeuropa – nævn det ikke, hvis du er i Krakow eller en af Polens andre smukke byer med middelalder-bykerne. Der er man ikke Østeuropa, men i Centraleuropa. ”Østeuropa” er en fornærmelse at bruge i den del af Europa. Derfor er det også, hvor den tungeste stemme taler fra, når Nato engang skal have ny generalsekretær. Den samtale er det samlede Nato ikke parat til i 2023.

De to logikker viser Nato’s store og potentielle indre konflikt. De er det bål, som der ikke skal smides benzin på nu – ikke mens der er krig i Ukraine. Det indså Biden, da han spurgte Nato-bordet rundt, om den danske statsminister var spiselig. Derfor peger alt på, at Stoltenberg får en forlængelse på et år, som han ikke selv har bedt om, men vil acceptere. Vi skal være taknemmelige, hvis han gør.

Jens Worning er partner i Policy Group A/S og tidligere dansk generalkonsul i Skt. Petersborg for Udenrigsministeriet. Privatfoto

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Striden mellem jakkesæt og uniformer har udviklet sig til »borgerkrig«

Abonnement
INTERVIEW. Håndteringen af fregatsagen udstiller den gensidige mistillid mellem politikere, officerer og embedsmænd, der gennemsyrer forsvarsområdet. Det mener politisk analytiker Lars Trier Mogensen, som samtidig peger på, at Elbit-sagen i sig selv kunne have kostet Flemming Lentfer jobbet. Til syvende og sidst skal der dog andet og mere til...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer