spot_img

Skal Mette Frederiksen stå i spidsen for det Nato, som hun selv har undergravet?

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

ANALYSE: Når Mette Frederiksen i dag besøger præsident Joe Biden i Det Hvide Hus, handler en del af mødet formentlig om, hvem der skal være Natos næste generalsekretær. Den danske statsminister byder sig til, men det valg vil nogle steder blive opfattet som en hån mod vores alliancepartnere i forsvarsalliancen.

Det vil være skæbnens ironi, hvis Mette Frederiksen på Nato-topmødet i Vilnius bliver udnævnt som Natos kommende generalsekretær. Rygterne om hendes kandidatur har svirret længe, og med statsministerens besøg i dag hos præsident Joe Biden i Det Hvide Hus mandag er der meget, der taler for, at netop det emne og Frederiksens kandidatur står på dagsordenen.

Den nuværende generalsekretær, Jens Stoltenberg, er tidligere statsminister i Norge for Socialdemokratiet og overtog posten i Nato efter Anders Fogh Rasmussen i 2014. Normalt kan man sidde som generalsekretær i fire år med mulighed for forlængelse i et enkelt år, hvilket også var Anders Fogh Rasmussens embedsperiode.

Meget er imidlertid sket under Jens Stoltenberg, og han er blevet forlænget ad flere omgange. Efter fem år på posten meldte Nato i 2019 ud, at Stoltenberg var gået med til en forlængelse frem til september 2022, hvor det var meningen, at han skulle træde tilbage for at blive direktør for den norske nationalbank. Men på grund af stigende militære spændinger langs Ruslands grænse til Ukraine blev Stoltenberg endnu en gang forlænget frem til september 2024.

Her går han efter eget ønske til gengæld også af efter hele ni år på posten, og derfor er et udskillelsesløb i øjeblikket i gang. Det foregår bag kulissen i hermetisk lukkede rum, men historierne er begyndt at florere, og i medier overalt i forsvarsalliancen bliver der spekuleret på afløseren. At Mette Frederiksen er en kandidat – og formentlig en ganske populær en af slagsen, hersker der efterhånden ikke meget tvivl om.

Danmark når 100 pct. i hokus-pokus

Rygterne om den danske statsminister begyndte i norske medier, har siden spredt sig til en række europæiske og amerikanske medier, og det er efterhånden svært at skjule, at den danske regering aktivt arbejder på Mette Frederiksens kandidatur. Da regeringen i sidste uge præsenterede sit udspil til det kommende forsvarsforlig, skete det med en nyhed om, at Danmark øger den militære støtte til Ukraine med sammenlagt 22 mia. kr. over de kommende år, hvilket med et fingerknips får Danmark til at leve op til Natos målsætning for medlemslandene.

»Det betyder også, at Danmark rent faktisk vil opfylde NATOs 2 pct. målsætning i 2023 og 2024, da den militære støtte til Ukraine regnes med i Danmarks NATO-bidrag. Det er jeg stolt af. Det sender et signal til vores allierede om, at man kan regne med Danmark, og at vi står sammen med Ukraine i kampen for frihed,« skrev den fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen på Facebook.

Ifølge kilder tæt på beslutningen bragte de planlagte investeringer i Ukrainefonden Danmarks samlede forsvarsudgifter i 2023 op på 1,93 pct. af bnp, og så valgte man simpelthen at smide det ekstra i kassen, så statsministeren kan bryste sig af at have nået de to pct. af bnp allerede i år. Samtidig har Danmark siden krigsudbruddet den 24. februar sidste år været en af de største donorer til Ukraine af både militært materiel, våben og ammunition plus økonomisk støtte til det krigshærgede land. Det er også en af de væsentligste årsager til, at Mette Frederiksen bredt i alliancen bliver set som en kvalificeret kandidat.

Til det kan man lægge, at hun er kvinde, siddende statsminister, hun er blevet genvalgt, og hun klarede håndteringen af coronapandemien på en måde, som bragte Danmark gennem krisen med bevarelsen en stærk økonomi. hun har set med internationale briller udvist lederskab og stamina, og så tæller minkskandalen slet ikke uden for landets grænser.

Danmarks tøven er ikke populær

Når det alligevel vil være skæbnens ironi og af nogle blive opfattet som en hån mod vores alliancepartnere, hvis Mette Frederiksen rent faktisk bliver den næste generalsekretær, skyldes det flere forhold. Først og fremmest har Mette Frederiksen som partiformand for Socialdemokratiet siden 2015 og statsminister siden 2019 været med til at bringe Forsvaret i den miserable tilstand, som det er nu.

Danmark lever meget langt fra op til Natos styrkemål, og Natos seneste evalueringer af Danmark rummer en både bred og hård kritik. Det skyldes ikke mindst, at løfterne fra forsvarsforliget 2018-2023 mest af alt ligner politiske fatamorganaer, som de fleste både kunne have forudset og ikke mindst forudså for år tilbage. Alligevel skulle der en krig i Ukraine til at få statsministeren til at reagere, og manglerne kan således ikke undskyldes med corona-pandemi og kø hos de vestlige våbenproducenter.

Når Danmark står allerbagest i køen skyldes det lige præcis, at vi har valgt at vente og snakke og diskutere og undersøge og analysere. Vi har med andre ord tøvet og talt varm luft, mens vores nabolande og allierede i Nato allerede har investeret massivt og hævet forsvarsbudgetterne betragteligt. Modsat Danmark er pengene i vores nabolande primært gået til at styrke egne nationalforsvar – uden dog at lade Ukraine sejle sin egen sø.

I Danmark har vi derimod prioriteret at kannibalisere det danske forsvar ved at sende stort set alt brugbart materiel, våbensystemer og ammunition til Ukraine, og samtidig har vi postet milliarder og atter milliarder efter ukrainerne i den ene støttepakke efter den anden. Det kan være fornuftigt nok, så længe det ikke går ud over det danske forsvar, og det er donationerne lige præcis gået.

Efterslæbet på 38 mia. kr. er også statsministerens ansvar

Med præsentationen af udspillet til det kommende forsvarsforlig står det klart, at Danmark over de næste 10 år vil bruge 143 mia. kr. på at genopbygge det danske forsvar. Heraf går 38 mia. kr. alene til at dække hullerne i det, som lidt let er blevet kaldt ”det økonomiske efterslæb” eller slet og ret ”hullet i Holmens Kanal” opkaldt efter Forsvarsministeriets adresse på Holmens Kanal 9.

At hullet overhovedet kunne opstå og dermed være med til at bringe Forsvaret på sammenbruddets rand er i høj grad Mette Frederiksens ansvar. Da krigen i Ukraine brød ud, havde Mette Frederiksen heller ikke travlt med at få det danske forsvarsbudget op på to pct. af bnp. Det skulle ifølge det nationale kompromis fra 6. marts 2022 først ske i 2033 – næsten 12 år senere, og det var kun pres fra Venstre, der fik ændret datoen til 2030 i regeringsgrundlaget i december 2023.

Nu kommer pengene, men det sker ikke med den samme iver og hast, som vi ser i vores nærmeste nabolande. Med regeringens udspil til det kommende forlig står det klart, at der går adskillige år, før der bliver penge til at forbedre forholdene for de soldater, som ellers har skreget på handling her og nu i måneder og år.

Regeringen spiller dermed hasard med danskernes sikkerhed, og ifølge forbundsformand Niels Tønning fra Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD) er der en overhængende risiko for, at Forsvaret reelt set bryder sammen. Det skyldes, at medarbejderne flygter ud af Forsvarets tjenestesteder med en hast, som har fået alarmen til at gå for år tilbage. Siden krigsudbruddet i februar sidste år er tendensen kun blevet forstærket, men det har altså ikke fået regeringen til at træde på speederen. Tvært imod.

Meget taler for en kvindelig generalsekretær

Men hvem er egentlig i spil til at tage posten som generalsekretær ud over Danmarks statsminister? De fleste taler om Estlands statsminister Kaja Kallas, som fylder 46 år den 18. juni. Hendes problem er, at hun kun har været statsminister i to et halvt år. Samtidig kommer hun fra et land, som er meget bombastisk i sin retorik over Rusland, og det kan – besynderligt nok – ifølge kilder være med til at diskvalificere hende. Man kan så spørge sig selv, om der reelt er forskel på hendes og Mette Frederiksens position, når det lige præcis kommer til Rusland.

En anden kandidat er hollænderen Mark Rutte, som har været premierminister i Holland siden 2010. Han er 56 år og en både respekteret og erfaren kandidat, som dog i disse tider har sit køn imod sig. Mange peger på, at den naturlige afløser for Jens Stoltenberg for første gang nogensinde i 2023 bør være en kvinde.

Det bringer italienske Federica Mogherini i spil. Hun var i en kort periode fra februar til november 2014 udenrigsminister i Italien, inden hun blev udnævnt til EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik også kaldet EU’s udenrigsminister 2014-2019. Mogherini har aldrig været statsminister, men posten i EU stiller hende næsten på samme niveau, vurderer flere. Samtidig repræsenterer hun et af landene i syd, der slås med illegal immigration på tværs af Middelhavet. På den måde vil hun være en stemme til at italesætte en anden af Natos store udfordringer efter 14 år med generalsekretærer fra henholdsvis Danmark og Norge.

Må forberede os på det værst tænkelige

Nu skal medlemslandene så finde afløseren, og her bider flere mærke i den danske statsministers besøg i Det Hvide Hus i dag. Mette Frederiksen lægger ikke skjul på, at hun er en overordentlig stor beundrer af Joe Biden, og det kan i værste fald også være hendes akilleshæl – på længere sigt. Danmark har gennem flere år deponeret sin sikkerhedspolitik i USA’s hænder, og ved flere lejligheder får man opfattelsen af, at en dansk statsminister alene siger, hvad USA gerne vil høre.

Danmark fører en Ukraine-politik, der flugter synkront med USA’s under Joe Biden, men hvordan vil tingene se ud, hvis USA’s næste præsident igen hedder Donald Trump? Han ville ikke mødes med Mette Frederiksen, da hun tilbage i 2019 ikke ville sælge Grønland til USA, og efterfølgende kaldte præsidenten statsministerens udtalelse for »væmmelig«.

Ved at optræde som det demokratiske USA’s forlængede arm vinder Mette Frederiksen nok point hos den nuværende præsident, men det forhold kan hurtigt ændre sig med Donald Trump tilbage ved magten i Det Hvide Hus. Trump har tillige et andet syn på Nato end Biden. I spørgsmålet om Ukraine har det republikanske parti en langt mere skeptisk og reserveret tilgang til Ukraine, og noget tyder på, at den massive milliardstøtte fra USA til Ukraine hurtigt kan forsvinde, hvis en republikaner indtager præsidentembedet næste gang.

Sidst hører det med, at Nato fører en farlig kurs i Ukraine, som nok virker stålfast, men også risikerer at give bagslag. Støtten til Ukraine har udviklet sig til Natos proxy-krig mod Rusland, og i Danmark taler Mette Frederiksen om, at Rusland ikke må vinde. Det er fornuftigt nok. Men Rusland har al den tid, som landet har behov for, og hvis vestlige styrker bliver ved med at presse og i sidste ende ydmyge Rusland, risikerer vi begyndelsen på Tredje Verdenskrig.

Det er noget, vi ikke så gerne vil tale om, lige som vi ikke ville høre tale om, at Rusland kunne have onde hensigter op gennem 2010’erne. Men med en krig i fuld skala på europæisk jord mellem Rusland bevæbnet med atomvåben og Ukraine stærkt støtte af Nato er det på tide, at vi forbereder os på og italesætter det værst tænkelige scenarium.

Hidtil har Mette Frederiksen ikke vist, at hun er den rette til at håndtere det.

Peter Ernstved Rasmussen etablerede OLFI i 2016 og er i dag også vært på programmet Frontlinjen på Radio4. Foto: Thomas Rønn

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Forsvarsministeriet har udviklet sig til det rene Ebberød Bank

Abonnement
KOMMENTAR: Forsvarsministeriets Personalestyrelse har lige brugt 13 mio. kr. på en hvervekampagne, som har til formål at tiltrække nye og fastholde nuværende medarbejdere på hele Forsvarsministeriets område. Samtidig er der indført ansættelsesstop og pålagt besparelser for et trecifret millionbeløb på tværs af Forsvarsministeriets område. Husker du historien om Ebberød Bank?...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

4 KOMMENTARER

guest
4 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Morten Rasmussen
Læser
Morten Rasmussen
12. juni 2023 11:41

Der er tilsyneladende mange stemmer udenfor Danmarks egen andedam som mener at Mette Frederiksen har rigtig mange af de nødvendige kvalifikationer til jobbet.
Men hvordan kan en så betydningsfuld post gå til et land og en statsminister som i årevis har ydet så lidt som overhovedet muligt til alliancens fælles militære kapaciteter? Det overstiger i øjeblikket min fatteevne.
Selvfølgelig kan jeg godt se at valget i sidste ende må falde på en af de mulige kandidater, og at der måske bliver tale om et kompromis som resulterer i den kandidat som har færrest imod sig og måske får jobbet fordi man ikke kunne enes om de andre.

Alex nielsen
Læser
Alex nielsen
9. juni 2023 19:35

Ja så bliver nato slagtet også så kan vi kun regne med at vi kommer til at snakke russiske.

Claus Andersen
Læser
Claus Andersen
8. juni 2023 15:46

Mette Frederiksen søger ikke jobbet i NATO.
Det har hun udtalt, så det må være sandheden.
Jeg formoder ikke at vores Statsminister lyver over for befolkningen. Hvis hun gør, så er hendes troværdighed ikke-eksisterende.
Med venlig hilsen
Claus Andersen

Jens Kristian Nielsen
Læser
Jens Kristian Nielsen
6. juni 2023 9:04

Til Peter Ernstved Rasmussen
Du lyder mere og mere som en Putin versteher, Peter – når man tænker tilbage på din kommentar, artikel eller debat indlæg ( Kan ikke huske hvilken label du brugte) om hvem som havde sprængt NORDSTREAM i luften og nu den her artikel??
Hvad fanden sker der Peter ?
Første del af dit indlæg er helt okay, men den sidste del synes jeg virkelig ikke om.
Hvis vi ALTID skal bruger den med at hvis vi ikke gør som Putin vil, så sprænger han os i luften med hans atomvåben, så kan vi jo lige så godt bare give op og sige til Putin, tag det du vil af ukraine, vi er for bange til at gøre noget.
Er det sådan en verden du vil have, Peter?
Det gik jo skide godt, da Hitler i starten af 2. verdenskrig fik lov til at få hans “lebensraum” og bl. a annekterede Sudeterneland m.m. hvilket han jo naturligvis ikke stoppede ved og derved brød WW2 ud for alvor, da der til sidst ikke var nogen vej udenom end at gå i krig.
Man kan KUN bruger atomvåben til at true med, hvis modstanderen også har atomvåben, eller er man jo også toast når og hvis man rent faktisk bruger atomvåben.
Hilsen
Jens Nielsen