spot_img

Den sikkerhedspolitiske krise i Europa begyndte længe før Ruslands invasion

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

ANALYSE: På Ruslands uafhængighedsdag og en god anledning til at dvæle lidt ved Rusland. Hvordan udviklede Rusland sin rolle efter Sovjetunionens sammenbrud for lidt mere en 30 år siden til den geopolitiske aktør, det er i dag? Rusland er den væsentligste årsag til global ustabilitet og forklaring på, hvorfor ny bipolaritet kan blive den kommende verdensordens realitet.

Mandag d. 12. juni 2023 er det russisk uafhængighedsdag. På den dato i 1990 erklærede det daværende parlament i den daværende Russiske Socialistiske Sovjetrepublik denne enheds suverænitet og i 1992 gjorde daværende præsident og Ruslands første, Boris Jeltsin, det til en national helligdag.

Moskva har altid været kernen i såvel det sovjetiske som i det russiske imperie, så at Moskva erklærer sig uafhængigt af sit eget imperie, lyder i dag som et paradoks. Men det var en af de helt centrale møtrikker i de magtkampe, der førte til unionens – og imperiets – opløsningen. Årsagen til den største krig i Europa siden Anden Verdenskrig, den russiske invasion af Ukraine 24. februar sidste år, skal findes i det slutspil, der på personplan havde to tidligere allierede som modstandere.

Mikhail Sergejevitj Gorbatjov, Sovjetunionens præsident, og dennes tidligere medkæmper, Boris Nikolajevitj Jeltsin, den store mand fra Ural. Jeltsin var faldet i unåde. Han havde mistet posten som Moskvas borgmester og var sparket ud af det sovjetiske kommunistpartis Politbureau. Det var den inderkreds af mænd, der mødtes hver onsdag og drøftede stort som småt. Vi ved fra arkiverne, som Gorbatjov åbnede med sin Glasnost-politik, at man blandt andet kunne diskutere, om en skibsordre til et værft skulle sendes til DDR, det daværende Østtyskland, eller til Helsingør, hvor værftet dengang var den industrielle toldbys kronjuvel og identitet. Det var et lille element i datidens geopolitik og på dagsordenen hver onsdag i den ene af Den Kolde Krigs supermagters mest magtfulde forum – Politbureauet.

Her var den tidligere førstesekretær Jeltsin fra Jekaterinburg, dengang Sverdlovsk, nu smidt ud. Han banede sig til politisk comeback via Glasnost-politikken, der gav friere, ikke frie, valg i Rusland, og den 10. juli 1991 blev han valgt som Ruslands første præsident – nogensinde. Da var Rusland stadig en Sovjetrepublik. Jeltsins ”held” blev, at den illoyale inderkreds omkring Gorbatjov med den daværende KGB-chef i spidsen på det tidspunkt i et lille års tid havde planlagt et kup mod Gorbatjov. Det blev forsøgt eksekveret i august 1991 og endte i fiasko og med Jeltsin som sejrherre. Det sovjetiske og republikkernes parlamenter var i bedste fald semi-demokratiske og stærkt styret af kommunistpartiet, SUKP, men én person havde et klart folkeligt mandat – Jeltsin var valgt som præsident af vælgerne i Rusland. Clean cut.

Ukraine bliver Europas største sikkerhedsproblem

Han sin brugte sin magt til at opløse Sovjetunionen i en jagthytte i Belarus senere på året sammen med kommunistcheferne fra Ukraine og Belarus, der i deres DNA mere var nationalt orienteret end marxistisk orienteret. De ville sådan set også bare gerne have magten i egen kiosk. Med Sovjetunionens opløsningen var Gorbatjov præsident for en union uden medlemmer. Game over.

Den Kolde Krig, hvor hovedkvartererne lå i Washington og Moskva, var afsluttet helt fredeligt, troede vi. Men i jagthytten nær ved den polske grænse i 1991 fødtes rødderne til den krig, vi har nu i Europa. Ukraines daværende chef, Kravtjuk, gjorde sig ingen illusioner. Unionen var opløst, men Kreml og Jeltsin anså forsat de nu uafhængige stater fra den tidligere union, som Ruslands anliggende. I russisk udenrigspolitik opstod den berømte frase, ”det nære udland”, de nye stater, der var del af imperiet, og i Moskvas optik forsat skulle kredse i et solsystem omkring Rusland.

Det sidste var blot ikke disse landes ønske. I udgangspunktet, 1991, havde den ukrainske elite ingen særlige præferencer på tilknytning til hverken Rusland eller Europa, hvor de østeuropæiske lande kun lige var begyndt en mere en tiårig rejse ind i EU. I Kyiv var prioriteten selvstændighed, hvis det skal siges i en sætning.

I 1990’erne kæmpede alle de nye og frie stater med den økonomiske krise, der kom af den sovjetiske planøkonomis sammenbrud og etablering af nye politiske systemer ovenpå et-parti-statens sammenbrud. Men selv ønskede Moskva og Jeltsin en stærkere gensammenknytning og særligt med Ukraine og Belarus. Ukraine sagde mange gange nej, Belarus sagde ja til et tøvende ”Letter of Intent”, der i dag har bragt landet og dets præsident, Aleksandr Lukasjenko, helt i Putins lomme.

Den sikkerhedspolitiske krise begyndte i 2004

Den europæiske sikkerhedspolitiske krise begyndte i 2004. Det år, hvor de tidligere østbloklande blev optaget i EU og fik Nato-medlemskaber med i pakken. Det var dog ikke problemet. Det var tværtimod 1989-fortællingens højdepunkt, at det totalitære systems sammenbrud, dets bristede dige, var vejen til demokrati, retsstat, personlig frihed, privat ejendomsret og samhandlens globalisering – det hele ikke blot i Europa, men for hele kloden. 1989-fortællingen var politisk stærk, for den samlede Europa for første gang nogensinde, men fortællingen udløb i 2004

For 2004 var også det år, da ukrainerne for første gang gjorde op med en korrupt politisk elite og via fredelige demonstrationer sendte en præsident på porten og landet i retning mod Europa og EU. Det første skabte paranoia i Kreml (kan det også ske hos os?), det sidste ikke vrede (det er for mildt et udtryk) men slet og ret hævngerrighed og følelsen af en sikker ret til samme.

Heraf fulgte 1) Invasionen af Georgien i 2008 for at spærre Georgiens og Ukraines adgang til Nato-medlemskab, 2) Annekteringen af Krim i 2014, 3) Russisk understøttet krig i Østukraine, 4) Økonomiske sanktioner fra EU og USA mod Rusland, russisk fødevareembargo retur i hovedet på os, 5) Ruslands bånd til EU, der sammenhandelsmæssigt havde nået et historisk højdepunkt, frøs nu til og Rusland påbegyndte et uset partnerskab med Kina og 6) Invasionen af Ukraine 24.02 sidste år og derefter de største sanktioner mod en stormagt nogensinde og Rusland endegyldigt tvunget i armen på Kina.

Putin placerer taktiske atomvåben i Belarus

Krigen er lige nu uden ende. De opstigende magter i den kommende verden, Indien, og særligt Kina, høster de økonomiske gevinster af de vestlige sanktioner mod Rusland – billig olie, naturgas og kul. Samt god plads på et marked med +140 millioner indbyggere som Vesten har forladt.

Krigen er begyndelsen på dannelsen af den kommende verdensorden, som nok skal sætte sig i løbet af et årti eller to, hvis historien kan bruges som vejviser. Der er talt meget om, at det er en multipolær verdensorden, der venter. Det er muligt, men bliver det en sådan, så bliver det formodentligt på et bi- eller tripolært fundament, hvor aktørerne i stigende grad skal vælge side. USA, Kina – eller måske Indien. Rusland har valgt side, Kina.

Det begyndte med den første russiske uafhængighedsdag. Der i dag har gjort Rusland afhængig af Kina. Og taget Europas sikkerhed som gidsel. Med krig.

Kort før uafhængighedsdagen erklærede Putin, at russiske taktiske atomvåben vil blive deployeret i Belarus først i juli i år. Få dage før det kritiske Nato-topmøde i Vilnius. Timingen er ikke tilfældig, men klassisk Kreml. Velkommen til den seneste eskalering i spillet om den kommende verdensorden.

Jens Worning er partner i Policy Group A/S og tidligere dansk generalkonsul i Skt. Petersborg for Udenrigsministeriet. Privatfoto

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Før eller siden er vi nødt til at sende Nato-tropper til Ukraine

DEBAT: Folk, der advokerer for en total ukrainsk sejr, må kalibrere deres retorik og strategi, for den kommer ikke, medmindre Nato engagerer sig militært i Ukraine, skriver debattør og historiestuderende Kasper Valentin Poulsen. Der er i sandhed sorte skyer over Ukraine i disse måneder. Både præsident Volodymyr Zelenskyj og hans...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
René V. Nielsen
Læser
René V. Nielsen
12. juni 2023 13:14

De tektoniske plader i verdenspolitikken er sat i bevægelse af krigen i Ukraine.

Men der er et langsomt jordskælv på vej igennem de tektoniske plader i verdensorden og det hedder Supply Chain. Beslutningen om hvor et produkt skal produceres afhænger ikke længere kun af prisen, men også af leveringssikkerheden indenfor verdensdelene (EU, UK inkl. Commonwealth, America og Asien).

Hvis du lavede biler – ville du være rigtig træt af, at du ikke kan levere hele bilen fordi du mangler en chip til måske DKK 30,00. Det er ikke fordi bilproducenten har noget imod Kina, men man vil være sikker på at underleverandøren kan levere til aftalt tid og i aftalt mængde, så en bil til måske DKK 250.000 ikke bliver stoppet af en komponent til DKK 30,00.

Dertil kommer, at producenter skal imødese kommende sikkerhedsstandarder fra især EU og USA ved leverancer til offentlige myndigheder.

De globale firmaer vil simpelthen undgå en gentagelse af COVID-19 hvor hele deres produktion i perioder helt udeblev pga. lokale Lockdowns eller ligefrem blev beslaglagt (f.eks. medicin).

Det tager tid at ændre dette, fordi det er hundedyrt at opføre fabrikker, men hvornår har du sidst hørt om udflytning af produktion til Kina? Til gengæld har du sikkert hørt om økonomer som ikke forstår hvorfor beskæftigelsen ikke falder?

Og det er her mange sikkerhedspolitiske problemer ligger.

Krigen i Ukraine har aldrig handlet om NATO, NATO’s ekspansion eller lignende sludder.

Det handler om Putins frygt når fattige russere spørger – hvorfor gør vi ikke som Ukraine, melder os ind i EU?