ANALYSE: Kina og Indien står ved Ruslands skulder, og de vestlige demokratiers indflydelse på den globale verdensorden er på trods af stort sammenhold på retræte. Vel virker de vestlige sanktioner, men de stopper ikke Rusland, og i Tyrkiet overvejer præsident Recep Tayyip Erdogan, om han skal spille sin trumf i 2023 eller 2024.

Af alle steder blev det seneste G-7 møde i Japan afholdt i Hiroshima, hvor den første atombombe blev kastet i krig i 1945. Mødet fandt sted i slutningen af maj, og her fik Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, løfte om F-16 fly til Ukraine. I al fald gav USA’s præsident, Joe Biden, tilladelse til, at andre lande må eksportere eller donere F-16 kampfly til Ukraine, og allerede inden mødet var en koalition af mulige F-16-donorer etableret. Før teksten blev udlagt lige så præcist i Danmark, meddelte den britiske premierminister, Rishi Sunak i Hiroshima, at koalitionen bestod af USA, Storbritannien, Holland, Belgien og Danmark.

Zelenskyj deltog ved mødet, og det gjorde Ruslands præsident Putin naturligvis ikke. Han fik i stedet endnu en række sanktioner mod sig og sit land for den ulovlige krig, som Rusland fører i Ukraine. Et kort øjeblik i Hiroshima kunne man få den tanke, at den amerikansk ledede vestlige, regelbaserede verdensorden på ingen måde var i retræte, men konsoliderende sin globale position. Sådan er det imidlertid ikke.

Den vestlige koalition bag Ukraine gør på to ben – massiv militær støtte (i Kyiv vil man sige, at det stadig går for langsomt) i form at kapaciteter og træning af samme, mens det andet ben er de hårdeste økonomiske sanktioner, som verdenshistorien nogensinde har set. De vestlige sanktioner virker, de gør uoprettelig skade på russisk økonomi, der aldrig bliver som før invasionen af Ukraine i februar 2022. Men de stopper ikke Rusland, og de bidrager i virkeligheden til en omkalfatring af den globale økonomi. Den giver direktionerne i globale selskaber mere end grå hår i hovedet og rejser en række ubehagelige spørgsmål til fremtidens globale økonomi. Det gælder for så vidt os alle, for vores fremtidige økonomier kommer til at se meget anderledes ud – og her de største motorer alt det, der ikke handler om Rusland, selv om sanktionerne kun skulle omhandle Rusland.

De økonomiske sanktioner skaber nye handelsmønstre

De fleste borgere i verden lever i lande, der ikke har sanktioneret Rusland økonomisk, og det skaber nye handelsmønstre. Indiens premierminister, Narendra Modi, deltog også i G-7 mødet i Japan. Indien har ingen sanktioner mod Rusland og øgede tvært om sin import af russisk olie dramatisk i 2022. I 2021 var Ruslands andel af Indiens samlede olieimport 2 pct., og i 2022 var den vokset til 20 pct.

Olien fra Rusland bliver i Indien ikke kun brugt til indenrigsforbrug. En del dukker op som olieprodukter i EU helt modsat vores intention med sanktionerne. Det fik Modi da også læst og påskrevet af Zelenskyj i Japan, men det gjorde næppe sønderligt indryk på den indiske delegation. Tonen blev hurtig god igen, for Ukraine har brug for USA for at modstå Rusland, og USA har brug for Indien i stormagtskonkurrencen i Asien med Kina. Det ved Zelenskyj godt, og derfor skal den hånd ikke overspilles.

Rusland gør selv, hvad landet kan for at finde “hubs” – f.eks. blandt nogle af de arabiske stater og i Centralasien – for at omgå teknologisanktionerne. Og over det Kaspiske Hav pendulerer fragtskibene mellem Iran og Rusland med droner og andet militært grej fra det iranske præstestyre til Putins krigsmaskine i Ukraine.

Et andet eksempel på, at sanktionerne omformer den globale økonomi med andre udfald end det vestligt tilsigtede, blev også demonstreret i sidste uge, da den russiske premierminister, Mikhail Misjustin, blev modtaget med pomp og pragt på højeste niveau i Beijing. Kinas leder, Xi Jinping, stiller gerne op til fotos med Putin såvel som Musjustin. Under sit besøg betonede både den kinesiske side som den russiske, at samhandel og investeringer buldrer afsted og vil forsætte. Kina er i dag Ruslands vigtigste samhandelspartner, hvilket er en position, som EU tidligere havde.

Krigen i Ukraine har mange problemer for Kina, men kineserne har nu fuldt fokus på fordelene. Rusland er ressourcerig på energi og råstoffer, som Kina nu kan få til bedre pris og med sikker levering. Rusland har ikke så mange andre lande at eksportere til. Med krigen i Ukraine og Ruslands isolation fra Vesten er Rusland ved at udvikle sig til en kinesisk vassalstat, og dét stik vil man gerne tage hjem i Beijing. Relationen mellem Xi og Putin er ligeværdig både personligt og politisk, men de underliggende økonomiske nøgletal er alene i Kinas favør, og relationen vil ændre sig, den dag Putin ikke længere sidder ved magten. Til den tid vil det være den russiske præsident, der ærbødigst må gå på knæ og kysse den kinesiske kejsers hånd, når han er på besøg i Riget i Midten.

Sanktionerne begyndte mod Rusland har globale konsekvenser

Vi har i nogle årtier levet i globaliseringens æra, men den tid stoppede for præcis et årti siden. I tal kulminerede globaliseringen i 2013. Det var markedskræfternes forsinkede reaktion på finanskrisen i 2008. Siden da har afglobaliseringen ikke været drevet af markedskræfter, men af geopolitik, og skulle man kun tage én læring med sig fra 2022, så er det, at geopolitik er den største risiko for alle markeder – energi, fødevarer, pensioner med meget, meget mere.

Det begyndte med økonomiske sanktioner mod Rusland for annekteringen af Krim i 2014, og de skulle kun omfatte Rusland. Men det er kommet til at handle om den globale økonomis fundament og drives af stormagtskonkurrence frem mod en kommende verdensorden, der ikke er vestligt domineret.

Den kommende verdensorden bliver stadig med Vesten og ikke mindst USA i en central rolle, men lige som Europa ved Første Verdenskrigs udbrud ophørte med at være det globale centrum, så er USA ikke længere den eneste spiller på banen. Verdens store magter navigerer efter en position i den nye orden, mens de mindre lande leder efter en opportun placering i et system, der endnu ikke har dannet sig. G-7 landene var i 1970’erne de syv største økonomier i verden, og det var dengang de vestlige lande plus Japan, der sad rundt om bordet. I fremtiden er det forventningen, at den indiske og kinesiske økonomi til sammen vil blive større end USAs og EUs tilsammen.

Dét ved Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, bedre end nogen. Hans fokus er den regionale orden omkring Sortehavet og i Mellemøsten. Nato-medlemsskabet giver Erdogan opportune kort på hånden, som han nu overvejer, hvordan han vil spille. Ved Nato-topmødet i Vilnius i juli 2023 vil det være et ansigtstab for alliancen, hvis ikke Sverige sidder med som fuldgyldigt medlem. Erdogan og Tyrkiet er den eneste, der blokerer Sverige ved indgangen. Erdogan vil være optaget af, om kortet skal spilles i 2023, eller om han har udsigt til større udbytte i det store præsidentvalgår 2024, hvor der er præsidentvalg i Rusland, Ukraine, på Taiwan og i USA. På den tyrkiske basar diskuteres det over teen, om 2024 eller 2023 rummer den bedste handel.