Der er masser af militær læring at hente fra krigen i Ukraine, som Forsvarets ledelse og politikerne kan drage nytte af og bør have in mente i arbejdet med det nye forlig. Det mener blandt andre brigadegeneral Henrik Lyhne, som dog savner, at det udmønter sig i klare prioriteter og konkret handling. Samme toner lyder fra iagttagere af Forsvarets øvrige værn.

Krigen i Ukraine har nu raset i 20 måneder plus det løse og undervejs demonstreret, at den konventionelle symmetriske krig så langt fra er gået af mode. Samtidig har den fået parlamentariske forsamlinger over hele Europa til at sætte skub i den militære oprustning efter årtiers stilstand.

Om den største landkrig i Europa efter Anden Verdenskrig har udmøntet sig i en erfaringsindsamling, der kommer til at afspejle sig i de forestående danske materielindkøb, blæser stadig i vinden. Men i både Forsvaret og forsvarsanalytiske kredse følger man tæt med i, hvad der sker i Ukraine, fortæller brigadegeneral Henrik Lyhne, som er næstkommanderende i Hærkommandoen og 25. oktober gæstede ”Frontlinjen” på Radio4.

»En af de ting, vi i hvert fald har noteret os i Hæren, er, at krigen viser, at der ikke findes nogen silver bullet – altså ét våbensystem eller én platform, som kan løse og føre krigen til ende med succes,« siger Henrik Lyhne og fortsætter:

»Det drejer sig derfor om at kunne spille med hele orkestret og derfor fokusere på kræfternes og midlernes samspil – og herunder forstå, at der er visse ting, som ændrer sig meget langsomt, eller måske slet ikke, når vi taler krigsførelse. Vi ser jo bl.a. i Ukraine i dag, at der kæmpes i skyttegravene som i Første Verdenskrig. Evnen til at kombinere det bedste af det eksisterende med den fremtidige teknologi, tror vi på, er en af de vigtigste lærer i Ukraine-krigen.«

I det hele taget har Ukraine-krigen vist, at de gamle landmilitære dyder ikke går af mode lige med det samme. Derfor er der også god ræson i at holde fast i de klassiske landmilitære kapaciteter og sørge for at gennemføre de investeringer i Hæren, man har lovet Nato.

Artiklen fortsætter efter afspilleren …

»Vi har set, at boots on the ground – og det betyder ikke kun infanterister, det kan også være kampvogne og infanterikampkøretøjer – stadigvæk har en stor berettigelse og en stor opgave i en landkrig.  Det skal selvfølgelig kombineres med de nyeste teknologiske landvindinger, og derfor er vi også i gang med at implementere droner, se på kunstig intelligens, dronebekæmpelse, electronic attack etc. Men vi har i hvert fald konstateret, at der pt. ikke eksisterer nogen fuldgyldig erstatning for eksempelvis den vare, som leveres af boots on the ground.«

Arbejder frem mod gældende styrkemål

Henrik Lyhne ærgrer sig på den baggrund over, at det netop nu er blevet genstand for debat, om Danmark skal levere den tunge brigade, som Danmark har lovet Nato at have klar i 2032. Forsvarschef Flemming Lentfer vægrer sig ved at melde klart ud, om brigaden skal blive til noget, der ligner det, der lige nu indgår i styrkemålene.

»Vi er jo i den situation, at vi pt. har et gældende styrkemål i Nato, som hedder at opstille en tung infanteribrigade i 2032. Man skal ikke forestille sig i en lerkolos på store, tunge fødder. Det er et spørgsmål om den effekt, den effekt den kan levere – at det er tung ild. Om en kampvogn vejer 70 tons eller 35, er sådan set ligegyldigt – det er effekten, den kan levere,« forklarer Henrik Lyhne.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvarschefens snak om specialinfanteri risikerer at forvirre politikerne

»Det er det, vi arbejder frem mod pt., fordi det er det gældende styrkemål. Vi ved fra tidligere udsagn fra Nato, at der er et kæmpestort behov for landstyrker i form af troppeenheder, der er kampklar og indsatsklar. Troppeenheder kan være brigader, divisioner og korps. Derfor synes jeg jo personligt, at så må det jo også være relevant, at vi opfylder det styrkekrav.  Og vi ved jo præcis, hvad vi mangler ude i vores brigade, altså 1. Brigade. Vi ved også lidt om, hvor lang tid det tager. Der kunne man godt ønske sig, at det gik noget hurtigere, set i lyset den aktuelle sikkerhedspolitiske situation.«

Østersøen minder om Sortehavet

Også i Søværnet kan man med fordel notere sig, hvad der sker i den del af krigen mellem Ukraine og Rusland, der foregår til søs. Det mener orlogskaptajn Alexander With, som til daglig er militæranalytiker på Forsvarsakademiets Center for Værnsfælles Operationer. Herfra følger han nøje med i de sømilitære udviklinger i konflikten, og også i til havs er der flere ting at bide mærke i.

»Der er to overordnede grunde til, at søkrigen i Ukraine er utrolig interessant at studere, selvom krigen primært er en landkrig. Den ene er, at det er den største søkrig siden Falklandskrigen, så der er sket en rivende teknologisk udvikling siden. Ved at studere søkrigen i Ukraine, kan vi få nogle indikationer på, hvordan søkrig ser ud i dag og i fremtiden,« siger Alexander With og peger på et forhold, som vi måske her især Danmark bør være opmærksomme på:

»Den anden grund er, at Sortehavet som operationsmiljø minder utrolig meget om Østersøen. Det vil sige, at hvis vi studerer Sortehavet – og især den del af Sortehavet, der bliver kæmpet i – og sammenligner med Østersøen, så kan vi også drage os noget læring på, hvordan det vil være at kæmpe her, hvor vi bor, og i Østersøen og vores nærområde.«

Læs også: Søofficer advarer mod levetidsforlængelse af “Thetis”-klassen

Og netop i Sortehavet har man allerede gjort sig flere særdeles interessante erfaringer, som derfor også er væsentlige med danske øjne, fortæller Alexander With. Ikke mindst ukrainernes sænkning af missilkrydseren “Moskva” vakte stor international opsigt, men bør også have givet anledning til overvejelser om Danmarks ageren i og omkring Østersøen, mener han.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Rusland er ramt på stoltheden og kan ikke uden videre erstatte krydseren ”Moskva”

»Den største læring er, at flåder er sårbare overfor landbaserede våbensystemer. Det er ikke nyt – sådan var det også under Anden Verdenskrig, hvor Royal Navy var bange for Luftwaffe – men udviklingen er accelereret. Landbaserede våbensystemer i dag er mere præcise og har fået længere rækkevidde. Det betyder, at de områder, som udgør en meget stor risiko for en flåde, er blevet større, og hvis skibe alligevel sejler ind i de områder, er deres risiko også blevet større. Så hvis Danmark fx skal sejle ind og kæmpe i Østersøen, skal vi påtage os en større risiko. Det betyder selvfølgelig, at det påvirker, hvilke operationer vi kan løse, med hvilke enheder og i samspil med hvilke andre. Og det har selvfølgelig også implikationer på, hvornår kan vi gøre det i en operation, set i forhold til, hvor mange våbensystemer kan skyde i Østersøen.«

Hvad vil vi være gode til?

Først og fremmest handler det for politikerne om at sikre, at de kapaciteter, Søværnet allerede har, kommer til at virke så effektivt som muligt, fortæller Alexander With.

»I første omgang drejer det sig om at få de kapaciteter, vi har, fregatterne, til at blive effektive. De mangler missiler, og de mangler besætningsmedlemmer, og selv med det antal missiler, vi har planlagt at købe, vil de stadigvæk mangle missiler.«

Dernæst skal politikerne i gang med at prioritere, hvad flåden skal løse af opgaver. I dag består Søværnet af fem store overfladeenheder, hvoraf de tre fregatter af ”Iver Huitfeldt”-klassen er luftforsvarsfregatter med halvtomme missillaunchere, mens søsterskibene af ”Absalon”-klassen er tiltænkt en rolle som antiubådsfregatter. Indkøbet af slæbesonarer er dog udskudt og ligger flere år ude i fremtiden, og derfor egner de sig endnu ikke til det. Hvordan skibene i øvrigt udrustes, og hvad man skal investere i af nye skibsklasser udover de patruljeskibe, der allerede er på tegnebrættet, afhænger af, hvad man på politisk niveau udstikker af forsvars- og sikkerhedspolitiske ambitioner. Det har man indtil videre ikke talt meget om, bemærker Alexander With.

»I bund og grund skal vi beslutte os for, hvad det er, vi vil være gode til. Vil vi beskytte Hæren i Baltikum? Vil vi holde de danske stræder åbne, så vores allierede kan sejle ind til Baltikum? Vil vi beskytte vores egen maritime infrastruktur mod hybridangreb? Vil vi jage pirater? Eller vil vi sejle rundt op i Arktis og have en rolle deroppe? Vi kommer nok ikke til at være gode til det hele, så allerførst skal vi have en klar prioritering. Når vi så har prioriteret, kan vi finde ud af, hvilke kapaciteter der er gode til at løse den opgave.«

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Missiltruslen fra Rusland kræver danske offensive svar i alle domæner

Vender man blikket fra havet og op i luften, står Flyvevåbnet også med materielmangler, der sagtens kan måle sig med de øvrige værn, fortæller selvstændig forsvarsanalytiker og pensioneret major Hans Peter Michaelsen. For ham har Ukraine-krigen illustreret behovet for »luftforsvar, luftforsvar og mere luftforsvar« – noget, Danmark slet og ret ikke har i dag.

»Der er først og fremmest brug for at kunne forsvare Danmark mod lufttrusler. Som Alexander rigtig peger på, så ligger Danmark geografisk i en helt afgørende nøgleposition for, at Nato får adgang over til de baltiske lande. Hvis vi forudsætter, at Henrik Lyhne tager sin brigade med til et af de baltiske lande, står man på frontlinjen mod Rusland. Men opstår der en konflikt, krise eller krig, er dansk område også i spil, og der er vi bare det svage led i Nato-kæden, fordi vi har ikke noget luftforsvar inde på land overhovedet. Vi må håbe, at der er en fregat med et SM-2-missil i nærheden, men ellers har vi ikke noget at forsvare os med.«

Ligesom Henrik Lyhne mener Hans Peter Michaelsen, at Danmark bør lade sine forsvarsinvesteringer styre af styrkemålene:

»I Natos styrkemål fordeler man opgaver til landene i rimelighed. Her har Danmark brilleret med konstant at ikke leve op til de ting, man har sagt ja til i styrkemålene. Så der er en lang række styrkemål, hvor man skal se: Hvordan får vi opfyldt det her? Og hvordan kan vi indgå på lige fod, så vi ikke bliver dem, der kommer lidt i bad standing, fordi vi ikke leverer noget. Set med mine øjne, så er noget af det første noget jordbaseret luftforsvar til dansk område.  Man er i gang med Hærens luftværn, så jeg forventer og håber, at man får skabt et fornuftigt, godt luftværnssystem til Hærens brigade. Men noget luftforsvar til dansk område.«

»Vi er nødlidende må en masse områder«

Erfaringerne og læringerne fra Ukraine er mange, men indtil videre er det så som så med den politiske handling. Den, er der enighed mellem ”Frontlinjens” gæster om, bør iværksættes nu.

»Udover at Danmark står i en sikkerhedspolitisk krise, så står Forsvaret også i en bemandingskrise. Vi kan godt rekruttere, men vi har svært ved at fastholde. Det betyder simpelthen, at alle værnene mangler soldater.  Så i første omgang bør vi også se på, hvordan vi kan sørge for, at soldater gerne vil blive ved med at være soldater.  Ellers kan vi købe alt det grej i verden uden at have nogen til at bemande det,« siger Alexander With.

Han får opbakning af næstkommanderende i Hærkommandoen, Henrik Lyhne, som de senere år flere gange har markeret sig i forsvardebatten og råbt op om fejl og mangler i den brigade, han selv tidligere stod i spidsen for. Selvom han har taget skridtet op ad rangstigen, gentager han gerne sit budskab.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

1. Brigade har råbt op om frustrationer med materiel og ekstraopgaver i årevis

»Vi er nødlidende på en række områder, som vi har debatteret i snart mange år. Det allervigtigste for os er, at man får den her sense of urgency, således vi får pengene ud. Jeg ved godt, at der er mange projekter, der er komplekse og dyre og derfor kræver dybdegående analyser. Men vi har i Hæren så mange lavthængende frugter, som får så stor negativ betydning for vores soldater i dagligdagen. Hvis vi ikke snart får nogle penge til det, frygter jeg, at vores bemandingssituation bliver endnu værre, end den er,« siger Henrik Lyhne, som fortsætter:

»Nu er der gået snart to år siden det nationale kompromis, og jeg vil sige det på en lidt provokerende måde: Vi har ikke set så meget som en flad femøre ude ved vores soldater.  Altså dem, der løser de opgaver, som vi får i opdrag af regeringen, Folketinget og det danske befolkning.  Det er derude, at vi har behov for at vise, at der sker noget.  Og som sagt: Det er nu, vi har behovet.«

Hans Peter Michaelsen er enig og bakker også op om Alexander Withs opfordring til at vælge fokusområder:

»Der skal laves en politisk prioritering. Vi har rigsfællesskabet, det arktiske område, vi har stræderne, det danske område. Og vi har det baltiske område, hvor vi skal hjælpe Nato. Hvordan skal det prioriteres? Man er nødt til at lave en reel forsvarspolitisk prioritering. Det, synes jeg, er det vigtigste i øjeblikket – og så at få nogle penge up front.« 

Billedtekst (bærende billede): Henrik Lyhne ser gerne, at politikerne efterlever Natos styrkemål om at opbygge en tung brigade og samtidig snart begynder at kanalisere penge ud til Hæren. Foto: 1. Brigade

Hør hele debatten mellem Henrik Lyhne, Alexander With og Hans Peter Michaelsen i den udgave af “Frontlinjen” på Radio4, der blev sendt 25. oktober 2023. Afsnittet kan tilgås via Radio4’s hjemmeside eller afspilleren længere oppe i artiklen.