spot_img

Manglen på åbenhed og debatvilje skader arbejdet med det nye forsvarsforlig

DEBAT: Hovedproblemet med Forsvarskommandoens militærfaglige anbefaling til det kommende forsvarsforlig er ikke dens facit, men at processen har været forceret, hemmelig og kendetegnet ved begrænset inddragelse af værnene, fordi man var bange for, at resultatet ville blive lækket. En mere åben tilgang vil have store fordele over den nuværende.

Jeg har brugt over 10 år på at undervise danske officerer i militær strategi på Forsvarsakademiet. Pointen med undervisningen er at skære ud i pap, at enhver beslutning om Forsvarets indretning, størrelse og anvendelse bygger på strategi, uanset om beslutningstagerne er bevidste herom eller ej. Vi lærer officererne, at strategi med fordel kan forstås og analyseres med udgangspunkt i en model, der består af antagelser, mål, metoder, midler og risici, at god strategi skaber balance mellem disse komponenter og bygger på en valideret teori om succes.

Antagelser er ting, man tager for givet og ikke stiller spørgsmålstegn ved. Fx at Rusland ikke udgør en direkte militær trussel mod Danmark og NATO. Man er nødt til at antage ting for at låse grundlaget for sin styrkeproduktion og militære planlægning. Dansk forsvars- og sikkerhedspolitik har siden 1992 bygget på antagelsen om, at russerne ikke udgør en direkte militær trussel mod dansk territorium. Den gælder stadig og bygger på de trusselsvurderinger, som Forsvarets Efterretningstjeneste foretager løbende.

Denne antagelse gør det logisk og rationelt ikke at skynde sig med at gøre 1. Brigade kampklar. Hvis russerne ikke angriber, hvorfor så bruge penge på brigaden her og nu? Hvis russerne kommer, ja så har vi problemer, fordi antagelsen var forkert. Eksemplet viser, hvor stor en rolle antagelser spiller i Forsvarets indretning og dimensionering. Man kan antage sig ud af alle de problemer og trusler, som man ikke kan løse eller ønsker at betale for at håndtere.

Man kan også lave antagelser, som favoriserer bestemte kapaciteter, man ønsker at anskaffe – F-35 kampfly eller en tung hærbrigade. Antagelser er altså dimensionerende for strategiens øvrige elementer – mål, metoder, midler og risici. Derfor er det kampafgørende, at de gøres eksplicitte i enhver analyse eller militærfaglig rådgivning.

En god strategi når det ønskede mål

En strategis mål er det, man gerne vil opnå – eksempelvis at fastholde lavspænding i rigsfællesskabets del af Arktis eller afskrække et russisk angreb på Baltikum. Mål handler om at skabe en ønsket tilstand ude i fremtiden. Metoder og midler bruger man til at nå målet, den ønskede tilstand. Midlerne er de ressourcer – penge, personel og materiel man anvender for at nå målet, og metoderne henviser til måderne midlerne anvendes på. I forhold til Rusland er Natos og Danmarks mål at undgå et russisk angreb på alliancen. Alliancens primære metode til at nå målet er militær afskrækkelse, og enhanced Forward Presence styrken (eFP) i Polen og Baltikum er et af de centrale midler, som Nato har indsat for at nå målet. Hæren har som bekendt bidraget til eFP siden 2017, og den danske hær skal også bidrage til afskrækkelsen af Rusland i Letland fremover.

En god strategi når det ønskede mål rettidigt uden at bruge flere ressourcer end nødvendigt og uden at løbe unødige risici. En god strategi er kendetegnet ved rimelige antagelser og balance mellem mål, metoder og midler. Ubalance øger risikoen for at målet ikke nås, og at omkostninger og risici ved at indsætte midlerne bliver større end nødvendigt. En god strategi bindes i reglen sammen af en klar teori om succes.

En teori om succes er en påstand om en kausal sammenhæng bestående af et HVIS-SÅ-FORDI argument: HVIS vi anvender en bestemt kombination af metoder og midler, SÅ når vi med størst sandsynlighed vores mål med acceptabel risiko, FORDI … Det er holdbarheden af/troen på FORDI argumentet, der afgør hvilken teori om succes og metode-middel kombination man vælger. Hvis FORDI-argumentet ikke kan underbygges teoretisk og empirisk med eksempler fra lignende historiske situationer er sandsynligheden for succes ringe.

Svært at gennemskue strategiske overvejelser

Det er lettest at vurdere kvaliteten af en given strategi, hvis man kender alle dens komponenter og den bagvedliggende teori om succes. Hvis antagelserne ikke er kendte og målet uklart, er det svært at vurdere, om metoderne er de bedste og midlerne tilstrækkelige. Det illustreres meget klart i den debat, som Forsvarskommandoens lækkede militære anbefaling til Forsvarsforliget 2024-2033 har givet anledning til. Der er stillet spørgsmålstegn ved anbefalinger om køb af flere F-35, nye P-8 fly til ubådsbekæmpelse og fravalg af flere kampvogne og infanterikampkøretøjer til 1. Brigade. Derudover har der også været stor utilfredshed i Søværnet med anbefalingen om at bygge patruljeskibe til brug i Østersøen, før man bygger nye inspektionsskibe til Arktis.

Meget af denne diskussion og utilfredshed hænger sammen med, at det er svært at gennemskue, hvilke strategiske overvejelser, der ligger til grund for udspillet. Hvilket antagelser bygger det på, hvad er teorien om succes bag den anbefalede kombination af metoder og midler, og hvilke alternativer er blevet overvejet, men forkastet? De anbefalede kapaciteter viser facit på regnestykket, men man kan ikke se de mellemregninger, der gjorde dette facit logisk.

Nogle af dem kan man slutte sig logisk frem til, som jeg gør nedenfor. Men man må gætte temmelig meget, og der er nogle gange kort fra gæt til konspiration.

Nedenstående tabel identificerer de centrale mål, metoder og midler jeg finder i Forsvarskommandoens fagmilitære anbefaling, der er relateret til Forsvarets militære opgaveløsning. Jeg har udeladt de dele, der handler om grøn omstilling, industripolitik mv., som ikke direkte vedrører Forsvarets kerneopgaver. Ud fra disse mål, metoder og midler har jeg logisk udledt de antagelser og den teori om succes, der må gælde, hvis strategien skal hænge sammen.

Tabel: Strategiske overvejelser i militærfaglig anbefaling

Strategi
* Forsvarskommandoens fagmilitære anbefaling til Forsvarsforlig 2024-2033

Mål:
* Kerneland i NATO med høj anseelse i Bruxelles og USA
* Lavspænding i Arktis
* Bedre NATO afskrækkelse af Rusland
* Toneangivende i Norden og i Arktis

Metoder:
* Forbedret overvågning i Rigsfællesskabets del af Arktis
* Bidrag til NATOs fremskudte forsvar i Baltikum og Norden
* Hurtigere reaktion i hele konkurrence-krig spektret i nord, øst og syd
* Større opfyldelse af udvalgte NATO styrkemål
* Beskyttelse af kritisk infrastruktur og militære mål i Rigsfællesskabet

Midler:
* Voksende forsvarsbudget, som når 2% af BNP i 2030
* Flere F-35 kampfly
* P-8 maritime patruljefly
* Flere maritime helikoptere
* 6 nye patruljeskibe til Østersøen
* Specialinfanteri til brigaden
* Luftværn
* Styrket efterretnings- og indhentningskapacitet
* Mere personel over en bred kam
* Større lagerbeholdninger af alt fra ammunition til reservedele

Antagelser (logisk udledt):
* Verden er mere kompleks og uforudsigelig end nogensinde, men
* Russerne angriber ikke Danmark og NATO
* NATO består
* USA forbliver i Europa
* ingen brændende platform, vi kan godt opruste langsomt – først 2% i 2030

Teori om succes (logisk udledt)
* HVIS Forsvaret opfylder udvalgte NATO styrkemål i højere grad, bidrager til kontinuerligt til NATO afskrækkelsen i Baltikum/Norden og øger overvågning og kapacitet til ubådsbekæmpelse i Rigsfællesskabets del af Arktis og bidrager til stabilisering i syd, når behovet opstår og strategiske allierede ringer, vil Danmark opnå høj anseelse i NATO/USA og bevare sin sikkerhedsgaranti, FORDI vores allierede vil opfatte Danmark som en troværdig allieret, der løfter sin del af de fælles byrder.

Mange alternativer til P8 Poseidon

Som det fremgår af tabellen, er den militære anbefaling på det overordnede plan rationel og logisk, når man identificerer komponenterne og udleder antagelser og den underliggende teori om succes, der begrunder valget af metoder og midler. Men djævlen befinder sig som bekendt i detaljen, og det er umuligt for personer, som ikke deltog i ”Kastelproces” 1 og 2, hvor anbefalingen blev udarbejdet, at gennemskue, hvorfor og hvordan man nåede frem til lige netop denne kombination af mål, metoder og midler.

Lad os tage et eksempel. Hvis man ønsker at øge overvågning i Arktis kan det jo gøres med andet end P-8 maritime patruljefly. Det er et fly, der er dyrt at anskaffe og flyve, og som har en stor besætning på typisk 9 mand. Det vil altså kræve betydeligt mere personel at drive en P-8 flåde end de nuværende Challenger fly. Til gengæld kan P-8 patruljefly finde og bekæmpe ubåde og andre mål og åbner en ny vifte af operative muligheder for Forsvaret. P-8 bliver produceret i USA og gør amerikanerne glade, præcis som det også er tilfældet med indkøb af flere F-35. Det er også det samme fly, som Storbritannien, Norge og USA bruger til at patruljere området mellem Grønland, Island, og Storbritannien (det såkaldte GIUK-gab). Det giver plug-and-play gevinst.

På minussiden er GIUK-gabet langt fra så vigtigt, som det var under Den Kolde Krig. Rusland har ikke længere samme kapacitet til at sende krigsskibe og ubåde gennem GIUK ud i Atlanten, og der er ikke længere behov for at sejle store forsyninger af tropper og materiel fra USA til Europa. Fremover skal europæerne selv håndtere Rusland med begrænset amerikansk hjælp, så USA kan koncentrere sig om Kina. Hertil kommer, at USA, Storbritannien og Norge allerede har så mange P-8 fly i området, at det er svært at se, at Danmark her kan gøre nogen synlig forskel.

Man kan også spørge, hvorfor Danmark skal til at bekæmpe ubåde i GIUK? Det gjorde vi ikke under Den Kolde Krig, så hvorfor skal vi gøre det i dag, hvor truslen fra Rusland er langt mindre? Hvis man gerne vil fastholde Rigsfællesskabets del af Arktis som lavspændingsområde ville det også være kontraproduktivt at øge antallet af danske kapaciteter, der kan skyde. Arktisk kapacitetspakke fra 2021 var kendetegnet ved, at den kunne se og høre, men ikke skyde. Ved at indsætte nye kapaciteter, der kan skyde (P-8 kan affyre langtrækkende krydsermissiler) øger man sandsynligheden for at Rusland svarer igen med samme mønt. P-8 øger altså risikoen for at udløse et våbenkapløb, der øger spændingen i Rigsfællesskabets del af Arktis fremfor at fastholde den på sit nuværende niveau. Derfor hænger P-8 ikke logisk sammen med målet om lavspænding i Rigsfællesskabets del af Arktis.

Hvorfor ignorerer Danmark Natos kritik?

Det rejser spørgsmålet, om Danmark ikke burde fokusere på overvågningskapaciteter, som vores allierede ikke har? Så kunne Danmark supplere i stedet for at duplikere, vælge noget, som krævede mindre personel, var billigere at drive, og som havde større værdi for civilsamfundet i Grønland og Færøerne. Spørgsmålet er også, om USA ikke hellere vil have noget, der holder permanent øje med den korteste luftvej mellem Pituffik (Thule) radaren og den russiske Nagurskoje-base i Franz Josef Land?

Ovenstående eksempel er ikke ment som en kritik af P-8 anbefalingen. Formålet er at illustrere, at man også kunne have valgt en anden kapacitet, hvis det primære formål er at forbedre overvågningen i den arktiske del af Rigsfællesskabet. Deltagerne i Kastelprocesserne har utvivlsomt overvejet andre kapaciteter, men det er umuligt at vide hvilke, og hvorfor valget i sidste ende faldt på P-8.

På tilsvarende vis kan man spørge, hvorfor man har valgt at ignorere Nato kritikken af den manglende robusthed i specialoperationsstyrkernes hovedkvarter og støtteenheder? Det ville være et styrkemål, der kunne lukkes med små investeringer. Specialoperationsstyrker har den fordel, at de er små og lette at indsætte med kort varsel, der hvor USA og Nato måtte ønske det. De var klar til indsættelse i Irak i 2003, men blev fravalgt af regeringen i sidste øjeblik, røg afsted til Afghanistan i 2001 og spillede en nøglerolle i den vellykkede evakuering fra Kabul i 2021. Norge indsatte specialoperationsstyrker i Afghanistan i stedet for hærenheder og høstede stor anerkendelse i USA, selvom det norske styrkebidrag var betydeligt mindre end det danske og risikoprofilen meget lavere. Norge mistede 10 soldater i Afghanistan mod Danmarks 43.

Hovedproblemet er processen og ikke facit

Hovedproblemet med den militære anbefaling er ikke dens facit, men at processen, som beskrevet af Jacob Barfoed, har været forceret, hemmelig og kendetegnet ved begrænset inddragelse af værnene, fordi man var bange for, at resultatet ville blive lækket. Det blev det selvfølgelig alligevel, hvorfor hemmeligholdelsen var kontraproduktiv. Hvis processen i stedet havde været kendetegnet ved åbenhed, inddragelse af værnene, relevante myndigheder og styrelser, forsvarsindustrien, forskningsinstitutioner (eksempelvis Center for Militære Studier, Center for War Studies og Institut for Militær Analyse), NGOer (eksempelvis Folk og Sikkerhed og Atlantsammenslutningen) og offentlige arrangementer, og diskussion af forskellige scenarier og muligheder, kunne en stor del af den nuværende diskussion være undgået. Det var denne metode, som Regeringens Sikkerhedspolitiske Analysegruppe anført af ambassadør Michael Zilmer-Johns valgte ved udarbejdelsen af rapporten Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035, der danner det strategiske fundament for udarbejdelsen af forsvarsforliget.

En åben proces ville ikke have forhindret uenigheder, værnsrivalisering og lobbyisme fra borgmestre og forsvarsindustri. Det er et vilkår i forsvarspolitikken. Men det ville utvivlsomt have givet anledning til større forståelse for de valgte prioriteringer, hvis de relevante aktører var blevet taget med på råd, og argumenterne (teorierne om succes) for de endelige valg var foldet ud.

En sådan debat kan sagtens føres på fornuftig vis uden at inddrage klassificeret materiale. Er man i tvivl, kan man med fordel kaste et blik på rapporten fra den norske forsvarskommission, der udkom maj 2023. Den giver en meget detaljeret beskrivelse af det norske forsvars tilstand og ikke mindst mangler. Enhver, der er bekendt med det danske forsvar, vil nikke genkendende til mange af disse mangler.

En mere åben tilgang vil have store fordele over den nuværende. Den vil bidrage til at skabe en større folkelig forståelse for Forsvaret og give politikerne et bedre grundlag for at træffe beslutninger om Forsvarets fremtidige indretning. Men den vil også skabe grundlag for en bedre fagmilitær debat internt i Forsvaret og større grad af ejerskab fra top til bund, fordi det ville blive klart, at der er gode argumenter for de valg, der træffes. Hvis ilden blev givet fri, ville det fremme selvstændig og kritisk tænkning, hvilket er en nødvendig forudsætning for at bane vejen for den ”mission-command” filosofi, som Forsvarets nye ledelsesgrundlag er baseret på.

Det er muligt, at en åben proces ville have resulteret i stort set samme militære anbefalinger, som Forsvarskommandoens, men det ville været klart for alle, hvorfor anbefalingen så ud, som den gjorde, fordi begrundelserne for alle valg og fravalg var synlige. Det ville give anbefalingerne større troværdighed og opbakning både internt i Forsvaret, i befolkningen og blandt politikerne.

Peter Viggo Jakobsen udtaler sig i dette debatindlæg som privatperson.

Peter Viggo Jakobsen blander sig ofte i den offentlige debat og var i 2022 den tredjemest citerede forsker i danske medier. Privatfoto

Andre læste også

Statsrevisorerne udtaler skarp kritik af Forsvarsministeriets materielanskaffelser

Statsrevisorerne retter en skarp kritik mod Forsvarsministeriet. Det sker på baggrund af en undersøgelse fra Rigsrevisionen, som viser, at Forsvarsministeriets større anskaffelser i snit er 4,5 år forsinket, og at »flere af anskaffelserne ikke har levet op til det planlagte indhold«. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt mandag. Statsrevisorerne retter...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

11 KOMMENTARER

guest
11 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Jacob Barfoed
Læser
Jacob Barfoed
6. oktober 2023 13:36

Fremragende indspark, tak for det, PV!

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvilke antagelser jeg selv lægger til grund i mine kronikker, så læs disse artikler:

Om behovet for hurtig oprustning samt langsigtet forberedelse på nye konfliktområder:
https://www.altinget.dk/forsvar/artikel/oberst-danmark-har-siddet-paa-haenderne-siden-invasionen-tiden-til-oprustning-er-nu

Om missiltruslen mod Danmark og NATO i Østersøregionen:
https://olfi.local/2023/03/28/missiltruslen-fra-rusland-kraever-danske-offensive-svar-i-alle-domaener/

Om den sikkerhedspolitiske situation og det afledte behov for en demokratisk debat om hvilke opgaver, vi bør prioritere:
https://www.altinget.dk/forsvar/artikel/oberst-danmark-staar-foran-afgoerende-sikkerhedspolitiske-valg-som-vil-goere-ondt

John M. Foley
Læser
John Michael Foley
7. oktober 2023 8:52

Spot on Peter Viggo.
I matematiktimerne var det bydende nødvendig og et absolut krav at føre bevis for resulatet (verifikation) og ikke blot henvise til facit, selvom det var korrekt.
Det samme må gælde i alle andre forhold og sammenhæng, ellers fører det til konspitationsteorier eller det der er værre.
I Danmark anvendes unødigt ofte “Mørkelygten” krydret med hemmelighedskræmmeri bag hermetisk lukkede døre og nedrullede gardiner.
Det er desværre ikke kun i Forsvarets Øverste Ledelse at den metode anvendes, det ses efterhånden som en gennemgående tendens i alle ministerier og styrelser. I modsætning til mange andre lande vi normalt sammenligner os med, f.eks. Norge og Holland, anvendes lukkethed og tavshed til at holde befolkningen i uvidenhed.
Argumentet og forklaringen om behovet for at beskytte befolkningen og statens sikkerhed misbruges desværre alt for ofte og opportunt af magthaverne, der dermed behændigt og belejligt lukker af for enhver mulig debat, kontrol og efterprøvning af trufne beslutninger.

Hans Peter Michaelsen
Læser
Hans Peter Michaelsen
9. oktober 2023 11:24

Tak til Peter Viggo for et fremragende bidrag til debatten. Et af hovedproblemerne i “Forsvarskommandoens fagmilitære anbefaling til Forsvarsforlig 2024-2033” er, at anbefalingen ikke rammer den politisk fastsatte “skive”. Det er ikke overraskende – for de overordnede politiske handlemuligheder blev først klare med offentliggørelse af Zilmer-rapporten i oktober 2022 og de politiske prioriteringer blev først fastlagt i Forsvarsaftalen 2024-2033 som blev indgået lige før sommerferien 2023. Derfor bør det være et politisk krav, at Forsvarschefen justerer sine fagmilitære anbefalinger i overensstemmelse med de politiske rammer der er fastlagt i forsvarsaftalen. Og desuden bør det være et politisk krav, at Forsvarschefen offentliggør sine fagmilitære anbefalinger – ligesom det sker i Norge. Umiddelbart vil jeg tage fat i to områder, hvor den militærfaglige anbefaling ikke rammer inden for den “politiske skive”: 1. Anskaffelse af P-8 Poseidon som er en ASW overvågnings- og våbenplatform som dels er meget dårlig egnet til at løse de nuværende Art. 3 opgaver i rigsfællesskabet og dels betyder en klar øget militarisering af Grønland, idet en P-8 også er en våbenplatform. Og her undrer jeg mig – ligesom Peter Viggo – over at ASW i Nordatlanten pludselig skal være en dansk kerneopgave. 2. Levetidsforlængelse af Thetis-klassen, som efter alt at dømme vil betyde en langsomt nedslidning af den maritime kapacitet i Nordatlanten og dermed en gradvis udhuling af mulighederne for maritim suverænitetshævdelse samt støtte til det færøske og grønlandske samfund.

Flemming Bastrup
Læser
Flemming Bastrup
8. oktober 2023 9:43

Jeg har ikke førstehåndskendskab til ‘kastelsprocessen’, men udkommet ligner den ‘normale’ danske tilgang til militærfaglige forligsoplæg; nemlig at være fokuseret mod ‘kapaciteter’, dvs overvejende grej/materiel. Der er fokus på grej, dvs ‘midler’ i PVJs glimrende artikel, mens man må kigge langt efter ‘metoder’ og ‘antagelser’. En stringent proces ville i stedet tage udgangspunkt i en analyse og drøftelse af antagelserne og derefter mål og metoder. Hvilke opgaver skal FSV kunne løse, og hvad er prioriteret højere end andet? Hvis man kunne komme frem til en afklaret opgørelse og prioritering af opgaverne, ville det kunne føre til en mere kvalificeret drøftelse af, hvilke kapaciteter, vi skal kunne råde over. I stedet risikerer det (igen) at blive en omvendt proces, hvor alle peger på deres yndlingskapacitet, og derefter finder på nogle opgaver og antagelser om, hvordan netop de opgaver, som ‘deres’ kapacitet/grej kan løse, fremadrettet vil være de allervigtigste for hele FSV/DNK.

Sidst ændret 8 måneder siden af Flemming Bastrup
Jacob Barfoed
Læser
Jacob Barfoed
7. oktober 2023 21:39

Lad os nu få den åbne debat!

Jeg starter lige med dette 8 måneder gamle udsagn og efterfølgende analyse:
»I den offentlige debat om Forsvaret kommer mange med forslag til specifikke kapaciteter, som Forsvaret bør styrkes med i det kommende forlig, men det sker sjældent på baggrund af en forudgående analyse og diskussion om truslen og de opgaver, som man kan udlede deraf. Derfor giver jeg her et kort bud på en analyse.«
https://www.altinget.dk/forsvar/artikel/oberst-danmark-staar-foran-afgoerende-sikkerhedspolitiske-valg-som-vil-goere-ondt

Martin Seliger
Læser
Martin Seliger
6. oktober 2023 15:50

Helt enig!
Og tak til Olfi for at give plads til debatten.

Lars Melsted Thomsen
Læser
Lars Melsted Thomsen
26. oktober 2023 10:32

Ville det ikke være mere relevant at efterlyse en bred debat om hvad vi skal kunne i stedet for en bred debat om hvordan vi skal sikre at det er de rigtige kapaciteter vi anskaffer. Jeg opfatter det som om, at PVJ kan decifrere alle mellemregningerne selv, og gerne gør det, men jeg bliver i tvivl om evnen til at forstå problemstillingerne, når nedslagspunkterne lander der hvor de gør. Hvilket naturligvis gør indlægget mere underholdende, men ikke nødvendigvist korrekt. Så det er lidt af en gratis omgang PVJ er glad giver af. Der er lidt for meget “bare” over argumenterne, f.eks. at Challenger-flyene kan løse opgaverne med overvågning, civil støtte og suverænitetshævdelse i Arktis. Det kunne de ikke tilfredsstillende for 20 år siden og det kan de slet ikke i dag. Så har jeg ikke taget stilling til anvendelsesmulighederne i forhold til P8 i krise og krig.
Og det bekræfter vel i sidste ende at kompleksiteten af de her spørgsmål om “hvad skal vi bruge alle de 143 mia. kroner” til er for høj til at den egner sig til en bred debat, hvis forventningen er, at debatten reelt skal påvirke de beslutninger der træffes. Om ikke andet er der reelt en risiko for at det ender i banaliteter.

Claus Andersen
Læser
Claus Andersen
16. oktober 2023 17:43

@Søren Schnieber

Egentlig ikke. Du svarer ikke rigtigt på spørgsmålet. Så lad mig spørge dig mere klart.

Du påstår at hver gang en C-130 flyver over Østersøen eller andre farvande, så dykker (modstanderens) ubåd.

Er det noget du kan dokumenterer eller er det noget du gætter?

Ud fra dit tidliger lettere forvirrende svar, så vil jeg formode det er noget du gætter?

Claus Andersen
Læser
Claus Andersen
11. oktober 2023 6:15

@Søren Schnieber

Du skriver “ hertil kan man ligge den lille men nok ikke uvigtige detalje som CH-OO vil bemærke at hvergang en c-130 bevæger sig hen over Østersøen eller andre farvande så dukker ubåde sig”

Hvad er din dokumentation for den vilde påstand?

Søren Schnieber
Læser
Søren Schnieber
14. oktober 2023 16:38

@Claus Andersen.
Under forudsætning af at man i stedet for P8 udvikler Pod + Container til C130 der kan måske 70 % eller mere i forhold til P8. Så er det alment kendt at en Ubåd kan passivt erkende flytyper blandt andet ud fra motorstøj, hvis jeg ved at støjbilledet(truslen) alt andet lige vil være den samme om C-130 flyver gods, passager eller som her er udrustet som ASW så skal jeg bruge længere tid på at erkende truslen (flyvemønstre mv) som følge heraf hvis man udvikler kapaciteten vil motorstøj fra C-130 umiddelbart få ubåden til at søge skjul.
Så helt grebet ud af den tynde luft er det såmænd ikke.
Man kan lidt uvidenskabeligt sammenligne det lidt med infanteristen der hører FJ kampvognskæder versus FJ hjulkøretøjer, under nuværende omstændigheder vil FJ kædestøj være langt farligere for infanteristen frem for FJ Hjul støj. Så indlægger vi at infanteristen ved at nogle af FJ Hjulkøretøjer kan potentielt være Kampvognsligende. Så bliver efterretningsbilledet for infanteristen og hans CH lige pludseligt meget mere “mudret”. De skal nemlig forholde sig til en langt større trussel der opstår langt hyppigere potentielt med tilhørende meget mere analysearbejde.
Dermed stresses en FJ ubåd “unødig” hvergang et fragtfly passerer, Egen CH 00 opnår at FJ sinkes (stresses) og den FJ “killchain” eller et udtryk jeg selv ynder at FJ “standselængde” øges. Man påvirker FJ evne omend midlertidig fsv. Alm C-130. Evne er her i formlen Vilje + Evne = Trussel
Standselægde = Erkendelse af trussel (tid) + Effektive modforanstaltning med effekt i målet (tid).
Håber det hjalp
Mvh.

Søren Schnieber
Læser
Søren Schnieber
7. oktober 2023 7:19

Knaldgodt indlæg Per.
Problemet i din metode er at du glemmer “politisk suasage making” Jeg er ikke uenig i den akademiske model men se blot på hvordan Offentligheds lovens §24 om et fortrolighedsrum til ministeren forbliver indtalt uagtet at næsten samtlige partier når de har været i opposition har været modstander af §. Når man kender §24 er man ikke så overrasket over kastelprocessen, men måske mere over at man i denne proces ikke har søgt længere ud og længere ned i geledderne for svar.
Du anholder eller stiller ? Ved eks. P-8, Hvis jeg skal forsvare den kapacitet uden at lægge mig fast på at det skal være P-8 der skal løse opgaven så mener jeg at både indenlandske samt udenlandske risikovurderinger peger på globalt opvarmning med blotlægning af Fjorde samt det vi ville kalde “Indenskærs”. Hertil kan man jo så lægge overvågning af Atlanterhavet med. Men som du selv peger på så kan andre det samme.
Du vil med droner overvåge Grønland! Dels pga. lavintensitet, dels formoder jeg pga pris.
Her er jeg lodret uenig i din antagelse at Grønland vedbliver at være “lavintensitet” jeg mener allerede at den baseopbygning, interesse fra både Rusland og Kina samt selvstændighedsstrømninger internt i rigsfællesskabet (se forslag til Grønlands egen Grundlov) (se Færøernes fastholdelse af russisk trawl) som giver GRU samt andre rige fiskevande.
Betyder min uenighed at jeg mener vi skal opruste, både ja og nej vi skal opbygge og stationere modulære enheder i HJV/reserve regi og præ positionere oprustende moduler til brug for Krig/krisestyring. Disse skal også designes således at såfremt man kommer så lang i selvstændigheds forhandlinger med en dansk regering så kan disse “overdrages” og man har et vist begreb om at drive disse.
Jeg har selv advokeret for at P-8 afløses af en C-130 container/pod model dels pga. pris, men også pga. export og udviklingsmulighederne for blandt andre TERMA hertil kan man ligge den lille men nok ikke uvigtige detalje som CH-OO vil bemærke at hvergang en c-130 bevæger sig hen over Østersøen eller andre farvande så dukker ubåde sig.
Min pointe er at vi har lidt tid til udvikling af C-130 som multirole platform, sådanne containere med betjeningsmandskab, kan både indeholde operationsstuer, man kan også forestille sig lufttankning af andre fly, VIP container komplet med eget barskab.
Din antagelse om Ruslands ageren i forhold til angreb, De har måske ikke ikke i en mellemlang periode “evne” til angreb, men vilje har de i rigelige mængder hvilket se blot ukraine 2014 og 2022. Så opbygning af den tunge brigade er et must! Både af doktrinære årsager men også fordi Hæren skal have sit “flagskib” således man kan rekruttere og fastholde personel.
Jeg mener at Interoprabilitet, flexibilitet, omstilling, Evnen til at operere inden for Fj “standsningslægde” og evnen til som lille nation når det er nødvendig så at udvikle og drifte innovative løsninger der holder os i en sikkerhedspolitisk unaturlig høj vægtklasse.
Men som altid lærer man en del når man hører elller læser Per Viggo Jacobsen