spot_img

Forfatter og eksdiplomat opfordrer til større vestligt fokus på Taiwan-konflikt

Selvom der er krig og uro på det europæiske kontient, kan det godt betale sig også at holde et skarpt øje med Det Sydkinesiske Hav. Amerikanerne er ved at rette sit fokus på regionen, men også resten af Vesten bør bevidstgøre sig om konfliktpotentialet, mener Jonas Parello-Plesner, som netop har udgivet bogen ”Kampen om Taiwan”.

Mens mediedækningen af krigen i Ukraine fylder en stor del af de danske medier, ulmer en anden potentiel storkonflikt langt fra Danmark. I Det Sydkinesiske Hav spiller Kina løbende med musklerne overfor østaten Taiwan, som Xi Jinping har som erklæret mål at indlemme i Kina. Stridighederne er taget til i takt med, at selvstyrende Taiwan er begyndt at orientere sig mindre og mindre mod det kommunistiske etpartistyre i Kina.

Ifølge den tidligere diplomat Jonas Parello-Plesner, i dag direktør i Alliance of Democracies og forfatter til bogen ”Kampen om Taiwan”, risikerer konflikten ikke desto mindre at få stor betydning for resten af verden. Derfor bør også vi også her i Danmark have den på vores radar og sætte os ind i, hvad der er på spil, forklarede han onsdag i Frontlinjen på Radio4.

Artiklen fortsætter under afspilleren …

»Der er nogle ret gode grunde til at Taiwan bør være på lystavlen for almindelige danskere – både militært, økonomisk og værdimæssigt. Kina har gennemført de største militærøvelser i årtier, samtidig med at vi har krig i Ukraine. Er der én ting, man som minimum bør have lært af Ukraine-krigens start, er det, at man skal tro på diktatorer. Når de siger, at de har tænkt sig at invadere, har de nok tænkt sig det. Xi Jinping har klart markeret, at man er villig til i sidste instans at bruge militære midler,« forklarer Jonas Parello-Plesner og peger på, at Danmarks nærmeste allierede, amerikanerne, har læst skriften på væggen:

»USA har under især Biden klart markeret, at man er klar til at forsvare Taiwan militært. Sker det, rykker man pludselig op i en anden liga, hvor det ikke bare er en konflikt mellem Kina og Taiwan, men også mellem Kina og USA. Så står verdens to største militærmagter – og to atommagter – overfor hinanden. For Nato-allierede vil det, at USA indgår i en konfliktsituation derude, påvirke os enormt.«

Xi Jinping vil samle “moderlandet”

Baggrunden for konklikten mellem Kina og Taiwan trækker tråde langt tilbage i tiden og kan ved første øjekast forekomme at være et rent regionalt anliggende.

»Taiwan er blevet demokratiseret. Man er ophørt med det autokratiske system og har udviklet et flerpartisystem. Demokratiseringen har medført ”taiwanisering” – at taiwanerne i højere grad føler sig som noget andet og ikke nødvendigvis sammenhængende med Kina. De vil gerne bevare deres eget system og have lov at bestemme over det,« forklarer Jonas Parello-Plesner.

Demokratiseringen af østaten har været svær at sluge for det kommunistiske styre i Kina, og det gør sig i høj grad også gældende for Kinas nuværende præsident, Xi Jinping, personligt. For ham er Taiwan blevet en sand torn i øjet, og han har nu gjort det til sit personlige mål én gang for alle at indlemme Taiwan i Folkerepublikken Kina.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Taiwans uafhængighed udgør kernen i konflikten mellem USA og Kina

»På fastlandet har man en ide om, at Taiwan er den sidste brik i samlingen af moderlandet. Hong Kong, som var en britisk koloni, er kommet tilbage. Macau, som var en portugisisk koloni, er også. Taiwan har tidligere i historien været en japansk koloni, så derfor har Xi Jinping, når Taiwan bliver en del af det, løst sin historiske mission og samlet hele Kina,« forklarer Jonas Parello Plesner.

»Udfordringen er, at taiwanerne på ingen måde vil det kinesiske projekt. De har set, hvad der skete i Hong Kong, hvor man fjernede alle frihedsrettigheder. Derfor er de ikke så modtagelige, og så kommer det militære meget mere i spil. Den sidste løsning er at tage Taiwan militært, hvilket kineserne også indikerer, at de er rede til.«

Kan blive en økonomisk og værdimæssig katastrofe

“Kampen om Taiwan” er skrevet af Jonas Parello-Plesner og udkom på forlaget Gyldendal den 22. august.

Der er for nuværende ikke meget, der tyder på, at parterne finder en mindelig løsning ved forhandlingsbordet. Der er slet og ret ikke noget kompromis, som er tåleligt for begge parter, og kineserne har som nævnt for længst tilkendegivet, at man gerne tager hårde metoder i brug for at tvinge taiwanerne til underkastelse. Konsekvenserne, hvis det ender med et regulært krigsudbrud, er fra et taiwansk perspektiv lette at få øje på. Men også i Vesten vil det kunne mærkes, her dog mest økonomisk.

»Taiwan har formået at placere sig fuldstændig genialt i den teknologiske globalisering. De laver de allermindste mikrochips, som vi alle er afhængige af; de er i vores iPhones, vores Playstations, vores biler. De er overalt,« forklarer Jonas Parello-Plesner.

»Vi fik en lille forsmag under coronakrisen, hvor der opstod ”host” i forsyningslinjerne. Det vil ske tifold, hvis Taiwan bliver angrebet. Så vil produktionen blive ødelagt og stoppe eller blive overtaget af kineserne. Der er mange forskellige scenarier, men under alle omstændigheder: Økonomisk er det kæmpestort, hvad det vil barbere af verdensøkonomien.«

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Australien, USA og Storbritannien indgår atomubådsaftale for astronomisk beløb

Slutteligt er der så de værdimæssige konsekvenser ved at tillade en stormagt at tromle hen over en langt mindre stat. Det vil slet og ret blive en mindre fri verden, hvis kineserne får lejlighed til at følge Putins eksempel og invadere nabolandet. Derfor er det i Vestens interesser at stække kinesernes ambitioner. Mens amerikanerne står klar til at gribe til våben, bør Europa i første omgang se på de økonomiske virkemidler.

»Vi bør give et budskab til kineserne: ’Hvis I, ligesom Rusland, træder ud af det civiliserede verdenssamfunds normer og angriber Taiwan militært, så er vi villige til at risikere vores økonomi og til at sætte sanktioner bag’. Det kunne være en del af den økonomiske afskrækkelse, som Europa kunne være med til.«

Jonas Parello-Plesners bog ”Kampen om Taiwan” udkom 22. august på forlaget Gyldendal.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Vi må tale om garnisonering, hvis bemandingsudfordringen skal løses

DEBAT: Den nuværende garnisonering i Hæren er en af de primære kilder til den udfordrede bemandingssituation. Det er nødvendigt at tage den op til revision og diskutere de geografiske rammer, hvis yngre soldater skal have lyst til at blive i Forsvaret mere end et par år, mener premierløjtnant Christian...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer