OLFIs artikler om erstatning for det til Ukraine donerede Caesar artillerisystem har vakt en del opsigt – også politisk. Således ønsker begge sider af oppositionen en ærlig opdatering fra forsvarsministeren, og at regeringen trækker frisk luft og tænker sig om, inden den skriver under på en ny kontrakt.
Torsdag meddelte regeringen, at den med Folketingets opbakning donerer 19 artilleripjecer af typen Caesar til Ukraine. Det er den danske hærs samlede artilleri, som endnu ikke er leveret fuldt ud til operativ brug i Danmark. Donationen sætter Hæren i en prekær situation, fordi artilleri er helt afgørende for, at 1. Brigade kan operere selvstændigt – og dermed er den meget omtalte brigade mange år fra at kunne melde sig klar.
Siden har det over weekenden vakt opsigt, at OLFI søndag kunne fortælle, at Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er på vej til Israel for at afklare de sidste detaljer for et erstatningskøb af artillerisystemet Atmos, som bliver produceret af Elbit Systems. Det undrer »meget« SF’s forsvarsordfører Anne Valentina Berthelsen, som i forbindelse med mødet i Udenrigspolitisk Nævn talte med forsvarsminister Jakon Ellemann-Jensen (V).
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Artilleriindkøbet begyndte med Atmos fra israelske Elbit, og det ender det også med
»Jeg spurgte i torsdags ministeren direkte om, hvilken erstatning han forventede, at vi skulle indkøbe, og hvad prisen og leveringstiden i så fald ville være. Skulle vi forvente, at begge dele ville være højere end sædvanligt grundet markedssituationen? Til det svarede han, at de stadig var i gang med at undersøge mulighederne og ville ikke pege på noget konkret. Så det undrer mig meget,« siger hun.
Regeringen skal trække frisk luft
Atmos vandt i 2015 udbuddet om artilleri til Hæren, men i et bizart forløb aflyste politikerne købet oven på en debat om israelske bosættelser på Vestbredden og Elbits involvering i opførelse af en sikkerhedsmur i Israel. Officielt var forklaringen dog, at pengene i stedet for artilleri skulle bruges til at fragte en havareret helikopter hjem fra Afghanistan. Et halvt år senere blev et nyt udbud skudt i gang, og her tabte Atmos til franske Nexter på grund af en lavere pris.
Danmark bad dog Nexter om at udvikle systemet på en lastbil med fire aksler i stedet for en på tre aksler, som ellers var standard. Det har resulterede i en række forsinkelser og modifikationer. Systemet skulle have været leveret i 2019, men her i januar 2019 er det endnu ikke leveret fuldt ud og derfor ikke taget i operativ brug. Det var dog planen, at det ville ske i løbet af årets første måneder. Nu ryger det samlede artillerisystem i stedet til Ukraine.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
»Vi skal bruge situationen til at købe det rette artilleri, og det er ikke Atmos«
Af samme årsag haster det med at anskaffe et nyt system. Men det må ikke gå så hurtigt, at vi køber det forkerte. Ikke mindst er det vigtigt ikke at købe et våbensystem af et land, som ikke tillader Danmark at levere det videre til Ukraine, mener Liberal Alliance.
»Jeg håber, at Forsvaret og regeringen lige vil trække lidt luft ind sammen med forligskredsen, hvor jeg forventer det skal drøftes så hurtigt som overhovedet muligt. Beslutningen om at sende artilleri til Ukraine var både rigtig og hård, hvilket på sin vis har udsultet Hæren. Men vi skal passe på med at tage forhastede beslutninger i udsultet tilstand. Israel tillader mig bekendt ikke reeksport, hvilket kan blive et problem på et senere tidspunkt. Ingen ved hvad fremtiden bringer, men med Rusland i problemer i Ukraine står Danmark måske ikke umiddelbart overfor en trussel, der kræver artilleri her og nu,« siger Carsten Bach, som er forsvarsordfører i Liberal Alliance.
Artillerisystem skal leve op til Natos styrkekrav
Han minder også om, at vi fra dansk side skal have øje på vores forpligtelser i forhold til vores allierede.
»Vi skal opfylde vores forpligtigelser over for Nato. Derfor ser jeg frem til at drøfte sagen med regeringen,« siger han.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Danmark sender artilleri til Ukraine og må selv undvære våbenarten i mange år frem
Søndag advarede den nu pensionerede brigadegeneral Carsten Rasmussen om netop Atmos, fordi det ikke løser opgaven i forhold til fremtidens kamplads. Hos SF forventer Anne Valentina Berthelsen, at sagen bliver drøftet politisk, før regeringen sætter underskrift på noget som helst. Hun er samtidig meget interesseret i at høre, om regeringen har i sinde at skrive kontrakt med israelske Elbit om levering af Atmos.
»Jeg forventer, at ministeren konsulterer forligskredsen bag forsvarsforliget før, der indkøbes noget. På baggrund af sagen stiller jeg nu spørgsmål til ham, om det er det israelske Atmos, som regeringen forventer at indkøbe, og om vi ikke blev orienteret om det, da vi spurgte.«
SF er ikke en del af det eksisterende forsvarsforlig, som blev indgået i januar 2018 og går frem til udgangen af 2023. Det blev indgået af Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.
Video: I toppen af artiklen kan du se en præsentation af det svenske artillerisystem Archer, som flere brugere på OLFIs Facebookside fremhæver som den oplagte erstatning til Caesar.