KOMMENTAR: Det lyder godt, når Danmark donerer våben, ammunition, materiel og penge til Ukraine og samtidig forklarer, at pengene kommer fra en strakspulje på 7 mia. kr. fra det nationale kompromis. Bag de gode intentioner ligger imidlertid en barsk sandhed, som ingen ønsker at tale om. Regeringens udmeldinger ligner »grov vildledning« af befolkningen.

Det bliver ved. De danske politikeres ønsker om at hjælpe Ukraine vokser for hver måned, der går. Donationerne bliver flere, våbnene og materiellet større, beløbene vokser, og udadtil forsøger Danmark at spille rollen som landet, der er i førertrøjen, når det gælder de gode viljer. Nu sender vi flere penge til Ukraine og 130 instruktører til Storbritannien i efteråret for at uddanne ukrainske soldater, og vi tilbyder at tage imod ukrainske soldater i Danmark for at træne dem her.

Samtidig har vi øget beredskabet, sendt flere fly på vingerne, flere fregatter på patrulje i regi af Nato og sendt en kampbataljon på 800 mand til Letland.

»Vi er det land målt per indbygger, som er stærkest til stede i Baltikum,« sagde forsvarsminister Morten Bødskov – igen – da OLFI talte med ham onsdag på Kastellet i København.

Det var dagen før, at Danmark var vært for en international donorkonference, som skulle sikre den langvarige støtte til Ukraine. For regeringen og et meget bredt flertal i Folketinget er der tale om en ren vindersag. I den vestlige verden er hjælpen til Ukraine det for tiden uden sammenligning varmeste emne, som man kan vinde goodwill på hos sine allierede.

Artiklen fortsætter under billedet …

Det ved den danske regering, og det udnytter den maksimalt. Onde tunger vil påstå, at politikerne på Christiansborg spiller hasard med det danske forsvar, og at de gode viljer ligner hykleri fra allerhøjeste niveau. Stemmerne i Forsvaret, der mener, at politikerne overspiller deres kort, vokser dag for dag. Men ingen vil sige det højt, for så bliver man banket på plads i et system, hvor politisk følgagtighed for længst har overhalet faglighed i vægtningen af, om et politisk ønske nu er realistisk, fornuftigt og uden konsekvenser.

Frygten er, at regningen er på vej, og at den bliver langt højere, end politikerne vil tale om.

Populært at hjælpe Ukraine og upopulært at fortælle sandheden

For lige så populært det er at hjælpe Ukraine, lige så upopulært er det at fortælle ærligt, hvordan det i virkeligheden står til i det danske forsvar. Vi har hørt det før, og vi kommer til at høre det igen – med forstærket styrke. For konsekvensen af den store hjælp til Ukraine er uomtvisteligt, at det svækker det danske forsvar yderligere.

Siden afslutningen af Den Kolde Krig er Forsvaret blevet barberet ned til en størrelse, der i 2017 var nede på liger over 1 pct. af bnp. De seneste besparelser var sket på bagkant af finanskrisen, som førte til besparelser på 15 pct. – vel at mærke samtidig med, at daværende forsvarschef Peter Bartram proklamerede, at det godt kunne ske, uden at det gik ud over de operative kapaciteter.

Besparelserne kostede nedlæggelser, sammenlægninger, et nyt uddannelsessystem og et nyt ansættelsessystem, som alt samme svækkede Forsvaret, selv om politikerne forsøgte at tale besparelserne op som effektiviseringer med en bedre udnyttelse af ressourcerne. Det skete med åbne øjne, efter at Rusland og præsident Putin havde udvist både vilje og evne til at bruge militær magt for at opnå politiske mål i Tjetjenien i 1999, i Georgien i 2008 og på Krim og i Donbas-regionen i 2014.

Artiklen fortsætter under playeren …

Først i 2018 besluttede politikerne så, at Forsvaret oven på de massive besparelser skulle tilføres et »substantielt løft«, som betød 12,8 mia. kr. over en periode på seks år. Resultatet var ikke et løft, men et svagt forsøg på at nå tilbage til der, hvor man var begyndt at spare fra. I dag skulle vi ifølge det eksisterende forlig så være tæt på at være i mål med en slagskraftig brigade og en lang række andre styrkelser af Forsvaret, som desværre bare er udeblevet. I stedet for ros har Danmark fået massiv kritik, når Nato har evalueret den danske indsats. Vi leverer for lidt og for sent, og derfor må andre lande dække ind, hvor Danmark ikke lever op til sine forpligtelser.

Samtidig pålagde politikerne løbende nye opgaver til Forsvaret, som ud over at løse sine faste opgaver i løbet af de seneste år ud over nye internationale missioner også har skullet kontrollere pas ved grænsen, stå vagt ved synagogen og andre udsatte steder i samfundet, agere vikarbureau i forbindelse med Covid-pandemien og deltage i minkaflivningen. Det har betydet, at kernen i Forsvarets operative styrker aldrig har kunnet opretholde den nødvendige uddannelse, fordi tiden og endel af pengene blev brugt på civile opgaver, og fordi der på grund af besparelserne hverken var våben, ammunition, materiel, køretøjer, tilfredsstillende indkvarteringsforhold, mad eller logistik i fornødent omfang.

For slet ikke at tale om den massive mangel på personel.

Ville »øge robustheden« og »fylde lagrene op«

Løbende har Nato og i særdeleshed USA kritiseret Danmark for at være for fodslæbende og tørre dansk ansvar af på andre land. Midt i al armoden ramte så krigen i Ukraine, hvorefter alle tre værn blev sat på forhøjet beredskab. I vores nabolande reagerede regeringer ved at tilføre massive summer til de nationale forsvar. Alene i Tyskland besluttede den nytiltrådte kansler Olaf Scholz at hæve det tyske forsvarsbudget fra 1,5 pct. af bnp til 2 pct. over ganske få år. Massive investeringer blev iværksat dage efter, at russiske styrker var trillet over grænsen til Ukraine.

Hårdt presset af nabolandene havde statsminister Mette Frederiksen (S) og den danske regering ikke noget valg. Men i stedet for at vise omverdenen, at vi også tager sikkerhed alvorligt i Danmark, var resultatet typisk dansk. Den 6. marts præsenterede regeringen sammen med de fire ældste partier i Folketinget »det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik,« som ud over en afstemning om det danske EU-forsvarsforbehold og en udfasning af russisk gas rummede en aftale om at nå op på 2 pct. af bnp med udgangen af 2033. Det er vel at mærke om næsten 12 år og dermed næsten to årtier efter, at daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på Nato-topmødet i Wales i 2014 lovede vores allierede, at også Danmark ville leve op til den fælles målsætning om at bruge 2 pct. af bnp på forsvar inden for en 10-årig periode. Derudover afsatte aftalepartierne bag kompromiset et beløb i en såkaldt strakspulje.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Vi vil styrke dansk forsvar markant både på den korte bane og på den lange bane. Vi har i fællesskab besluttet at afsætte 7 mia. kr. over de næste to år til styrkelse af dansk forsvar, diplomati og den humanitære indsats, de afledte konsekvenser, som det også kan have for det danske samfund. Det er penge, der her og nu skal gøre os i stand til at håndtere den alvorlige sikkerhedspolitiske situation, til at forhøje Forsvarets beredskaber og styrke evnen til at støtte vores allierede i Nato, øge robustheden i Forsvaret, fylde lagrene op, yde støtte til Ukraine,« sagde Mette Frederiksen ved præsentationen af det nationale kompromis.

Ingen kunne få anden opfattelse end, at nu ville Folketingets partier gøre op fortidens synder og sikre, at Forsvaret igen kom på omgangshøjde med en massiv økonomisk saltvandsindsprøjtning nu og her plus en markant stigning af forsvarsbudgettet efter indgåelsen af et nyt 10-årigt forlig i år 2023.

820 mio. kr. til Ukraine kommer fra strakspuljen

Sandheden er bare, at den saltvandsindsprøjtning helt og aldeles er udeblevet, og at de 7 mia. kr. allerede er brugt, uden at Forsvaret har set andet end opgaverne vokse. I embedsværket taler kilder om, at de første 2 mia. kr. er gået til udenrigstjenesten og humanitære indsatser. En mia. kr. er gået »økonomiske ubalancer«, hvilket betyder dækning af et underskud fra året før. Allerede inden sommerferien var der brugt over 2 mia. kr. af pengene på donationer til Ukraine, og så var der to mia. kr. tilbage til med statsministerens ord at »forhøje Forsvarets beredskaber, øge robustheden i Forsvaret« og »fylde lagrene op«.

På den stort anlagte donorkonference torsdag lancerede statsministeren så, at Danmark ville donere yderligere 820 mio. kr. til Ukraine, hvorved det samlede beløb til donationer overstiger 3 mia. kr., som alle skal dækkes af strakspuljen fra det nationale kompromis. Derudover sender regeringen så 130 instruktører til Storbritannien i løbet af efteråret for at uddanne ukrainske soldater.

Artiklen fortsætter under playeren …

Dermed skal en enkelt mia. kr. dække alle udgifterne til de forhøjede beredskaber i alle tre værn og indsættelsen af kampbataljonen i Letland foruden udgifter til brændstof, som er steget voldsomt i pris, og opfyldning af våben og ammunitions-lagrene. De fleste kan nok lægge to og to sammen og konkludere, at regnestykket på ingen måde hænger sammen. Konsekvensen er endnu et massivt underskud, som skal dækkes ind i det eksisterende forsvarsbudget.

Hære har op imod 1.200 ledige stillinger

Økonomien er så en ting. Noget andet er det personel, som skal løse opgaverne. I juni kunne OLFI fortælle, at 525 kontraktansatte har sagt deres stillinger op og forladt Forsvaret alene i årets fem første måneder. Den tendens vil med stor sandsynlighed kun fortsætte, når soldaterne oplever, at de ikke kan løse deres opgave tilfredsstillende vis, fordi de mangler stort set alt.

Her er der ikke tale om de soldater, som i øjeblikket er udsendt til Letland, Estland, Irak og Kosovo. De har, hvad de skal bruge. Til gengæld står det helt anderledes fatalt til hjemme på garnisonerne i Danmark, som er stort set skrællet for alt brugbart materiel og våben. Ammunitionen bliver prioriteret til de udsendte, og derfor må dem under uddannelse herhjemme løbe rundt og sige ”bang”.

Hvad værre er, at særligt Hæren har nået så kritisk en masse, at det er svært at uddanne dem, som skal udgøre fremtidens forsvar. Kilder i Hæren vurderer, at alene Hæren i øjeblikket har omkring 1.200 ledige stillinger. De 130 soldater til uddannelse af ukrainere i Storbritannien vil uanset forsvarsministerens forsikring om danske instruktører rekrutteret bredt fra hele Forsvaret i overvejende grad komme fra Hæren.

Det får den betydning, at de tilbageværende bare skal løbe endnu hurtigere. Det vil sige, at presset bare vokser, uden at pengene følger med, og konsekvensen vil uomtvisteligt være den samme som ude i den civile verden, når medarbejdere til sidst ikke længere føler nogen glæde eller mening ved at gå på arbejde til en ussel løn. Så stemmer man med fødderne, tager sit gode tøj og går.

Spørgsmålet er, hvor længe politikerne tør spille hasard med det danske forsvar alene for at stå godt i lyset i forhold til Ukraine. Det er på høje tid, at forsvarsledelsen melder klart ud om konsekvenserne eller kræver, at andre opgaver bliver fjernet fra Forsvaret. Alternativt risikerer politikerne at sætte genopbygningen af Forsvaret år tilbage, fordi der simpelthen ikke er mandskab til at iværksætte alle de nødvendige tiltag, som er bidende nødvendige i genopbygningen af det danske forsvar.

At statsministerens budskab den 6. marts om, at de 7 mia. kr. i strakspuljen over to år ville »øge robustheden« og »fylde lagrene op«, må efterhånden stå som et af denne regerings største fatamorganaer grænsende til endnu et eksempel på »grov vildledning« fra statsminister Mette Frederiksens side.