DEBAT: Sagen om Claus Hjort Frederiksens immunitet er langt mere alvorlig og skadelig, end mediedækningen og den politiske debat giver indtryk af, og den vil få konsekvenser for Danmark. Hjort har begået en graverende fejl og forlader dansk politik med et flosset renommé. Men han har stadig mulighed for at forlade Folketinget med rank ryg, hvis han selv beder om ophævelse af sin immunitet.

Lad os samle tankerne en gang. Mens ledere i både Berlingske og i Weekendavisen udtrykker stor begejstring over det blå flertals beslutning om at frede forhenværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) fra at blive stillet for en dommer i forbindelse med sin offentlige bekræftelse af indholdet af de statshemmeligheder, der muligvis er blevet lækket til samme medier af den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, så er der grund til et træde et skridt tilbage og vurdere de foreløbige konsekvenser af sagen.

Det var som bekendt Tilsynet med Efterretningstjenesternes (TET) pressemeddelelse den 24. august 2020, som ikke nævnte ét ord om kabelaflytninger eller samarbejdet med NSA, der startede hele balladen. Sagen blev håndteret af den daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S). Med den for hende kendte klodsethed valgte hun at tage TET’s observationer for pålydende og hjemsendte ledelsen i FE, indtil sagen kunne undersøges nærmere. Det må antages, at hendes politiske instinkt og pressemeddelelsens karakter fik hende til at antage, at offentligheden anført af en kritisk presse ville kræve korrigerende handling.

Det skete imidlertid ikke. I stedet begyndte medierne at skrive om en dybt hemmelig aftale mellem Danmark og USA om kabelaflytning, som ikke var nævnt i TET’s pressemeddelelse. I stedet for at rette fokus på de forhold, som TET havde fremført, blev sagen gennem massive lækager af dybt klassificerede oplysninger drejet over til at vedrøre en hemmelig aftale mellem Danmark og USA om kabelaflytning.

I stedet for at have sympati for en whistleblower, der agerede helt efter bogen og henvendte sig til TET for i fortrolighed at meddele tilsynet sin bekymring, så blev denne person smidt under bussen af de såkaldte kritiske medier, der i en lind strøm blev forsynet med klassificeret viden herunder detaljerede informationer om whistlebloweren.

Hemmelige oplysninger tilflød medierne i en lind strøm

Mens hemmelige oplysninger tilflød medier, blev regeringen og Folketingets partier enige om at lade TET-undersøgelsen underkaste en landsdommerkommission, der med udgangspunkt i et hemmeligt kommissorium blev nedsat for at efterprøve, om TET havde ret i de forhold, der blev påpeget i TET’s pressemeddelelse – herunder om de bortviste medarbejdere kunne kritiseres. I stærk kontrast til kravet om åbenhed i forbindelse med sagen, blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved hemmeligholdelsen af kommissoriet. Det blev uden forbehold og kritiske spørgsmål taget for pålydende, da landsdommerkommissionen kunne fastslå, at man på baggrund af den stillede opgave ikke fandt, at der kunne udtales kritik overfor de hjemsendte medarbejdere, og at de kunne genindtræde i deres stillinger.

Man kan gisne om, hvorfor TET og landsdommerkommissionen kunne komme frem til modsatrettede konklusioner. En plausibel forklaring er, at landsdommerkommissionen i det hemmelige kommissorium er blevet pålagt at tage hensyn til eksistensen af den lækkede hemmelige aftale, som skiftende regeringer har tiltrådt, og som danner udgangspunkt for det hemmelige samarbejde med en eller flere fremmede magter. Er antagelsen korrekt, så kan ledelsen af FE naturligvis ikke klandres for, at man har udøvet sin virksomhed som ønsket af skiftende regeringer. Den lækkede aftale var blot så hemmelig, at formentlig hverken TET eller for den sags skyld whistlebloweren havde kendskab til den.

Artiklen fortsætter under billedet …

20200916 TEASER HjortFrederiksen
Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om, at tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) risikerer fængselsstraf for at bekræfte dybt fortrolige oplysninger om rigets sikkerhed og FEs hemmelige samarbejde med NSA i USA …

Sagen kunne have været afsluttet med landsdommerkommissionens rapport. Man kan i den forbindelse gisne om, at den bortviste chef for FE, Lars Findsen, angiveligt ikke havde tillid til den centraladministration, som han selv er formet af, men har siden bortvisningen tilsyneladende – det har flere medier antydet – stået bag mange af de lækkede dybt hemmelige dokumenter, der kom til udvalgte redaktioner og journalisters kendskab.

Der var tilsyneladende iværksat en egentlig efterforskning af omstændighederne bag de lækkede hemmelige informationer, der samtidigt med offentliggørelsen af resultatet af landsdommerkommissionens undersøgelse medførte, at Lars Findsen sammen med flere andre blev arresteret angiveligt for at have lækket statshemmeligheder. Det var måske de samme hemmeligheder, som den forhenværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen bekræftede offentligt i forbindelse med forskellige interviews.

Også journalister og redaktører risikerer tiltale §109

Ved besøg på de større avisers redaktioner orienterede chefen for PET (Politiets Efterretningstjeneste) og den fungerende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste de forskellige chefredaktører om, at straffelovens §109 også omfatter videregivelse af hemmelige informationer. Det blev formentligt også præciseret, at journalister og redaktører kunne blive pålagt at vidne under vidneansvar i sager, der vedrører overtrædelse af §109, herunder om navne på de kilder, der har videregivet hemmelige informationer. På grund af strafferammen og dermed lovbruddets alvor vil medierne ikke længere kunne henholde sig til princippet om kildebeskyttelse som argument for ikke at vidne.

Besøget havde bestemt ikke den tilsigtede effekt – tværtimod. Den noget ensidige mediedækning af sagen har bl.a. haft til formål at banalisere sagen og argumentere for, at myndighederne har en dårlig sag bl.a. med henvisning til, at kabelaflytningen – efter den amerikanske efterretningsmand Edward Snowdens afsløringer i 2013 – var offentlig og almen viden, og at lækagerne ikke retfærdiggjorde hverken anholdelser eller varetægtsfængsling. Indignation og lydstyrken af samme blev ikke mindre, da det senere stod klart, at den forhenværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen ligeledes var sigtet efter straffelovens §109.

Mens medierne har haft frit spil, så har myndighederne og regeringen i sagens natur overholdt den tavshedspligt, der følger af sagens karakter og den omstændighed, at sagen var under efterforskning.

Effekten af mediedækningen har kunnet aflæses i de kritiske indlæg en række eksperter har skrevet. Seneste eksempel er professor Eva Smiths indlæg i Berlingske, hvor hun under overskriften: ”Regeringens argumenter i sagen om Claus Hjort er de samme, man hører i diktaturstater” lader forstå, at regeringen bevæger sig på kanten af retsstaten. Professorens argumentation hviler imidlertid på den fejlagtige præmis, at den tidligere chef for forsvarets efterretningstjeneste, Thomas Ahrenkiel, i et interview med Politiken i 2013 bekræftede kabelaflytningen. Det passer imidlertid ikke, og professor Eva Smith har efterfølgende været nødt til at berigtige sin kommentar. Der er ingen myndighedsperson, hverken ministre eller efterretningschefer, der offentligt har bekræftet kabelaflytning eller aftaler om samme.

Claus Hjort Frederiksen er den første!

Sagen handler om alt andet end banaliteter og politisk chikane

Med det bagtæppe, som den skæve og ukritiske mediedækning har skabt, er der tegnet et billede af, at sagen imod Claus Hjort Frederiksen hviler på banaliteter og er politisk chikane gennemført af en magtfuldkommen regering. Intet er længere fra sandheden.

Internationalt efterretningssamarbejde hviler på tillid bygget op over mange år og på tillid til, at de implicerede myndigheder kan holde på hemmeligheder. Efterretningssamarbejde er ikke en envejsaffære, men i sagens natur et samarbejde, der kommer alle medvirkende nationer til gode. Det er næppe nogen hemmelighed, at den omstændighed, at vi har kunne holde Danmark fri for større terroranslag, ikke alene kan tilskrives danske myndigheder, men derimod er resultatet af det efterretningsmæssige samarbejde, der giver ressourcestærke samarbejdspartnere mulighed for at tippe dansk politi om konkrete trusler.

Artiklen fortsætter under billedet …

20211223 TEASER FE
Klik på billedet, hvis du vi læse artiklen om FE, som passer virkeligt dårligt på os alle sammen …

Det der er sket i Danmark med de lækkede informationer, hvis indhold efterfølgende er blevet bekræftet af en forhenværende forsvarsminister, er en efterretningsmæssig skandale af astronomisk størrelse. Det betyder – med forhenværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen bekræftelse af indholdet af de lækkede informationer, at der ikke længere er tale om mediemæssige spekulationer og formodninger, men en fastslået kendsgerning.

Claus Hjort Frederiksen overtræder ikke alene ministeransvarlighedsloven og straffelovens §109. Han tilsidesætter også Statsministeriets sikkerhedscirkulære, der fastlægger de sikkerhedsmæssige rammer for Danmarks samarbejde med internationale organisationer og fremmede magter herunder sikkerhedsbeskyttelse af informationer af fælles interesse. Det må antages, at Claus Hjort Frederiksen enten er blevet sikkerhedsgodkendt eller som minimum har kendskab til det skema, der skal udfyldes i forbindelse med sikkerhedsgodkendelser. Her fremgår det klart, at straffelovens §109 skal overholdes, ligesom det gøres klart, hvilke konsekvenser overtrædelser af denne paragraf har.

Det kan ganske enkelt ikke være ukendskab til love og bestemmelser, som Claus Hjort Frederiksen kan påberåbe sig i denne sag.

Statsministeren har endnu ikke besøgt den amerikanske præsident

Danmark er ikke den eneste nation, der har oplevet kompromitteringer af dybt klassificerede information. Alle husker føromtalte Edward Snowden, der i 2013 lammede de vestlige efterretningstjenester ved massive læk af hemmelige informationer. Han sidder nu i eksil i Moskva. Men der er ingen, der er i tvivl om, at han vil blive arresteret og retsforfulgt, hvis han forlader Rusland.

Snowden afleverede formentlig ikke sine stjålne højt klassificerede informationer direkte til russiske FSB agenter – men offentliggjorde i stedet de mange sensitive dokumenter. Hjort har heller ikke mødtes med russiske agenter og udleveret brune kuverter, som medierne har spekuleret i – men russere eller andre behøver ikke mødes med kilder, når de kan læse hemmelighederne i aviserne.

Det internationale efterretningssamarbejde tilsiger, at hvis hemmeligheder kompromitteres, så er den pågældende nations myndigheder forpligtet til at underrette samarbejdspartnere, således at mitigerende tiltag kan iværksættes. Det måtte myndigheder i USA gøre efter Snowden, og det har danske myndigheder antageligvis også måttet gøre, efter at medierne omtalte de lækkede informationer, der blev bekræftet af Claus Hjort Frederiksen. For Danmark udestår der et massivt arbejde med at genoprette tilliden til de fremmede magter, som vi samarbejder med. Det skal ske, så vi kan komme tilbage i inderkredsen af det efterretningsmæssige samarbejde, som på så mange måder er af kritisk betydning for vores sikkerhed i Danmark.

Der er lang vej igen, og hvis man skal finde en god forklaring på, hvorfor den danske statsminister – som den eneste nordiske regeringschef – endnu ikke har haft en samtale med den amerikanske præsident Biden, så er en af forklaringerne den efterretningsmæssige skandale, der har sendt Danmark i køleboksen og ufatteligt langt fra den status, vi tidligere har nydt i det internationale samarbejde.

Dette er en kendsgerning, der ikke har fået meget bevågenhed, hverken i mediedækningen eller i den ophedede politiske debat. Det virker nærmest som om, man anser FE-skandalen som et internt dansk anliggende uden relationer til omverdenen. Intet er mere forkert. FE-skandalen drejer sig i den grad om Danmarks forhold til allierede og fremmede magter. Det gælder også de tiltag, der er iværksat i kølvandet på den.

Den erkendelse er desværre ikke nået til Folketinget, hvor sagen fortsat behandles på sognerådsniveau. Oppositionens beslutning om ikke at stemme for ophævelsen af Claus Hjort Frederiksens immunitet vil sende klare signaler til omverdenen om, at vi fortsat ikke tager sagen alvorligt. Det får konsekvenser.

Det forekommer også underligt og lidet betryggende, at de borgerlige partier sammen med Enhedslisten tilsyneladende ikke har tillid til, at det uafhængige danske retssystem virker og virkeligt er uafhængigt. Hvis de troede på domstolene, var der vel ingen risiko for, at der ville ske et justitsmord?

Claus Hjort Frederiksen kan selv bede om ophævelse af sin immunitet

Når den sidste skål over oppositionens Pyrrhus-sejr er drukket på redaktionerne og i partikontorerne, indtræder de tømmermænd, der må give anledning til eftertanke.

* Hvilket signal har vi sendt til vores allierede og samarbejdspartnere, når vi friholder en tidligere forsvarsminister fra at stå til ansvar overfor en dommer i en sag, der vedrører hans uretmæssige og ulovlige bekræftelse af hemmelige informationer lækket til pressen?

* Hvordan kan Folketinget og regeringen i fremtiden betros klassificerede informationer, hvis det er åbenbart, at medlemmer af Folketinget fritages for retsforfølgelse, når de bekræfter eller lækker hemmelige informationer i modstrid med straffelovens §109?

* Kan Danmark anses for en troværdig allieret og partner, når ministre og øvrige folketingsmedlemmer uden konsekvenser kan overtræde deres tavshedspligt og straffelovens §109?

* Hvilke interesser har de danske medier varetaget i den relativt kritikløse dækning af denne efterretningsskandale? Er det samfundets, eller har journalistisk dovenskab gjort medierne til redskab for ”venner” af redaktionen?

Der er mange spørgsmål, der trænger sig på. Uanset hvilke synspunkter man tidligere har haft til sagen, er det på tide, at vi alle hæver blikket og erkender, at det her drejer sig om langt mere end interne politiske trakasserier – det drejer sig faktisk om Danmarks placering som troværdig partner i den verden, vi ønsker at være en del af.

Det skal afslutningsvis nævnes, at jeg på ingen måde tillægger Claus Hjort Frederiksen hverken ønsker eller motiver om bevidst at skade Danmark eller danske interesser. Claus Hjort Frederiksen har tjent det danske demokrati og samfund på bedste vis gennem en lang og fortjenstfuld politisk karriere.

Desværre forlader han dansk politik med et flosset og uafklaret renommé, der vil kaste en mørk skygge over hans otium og eftermæle. Han har begået en graverende fejl, og det er jeg sikker på, at han godt selv er klar over, selvom han umiddelbart har klaret frisag ved, at et flertal i Folketinget ikke ville stemme for at ophæve hans immunitet.

Claus Hjort Frederiksen har imidlertid fortsat mulighed for at forlade Folketinget og det politiske arbejde med rank ryg og i tillid til, at han har gjort Danmark en sidste tjeneste. Han kan vælge selv at fremsætte ønske om, at hans immunitet bliver ophævet og meddele, at han tager konsekvensen af sine handlinger ved at gennemføre den retssag, som ikke mindst omverdenen forventer, at han skal igennem.

Holder beviserne ikke, er han naturligvis en fri mand, og skulle det vise sig, at der er grundlag for straf, så er jeg sikker på, at retten vil udvise mildhed og give Claus Hjort Frederiksen fuld kredit for fortjenstfulde indsat i det danske demokratis tjeneste.

Det er den eneste mulighed vi har for at genoprette vores position som en troværdig og driftssikker international samarbejdspartner.

At fortsætte som intet er hændt er ikke en option, hvis man har Danmarks sikkerhed og interesser i tankerne. Og det skader Danmark, hvis medierne fortsat hævder, at der er tale om en banal politisk sag. Det passer ganske enkelt ikke. Det her er langt mere alvorligt, end mediedækningen og de forskellige eksperttilkendegivelser hidtil har givet indtryk af.

20220522 Thoger
Torben Ørting Jørgensen er nyvalgt formand for organisationen Folk & Sikkerhed og sidder derudover i OLFIs advisory board. Foto: Ernstved
guest
10 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer