Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har hjemme på Kastellet i København. Arkivfoto: Keld Navntoft/Scanpix

KOMMENTAR: Sagen om Tilsynet med Efterretningstjenesterne og FE har afsløret fejl, svigt og inkompetence i en grad, som har gjort ubodelig skade på alle involverede. De utilsigtede følgeskader – bedre kendt som collateral damage – er, at rigets sikkerhed er blevet alvorligt kompromitteret, og det er ikke pressens skyld.

Man skal passe på med at bruge ordet ”skandale”. Ifølge den danske ordbog dækker det over en »begivenhed eller forhold, der vækker forargelse eller strider mod den almindelige moral«. Set i det lys var der imidlertid ingen tvivl og i sandhed tale om en skandale af de helt store, da Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) den 24. august sidste år udsendte en pressemeddelelse med en række alarmerende og dybt bekymrende anklager mod landets hemmelige og militære efterretningstjeneste.

Ifølge pressemeddelelsen vurderede tilsynet, at 1) FE »ad flere omgange« havde »tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger for tilsynet og givet tilsynet urigtige oplysninger«, at 2) »der ved centrale dele af FEs indhentningskapaciteter var risici for, at »der uberettiget kan foretages indhentning mod danske statsborgere«, 3) at det indleverede materiale fra en whistleblower »indikerer, at FEs ledelse har undladt at følge op på eller nærmere undersøge indikationer på spionage inden for Forsvarsministeriets område«, 4) at »der i FEs ledelse og dele af tjenesten eksisterer en uhensigtsmæssig legalitetskultur, hvor tjenestens eventuelle uberettigede aktiviteter eller uhensigtsmæssige forhold søges skrinlagt, herunder ved at undlade at orientere tilsynet om forhold af relevans for dets kontrol«, 5) at »det indleverede materiale indikerer, at FE før tilsynets oprettelse i 2014 har igangsat operationelle aktiviteter i strid med dansk lovgivning herunder ved indhentning og videregivelse af en betydelig mængde oplysninger om danske statsborgere«, og 6) at »FE uberettiget har behandlet oplysninger om en ansat i tilsynet«.

Læs også: FE kendte til systematisk NSA-spionage mod Danmarks nærmeste allierede

Med andre ord kunne ingen længere stole på, at Forsvarets Efterretningstjeneste levede op til helt fundamental dansk lovgivning. Samtidig skulle ulovlighederne være begået af en ledelse, som oven i købet havde skabt en kultur, hvor man fejede ulovlighederne ind under gulvtæppet og holdt dem skjult for det tilsyn, som Folketinget har sat til at kontrollere de hemmelige tjenester. Der tegnede sig ikke bare en skandale, men et jordskælv under hele Danmarks hemmelige og militære udenrigstjeneste.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) så ingen anden udvej end at hjemsende i alt fem ledende medarbejdere herunder den siddende FE-chef i form af Lars Findsen og hans forgænger Thomas Ahrenkiel, som ellers – efter skandalen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse – stod til at overtage posten som Danmarks ambassadør i Berlin. Det hele var naturligvis sanktioneret af statsminister Mette Frederiksen (S), der lige som sin forsvarsminister tog sagen meget alvorligt og understregede vigtigheden af, at vi i et demokratisk samfund kan have tillid vores hemmelige tjenester.

Bekræftede rigets hemmeligheder for åben mikrofon

Efterfølgende haglede kritikken ned over regeringen og Trine Bramsen i særdeleshed, som ifølge en række – særligt borgerlige – kritikere havde håndteret sagen helt uden forståelse for efterretningstjenestens behov for diskretion. En af de hårdeste kritikere var tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), som pludselig selv kom til at stå i et noget besynderligt lys. Efter at sagen var eksploderet i medierne, dukkede en række historier op i Weekendavisen, Berlingske, Politiken, Information og DR. De lagde alle nye detaljer til den opsigtsvækkende historie om et hemmeligt samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA, som Information i 2014 afslørede på baggrund af lækkede dokumenter fra den amerikanske efterretningsagent Edward Snowden.

Ifølge disse medier indgik FE i 1996 et samarbejde med NSA om at tappe datakabler under København for kommunikation – et samarbejde, som siden blev udviklet, udvidet og raffineret, og som gav Danmark en helt unik position blandt allierede efterretningstjenester. Historierne byggede tydeligvis på anonyme kilder med overordentlig stor viden og dyb indsigt i efterretningstjenesten og den yderst hemmelige aftale med USA. Men ingen kunne eller ville dokumentere påstandene i diverse medier, og forsvarsminister Trine Bramsen betakkede sig klogeligt, når pressen ønskede svar på spørgsmål om sagen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Anderledes med Claus Hjort Frederiksen, som lod sig interviewe af først Hans Mortensen fra Weekendavisen og siden af chefredaktør Martin Krasnik fra samme avis. Her gik den forhenværende forsvarsminister – man fristes til at sige grænseoverskridende – langt og bekræftede ikke bare samarbejdet med NSA, men også hvordan man hele tiden justerede på filtrene for at undgå, at oplysninger om danske statsborgere røg med, når USA tappede tele- og datakommunikation under København. Claus Hjort Frederiksen bekræftede detaljer og uddybede dem i en grad, at jeg selv spurgte i en kommentar på OLFI, om han kunne undgå fængselsstraf?

Det spørgsmål er pludselig blevet ualmindeligt aktuelt igen. I december sidste år nedsatte justitsminister Nick Hækkerup (S) med Folketingets opbakning ”Undersøgelseskommissionen om FE” bestående af tre landsretsdommere, som fik til opgave at kulegrave anklagerne fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne. Den 13. december afleverede Undersøgelseskommissionen om FE så resultatet, hvilket var en pure frifindelse af både efterretningstjenesten og de hjemsendte medarbejdere. Men da var skaden allerede sket på flere niveauer.

Orienterede om mange års fængsel i venlig ”servicemeddelelse”

Pressemeddelelsen om kommissionens resultat blev sendt ud om mandagen umiddelbart inden, at Rigsretten fældede dom over tidligere minister Inger Støjberg (V), og på den måde fulgte Forsvarsministeriets kommunikation til forveksling samme spinmanual, som også blev benyttet i forbindelse med tilsynets pressemeddelelse i august 2020. Dengang landede pressemeddelelsen umiddelbart inden, at Vestre Landsret i Viborg fældede dom over den forhenværende hærchef Hans-Christian Mathiesen og idømte ham tre måneders ubetinget fængsel. Møgsager skal med andre ord helst listes ud i ly af larmen fra andre og gerne endnu større møgsager.

Artiklen fortsætter under billedet …

Men det er sådan set blot en parentes i den langt mere alvorlige udvikling i sagen om FE, som allerede da havde nået et nyt niveau. Torsdag den 9. december udsendte PET en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at Politiets Efterretningstjeneste dagen inden havde anholdt fire nuværende og tidligere medarbejdere i FE og PET og sigtet dem efter straffelovens §109 om videregivelse af højt klassificerede oplysninger fra efterretningstjenesterne om rigets sikkerhed. To af dem blev varetægtsfængslet i 11 dage, og den ene har siden frivilligt ladet sig fristforlænge med yderligere tre uger uden retsmøde og skal tilbringe både jul og nytår bag tremmer.

Det er, så vidt vides, aldrig nogensinde sket før i tjenestens historie, hvis man lige ser bort fra historien om Frank Grevil, som i 2004 lækkede hemmeligstemplede oplysninger til Berlingske om FE’s vurdering af Iraks manglende masseødelæggelsesvåben. Men ikke nok med det. I dagene, som undersøgelseskommissionen udsendte pressemeddelelsen med frikendelsen af den samlede militære efterretningstjeneste, tog cheferne for både PET og FE på rundtur til landets største medier med en venlig ”servicemeddelelse”. På Kastellet havde den nye FE-chef Svend Larsen inviteret en stribe chefredaktører fra danske medier til kaffe én ad gangen på sit kontor, hvilket man kunne høre i Weekendavisens podcast Avistid lørdag. Her havde chefredaktør Martin Krasnik inviteret Berlingskes chefredaktør Tom Jensen ind for at fortælle om oplevelsen, og så uddybede Martin Krasnik selv, hvad Svend Larsen havde sagt til ham på mødet.

»Til mig sagde han, at det drejede sig om, at man ugen før havde sigtet fire medarbejdere for at have brudt straffelovens § 109 om at videregive oplysninger, der kan skade statens sikkerhed. Det er en alvorlig paragraf, der handler om statshemmeligheder. Han ville bare lige minde om, at den paragraf altså også gælder for os i medierne og altså også for journalister og redaktører. Hvis vi videregiver det, som folk bliver fængslet for at have lækket inden for tjenesterne, ja så ryger vi sgu også i spjældet. Til mig sagde han, at det kan godt være, at vi ikke får 12 år, som er strafferammen. Men det bliver ikke et par måneder, det er flere år.«

FE opererer som et miniputhold i fodbold

Skulle det så være et problem, at efterretningschefen for FE og hans kollega i PET inviterer en stribe chefredaktører på kaffe og minder dem om, at de kan komme i fængsel for at videregive fortrolige oplysninger om rigets sikkerhed, som de har modtaget fra kilder i efterretningstjenesterne? Ja i allerhøjeste grad, fordi det ikke hører nogen steder hjemme i et demokratisk samfund, hvor ansvarshavende chefredaktører alene står til ansvar for deres læsere og for domstolene.

En sådan ”præventiv samtale” kan aldrig opfattes som andet end en intimiderende og slet skjult trussel fra den udøvende magt mod frie og uafhængige medier, som har til formål at presse samme medier til at udøve en højere grad af selvcensur. Jeg har selv talt med to normalt ganske åbenmundede og veltalende pressefolk, som pludselig er blevet ualmindeligt stille og på ingen måde havde lyst til at være med i Frontlinjen på Radio4 tirsdag, da vi behandlede emnet. Årsagen var frygt for konsekvenserne. Der er trods alt en strafferamme på 12 års fængsel, lod de mig forstå.

Artiklen fortsætter under billedet …

Fremgangsmåden med intimidering og pression minder i øvrigt om en modus operandi, som andre i dette samfund gør brug af, når pressen bliver lidt for ihærdig med at bore i forretninger, der nok kunne tåle en lille smule dagslys. Men trusler om retssager og fængselsstraffe må aldrig få pressen til at stoppe med at undersøge, hvad der af selvfølgelige årsager er i offentlighedens interesse.

Her er det på sin plads at minde om, at efterretningstjenesten selv har forårsaget al postyret og ved en række dispositioner i 2021 mindet pressen om, at der i den grad er noget ved tjenesten, der er værd at undersøge. Alt for mange forhold taler for, at FE anno 2021 er kommet helt ud af kurs og mere virker som en dysfunktionel tjeneste tidszoner fra fordums professionalisme og storhed.

Lad mig komme med et eksempel i frisk erindring. Under en uge før, at Kabul i midten af august faldt til Taleban, fortalte FE-chef Svend Larsen til landets politikere i Udenrigspolitisk Nævn, at det var »mindre sandsynligt«, at Kabul ville falde i 2021. Den kan man tænke lidt over her en uge før nytårsaften og gentage for sig selv: Seks dage før Kabuls fald for fire måneder siden vurderede FE, at det var mindre sandsynligt, at Kabul ville falde i 2021(!).

Enhver med en lille smule kendskab til Afghanistan og Taleban og adgang til en tv-skærm kan regne ud, at FEs analysekraft var sat helt og aldeles ud af funktion i de afgørende uger og dage, og at den ellers livsvigtige HUMINT (human intelligence) med agenter på jorden formentlig for længst var sendt på ferie, da de danske soldater rømmede Afghanistan med udgangen af juni. Man har formentlig end ikke anstrengt sig med at læse den sidste situationsrapport, som den danske styrkechef sendte hjem i midten af juni umiddelbart inden afrejse. Han havde en ganske skarp analyse af, hvad der var på vej.

En kilde, som jævnligt opererer i Afghanistan, sammenlignede i den forbindelse FE med et lilleputhold i fodbold, hvor alle børn på banen løber i samme retning efter bolden. I sommer var der fokus på Syrien, hvor der sad nogle kvinder med dansk statsborgerskab fanget med deres børn, som kunne gå hen og være en sikkerhedsrisiko for Danmark. Og da de danske soldater havde forladt Kabul, var der jo ikke mere at foretage sig der – med det resultat, at FE rettede hele sit fokus mod Syrien, glemte Afghanistan og derved alene byggede sine efterretninger på amerikanernes lige så fantasifulde gætterier.

For lægmand lignede det et svigt af historiske dimensioner.

FE er blevet politiseret og afprofessionaliseret

Hvad har det så af betydning for sagen med tilsynet, hjemsendelserne, anholdelserne og ”serviceoplysningen” til de danske chefredaktører om, at de risikerer årelange fængselsstraffe ved at skrive om hemmeligheder i FE? En hel del, og summen af kardemomme er, at man i denne søde juletid kan konstatere, at det hele mere eller mindre sejler i FE, og at tjenesten i dag står forkullet tilbage og ligner en flok amatører, som nu med slet skjulte trusler mod pressen forsøger at lægge låg på den kritiske journalistik, som kan afdække yderligere lag af fadæsen.

Man tør slet ikke tænke på, om FE overhovedet er klar over, hvad der foregår i Rusland, og man må bare bede en stille bøn til, at FE har bedre efterretninger fra den kant, end man havde i Afghanistan

Det lader til at være gået stødt og roligt ned ad bakke, siden man ændrede FEs fokus at være Forsvarets efterretningstjeneste med en militær chef til at være en slags udenrigsafdeling af PET med en civil embedsmand som chef. Skillelinjerne er i dag langt mere flydende, og den militære kernefunktion lader til at være kørt godt og grundigt over af en civil politi-tankegang, som mere handler om fokus på terrorisme (som kan være vigtigt nok) end militære trusler. Man tør slet ikke tænke på, om FE overhovedet er klar over, hvad der foregår i Rusland, og man må bare bede en stille bøn til, at FE har bedre efterretninger fra den kant, end man havde i Afghanistan.

Hvordan har det så kunnet gå så galt? Meget tyder på, at FE gennem de seneste år lige som resten af Forsvaret er blevet politiseret i en grad, som har gjort ubodelig skade og fuldstændigt undergravet den militære professionalisme. To andre eksempler fra i år understreger den frygt, og de knytter sig begge til den nye chef, som i øvrigt har en baggrund i politiet. Da regeringen i august var presset helt ud i tovene på grund af den kaotiske evakuering fra Kabul, udsendte FE og Svend Larsen tjenestens første pressemeddelelse om operative forhold, da den indrømmede at have taget grueligt fejl i Afghanistan.

Det behøvede tjenesten slet ikke, for alle vidste det i forvejen. Men ved at gøre det blottede FE sig selv og forstærkede indtrykket af en tjeneste, som ganske enkelt ikke har styr på noget som helst. Samtidig var pressemeddelelsen en redningskrans til regeringen, som kunne bruge indrømmelsen til at fjerne noget af presset fra sig selv. Mest bekymrende var det faktum, at det lignede politisk bestillingsarbejde. Det samme gjorde den anden pressemeddelelse i år, som landede på landets redaktioner den 7. december i forbindelse med afdækningen af statsministerens slettede sms’er i mink-sagen. Her skrev FE, at tjenesten ikke på det foreliggende grundlag kunne »pege på yderligere undersøgelser, som kunne være iværksat for at fremfinde og eventuelt genskabe de pågældende beskeder«.

Er vi kommet derud, hvor FE ser det som en vigtigere opgave at redde regeringen end at sikre landets borgere mod trusler udefra?

Tjenesternes forfald er ikke pressens skyld

Tilbage står, at stort set alt er gået galt i og omkring FE gennem det seneste halvandet år. Tilsynet med Efterretningstjenesterne har diskvalificeret sig selv og tydeliggjort for enhver, at det ikke er opgaven voksen med at føre tilsyn og samtidig beskytte den fortrolighed, som nu en gang må og skal omgærde efterretningstjenesterne. Resultatet må være en anden model for kontrol, som uomtvisteligt følger i kølvandet på denne sag.

Forsvarsministeren og statsministeren står lige så afpillede tilbage, fordi de ikke formåede at håndtere sagen, så den ikke eksploderede og gjorde ubodelig skade på efterretningstjenesterne. Det skriver jeg i flertal, for det er åbenlyst for enhver, at staten Danmarks håndtering af denne sag har sendt chokbølger gennem datakablerne til vores allierede og uden tvivl lukket for varme forbindelser til skade for både PET og FE. Her spillede hjemsendelsen af cheferne selvfølgelig også ind, fordi de personligt var garanter for fortrolighed og professionalisme. Når det øverste lag bliver sendt hjem mistænkt for at bryde love og regler, fryser al kommunikation til is. Den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen må sove ganske uroligt og frygte, at PET banker på hvert øjeblik og beder ham svare på nogle spørgsmål. Det vil i den forbindelse være mere overraskende, hvis han efter tjenesternes servicemeddelelser til chefredaktørerne undgår både sigtelse og tiltale, end hvis det sker.

Midt i det hele står Forsvarsministeriet som den myndighed, der skulle have holdt orden i pudsekassen, men smed det hele op i luften hjulpet godt på vej af nogle nuværende chefer for PET og FE, som med deres iver efter at gå regeringens ærinde har undergravet deres egen troværdighed og udstillet deres politiske følgagtighed

De hjemsendte og nu frikendte medarbejdere har levet et år i uvished og med rette kunnet frygte et retsligt efterspil, hvilket ikke er nogen lille belastning at være under. De må samtidig føle sig svigtet i en grad, som med rette kan udfordre deres loyalitet opadtil, hvilket i sig selv kan udgøre et sikkerhedsproblem. Midt i det hele står Forsvarsministeriet som den myndighed, der skulle have holdt orden i pudsekassen, men smed det hele op i luften hjulpet godt på vej af nogle nuværende chefer for PET og FE, som med deres iver efter at gå regeringens ærinde har undergravet deres egen troværdighed og udstillet deres politiske følgagtighed. Deres ageren er beskæmmende, og i medierne er der opstået en naturlig frygt og selvcensur, som ikke bare skader medierne.

Nu venter så efterspillet. Vi aner ikke, hvem der sidder varetægtsfængslet, eller om vedkommende kommer fra PET eller FE. Men lækager fra begge efterretningstjenester har der med god grund været nok af i årets løb, og disse er formentlig årsagen til den foreløbigt fem uger lange varetægtsfængsling. Lækagerne drejer sig ud over sagerne om “spionernes guldæg” og det hemmelige samarbejde med NSA om tapning af datakabler under København også om Berlingskes gruopvækkende historie om den syriskfødte agent Ahmed Samsam, som på fjerde år sidder fængslet dømt for terrorisme i Spanien. Han var slet ikke IS-kriger, som han blev dømt for, men agent for PET, hvilket tjenesten har indrømmet uden at hjælpe deres egen mand ud. Frustrationerne blandt de menige medarbejdere og kildeførere i PET over at se deres egen »kollega« ladt i stikken har ifølge Berlingske skabt en elendig stemning i PET med dalende tillid til ledelsen, og alene den sag understreger vigtigheden af frie og uafhængige medier.

Endelig var der historierne om, at det ifølge FE og PET var mere risikabelt at lade de danske børn i interneringslejrene i Syrien blive end at hjemtage dem. Årsagen var den, at IS havde oprettet træningsfaciliteter i lejrene, hvormed risikoen for radikalisering var langt større, end hvis børnene kom til Danmark, hvor de ikke blev vurderet til at udgøre nogen sikkerhedsrisiko. Oplysningerne var politisk ubehagelige, fordi den socialdemokratiske regering ikke ønskede børnene til Danmark og havde svoret overfor vælgerne, at det nogensinde ville ske. Det kom de så alligevel, da Ekstra Bladet havde afsløret historien, som også byggede på en lækage fra tjenesterne.

Tilbage står, at pressen har løftet sin opgave med at afdække kritisable forhold i og omkring efterretningstjenesterne, mens de respektive ledelser i tjenesterne har svigtet eklatant. Samtidig kan vi konstatere, at med sagen om Tilsynet med Efterretningstjenesterne, FE og PET har alle tabt. Statsministeren, forsvarsministeren, regeringen, Claus Hjort Frederiksen, Tilsynet med Efterretningstjenesterne, PET og FE, medierne, de hjemsendte medarbejdere, vores allierede og i sidste ende også danskerne. Eneste vinder er Ruslands præsident Vladimir Putin, som klapper i sine hænder ifølge den tidligere operative FE-chef Steffen Wied.

Med et øvrigt forsvar i laser og lammede efterretningstjenester er det formentlig ikke helt forkert at konkludere, at det er lang tid siden, at der er blevet passet så dårligt på os alle sammen. Dét er ikke pressens skyld. Men det er pressens rolle at afdække fortrædelighederne og forklare årsagerne til forfaldet.