ANALYSE: I et forsøg på at tørre ansvaret for skandalen i FE af på forsvarsminister Trine Bramsen har hendes forgænger kastet sig ud i et opsigtsvækkende og formentlig strafbart brud på sin tavshedspligt. Angrebet har den modsatte effekt og udstiller Claus Hjort Frederiksens egen manglende indgriben i sagen og tilsyneladende deltagelse i det, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne kalder en »uhensigtsmæssig legalitetskultur«.
Skandalen om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) udvikler sig mere bizart, for hver dag der går. Senest har Nye borgerliges Pernille Vermund krævet forsvarsminister Trine Bramsens (S) afgang, ligesom Venstre har kaldt ministeren i samråd for at forklare ministerens håndtering af sagen, der ifølge oppositionen har skadet Danmark og hidtil kostet fem nuværende og tidligere ledende medarbejdere i FE en fritagelse for tjeneste. Samtidig er dette riges formentlig største sikkerhedspolitiske og strategiske statshemmelighed blevet lækket til pressen af en række kilder med et ualmindeligt indgående kendskab til sagen i toppen af FE, ligesom den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) bekræfter sikkerhedspolitiske statshemmeligheder i detaljer for åben mikrofon. Det er den omvendte verden, og forklaringen kommer her.
Sagen tog sin begyndelse, da Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse mandag den 24. august oplyste, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) havde hjemsendt chefen for FE sammen med to ledende medarbejdere. Kort efter udsendte Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) en mere uddybende pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at tilsynet i november på baggrund af en eller flere whistleblowere var kommet »i besiddelse af en betydelig mængde materiale vedrørende FE«, som førte til en tilbundsgående undersøgelse af de foreliggende omstændigheder.
Af undersøgelsen fremgik det, at »FE ad flere omgange har tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger for tilsynet og givet tilsynet urigtige oplysninger om forhold vedrørende tjenestens indhentning og videregivelse af oplysninger«, »at der ved centrale dele af FEs indhentningskapaciteter er risici for, at der uberettiget kan foretages indhentning mod danske statsborgere«, »at det indleverede materiale indikerer, at FEs ledelse har undladt at følge op på eller undersøge indikationer på spionage«, »at der i FEs ledelse og dele af tjenesten eksisterer en uhensigtsmæssig legalitetskultur«, »at det indleverede materiale indikerer, at FE før tilsynets oprettelse i 2014 har igangsat operationelle aktiviteter i strid med dansk lovgivning herunder ved indhentning og videregivelse af en betydelig mængde oplysninger om danske statsborgere«, og slutteligt »at FE uberettiget har behandlet oplysninger om en ansat i tilsynet«.
Herefter eksploderede sagen i medierne og fjernede helt fokus fra den dom på tre måneders fængsel for embedsmisbrug, som den tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen blev idømt samme dag ved Vestre Landsret i Viborg. Der gik kun få dage, før Weekendavisen kunne fortælle, at sagen primært drejede sig om uenigheder mellem tilsynet og FE om, hvad tilsynet har krav på at få indsigt i.
Herefter fulgte en række afsløringer i Berlingske, som på baggrund af anonyme kilder kunne fortælle om en tophemmelig aftale indgået i 1997 mellem Danmark og USA om systematisk tapning af data fra et kabel med international data- og teletrafik under København. Det var daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), som underskrev aftalen sammen med daværende forsvarsminister Hans Hækkerup (S), foruden chefen for FE og det danske teleselskab, og den gav FE – og dermed National Security Agency (NSA) i USA – adgang til kablerne. Aftalen skulle ifølge kilderne udvikle sig til et sandt guldæg for Danmark, som siden har profiteret højt på aftalen og bl.a. bevirkede, at daværende præsident Bill Clinton rejste til Danmark på officielt besøg for at sige tak.
På grænsen til at blive rigtig vred
Fredag den 11. september udkom Weekendavisen så med et interview med tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), som ifølge avisen var »på grænsen til at blive rigtig vred«.
»Vi er dybt afhængige af at kunne få informationer fra vores allierede. De informationer er afgørende, hvis vi skal forhindre eksempelvis terrorangreb på Danmark, og de er afgørende for sikkerheden for de soldater, vi sender ud i verden for at løse opgaver. Derfor fatter jeg ikke, at ministeren og regeringen har håndteret denne sag på en måde, der må skabe tvivl om, hvorvidt vi kan håndtere fortrolighed,« siger han.
Artiklen fortsætter under billedet …
Han lod sig også interviewe af avisens chefredaktør, Martin Krasnik, til podcasten “En time med Weekendavisen”, hvor den tidligere forsvarsminister fik lejlighed til at demonstrere sin egen evne til at håndtere fortrolighed. Det gik ikke så godt, for i interviewet glemte Claus Hjort Frederiksen øjensynligt alt om sin ministerbelagte tavshedspligt om rigets største hemmeligheder. Ind til da var historien om kablerne under København alene dokumenteret i pressen gennem anonyme kilder med et tydeligt indgående kendskab, og forsvarsminister Trine Bramsen har da også klogelig afvist at svare på nogen som helst spørgsmål om sagen. Anderledes med Claus Hjort Frederiksen.
»Vi skriver i Weekendavisen i sidste uge, at det her handler om et konkret samarbejde mellem Danmark og USA. Det går tilbage til slutningen af 90’erne, hvor man opdager, at der er nogle kabler, hvor der går international kommunikation, mails osv. igennem, og det kan man aflytte. Der bliver lavet en aftale mellem statsministeren, forsvarsministeren og FE og et privat teleselskab om, at man tapper det og fører en ledning ud til FE’s hovedkvarter på Amager. Kan du bekræfte den historie?,« spørger Martin Krasnik.
»Jeg kan ikke gå ind og bekræfte de her ting. Men det er i princippet det, vi taler om,« svarer Claus Hjort Frederiksen.
»I princippet. Og hvornår får man i princippet det at vide som nytiltrådt forsvarsminister?,« fortsætter Krasnik.
»Det får man ret tidligt at vide, fordi det er ret vigtigt, at man som forsvarsminiser og politisk chef for efterretningstjenesten ved, at der her er et ømtåleligt samarbejde, hvor man nogle gange risikerer, at danske statsborgere kommer i klemme i det system. Jeg tror ikke, at man kan sige, at de bliver overvåget. Men man opsnapper meddelelser, hvor der figurerer et dansk telefonnummer eller en dansk ip-adresse, som så bare forsvinder i mængden af de her ting. Der har efterretningstjenesten arbejdet målrettet i dialog med tilsynet om hele tiden at forbedre de der filtre, som skal filtrere danske statsborgere fra,« siger Claus Hjort Frederiksen.
Bekræfter statshemmeligheder for åben mikrofon
Her sidder altså en tidligere forsvarsminister og bekræfter for åben mikrofon, at Danmark har et efterretningsmæssigt »ømtåleligt« samarbejde med USA om tapning af kabler, »hvor man nogle gange risikerer, at danske statsborgere kommer i klemme i det system«. Og ikke nok med det. Martin Krasnik fortæller den tidligere forsvarsminister, at »det tilsyn er jo udpeget for at sikre, at det foregår lovligt. Kender de til det samarbejde?«
»Jeg ved ikke, hvor langt de er kommet ind i det. Men jeg jo har selv deltaget i diskussioner med dem om det her samarbejde og understreget, hvor vitalt det er for Danmarks sikkerhedsinteresser, at vi deltager i det her samarbejde, fordi det er uvurderlig betydning for vores egen hjemlige sikkerhed.«
»Det handler vel også om retssikkerhed for borgerne det her,?« spørger Martin Krasnik, hvorefter følgende dialog udspiller sig:
Hjort: »Helt klart. Jeg vil bare sige, at de mennesker, som forsvarsministeren har sendt hjem, det er jo sindssygt retskafne mennesker, som har arbejdet super loyalt for at sikre, at man ikke bringer danske borgere i fedtefadet.«
Krasnik: »Du siger, at det er retskafne mennesker. Tilsynet talte om det, de kaldte en legalitetskultur. Altså, at man hele tiden gik og overbeviste hinanden om, at det, man lavede af ulovligheder, var egentlig ok, det var var der ingen andre uden for, der forstod.«
Hjort: »Det er det jeg er dybt uenig i. Man kan også være så meget jurist, at man misser det praktiske liv.«
Krasnik: »Men det lyder mærkeligt. Enten er det vel lovligt, eller også er det ulovligt.«
Hjort: »Jo, jo. Det er rigtigt.«
Krasnik: »Så hvad mener du med det?«
Hjort: »Jamen efterretningstjenester har hele tiden arbejdet på at forbedre de her filtre, der gør, at disse millioner af data, som passerer igennem her, fanger noget, der vedrører danske statsborgere. Det er en konstant proces, man arbejder på. Man kan ikke garantere, at der ikke smutter nogen igennem. Det er de sager, som der har været. Men det er jo ikke sådan, at det er en motorvej. Vi har ingen interesse i at videregive oplysninger om danske statsborgere til andre lande.«
En uhensigtsmæssig legalitetskultur
Hvis man i TET’s pressemeddelelse leder efter en forklaring på, hvad »en uhensigtsmæssig legalitetskultur« betyder, lader det til, at man bare skal lytte til interviewet med Claus Hjort Frederiksen. Her får man i hvert fald det indtryk, at den uhensigtsmæssige legalitetskultur øjensynligt har gennemsyret ikke bare FE og departementscheferne og FE-cheferne Lars Findsen og Thomas Ahrenkiel, men også den politisk ansvarlige minister, som heller ikke har problemer med at dele sin fortrolige viden med offentligheden.
Og her er vi ved at være ved sagens kerne. For hvorfor har Claus Hjort Frederiksen og Venstre så travlt med at kritisere forsvarsminister Trine Bramsen, som alene har reageret på en fire ringbind tyk rapport fra det tilsyn, som Folketinget har betroet opgaven at føre kontrol med FE? Kan man tænke, at Claus Hjort Frederiksen udmærket er klar over, at han selv burde have taget den kritik mere alvorligt, som tilsynet løbende har afleveret til skiftende forsvarsministre?
Samtidig tyder det på, tilsynets kritik af FEs manglende undersøgelse af mistanke om spionage og FEs uberettigede behandling af oplysninger om en ansat i tilsynet intet har med aftalen med USA at gøre, men alene understreger en uhensigtsmæssig legalitetskultur, som ingen minister kan sidde overhørig. Udenforstående må samtidig glæde sig over, at whistlebloweren i stedet for at gå til pressen kontaktede det kontrolorgan, som er sat i verden til at håndtere fortrolige oplysninger fra FE. Den landsskadelige virkning er derfor hverken foretaget af forsvarsministeren eller den pågældende whistleblower, men derimod af den eller dem, som har fundet det opportunt at lække den måske vigtigste og for rigets sikkerhed mest værdifulde statshemmelighed om kablerne under København til pressen.
Her peger pilen på en meget lille skare af medarbejdere i toppen af FE og Forsvarsministeriets departement. For hvor mange i tjenesten har reelt set kendt til alle detaljerne i den sag? Meget få. Man må formode og forvente, at PET allerede er godt i gang med at efterforske lækagen til pressen med henblik på at stille de ansvarlige for en dommer. I den forbindelse er det værd at huske på, at den tidligere FE-medarbejder Frank Grevil i 2005 blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for at have lækket fortrolige FE-vurderinger af Iraks manglende besiddelse af masseødelæggelsesvåben til pressen. Den sag synes umiddelbart som vand ved siden af lækagen af Danmarks gennem 23 år vigtigste statshemmelighed, som nu kan have skadet FEs samarbejde med andre landes efterretningstjenester og dermed rigets sikkerhed.
Forsvarsministeren gjorde det eneste rigtige
Trine Bramsen kan efter en periode med en noget svingende embedsførelse tilført alt for meget ministerspin glæde sig over, at hun i denne sag ser ud til at have gjort det eneste, som hun reelt havde at gøre. Man må gå ud fra, at mistanken mod de ledende medarbejdere er underbygget i de fire ringbind, og så er det rigtige at få dem væk. Det gør man ikke, uden at pressen får nys om det, og derfor havde hun intet andet valg end at melde tjenestefritagelserne ud i offentligheden. Nuvel, det kunne være foregået mere elegant, men handlingen er det svært at kritisere. Lige som man ikke kan kritisere, at hun ikke kommenterer fortrolige dokumenter og oplysninger.
Anderledes ser det ud med Claus Hjort Frederiksen, som efter sin optræden i Weekendavisen spalter og podcast mere og mere har fået spotlyset på sig som sagens virkelige skurk. Ikke nok med at han sad kritik af FE i sin embedsperiode overhørig. Han havde også vagten, da alle sagerne om nepotisme og inhabilitet udspillede sig for øjnene af ham i Forsvarsministeriet. En af sagerne handlede om Thomas Ahrenkiel, der holdt sit kæresteforhold med Forsvarsministeriets kommunikationschef hemmeligt og sad med i et møde, da hun fik et engangsvederlag på 75.000 kr. Den sag kaldte Claus Hjort Frederiksen for en »bagatel«, og takken kom da også, da Thomas Ahrenkiel i forbindelse med ministeroverdragelsen den 27. juni 2019 talte til den afgående forsvarsminister.
»Som minister har du udvist stor tillid til huset og til ledelsen. Du har bakket op, også når der var blæst omkring os. Den tillid, ro og opbakning skal du have tak for. Det, ved jeg, er noget, vi alle har sat pris på,« sagde Thomas Ahrenkiel.
Nu har Claus Hjort Frederiksen ud over at forsvare en usund legalitetskultur været med til at afsløre en af rigest største statshemmeligheder til skade for Danmark. Man må stille sig selv spørgsmålet, om han kan undgå en fængselsstraf?
