Tidshorisonten i det nationale kompromis på forsvarsområdet kom bag på mange, da den politiske aftale blev præsenteret i starten af denne måned. Først med udgangen af 2033 vil Danmark leve op til Natos to procents-målsætning. Men der er gode grunde til det lange sigte, forklarer forsvarschef Flemming Lentfer nu.
Begejstringen var næsten ikke til at skjule, da partilederne for Folketingets fem ældste partier, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, SF og Radikale, søndag den 6. marts præsenterede det såkaldte nationale – og historiske – kompromis på forsvarsområdet. Aftalen betyder blandt andet, at Danmark senest med udgangen af 2033 vil leve op til målene i Natos Wales-erklæring, hvori medlemslandene i 2014 blev enige om at bruge to procent af bnp på de nationale forsvar. Desuden betyder den politiske aftale, at Forsvaret i 2022 og 2023 tilføres et engangsbeløb på op til syv milliarder kroner.
Det nationale kompromis har imidlertid ikke fået samme begejstrede modtagelse uden for Christiansborg. Særligt ikke blandt flere af landets militæranalytikere, der kalder kompromiset for uambitiøst, og som spærrede øjnene op, da de i aftaleteksten kunne læse, at tidshorisonten er fastlagt på råd fra Forsvarskommandoen. Baggrunden for Forsvarskommandoens anbefaling er dog en realistisk stillingtagen til politikernes eget høje ambitionsniveau, og Forsvaret har ingen holdning til, hvornår man skal nå op på de to procent af bnp. Det fortæller forsvarschef Flemming Lentfer, der tirsdag gæstede Frontlinjen på Radio 4 til sit første interview siden indgåelsen af det nationale kompromis.
Artiklen fortsætter under playeren …
»Vi har gennem lang tid sagt, at hvis man vil lave de massive investeringer, som skitsen indebærer, så er det nok en tiårig implementeringshorisont, man ser ind i. Hvornår, man når de to procent, er en suveræn politisk afgørelse.«
Tidshorisonten afgjort af produktionsbåndene
Flemming Lentfer forklarer, at det ganske enkelt ikke er realistisk at indkøbe og implementere nye kapaciteter i et hurtigere tempo henset til de mange initiativer, der aktuelt står på tegnebrættet. En stor del af det forestående tidsforbrug er afgjort af eksterne faktorer.
»Det, jeg har forholdt mig til, er, hvor lang en implementeringsperiode, jeg har brug for, hvis jeg skal implementere nogle af alle de kapaciteter, som er i Natos styrkemål, og som man ønsker sig i en styrkelse af Forsvaret. Jeg tror, at ordrebøgerne i FMI (Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, red.) til materiel og IT kan gå hen og blive fordoblet. Så kommer det til at tage tid, ligegyldigt hvor meget vi skynder os. Produktionsbåndene ude i industriland, eller når man skal bygge nye kaserner, tager bare lang tid.«
Det samme gør sig gældende i forhold til en øget rekruttering, fortsætter Flemming Lentfer.
»Hvis man laver et hypotetisk eksempel på, at vi skal være en tredjedel flere fastansatte i Forsvaret, taler vi omkring 6-7.000 ekstra årsværk, som skal skaffes og uddannes. Dertil kommer skoler, strukturer, akademier, rekruttering, fastholdelse. Det tager tid. Det er ikke det samme som, at alting skal vente til 2033 – det er slet ikke det, der bliver sagt – for selvfølgelig kan vi få øje på ting, vi kan gøre meget hurtigere.«
I første omgang skal Forsvaret da også bruge det milliardstore engangsbeløb, som partierne bag det nationale kompromis har stillet i udsigt, på at lappe huller i form af manglende reservedele og småkalibret ammunition. Sidstnævnte er netop nu i udbud. Derefter bevæger Forsvaret sig ind i en ny forligsperiode, hvor der skrues op for pengestrømmen, og hvor de store investeringer skal foretages. Hvordan pengene konkret kommer til at falde, er der dog ingen, der ved på nuværende tidspunkt. Formentlig gentager man dog ikke modellen fra det aktuelle forlig, hvor pengene er faldet for sent i forligsperioden til, at det harmonerede med indkøbsprocesserne.
»Jeg tænker, at det, politikerne vil lægge til grund for en indfasningsprofil, er, hvad der er realistisk at implementere. Det er klart, at vi også har brug for finansielle midler i starten af en forligsperiode, for ellers kan vi ikke bestille materiel eller lave udbetalinger,« siger Flemming Lentfer.
Én lang vandring og ét langt sprint
Mange iagttagere har i forbindelse med den offentlige debat om det danske kompromis på forsvarsområdet skelet til Tyskland, hvor forbundskansler Olaf Scholz for nylig lovede den tyske befolkning at bringe Tysklands forsvarsbudget op på to procent af bnp i løbet af blot to år. Dertil kommer en pulje på 100 milliarder euro, som stilles til rådighed for det tyske militær. Tysklands resolutte reaktion på sikkerhedssituationen på europæiske kontinent tjener som bevis på, at hvor der er en vilje, er der også en vej, mener nogle.
Udlægningen af den tyske løsningsmodel er dog ikke helt i tråd med virkeligheden, mener Flemming Lentfer, som peger på, at den tyske model byder på flere paralleller til den danske løsning, end de kritiske røster vil være ved – i hvert fald hvad angår tidshorisonten.
»Sådan som jeg forstår de tyske planer, er det jo en tiårsplan. For det første bliver det en fond, som skal skrives ind i den tyske forfatning – det skal der to tredjedeles flertal til i Bundestag, og den øvelse er ikke slut endnu,« siger forsvarschefen og fortsætter:
»Så vidt jeg forstår, er et af de første eksempler på en investering, som fonden bidrager til, F-35-fly. Det er en beslutning, som Tyskland har taget af forskellige årsager, men leveringen af et antal F-35-fly kan mig bekendt ikke ligge tidligere end 2028-29 stykker. Så de 100 milliarder euro er jo noget, som kommer til at ligge i en årrække efter 2022. De kan ikke investere for 100 milliarder euro i 2022, det er helt uden for rækkevidde.«
Flemming Lentfers fokus ligger dog først og fremmest i Danmark, og selvom Forsvaret først kommer til at leve op til Natos krav og forventninger om en halv snes år eller mere, understreger forsvarschefen, at der ikke bliver tale om arbejdsro. Der bliver tværtimod uhyre travlt i både FMI og det øvrige forsvar, selvom 2033 kan virke til at ligge langt væk.
»Jeg tror, at de næste ti år vil være én stor, lang vandring, hvor vi er superutålmodige, men samtidig synes, at det er ét langt sprint. Så travlt får vi, hvis det her skal lykkes.«