spot_img

Forsvarschefen forsvarer anbefalingen af en lang tidshorisont for næste forlig

Tidshorisonten i det nationale kompromis på forsvarsområdet kom bag på mange, da den politiske aftale blev præsenteret i starten af denne måned. Først med udgangen af 2033 vil Danmark leve op til Natos to procents-målsætning. Men der er gode grunde til det lange sigte, forklarer forsvarschef Flemming Lentfer nu.

Begejstringen var næsten ikke til at skjule, da partilederne for Folketingets fem ældste partier, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, SF og Radikale, søndag den 6. marts præsenterede det såkaldte nationale – og historiske – kompromis på forsvarsområdet. Aftalen betyder blandt andet, at Danmark senest med udgangen af 2033 vil leve op til målene i Natos Wales-erklæring, hvori medlemslandene i 2014 blev enige om at bruge to procent af bnp på de nationale forsvar. Desuden betyder den politiske aftale, at Forsvaret i 2022 og 2023 tilføres et engangsbeløb på op til syv milliarder kroner.

Det nationale kompromis har imidlertid ikke fået samme begejstrede modtagelse uden for Christiansborg. Særligt ikke blandt flere af landets militæranalytikere, der kalder kompromiset for uambitiøst, og som spærrede øjnene op, da de i aftaleteksten kunne læse, at tidshorisonten er fastlagt på råd fra Forsvarskommandoen. Baggrunden for Forsvarskommandoens anbefaling er dog en realistisk stillingtagen til politikernes eget høje ambitionsniveau, og Forsvaret har ingen holdning til, hvornår man skal nå op på de to procent af bnp. Det fortæller forsvarschef Flemming Lentfer, der tirsdag gæstede Frontlinjen på Radio 4 til sit første interview siden indgåelsen af det nationale kompromis.

Artiklen fortsætter under playeren …

»Vi har gennem lang tid sagt, at hvis man vil lave de massive investeringer, som skitsen indebærer, så er det nok en tiårig implementeringshorisont, man ser ind i. Hvornår, man når de to procent, er en suveræn politisk afgørelse.«

Tidshorisonten afgjort af produktionsbåndene

Flemming Lentfer forklarer, at det ganske enkelt ikke er realistisk at indkøbe og implementere nye kapaciteter i et hurtigere tempo henset til de mange initiativer, der aktuelt står på tegnebrættet. En stor del af det forestående tidsforbrug er afgjort af eksterne faktorer.

»Det, jeg har forholdt mig til, er, hvor lang en implementeringsperiode, jeg har brug for, hvis jeg skal implementere nogle af alle de kapaciteter, som er i Natos styrkemål, og som man ønsker sig i en styrkelse af Forsvaret. Jeg tror, at ordrebøgerne i FMI (Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, red.) til materiel og IT kan gå hen og blive fordoblet. Så kommer det til at tage tid, ligegyldigt hvor meget vi skynder os. Produktionsbåndene ude i industriland, eller når man skal bygge nye kaserner, tager bare lang tid.«

Det samme gør sig gældende i forhold til en øget rekruttering, fortsætter Flemming Lentfer.

»Hvis man laver et hypotetisk eksempel på, at vi skal være en tredjedel flere fastansatte i Forsvaret, taler vi omkring 6-7.000 ekstra årsværk, som skal skaffes og uddannes. Dertil kommer skoler, strukturer, akademier, rekruttering, fastholdelse. Det tager tid. Det er ikke det samme som, at alting skal vente til 2033 – det er slet ikke det, der bliver sagt – for selvfølgelig kan vi få øje på ting, vi kan gøre meget hurtigere.«

I første omgang skal Forsvaret da også bruge det milliardstore engangsbeløb, som partierne bag det nationale kompromis har stillet i udsigt, på at lappe huller i form af manglende reservedele og småkalibret ammunition. Sidstnævnte er netop nu i udbud. Derefter bevæger Forsvaret sig ind i en ny forligsperiode, hvor der skrues op for pengestrømmen, og hvor de store investeringer skal foretages. Hvordan pengene konkret kommer til at falde, er der dog ingen, der ved på nuværende tidspunkt. Formentlig gentager man dog ikke modellen fra det aktuelle forlig, hvor pengene er faldet for sent i forligsperioden til, at det harmonerede med indkøbsprocesserne.

»Jeg tænker, at det, politikerne vil lægge til grund for en indfasningsprofil, er, hvad der er realistisk at implementere. Det er klart, at vi også har brug for finansielle midler i starten af en forligsperiode, for ellers kan vi ikke bestille materiel eller lave udbetalinger,« siger Flemming Lentfer.

Én lang vandring og ét langt sprint

Mange iagttagere har i forbindelse med den offentlige debat om det danske kompromis på forsvarsområdet skelet til Tyskland, hvor forbundskansler Olaf Scholz for nylig lovede den tyske befolkning at bringe Tysklands forsvarsbudget op på to procent af bnp i løbet af blot to år. Dertil kommer en pulje på 100 milliarder euro, som stilles til rådighed for det tyske militær. Tysklands resolutte reaktion på sikkerhedssituationen på europæiske kontinent tjener som bevis på, at hvor der er en vilje, er der også en vej, mener nogle.

Udlægningen af den tyske løsningsmodel er dog ikke helt i tråd med virkeligheden, mener Flemming Lentfer, som peger på, at den tyske model byder på flere paralleller til den danske løsning, end de kritiske røster vil være ved – i hvert fald hvad angår tidshorisonten.

»Sådan som jeg forstår de tyske planer, er det jo en tiårsplan. For det første bliver det en fond, som skal skrives ind i den tyske forfatning – det skal der to tredjedeles flertal til i Bundestag, og den øvelse er ikke slut endnu,« siger forsvarschefen og fortsætter:

»Så vidt jeg forstår, er et af de første eksempler på en investering, som fonden bidrager til, F-35-fly. Det er en beslutning, som Tyskland har taget af forskellige årsager, men leveringen af et antal F-35-fly kan mig bekendt ikke ligge tidligere end 2028-29 stykker. Så de 100 milliarder euro er jo noget, som kommer til at ligge i en årrække efter 2022. De kan ikke investere for 100 milliarder euro i 2022, det er helt uden for rækkevidde.«

Flemming Lentfers fokus ligger dog først og fremmest i Danmark, og selvom Forsvaret først kommer til at leve op til Natos krav og forventninger om en halv snes år eller mere, understreger forsvarschefen, at der ikke bliver tale om arbejdsro. Der bliver tværtimod uhyre travlt i både FMI og det øvrige forsvar, selvom 2033 kan virke til at ligge langt væk.

»Jeg tror, at de næste ti år vil være én stor, lang vandring, hvor vi er superutålmodige, men samtidig synes, at det er ét langt sprint. Så travlt får vi, hvis det her skal lykkes.«

Andre læste også

Statsrevisorerne udtaler skarp kritik af Forsvarsministeriets materielanskaffelser

Statsrevisorerne retter en skarp kritik mod Forsvarsministeriet. Det sker på baggrund af en undersøgelse fra Rigsrevisionen, som viser, at Forsvarsministeriets større anskaffelser i snit er 4,5 år forsinket, og at »flere af anskaffelserne ikke har levet op til det planlagte indhold«. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt mandag. Statsrevisorerne retter...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

2 KOMMENTARER

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Jan Rene Strojek
Læser
Jan Rene Strojek
30. marts 2022 23:49

Ja, hvis man udelukkende køber amerikansk materiel, så er tidshorisonten nok rigtig.

Så hvorfor kigger vi ikke over på den anden side af Øresund? De har rigtig meget af det, vi skal bruge. Nu!

Inklusive fly, kampvogne og luftforsvar mm.
Yes, fly. Vi beholder de 27 F-35 og så køber vi Griben; et fly næsten på højde med F-35.
Jamen, Excelarket viser, at det bliver dyrere at have to slags fly. Tjah…. Lidt dyrere bliver det vel (måske). Men operativt giver det mening!

Og så må vi genåbne vores egen ammunitionsfabrik og henset den nationale sikkerhed kun købe der – eller rettere: lad os helt fjerne Excelark tankegangen og sige, vi producerer til os selv, hvorfor det ikke skal i udbud!

Genåbn ubådsvåbnet – igen kan svenskerne løfte opgaven!

Og så må vi nok desværre vente på at fylde missilbrøndene på vores gigantiske flåde. Så i 2028 kan de måske gøre noget offensivt?!

Artilleri? I stedet for de uprøvede franske pjecer (Yes, uprøvet model!) så køber vi hos israelerne. De har prøvet krig i praksis, og jeg er sikker på, at de pga politisk berøringsangst andre steder fra kan levere hurtigt.

Jeg kan blive ved. Jeg er kun lægmand, men kan ved frie hænder fylde lagrene på to år. Jeg behøver ikke 9 år til så enkel en opgave … men kan altså ikke garantere, at alt materiellet er amerikansk…

Lars Thomsen
Læser
Lars Thomsen
31. marts 2022 13:55

HejJan,
Du er lægmand, siger du. Så vil jeg gøre dig opmærksom på et par forhold, som du ikke tager stilling til. Jeg er sikker på at du forstår, at selv om nogen ligefrem forærer din virksomhed et spritnyt produktionsapparat, så er din virksomhed ikke nødvendigvis i stand til at producere det forventede og drage nytte af produktionsapparatet, før hele værdikæden fra indkøb af råmaterialer til produktionen, uddannelse af medarbejdere til at betjene, servicere og vedligeholde maskineriet, udvikling af de nye produkter, markedsføring og salg er på plads og har lært af de erfaringer som sådan en implementering giver.
Før det er sket er der kun nettoomkostninger og det kan sagtens æde mere end den forventede gevinst. Man kan jo ikke både blæse og have mel i munden, medmindre man har flere munde. Med andre ord, så er den værdi som et Griben-fly giver Forsvaret eller den værdi som en genanskaffelse af ubåde giver både negativ og giver kun en falsk sikkerhed, indtil disse kapaciteter er fuldt operative. Ingen har brug for en ubåd med dårligt uddannet besætning, det giver sig selv.
Når du dertil lægger udbudsretslige krav, politiske forventninger, industriorganisationer og andre interessenters indblanding i anskaffelsesprocesser, så giver det sig selv at det ikke sker i løbet af en dag, en uge eller bare indenfor nærmeste årrække, hvis man skal købe ind fra andre hylder end dem man plejer. Forsvarschefen gør faktisk meget godt rede for, hvorfor man ikke bare kan fare ud med checkhæftet og købe ind uden omtanke for at der faktisk er en eksisterende virksomhed, der skal kunne håndtere forandringerne og sikre at udvidelsen går godt. Man har mange års rutine i nedskæringer efter salami-metoden og kan godt udbygge med enkelte nye kapaciteter, men den samlede udvidelse af Forsvarets kapabiliteter, altså evnen til faktisk at levere mere sikkerhed, er en hel anden historie.