Ikke mange ansatte i Forsvaret tør udtale kritik offentligt, og når det sker i pressen, er det ofte på betingelse af fuld anonymitet. Frygten for repressalier tyder på en usund kultur, uanset om den er berettiget eller ej, mener jurist og ytringsfrihedsekspert Jacob Mchangama, som dog peger på, at nye tider kan være på vej.

Forsvaret er ramt af fastholdelsesudfordringer, og årsagerne er tilsyneladende legio. Det har man i den seneste tid kunnet læse om i OLFI og hos de fagforeninger, der organiserer Forsvarets personelgrupper.

I forlængelse af denne uges interview med HOD-formand Niels Tønning har OLFI været i kontakt med flere nuværende og tidligere officerer, der alle bekræfter HOD-formandens pointer, men som af hensyn til enten karrieremuligheder eller perspektiverne i at vende tilbage til Forsvaret efter orlov ikke ønsker at udtale sig uden at være anonyme.

Den problemstilling kan Niels Tønning godt selv genkende, og allerede inden talen faldt på fastholdelse, oplevede han, at debatten om en anden aktuel problematik gav anledning til bekymring blandt HOD’s medlemmer.

Artiklen fortsætter under billedet ..

»Det er jo tankevækkende, at HOD har været i dialog med officerer, som står i et vaccine- og testcenter i København, og hvis første spørgsmål er, om de med tryghed kan udtale sig om det her – også til jer (pressen, red.). Det andet spørgsmål er: Hvordan sikrer vi os, at den øverste ledelse ikke bliver sure, så det får karrierekonsekvenser for os? At de stiller de spørgsmål, er et sygdomstegn,« siger Niels Tønning, som selv har skrevet om nødvendigheden af at beskytte ytringsfriheden i sin seneste leder i medlemsbladet Officeren.

Hersker der et kodeks af Omerta?

For få uger siden vakte det også opsigt, da ledende skikkelser i Forsvaret blev forment at holde fagligt oplæg ved Folk & Sikkerheds konference på Christiansborg, fordi forsvarsminister Trine Bramsen (S) ikke selv kunne deltage. Også den slags episoder gør indtryk på personellet, mener Niels Tønning, som kalder det for ”utryghedsskabende”, at officerer føler, at de skal rette ind eller nøje overveje deres offentlige udtalelser for ikke at blive irettesat eller sanktioneret ovenfra.

Artiklen fortsætter under billedet …

Frygt for at udtale sig kan imidlertid godt manifestere sig blandt offentligt ansatte uden nødvendigvis at have bund i en reel risiko for irettesættelse og karrieremæssige konsekvenser, bemærker Jacob Mchangama, som er jurist, stifter af tænketanken Justitia og forfatter til flere bøger om netop ytringsfrihed.

»Der kan godt være en frygt for at udtale sig. Men spørgsmålet er, om den også er begrundet. Er det mere en kultur, hvor der hersker et kodeks af Omerta (et tavshedskodeks kendt fra den italienske mafia, red.)? Det er i hvert fald ikke et sundhedstegn. Men hvis det ikke bliver håndhævet af advarsler og sanktioner, så er det også svært at gøre noget ved det,« siger han og fortsætter:

»Jeg ved ikke, hvad de pågældende har været udsat for. Hvis man hele tiden får at vide; ”Kan du huske, hvad der skete med ham der?” – så kan det være reelt nok. Men hvis man bare oplever, at det er kulturen, uden at kunne sætte noget konkret på det, så er det ”bare” en kultur. For det er klart, at offentligt ansatte har ytringsfrihed, og det har man også i Forsvaret.«

#metoo kan bane vejen for mere åbenhed

Forsvaret kan dog være et særligt tilfælde, hvor frygten for at træde op på sæbekassen og sige sin mening fylder mere i de ansattes bevidsthed end i mere flade strukturer i det civile, mener Jacob Mchangama.

»Det er måske særligt udtalt i hierarkiske systemer, hvor man er opdraget med at få udstukket ordrer. Uden at jeg selv har været i Forsvaret, kunne jeg forestille mig, at det nok er sværere i den slags organisationer at få en åbenhedskultur indarbejdet. Man er vant til ikke at stille spørgsmål. På den måde er det sværere i Forsvaret at få en åbenhedskultur. Men det må ikke være en undskyldning for at lægge låg på debatten, hvis der foregår kritisable forhold eller krænkende adfærd,« siger han.

En del af de hæmninger, Forsvarets ansatte føler, når forhold i deres arbejdsliv skal kritiseres, kan dog også være selvpålagte. Men et kulturskifte kan være på vej i samfundet i bredeste forstand og dermed også finde vej ind i det militære system, mener Jacob Mchangama og peger på et af de temaer, der fylder allermest i den offentlige debat:

»Jeg tror grundlæggende, at det er menneskeligt at finde det ubehageligt at rette kritik mod andre. Vi vil gerne passe ind, og de fleste går gerne stille med dørene. Det er først nu med #metoo, at folk begynder at åbne op.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Tror du, at hele debatten om #metoo kan være med til at skabe større åbenhed på andre områder?
»Det vil være spekulation fra min side. Men jo mere det bliver aftabuiseret at påpege ting, der ikke er i orden, så vil det få en videre effekt.«

Det er dog ikke alle, der ligger under for frygten for repressalier. Tirsdag i denne uge tog fire premierløjtnanter fra Den Kongelige Livgarde således bladet fra munden og problematiserede deres egen og deres mandskabs involvering i coronaberedskabet, som tager tid fra de operative opgaver.

Billedtekst: Jacob Mchangama er stifter og direktør i tænketanken Justitia. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Scanpix