Denne jul fejrer Afghanistan et trist 40-års jubilæum med krig og konflikt

Det afghanske flag på halv stang få dage efter angrebet på en afghansk base ved Mazar el Sharif, foråret 2017. Foto Hans Peter Michaelsen

BLOG: I Afghanistan skal man være ca. 50 år gammel for at huske tiden med fred. Krig og konflikt har været dagens (u)orden i de seneste 40 år. Er der udsigt til en fredsaftale? Trækker USA sine tropper hjem? Og hvad med Danmarks soldater i det krigshærgede land? Der er masser af spørgsmål og kun få svar.

Det var i juledagene 1979, at Sovjetunionens kampvogne og transportfly krydsede grænsen til Afghanistan nordfra. Invasionen blev startskuddet til en blodig konflikt som syntes uden ende. Præcis 40 år senere vil ca 16.000 vestlige soldater tilbringe juledagene i det samme uvejsomme bjergrige og fremmedartede land.

Den sovjetiske besættelse og kampene mod de afghanske mujahedinere varede ca ni år. Så fulgte først en blodig borgerkrig og derefter Talebans rædselsregime. I efteråret 2001 angreb Nordalliancen støttet af USA og fjernede Al Queda samt Taleban-styret. De seneste 18 år har først USA og siden Nato konstant haft soldater indsat i Afghanistan.

Først i direkte kampoperationer i det uvejsomme bjergrige land, som er noget større end Frankrig. Siden 2015 har der været fuld Nato fokus på opbygningen af de afghanske sikkerhedsstyrker og til dels også det afghanske statsapparat. Samtidigt hermed har den afghanske hær og politiet ført en blodig kamp mod Taleban og andre oprørsgrupperinger over det meste af landet.

Fragmenteret og dårligt koordineret opbygning

Kabul ligger i ca 1.800 m højde imellem bjergene langt fra alting. Om vinteren er luften røgfyldt og beskidt. Masser af fattige mennesker i blikskure brænder alskens affald af for at holde varmen. Og osen fra de mange bål blandes med røgen fra utallige dieselgeneratorer, som producerer elektricitet til de mange militærlejre samt til det civile samfund.

Luften over Kabul er en af de mest forurenede i verden. De mange internationale soldater, rådgivere og amerikanske contractors kører rundt i byen i pansrede køretøjer eller flyver i helikoptere for at minimere risikoen for angreb. De afghanske soldater har kontrolposter overalt i byen, og når der sker et angreb, går det næsten altid ud over de civile og de afghanske sikkerhedsstyrker.

Jeg blev udsendt som militærrådgiver for den afghanske hær til Kabul i januar 2017. Der var masser af internationale rådgivere og amerikanske “contractors” tilknyttet den afghanske hær. Både i Forsvarsministeriet, ved hærens skoler, ved uddannelses- og træningskommandoen samt ude ved den afghanske hærs kampenheder. Men hvor var opbygning af statsapparatet? Hjælp til opbygning af god regeringsførelse? Opbygning af landbruget, civilsamfundet og økonomien?

Den var meget svær at få øje på og i bedste fald fragmenteret og dårligt koordineret. Hæren hang lige netop sammen, men det var svært at se fremskridt. Den konstante udskiftning af rådgivere gjorde ikke situationen bedre. Når man som rådgiver havde fået forståelsen for den afghanske kultur og hærens organisation og uddannelsessystem – og var begyndt at påvirke processerne gennem den/de officer(er), som man rådgav, så var det tid til at tage hjem og hastigt overdrage sin viden til en ny rådgiver.

Hvor bliver freden af?

I efteråret 2018 udpegede USA den tidligere ambassadør Khalilzad som fredsforhandler. Han har lige siden rejst i penduldiplomati mellem Afghanistan, Pakistan og andre lande i regionen. I oktober 2019 var der endelig udsigt til en fredsaftale. Men Præsident Trump aflyste forhandlingerne efter drabet på en amerikansk soldat. I december 2019 er fredsforhandlingerne med Talebans ledelse atter genstartet i Doha i Qatar.

Meldingen giver anledning til mange spørgsmål: Vil den lokale Talebanledelse i Afghanistan acceptere fredsbetingelser forhandlet hos Talebans kontor i Doha? Vil den afghanske regering? Vil befolkningen? Vil de forskellige nabolande? Bob Dylan sang i tresserne: “The answers my friend, are blowing in the wind”. Og svarene på ovennævnte spørgsmål blæser indtil videre i den støvede og røgfyldte afghanske vind, men måske kommer svarene lidt efter lidt. Når det gælder Afghanistan, er det nødvendigt med både tålmodighed og skepsis.

Lykkes det at indgå en fredsaftale, betyder det givetvis, at Taleban – som i øvrigt langt fra er nogen homogen organisation – skal have del i regeringsmagten. Den afghanske regering er i forvejen ret splittet. Forskellige befolkningsgrupper med årelange modsætninger – ikke mindst fra borgerkrigen i 1990’erne – arbejder dårligt sammen. Hvad når Taleban kommer med? Det gør næppe regeringen mere stabil.

Og krigen stopper ikke, fordi Taleban kommer med i regeringen. Taleban er nemlig ikke den eneste oprørsgruppering i Afghanistan, som har udført terrorangreb eller angrebet regeringssoldater. Islamisk stat har “filialer” flere steder, og Haqquani-netværket – som har skjul i Pakistan – har stået bag flere af de største terrorangreb både i Kabul og andre afghanske byer.

Selv om der kommer mange dårlige nyheder fra Afghanistan, er der faktisk sket en kæmpe udviklingen, siden Talebanstyret blev nedkæmpet i efteråret 2001. Den udvikling er især sket i Kabul og andre storbyer, hvor kvinderne er kommet i skole og ind på universiteter og i andre uddannelser. Kvinderne har også gradvist holdt deres indtog i den afghanske hær og i politiet.

Et land på permanent “bistandshjælp”

Taleban er meget traditionelt konservativt religiøst indstillede. Vil de acceptere eller ligefrem støtte den udvikling, der trods alt er sket i Afghanistan de seneste 18 år? Det er nok tvivlsomt, og hvad så? Der er rigtig mange i både Hæren og i civilsamfundet (især i byerne), som hader Taleban af et godt hjerte. Men Taleban har stor opbakning ude i landområderne, hvor befolkningen ikke føler, at regeringen i Kabul gør noget som helst for dem.

Afghanistan har en meget svag økonomi og er helt afhængigt af økonomisk hjælp fra udlandet. Den afghanske hær “lever” næsten udelukkende af amerikansk støtte: Udstyr, ammunition, brændstof etc. Der har kun været sporadisk fokus på at opbygge et selvforsynende land. Og selv om der er handels- og samarbejdsinitiativer med nabolande, så er disse ikke uden problemer. Ethvert Indisk forsøg på at forbedre samhandel og økonomi md Afghanistan betragtes med stor skepsis og bekymring i Pakistan. Her ønsker man bestemt ikke, at “arvefjenden” skal få permanent indflydelse i Afghanistan.

For præcis et år siden besluttede præsident Trump, at USA vil reducere indsatsen i Afghanistan med 7.000 soldater. Men ingen ved præcist, hvornår tilbagetrækningen sker. Lige nu er alle derfor i en art “limbo”. Hvor mange amerikanske styrker skal trækkes hjem? Hvilke styrker? Styrkerne ude i regionerne eller omkring Kabul? Hvilke lejre bliver lukket og hvornår? Hvad betyder det for de andre lande i Nato og koalitionen?

Alle er i større eller mindre grad afhængige af amerikansk støtte, contractors, lejrfaciliteter etc. Spørgsmålene er utallige og svarene blæser i vinden.

Uden USA ingen dansk mission i Afghanistan

Danmark har i øjeblikket ca. 155 soldater udsendt til Kabulområdet. Mange som Force Protection for Nato-styrkernes rådgivere og en del som rådgivere og støttepersonel. Danmark er helt afhængig af amerikansk støtte i form af køretøjer, brændstof, indkvartering mv. Trækker amerikanerne sig fra de områder, som danskerne opererer i, så er Danmark nødt til at “kaste håndklædet i ringen”.

Amerikanerne driver de fleste lejre, som danskerne bor i, og de stiller pansrede køretøjer (MRAPs) til rådighed. De sørger tillige i udstrakt grad for helikoptertransport. Uden USA ingen dansk deltagelse – på trods af udenrigsminister Jeppe Kofoeds (S) udtalelse om det modsatte. Forsvarsminister Trine Bramsen besøgte i november de udsendte danske soldater. Der hersker ingen tvivl om, at de danske soldater gør det godt i Afghanistan. Men nytter indsatsen på længere sigt eller skaber det blot en øget afhængighed?

Efter 40 års næsten konstant krig og konflikt øjnes måske muligheden for et gennembrud i fredsforhandlingerne? Men der er lang vej endnu, og mangefold flere spørgsmål end svar. Både DIIS og Forsvarsakademiet har i det seneste år udgivet publikationer om den afghanske fredsproces, og de er værd at læse, hvis man ønsker dybere indsigt i emnet. Der er sket mere på “fredsfronten” i det seneste års tid end i de foregående 17 år.

Spørgsmålet til en mio. dollars er, om præsident Trump mister tålmodigheden og hiver så hårdt i det amerikanske “tæppe”, at det afghanske korthus falder sammen, inden en bindende aftale og fredsproces er på plads. Sker det, kan konsekvenserne meget vel blive en ny borgerkrig i det krigshærgede land. Svaret hænger i den beskidte røgfyldte luft imellem bjergtinderne over Kabul.

Hans Peter Michaelsen er major og ansat som militæranalytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet med en fortid som kontrol- og varslingsofficer i Flyvevåbnet. I 2017 var han udsendt som logistikrådgiver i Army Institutional Advisory Team ved Resolute Support Mission i Kabul, Afghanistan. Privatfoto