Naturlig skepsis for udviklingen i Afghanistan

En dansk soldat holder vagt i forbindelse med forsvarschef Bjørn Bisserups besøg ved de danske soldater i Resolute Support Mission (RSM) i Kabul i slutningen april 2017. Foto: Karsten Nielsen/Forsvaret/RSM6

BLOG: Kamptrætheden har meldt sig i Afghanistan, hvor en række angreb skaber tvivl om fremtiden. Hans Peter Michaelsen opholder sig i Kabul og giver i denne blog et overblik over situationen i det krigshærgede land set fra hovedstaden.

Konflikten i Afghanistan havde 15 års jubilæum i 2016. Både for USA og Danmark har det været en konflikt med store omkostninger. Men det synes som om, at ”kamptrætheden” har meldt sig – såvel i det politiske system som i pressen – både i USA og i Danmark. Afghanistan når kun de vestlige nyhedsmedier, når der sker dramatiske angreb med mange ofre.

I en række blogindlæg vil jeg fra mit ”udsigtspunkt” i Kabul prøve at afdække en række afghanske, amerikanske og danske perspektiver på den langvarige konflikt. Desuden vil jeg give nogle personlige vurderinger på situationen og fremtiden herude. Analyserne er baseret på åbne offentligt tilgængelige kilder, herunder afghanske nyhedsmedier krydret med personlige oplevelser fra mit samarbejde med officerer i den afghanske hær. Vurderingerne er mine egne og således ikke udtryk for dansk forsvars synspunkter eller Center for Militære Studiers forskningsarbejde på området.

Koalitionens indsats handler om træning og rådgivning

Efter afslutningen af ISAF missionen d. 31 dec. 2014 blev den NATO-ledede Resolute Support Mission (RSM) etableret 1. januar 2015. Det er en væsensforskellig mission i forhold til ISAF – som var en decideret kampmission. Da den var på sit højeste, bestod den af mere end 130.000 soldater. RSM er en trænings-, rådgivnings- og assistancemission (Train, Assist and Advise), som gennemføres på baggrund af FN’s sikkerhedsråds resolution 2189. RSM har som målsætning at opbygge de afghanske sikkerhedsstyrker og de afghanske sikkerhedsinstitutioner. Sikkerhedsstyrkerne omfatter Afghan National Army (ANA), Afghan Air Force (AAF) samt Afghan National Police (ANP).

Sikkerhedsinstitutionerne omfatter Forsvarsministeriet (MoD), Indenrigsministeriet (MoI) samt generalstaben tillige med ANA og ANP uddannelses- og træningsinstitutioner. Målet er, at de afghanske sikkerhedsinstitutioner og de afghanske militære- og politistyrker kan overtage det fulde ansvar for sikkerheden i Afghanistan, når den NATO-ledede koalition efter planen trækker sig ud ved udgangen af år 2020 jf. beslutningen på NATO Warzawa-topmødet i juli 2016.

RSM består pt. af i alt 13.459 soldater og rådgivere, hvoraf USA stiller 6.941, og i alt 38 lande bidrager med resten. Danmark har pt. udsendt et bidrag på 97 soldater og rådgivere. Alle tal er fra www.rs.nato.int i marts 2017. Indsatsen i Afghanistan er dog ikke udelukkende militær. EU har også et kontor i Kabul, hvorfra man gennemfører rådgivning i bl.a. god regeringsførelse, sikkerhedssektorreform og forvalter en række genopbygningsprojekter, ligesom FN har en mission i Afghanistan (UNAMA). Desuden opererer en række NGO’er i landet.

Ifølge det afghanske forsvarsministerium blev mere end 10.000 oprørere dræbt sidste år som følge af operationer gennemført af de afghanske sikkerhedsstyrker (ANSF). Oprørerne gennemførte over 23.000 militære aktioner, mens de afghanske sikkerhedsstyrker ifølge Tolonews til sammenligning gennemførte 35.000 operationer. En rapport fra U.S. Speciel Inspector General for Afghanistan Reconstruction (SIGAR) kontrollerede den afghanske regering og sikkerhedsstyrkerne ved årsskiftet 58 pct. af landet mod 62 pct. for et år siden.

SIGAR rapporterede tillige i begyndelsen af 2017, at tabstallene i de afghanske sikkerhedsstyrker fra 1. januar til 12. november 2016 udgjorde 6.785 dræbte soldater og politifolk samt 11.777 sårede. Med sådanne tabstal kan det ikke undre, at det – trods en stor rekrutterings-og uddannelsesindsats – endnu ikke er lykkedes at øge sikkerhedsstyrkernes antal.

Forstår frygten for det næste angreb

Når man dagligt følger med i, hvad der sker i Afghanistan, forstår man godt, at frygten for ens families ve og vel samt frygten for ens egen skæbne kan fylde meget hos befolkningen herude. Hvem er de næste som bliver angrebet? Hvornår? Er det min familie eller venner, eller gode kolleger? Hvor er balancepunktet mellem en tro og håb på fremtiden, i forhold til frygten samt usikkerheden? Hvor er tilliden til præsident, regering og sikkerhedsstyrkerne, hvis oprørere og terrorister kan angribe snart den ene og snart den anden institution, som ellers er godt bevogtede?

Spørgsmålene rejser sig ikke mindst efter angrebet på Kabul Militærhospital 8. marts i år – et angreb, som flere danske medier rapporterede om. Sandsynligvis er det også hele formålet med angrebet. At undergrave befolkningens tillid til styret og sikkerhedsstyrkerne. Det kan man læse lidt om i denne reportage fra BBC. Militærhospitalet ligger lige ved siden af den Nato-lejr i Kabul, hvor jeg selv og en række andre danskere gør tjeneste som rådgivere for den afghanske hærs skolekommandoer.

Vi kunne følge de dramatiske begivenheder på nærmeste hold. Ugen før var der angreb på to afghanske politistationer i Kabul med 22 dræbte og over 100 sårede. Ugen efter et bombeangreb på en minibus, som kørte med ansatte fra et telefonselskab med én dræbt og mange sårede. Der sker ofte noget i Kabul, og især ude i landet noget næsten hver dag. Der rapporteres om kampe hen over grænsen til Pakistan og kampe mellem Taliban og regeringsstyrker støttet af USA mange steder i landet.

Voldsomme angreb i løbet af foråret

Kun de meget dramatiske begivenheder med mange dræbte når de vestlige nyhedsmedier. Angrebene er desværre et tegn på, at foråret er kommet til Kabul og Afghanistan. Når vi derhjemme siger, at det er forår, og det skyder frem overalt, siger man det samme her i Afghanistan med en langt mere ordret betydning. Fra angrebet den 8. marts og til slutningen af April var her relativt roligt. Men to bombesprængninger i Kabul og især angrebet på den afghanske base camp Shaheen 21. april, hvor 130 ANA-soldater blev dræbt, trak store overskrifter. Sidstnævnte angreb betød, at både forsvarsministeren og chefen for generalstaben trak sig tilbage.

Mange begivenheder i den kommende tid kan få afgørende indflydelse på fremtiden herude: Hvad betyder fredsaftalen med den tidligere mujahediner og leder af Hizb-e Islami, Gulbuddin Hekmatyar? Hvordan udvikler grænsestridighederne med Pakistan sig? Hvilken rolle spiller Iran, Rusland og Pakistan i konflikterne mellem regeringen og Taliban? Hvad bliver beslutningen omkring evt. troppeforøgelse fra USA og de andre koalitionslande? Hvordan er udviklingen hos de afghanske sikkerhedsstyrker?

En række af disse spørgsmål vil jeg forsøge at giver nogle perspektiver på i de kommende blogindlæg. Hvis man har interesse i situationen i Afghanistan kan jeg anbefale de lokale nyhedsmedier som alle har nyheder på engelsk: Tolonews, Khaama,  Pajhwok, Afghan War News samt regeringsmediet The Kabul Times.

Dette blogindlæg er alene udtryk for forfatterens personlige holdning.

Hans Peter Michaelsen er major og ansat som militæranalytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet med en fortid som kontrol- og varslingsofficer i Flyvevåbnet. I perioden fra februar-august er han midlertidigt udnævnt til oberstløjtnant og udsendt som logistikrådgiver i Army Institutional Advisory Team ved Resolute Support Mission i Kabul, Afghanistan. Privatfoto