For mange af Forsvarets officerer bliver siddende for længe i stillinger, der er tænkt som udviklingsstillinger, eller som ledelsen ønsker besat af andre. I 1. Eskadre skal en ny politik åbne op for flere beordringer og afhjælpe problematikken. Men den slags tiltag risikerer at gå ud over personellets tillid til systemet, advarer formanden for officerernes fagforening.

Forsvarets forholdsvis nye bemandingssystem skulle sikre større fleksibilitet og mere tilfredse medarbejdere, som med muligheden for at søge ledige stillinger i højere grad ville få indflydelse på egen karriere. Noget tyder imidlertid på, at de fine ord var mere, end virkeligheden kunne holde. Bemandingssystemet viser sig i stigende grad utilstrækkeligt til at sikre personaleomsætning, hvorved systemet “sander til”. Ud over nødvendigheden i at beordre medarbejdere i stillinger, som det er svært at rekruttere til, bliver Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) ofte også nødt til at beordre medarbejdere væk fra stillinger, som de er glade for og ikke har ønsker om at forlade.

Senest har oberst H.C. Enevold som chef for Flyvevåbnets Officersskole fået besked på, at han – mod sin vilje – vil blive beordret til Belgien, hvor han per 1. januar forventes at tiltræde en stilling som deputy chief of staff i Allied Joint Force Command i Brunssum. Denne stilling blev ikke besat efter at være slået op, og den har ikke været genopslået. OLFI har været i kontakt med oberst H.C. Enevold, som bekræfter OLFIs oplysninger, men ønsker i øvrigt ikke at udtale sig om sagen.

Kommandør Lars Henrik Hansen – i daglig tale “LH” – er chef for 1. Eskadre. Ifølge ham bliver en række officerer i Søværnet siddende for længe i deres stillinger, hvilket er med til at fastlåse situationen og skabe et forringet udviklingsmiljø. Det fremgår i hvert fald af en intern mail, som “LH” har sendt til besætningen på et af Søværnets inspektionsfartøjer. Derfor har eskadrechefen set sig nødsaget til at indføre en politik, som gennem øget brug af beordring skal sikre, at stillingerne frigøres, og at officererne fortsætter deres personlige og professionelle udvikling på andre enheder.

“For ca. et år siden besluttede Eskadren derfor at arbejde målrettet for at ”løsne” situationen. Eskadren følger loyalt ansøgningssystemet, men har besluttet, at i de tilfælde, hvor flere opslag til samme stilling ikke har givet kvalificerede kandidater, vil beordringsretten blive bragt i anvendelse mhp. at flytte officerer fra Division 19 (inspektionsfartøjer af Knud Rasmussen-klassen, red.) til anden sejlende tjeneste i eskadren, hvor dette vurderes relevant for Søværnet og medarbejderen. En beordret flytning vil således kunne give et relevant udviklingspotentiale for den enkelte, samtidig med at det understøtter den samlede opgaveløsning,” skriver eskadrechef Lars Henrik Hansen i mailen.

Beordringer giver murren i krogene

De mange beordringer ses som et opgør med det paradigmeskift, som skulle give medarbejderne mulighed for at søge deres egen lykke gennem ansøgninger. Derfor risikerer man med alle beordringerne at sætte personellets tålmodighed på en alvorlig prøve, advarer Niels Tønning, som er formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD).

“Det kan være en af udfordringerne ved ansøgningssystemet. Hvis en medarbejder sidder i en eftertragtet stilling, flytter vedkommende sig ikke frivilligt. Det vil sige, at hvis Forsvaret har brug for den stilling som udvikling for andre medarbejdere, så bliver man nødt til at beordre personen væk. Der er mange dilemmaer i det system, man har valgt, og jeg synes ikke, man har adresseret dem ordentligt. Tilliden til systemet er på spil,” siger han.

Bemandingssystemet har den seneste tid været genstand for debat – ikke mindst her på OLFI efter sagen om kommandør Anders Friis. Han er gift med direktør Laila Reenberg fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse og blev i september beordret i den eftertragtede stilling som chef for 2. Eskadre, uden at denne havde været slået op.

Artiklen fortsætter under billedet …

Beordringen blev mødt med kritik og murren i krogene i officerskorpset og har efterfølgende været med til at afføde en bredere debat om den omfangsrige brug af beordring til besættelse af stillinger i Forsvaret. Således afdækkede en aktindsigt, at 52 chefer og sammenlagt 543 medarbejdere alene i de første otte måneder var blevet beordret i stillinger, som ikke havde været slået op. Antallet af beordringer udgør i dag en uforholdsmæssig stor del af alle stillingsbesættelser i Forsvaret, hvilket ikke var den oprindelige hensigt med HR-strategien. Alligevel er man i 1. Eskadre nu nødt til at åbne op for endnu flere.

Intern mail forklarer politikken

Problematikken i eskadren skitseres i en intern mail, som eskadrechefen i september sendte til besætningen på et af inspektionsfartøjerne i forbindelse med behandlingen af en personalesag ombord på skibet. Officerer i Division 19 vil fremover blive beordret videre i karrieren, hvis de ”efter adskillige års tjeneste i samme stilling vurderes at have behov for nye personlige og professionelle udfordringer andre steder i strukturen”, som Lars Henrik Hansen skriver i mailen.

Desuden gør han det klart, at både Marinestaben og Forsvarets Personalestyrelse er enige med eskadren om behovet for den ny politik på området. I mailen omtaler eskadrechefen den eksisterende personaleomsætning som ”fastlåst”, og dette forhold ønsker eskadren altså at gøre op med nu. OLFI ville gerne have spurgt ind til de nærmere overvejelser bag den nye politik for at høre, om ikke den markerer et brud med princippet om de ansattes ansvar for egne karrierer. Men hverken chefen for Marinestaben, kontreadmiral Torben Mikkelsen, direktøren for Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Laila Reenberg, eller eskadrechefen ønsker at stille op til interview om sagen.

Læs også: Peter Viggo Jakobsen: Det nye ansøgningssystem virker ikke

Kommandør Lars Henrik Hansens mail til besætningen blev sendt på baggrund af en kontroversiel personalesag ombord på et af Søværnets  inspektionsfartøjer, hvor en officer i en af besætningerne modtog en beordring væk fra skibet kort efter at have indberettet skibschefen for brud på den militære straffelov. Den nye stilling var på en anden enhed og havde været slået op ad to omgange – uden egnede ansøgere. Ifølge kilder i besætningen, som OLFI har talt med, afstedkom sagen en del furore ombord på skibet, hvor mange betragtede beordringen som en de facto degradering og kædede den sammen med auditørsagen. Det var dog en fejlslutning, slår eskadrechefen fast.

”Ikke desto mindre er det tidsmæssige sammenfald uheldigt, og det har givet anledning til, at man uforvarende kan koble de to sager sammen. Beordringen kan således – uden kendskab til den manglende sammenhæng – opfattes som en slags ’straf’,” skriver Lars Henrik Hansen i mailen.

Han understreger, at beordringen var et led i den nye bemandingspolitik – det vil sige som et udtryk for hensyntagen til den pågældende officers individuelle udviklingsbehov samt eskadrens behov for at få besat den ledige stilling. I erkendelse af den dårlige timing og for at “skabe ro på banjerne”, blev den siden annulleret. Mens eskadrens behov i den konkrete sag er tydeligt, er det mere uklart, hvad der udgør et personligt eller professionelt udviklingsbehov, og hvordan man i eskadren konkret afgør, hvem der har brug for nye udfordringer i deres karriereforløb.

Ledelsen har ingen kommentarer

Det er ikke lykkedes OLFI at få nogen repræsentant for hverken Søværnets eller 1. Eskadres ledelse i tale, men i et kort skriftligt svar på OLFI’s interviewforespørgsel fortæller Tomas Ilsøe-Mikkelsen, der er presse- og kommunikationschef ved Forsvarets Personalestyrelse, at der ikke er noget i eskadrens personalepolitik, der strider mod Forsvarets HR-strategi. Han henviser til bemandingssystemets tre ben, der – udover beordring udgøres af henholdsvis ansøgninger og tjenesteplaner.

”Samtidig vil der situationsbestemt være hensyn, som gør, at beordring efter en konkret vurdering er den bedste løsning eksempelvis ved behov for at rokere medarbejdere på samme niveau. Bemandingssystemet giver med sine tre ben samlet set den fornødne fleksibilitet til at sikre den bedst mulige og rettidige bemanding – med respekt for både koncernens, rekrutterende chefers og ikke mindst de ansattes behov,” skriver han til OLFI.

Læs også: Forsvarsministeriet har beordret 52 chefer uden stillingsopslag

Dermed lægger han sig på linje med chefen for Marinestaben, Torben Mikkelsen, der henviser til sine tidligere udtalelser om bemandingssystemet:

”Jeg har ikke noget at tilføje det, jeg allerede har sagt. Det handler om at opfylde Forsvarets behov bedst muligt. Det gør vi ved at benytte både stillingsopslag, tjenesteplaner og beordringer, når vi rekrutterer og ansætter.”

HOD: Lukkethed gavner ikke

Hos officerernes fagforening, Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, er man enig i, at beordringer fortsat bør supplere ansøgninger og tjenesteplaner. Det forklarer formand Niels Tønning, der også forstår eskadrens behov for at kunne sende folk videre i systemet.

“Det er ikke sikkert, at folk selv prioriterer udvikling, frem for eksempelvis geografisk stabilitet. Nogle tager derfor ikke selv skridt til at søge væk fra en god stilling, som de er glade for. Men hvis stillingen er en udviklingsstilling, begrænser man jo dermed faktuelt andres muligheder,” forklarer han.

Niels Tønning finder det til gengæld problematisk, at hverken personalestyrelsen, Marinestaben eller eskadren ønsker at forklare bevæggrundene yderligere, og at de ikke vil konkretisere de kriterier, der lægges til grund for vurderingen af officerernes individuelle udviklingsbehov. Lukketheden gavner ikke noget, siger han.

”Hvis ikke man har en åbenhed omkring sin egen forvaltning, så støder man bare sine ansatte fra sig. Når man afviger fra det primære, som er ansøgningssystemet – det har de jo selv sagt i Forsvaret – og skrider til beordring i stedet for, så kræver det altså, at man har en tæt dialog med de ansatte.”

Han stiller sig også kritisk over for omfanget af beordringer. Antallet ligger langt over, hvad der i sin tid blev lagt op til, da HR-strategien i blev lanceret, siger han.

”Da strategien blev født, sagde man, at 90 pct. af alle stillingsbesættelser skulle ske efter ansøgning. Hvis man ser på jeres egne tal, som I jo selv har bragt for nylig på OLFI, er vi tæt på, at beordringer og organisatoriske skift udgør mere end halvdelen af alle stillingsbesættelser,” siger Niels Tønning.